Mit sted er i naturen. Det er altid den, jeg har følt, at jeg hang sammen med, og det var i naturen, jeg blev klar over, at der måtte være en gud til. Mit barndomshjem var et lille husmandssted mellem Saltbæk og Lille Vrøj nord for Kalundborg. Jeg skulle bare løbe fem minutter, så var jeg nede på stranden. Det var her, mine søstre og jeg legede timevis i vandet, og her jeg fandt fossiler og sågar en boplads ude ved Vrøj.
Når tingene var helt forfærdelige mellem mine forældre, så løb jeg ned til vandet. På strandbredden kunne blikket fortabe sig, og alt kunne ske ude over horisonten. Alle muligheder var åbne ved havet, og jeg kunne forsvinde ud i en evighed. Mange nætter er jeg bange gået ned på stranden efter at have sikret mig, at mine to yngre søstre sov.
Jeg kan huske følelsen af at være bange, men alligevel føle mig tryg, mens jeg stod på strandbredden og hørte bølgerne bruse og bad så inderligt uden at vide, hvem jeg bad til. Jeg havde en fornemmelse af at alt, hvad jeg sagde, blev hørt. Svaret på min bøn var følelsen af at høre til i naturen og den tryghed, naturen gav. Når det var koldest, kunne jeg se, at der var anstrøg til små knopper på buskenes grene. Det tog jeg til mig som et holdepunkt. Svaret på mine bønner kunne også komme, når jeg gik i en bøgeskov og følte grønheden omfavne mig; jeg følte en dyb taknemmelighed. For en stund slap den mistillid, jeg havde til alt og alle inklusive mig selv.
Mine forældre ville det gode. Jeg er født på Frederiksberg, men da jeg var et par år, flyttede vi til Sverige, hvor de arbejdede med biodynamisk landbrug. Min far var uddannet teknisk tegner, han var dygtig til at dyrke jorden efter de rigtige, biodynamiske forskrifter. Da jeg var fire år, lejede vi et husmandssted ved Sejerøbugten. Vi skulle være sunde og derfor leve et selvforsynende, vegetarisk liv. Vi havde en have med gamle frugttræer, som var et paradis for et barn. Vi levede isoleret og fattigt uden varmt vand eller bil. En dag kom en mand fra kommunen med genbrugslegetøj. Han åbnede bilen, og min fire år yngre søster og jeg måtte vælge noget af det, han havde i bilen. Jeg fik en elefant, og min søster fik en hund.
Da jeg var otte år, skulle min midterste lillesøster, Lea, døbes. Hun var fire år, og jeg ved ikke, hvorfor hun skulle døbes, for vi kom aldrig i kirke, men jeg fik også lov til at blive døbt ved den lejlighed. Jeg husker en tryghedsfølelse, da jeg var i kirkerummet i Raklev, men jeg var også utrolig bange for at tro på noget forkert. Det var en frygt, som fulgte mig længe og hang sammen med et mønster, jeg kunne se i mine forældres liv. I vores reoler stod mærkværdige bøger af spiritister. Min far sagde ét, men han gjorde noget andet. Han var en karismatisk person, og unge fra København opsøgte ham og så op til ham som en slags guru. Jeg hørte ham fortælle om, hvordan de skulle spise og leve deres liv. Når gæsterne var rejst, så var han den samme ubehagelige type, som vi altid frygtede. Vi frygtede, at han ville slå. Han slog min mor, men jeg havde det helt mærkværdige forsvar, at jeg besvimede, lige inden han skulle slå, og så turde han ikke slå mig eller mine søstre.
Da jeg var omkring 10 år, begyndte min mor at drikke for at få kræfter til at stå op mod vores far. I de første år af min opvækst levede hun i frygt og angst, og da hun begyndte at tage os i forsvar, så gik det helt galt, for min far blev hysterisk. De første to snapse gjorde hende glad; som barn forstod jeg ikke, hvorfor hun fortsatte. Når hun havde drukket den femte snaps, så blev hun meget ked af det. Jeg har hældt utrolige mængder sprut ud og fortyndet snaps med vand, men hun holdt ikke op med at drikke.
Det var Søren Kierkegaard, som greb mig, da jeg var 16 år. Jeg gik på realskole i Kalundborg og opholdt mig mange eftermiddage på biblioteket i byen, hvor jeg fordybede mig i kunstbøger. En dag så jeg ”Kjerlighedens Gjerninger”. Jeg husker, at jeg undrede mig over titlen og begyndte at læse. Der står, at du skal elske din næste. Selvfølgelig elskede jeg mine søstre, men jeg havde svært ved at føle en kærlighed til mine forældre. Men der står, at du skal elske din næste, og Kierkegaard gentager ”skal” og ”skal”. Det blev en måde at åbne mit hjerte på, så jeg var klar over, at jeg skulle gå hjem og prøve at tale med mine forældre og ikke anklage dem.
Jeg tænkte på Kierkegaards ”skal”, som stod med fede typer i bogen og gik hjem og talte med min mor om, om hun ville prøve ikke at råbe, skrige og anklage min far. Jeg læste hver dag, og det gav mig en styrke og et mod til, at jeg kunne gå hjem og prøve at give kærlighed i stedet for at føle, at det var synd for mig. Det var mine forældre, det var synd for.
Det største i mit liv har været, at jeg har kunnet tilgive mine forældre. Havde jeg ikke tilgivet mine forældre, så havde mine billeder været et udtryk for en desperation, men mine billeder har på den måde intet med min fortid at gøre. For at kunne tilgive, må man have erkendt, hvad der er sket, så jeg har måttet gennemgå lange tankerækker, hvor jeg ved, hvordan jeg har skældt og smældet, og så har jeg bedt Gud om tilgivelse.
Noget af det sværeste, jeg oplevede, var de nætter, hvor min mor vækkede mig med besked om, at jeg skulle gå over og banke en sur, gammel købmand op for at skaffe spiritus til hende. Jeg gik med en lille nefa-lygte til købmanden, som naturligvis var gået i seng for længst. Jeg husker, hvordan han stak hovedet ud ad vinduet og sagde: 'Nå, så er det galt med mor igen'. Den udtalelse og hans sure hoved var noget af det værste. Men jeg var nødt til at gå hen til ham, for min mor sad med et barberblad. Gjorde jeg ikke noget, så var det min skyld. Så kom jeg hjem med en flaske, og hun faldt til ro, og der kunne gå nogle dage, hvor hun havde det godt. Hun sang og hørte klassisk musik, som hun hele livet holdt meget af. Hun var ud af en musikerfamilie og var et musikalsk menneske, som aldrig fik mulighed for at udfolde sit talent.
Gjorde jeg det rigtige, når jeg bankede købmanden op? Jeg har måttet genopleve det hele og bede Gud om tilgivelse. Guds tilgivelse er som et kærtegn af hele din sjæl. Der er en fuldstændig hengivelse i tilgivelsen. Jeg ved, hvordan jeg handlede, og jeg ved, hvad min mor sagde. Hvis det var forkert af mig at købe alkohol, har jeg bedt Gud tilgive mig, for jeg vidste ikke bedre.
I dag har jeg accepteret de vilkår, som jeg har set dem, og tilgivet mine forældre, så der ikke er en torn tilbage. Længe efter at jeg var blevet voksen, blev de skilt, og de sidste år af deres liv var gode. Jeg havde den glæde, at min mor var ædru de sidste syv år, hun levede. Hun og jeg nåede så nær en lykke, og hendes sidste ønske var, at hun ville ligge ved siden af mig på kirkegården i Gamtofte, hvor min mand og jeg i forvejen havde et gravsted.
Hun havde ellers altid sagt, at hun bare ville have asken strøet, men alt det lagde hun bag sig og erkendte, at vi var nogle, som havde brug for et gravsted at gå til.
Som yngre gav kristendommen mig tryghed, men i dag har min tro ikke noget med tryghed at gøre. Jeg er et fjollet og barnligt menneske, som elsker at give mig hen i leg med mine to niecer og kan grine inderligt med mine søstre. Men når det gælder troen, søger jeg ikke den tryghed, jeg søgte som barn. For mig handler troen om hengivelse og er samtidig forbundet med pligt. Jeg er efter mig selv med alt, hvad jeg søger og gør. Jeg har ikke et sekunds tvivl om min tro, men jeg har tvivl om mig selv. Jeg tvivler om mig selv, når jeg ikke synes, jeg gør det rigtige. Det kan være situationer, hvor jeg synes, jeg har snævre tanker, og så beder jeg Gud hjælpe mig. Jeg læser min Kierkegaard og Bibelen dagligt, og begge dele lutrer mig.
Fadervor er hele essensen af mit liv, og jeg beder bønnen mange gange om dagen. Uden Fadervor kan jeg ikke komme ind i den modtagende tilstand, som er afgørende for, at jeg kan male. Jeg bestemmer ikke selv mine egne billeder. Det, jeg har at byde ind med, er ligesom en håndskrift, og så har jeg naturen.
Jeg maler så vidt muligt hver dag og føler mig i tjeneste. Jeg vil ikke blive mig selv bevidst, og derfor holder jeg en afstand til, hvad jeg selv laver. At male føler jeg som en kær pligt, og jeg hengiver mig helt til det.
Når jeg står i atelieret, og alt er opgivet, og jeg ikke længere overhovedet kan have en tanke, så tænker jeg ikke, så gør jeg. Inspirationen kommer i det øjeblik, jeg opgiver, og billedet tager over og næsten maler sig selv. Jeg gør, hvad jeg kan, for at være til stede i øjeblikket, og her vender jeg igen tilbage til mit Fadervor. Uden det Fadervor kan jeg ikke komme ind i den modtagende tilstand, hvor jeg tier stille.
Stilheden er vigtig for mig, men jeg kan have svært ved at finde ind i den. Jeg rejser ofte med tog og insisterer på at bruge rejsetiden til at se ud på det velsignede landskab. De tanker, som får plads, når man bare ser ud og tier stille, er de tanker, som fører så meget mere med sig. For at kunne hengive mig til stilheden beder jeg ”ske din vilje”, som rummer en overgivelse og hengivelse, der giver en fuldstændig åbenhed.
Jeg føler ingen angst, når jeg tænker på døden. For mig er evigheden nu. Om jeg lever eller dør, hører jeg Kristus til. Gud er det vigtigste af alt i mit liv, og så kan man spørge, hvordan man bærer sig ad med at elske Gud mere end for eksempel mand og familie. For mig handler det om at forsøge at gøre Guds vilje ved at udfylde den plads, som er min.
Det er blevet tydeligere for mig, at vi alle er Guds børn, om vi tror på ham eller ej. At vide, at ens medmennesker er brødre og søstre, gør, at jeg ikke dømmer andre. Her er det igen Kierkegaard, som har taget mig ved hånden og hjulpet mig i min læsning af Bibelen.
Nogle gange kan jeg mærke, at der er ateister, som betragter mig som naiv. De tanker kan jeg ikke forholde mig til. Troen er ikke noget tagselvbord. Vi har netop fejret pinsen, som er så utrolig.
At Gud er os nær med sin ånd, kan man jo ikke begribe med sin hjerne. Tro kan ikke forstås, og hvis det at tro kunne forstås, så kunne vi ikke tro det.
Det er ikke min hjerne, der bestemmer.
Det er med hjertet, jeg tror.