Prøv avisen

Sociolog: Nogle gange må man forråde sin familie for at være tro mod sig selv

Den 52-årige sociolog Lise Skov har hele sit voksne liv været mærket af den konflikt i hendes familie, der har raset i 30 år. Nu er hun gået i gang med at skrive en bog, hvor alle hemmelighederne bliver lagt frem, så både hun selv og resten af familien omsider kan blive sat fri. Foto: Emil Kastrup Andersen

For 30 år siden skabte Lise Skovs far et varigt brud i familien. Nu prøver den 52-årige sociolog at skrive sig frem til en form for forsoning og tilgivelse, for kun ved at lægge hemmelighederne frem kan hun sætte sig selv og familien fri

Hun ville ønske, at konflikten ikke handlede om kvindelige præster. Havde det været et fysisk overgreb, fordeling af arv eller noget andet og mere normalt, ville det måske være nemmere at forklare og forstå, hvordan en enkelt markant holdning har splittet hendes familie fra hinanden gennem 30 år.

52-årige Lise Skov ryster let på hovedet. Hun har brugt det seneste års tid på at få bedre styr på sin familiehistorie – og derigennem sig selv. Hvad var det, der skete dengang? Hvorfor skete det, og hvordan kunne det få så voldsomme konsekvenser?

”Der er ikke meget, der kan destabilisere et menneske mere end en familiekonflikt mellem voksne,” siger hun.

”Det rammer ind i de største forventninger til, hvordan livet bør være organiseret, og det trækker tråde så langt tilbage, at der ikke er noget helle at puste ud på. Sådan har det i hvert fald været for mig. Jeg har båret den konflikt med mig helt tæt på hjertet hele mit voksne liv.”

Som sociolog er hun trænet i at grave sig dybt ned i andres historie og forstå sammenhænge. Det er faktisk det, der har drevet hende som forsker, men det er aldrig faldet hende ind at endevende sin egen fortid. Måske har det gjort for ondt. Måske har hun ikke haft den nødvendige distance til at se på det med et forsonende blik. Måske skulle hendes fundament rystes, før hun kunne mærke nødvendigheden i at samle det på en ny måde.

Det var på en måde det sidste, der skete for halvandet år siden, da hun besluttede sig for at sige op som lektor på Copenhagen Business School. Hun var udbrændt, følte hun. Kørt træt af evindelige besparelser og nye krav. Drivkraften var væk, og hun åbnede ikke sin computer det efterfølgende år. I stedet levede hun det stille liv i naturen omkring huset i Sverige og tog en uddannelse i coaching, mens hun mærkede efter, hvornår det rigtige hjerteprojekt meldte sig.

Det skete den dag, en nær veninde kom forbi med en bog: Vigdis Hjorths ”Arv og miljø”. Den handler om os, sagde hun.

Egentlig handlede den om en betændt arvesag mellem fire voksne søskende, men Lise Skov vidste, hvad veninden mente. Der lå gift spredt ud på begge deres familiespor, og hun genkendte mange af følelserne i bogen, fra dengang hendes far en dag konfronterede hendes storebror med hans valg af kæreste.

Kæresten var teologistuderende, og i faderens øjne blokerede kvindelige præster det kristne ords passage fra himlen ned på jorden. Derved afskar de menneskeheden fra vejen, sandheden og livet. Og derfor var de en kræftsvulst, der ville brede sig og dræbe alle, der var i kontakt med dem, sagde han.

”Det var en konflikt, der eskalerede fra 0 til 100 på et øjeblik,” fortæller Lise Skov.

”Min bror og hans kæreste holdt op med at komme i mine forældres hjem, og de var i øvrigt heller ikke velkomne. Jeg tog min brors parti, men forsøgte at få en konstruktiv dialog i gang. Min far så bare hånligt på mig og sagde: ’Lille pige, du har ikke forstand på det her’. Jeg kan stadig høre ordene, for de ramte mig som syle og blev siddende. Jeg var 22 år og en absolut kyndig universitetsstuderende, så at blive affærdiget på den måde, følte jeg som et enormt svigt. Under alle omstændigheder blev intet det samme. Og min storebror har stort set ikke set mine forældre siden.”

I de efterfølgende 30 år har Lise Skov levet med det, hun stadig ser som sin fars forræderi mod familien. Hun har ruget over dets ufortalte hemmeligheder og båret på den skam, hun følte, over ikke at blive anerkendt af sin far og over at være del af en familie, der ikke kunne være i stue sammen. Men efter at have læst venindens bog kunne hun pludselig mærke en ny vej frem: Hun måtte skrive sin familiehistorie og dele den med andre. Inklusive alle giftighederne, men også med det mere forsonende blik, hun havde fået på det hele, efter at faderen åbnede en sprække på sit dødsleje for et par år siden. Det var ikke en stor sprække, mest af alt blot en blødere tone i stemmen, men det var nok til at sætte en tilgivelsesproces i gang hos hende.

Den proces fortsatte hun gennem de mange, mørke nætter dybt inde i de svenske skove med fingrene på tastaturet og lommetørklæder inden for rækkevidde. Målet er at skrive en bog, der ikke blot får samling på hendes eget fundament, men også kan hjælpe andre voksne fanget i konflikt med familien. For hun ved, at rigtig mange kæmper med oplevelser, der minder om hendes egne.

”Det er åbenlyst, at rigtig mange institutioner er i opbrud i disse år, herunder familien. Vi føler os ikke forbundet og forpligtet på samme måde, og samtidig er vi blevet mere åbne for at handle på vores følelser. Men i debatten, og når man søger viden på nettet, er familiekonflikter næsten udelukkende relateret til børn. Det er, som om konflikter mellem voksne i familien bliver underkendt eller i hvert fald ikke fortalt. Jeg har jo også selv tiet stille, men jeg føler mig klar til at fortælle min historie nu, fordi den ikke længere er drevet af vrede, men ønsket om forsoning,” siger hun.

Det skyldes tidens heling, men især faderens sidste åbnen op for en sårbarhed, hun kunne spejle sig selv i.

”De fleste bliver svage i en konflikt, især hvis den er med nogen helt tæt på. Og især hvis man er barn eller ung. Så skærmer man sig ved at spille stærk. Jeg blev den søde, dygtige pige, der forsøgte at rumme det hele, men sårbarheden havde ingen steder at leve. Jeg tror også, at min fars voldsomme reaktion over for min brors kæreste mest af alt var drevet af frygt for egen sårbarhed, som han ikke turde dele. At hun ville være præst, rykkede for hårdt i hans verdensbillede. Han voksede op i et strengt indremissionsk hjem, og netop i 1970’erne følte han formentlig – ligesom mange andre indremissionske – at alle idealerne smuldrede omkring ham. Derfor så han hende som symbol på en generel trussel og som en personlig hån imod ham.”

Hvis bare han havde vendt sin vrede væk fra familien og var gået mere aktivt ind i det indremissionske arbejde, tænker hun i dag. Hvis bare det havde været muligt at tage diskussionen åbent dengang, og de havde kunnet møde hinanden i den sårbarhed. Så ville hendes liv have formet sig anderledes, men det tankespind er nytteløst. I stedet vil hun forsøge at lukke såret med sin bog og sin hjemmeside, hvor man siden februar har kunnet følge bogens tilblivelse og læse om alle hendes tanker bag den.

Hun er dog helt bevidst om, at hun med sin jagt på forsoning risikerer at åbne både gamle og nye sår, for ikke alle i familien er taget i ed. Hendes mor er meget ked af at få udstillet familien, men har efterhånden accepteret, at det må være sådan. Hendes storebror føler sig stadig udsat, for selv efter alle disse år er han den udstødte – sammen med den teologistuderende, som i dag er præst og hans kone. Hendes ene lillebror er en stor støtte, mens den anden er mere distanceret. Trods alle disse modhager, insisterer hun på at lægge alt frem. Ikke som en selvisk handling, siger hun, men for at sætte alle i familien fri.

”Man kan godt sige, at jeg nu forråder min familie, som min far gjorde for 30 år siden, men måden og hensigten er en anden,” forklarer hun.

”Jeg var aldrig gået i gang, hvis min drivkraft var vrede. Så ville jeg netop blot gentage min fars fejltagelser. Min mission er at kunne tilgive mine forældre, men også mig selv. Jeg har brugt alt for meget af mit voksne liv på at træde til side for andres følelser, glatte ud og passe på andres hemmeligheder. Det er ikke sundt for nogen, så nu vil jeg skrive mig til forståelse og forsoning. Jeg vil være tro mod mig selv, og nogle gange kræver det et forræderi – selv mod familien.”

Hvor langt er du i din tilgivelsesproces lige nu?

”Det er svært at svare på – også fordi tilgivelse er så komplekst et begreb. Jeg er vokset op med, at tilgivelse er noget, man bruger til at lukke ting ned med. Tilgiv, og så skal vi videre. I det hele taget betragter vi ofte tilgivelse som noget, vi skal modtage eller give andre, men for mig er tilgivelse først og fremmest noget, man kan give sig selv. Buddhisterne siger, at man først kan nå frem til tilgivelse, hvis man forstår, hvor man er, hvem man er, og hvad man har behov for. Måske har man mest af alt behov for at kaste en klyngebombe over sit barndomshjem, og at erkende den vrede kan være en del af tilgivelsesprocessen. Men selvfølgelig skal der være en intension om at bevæge sig i retning af reel tilgivelse og væk fra klyngebomben. Men hvis jeg skal svare på spørgsmålet, vil jeg sige 80 procent. Jeg er nået langt, men jeg ved jo ikke, hvor langt der er igen, så når jeg er ved målet, kan jeg måske se tilbage og se, at jeg lige nu kun er ved 30 procent.”

Lise Skov fortæller om sin familiekonflikt