Prøv avisen

Salmedigter om Helligånden: Nogle gange springer gnisten. Andre gange ikke

”Bach er ikke bare toner. Det er et eller andet, som åbner mod et større rum. Også det er ånd. Og da Bach skrev musik til Guds ære, var det også Helligånden, som drev ham,” siger Holger Lissner, som er fotograferet i musikstuen i sit hjem. Foto: Carsten Bundgaard/ritzau

Salmedigter Holger Lissner var midt i 40’erne, da han første gang blev sig bevidst, at han oplevede Helligånden. Med alderen er Helligånden blevet vigtigere

Præsten og salmedigteren Holger Lissner bor derude, hvor naturen holder pinsefest. Det er fynsk forår, og han guider med sin syngende fynske tone den tilrejsende gennem landskabet ved Røjleskov nord for Middelfart. Her har han og ægtefællen Karin Lissner tilbragt foreløbigt 14 år af deres otium.

De bor med skov til begge sider og Lillebælt for enden af den smalle vej. Løvet lyser grønt, og om aftenen kan man være heldig at høre nattergalen, som Grundtvig skriver om i sin store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen”. Men når Holger Lissner skal tale om pinse, er fokus hverken på løv eller nattergalenes sang. Selvom rammerne i Røjleskov er smukke på postkort-måden, har han sine pinseoplevelser i samspillet med mennesker. Samspil. Det ord er en ledetråd i Holger Lissners tro og liv.

”Min kristendom er en relations-kristendom. Skal jeg forestille mig Gud, og det skal jeg ikke, så må jeg bruge de erfaringer af kærlighed og rummelighed, jeg har fra menneskeverdenen. Når jeg tænker på forholdet til Kristus, tænker jeg på mine relationer til andre mennesker, og derfor fylder person-kategorier også mere end natur i min kristendom.”

I morgen, søndag, er det pinse. I år bliver pinsen flere steder en markering af 500-året for Reforma- tionen, og i den forbindelse vil Holger Lissners reforma- tionssalme ”Når du vil” blive sunget rundtom i landet. Han vandt de protestantiske kirkers konkurrence om en reformationssalme, The Reformations Song Contest, med ”Når du vil”.

Næste sommer fylder han 80 år, og han skriver stadig salmer, ligesom han jævnligt kører ud og holder foredrag om salmerne. Lissner er en af de mest kendte nyere salmedigtere, som er repræsenteret med 15 salmer i Den Danske Salmebog fra 2003, ligesom han har bidraget med flere salmer i Kirkesangbogen, som udkom i sidste uge.

”Guds ånd er før pinsen. Pinsen er egentlig Lukas’ opfindelse,” siger han med henvisning til, at Apostlenes Gerninger er skrevet af evangelisten Lukas.

Når kristne verden over i morgen fejrer pinse, hænger det sammen med det pinseunder, som er beskrevet i Apostlenes Gerninger, hvor Helligånden kom til disciplene og satte dem i stand til at tale adskillige sprog og dermed sprede det kristne budskab. Læser man i stedet Johannesevangeliet, får disciplene Helligånden påskedags-aften.

”I pinsen bliver Guds ånd demokratiseret. Indtil da var Guds ånd noget, som blev givet til de særlige, men da Jesus ikke kan være på Jorden mere, bliver Helligånden bredt ud til hele verden.”

Selv var han 42 år, inden han første gang blev sig bevidst, at han oplevede Helligånden. Efter at have været lærer på Løgumkloster Højskole var han blevet præst ved middelalderkirken i Sdr. Bjert ved Kolding.

”Her er nogle kræfter i spil. Jeg kunne sidde og skrive min prædiken hjemme, men når jeg skulle holde den, så kunne der ske noget mellem os. Noget jeg ikke var herre over. Ordene kunne blive levende på en måde, som ikke var til at forudse. Det er ikke tilfældigt, at man bruger ild og gnister som billede på Helligånden. Nogle gange springer gnisten. Andre gange ikke.”

Oplevelserne mindede ham om det, han havde været vidne til, når han hørte Askov Højskoles forstander J. Th. Arnfred (1882-1977) tale på Løgumkloster Højskole. Arnfred var ingeniør og talte ofte om naturvidenskabelige emner.

”Når Arnfred talte, så tænkte jeg af og til, at jeg kunne sige noget tilsvarende. Men efter lidt tid blev Arnfreds ord større end bare nogle tanker. Det blev større end Arnfred. Det gav mig en fornemmelse af, hvad ånd er og gør.”

I reolen oppe på arbejdsværelset har Lissner en bog af den britiske teolog John V. Taylor med titlen ”The Go-Between God”. Bogen findes også i en dansk oversættelse ”Kærligheds og sandheds Ånd”. Når Lissner tror på samspil og beskriver sig som ”relationskristen”, hænger det blandt andet sammen med Taylors tænkning.

”Helligånd er det, som sker mellem to parter. Det er ikke dig og mig, men det er det, som er mellem os. Ånd er ikke noget, jeg har og kan prædike med, men ånd er noget, som kan komme og være med til at skabe forholdet mellem en menighed og præsten, mellem Gud og Jesus. Og ja; mellem to mennesker.”

Han tænker tilbage på årene som underviser og siger, at der kunne være klasser, der var håbløse. Det var ikke den enkelte elev, men klassens ånd, det var galt med. Og lidt på samme måde i familier.

”Som præst har jeg været på besøg i hjem, hvor man nærmest frøs, når man kom ind, fordi de mennesker, som boede her, havde det elendigt med hinanden. Og på samme måde er der menigheder, hvor man mærker kulden trække, fordi folk sidder og vogter på hinanden. Ånden er også i de folkelige fællesskaber. Når individualismen bliver for stor, falder fællesskaber fra hinanden, og man ser en voksende modstand mod at betale til hinanden.”

Men er der et håb for klasseånden, familieånden såvel som for samfundsånden? Holger Lissner er et af de mennesker, som lever med Bibelen, så det falder naturligt for ham at svare med skriftsteder. Denne gang Filipperbrevet kapitel 2, vers 5, hvor der står: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus.”

”Når ånden bliver præget af Guds ånd, får den tilført en nænsomhed og overbærenhed, som kommer til at præge vores relationer. Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed og trofasthed.”

Han forklarer, hvordan det i kristendommen er hensigten, at det enkelte menneskes sindelag skal være præget af Jesu ånd.

”Indstiftelsesordene ved nadveren minder om det. Her hører vi, at vi skal ihukomme Jesu lidelse og død. Når vi knæler ved nadverbordet med det lille, tomme sølvbæger, kan vi se et forvrænget spejlbillede af vores eget ansigt. På hovedet. Men kun indtil vinen er skænket i bægeret. Så forsvinder vi i vinen, som symboliserer Jesu kærlighed. Jeg synes, det er et smukt billede på, at ’det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig’, som det hedder i Galaterbrevet. Når det sker, kommer Helligånden ind og farver mit samspil med andre.”

Der er et gaveaspekt over Helligånden, mener Lissner. Han gør opmærksom på evangelisten Johannes, som sammenligner Helligånden med vinden: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.”

”Man kan ikke regne med, at Helligånden er der, bare fordi der er gudstjeneste. Jeg kan huske en søndag, hvor jeg havde skrevet en prædiken, som ikke var ret god. Jeg stod på prædikestolen og tænkte, at det virkelig ikke var ret godt, og jeg var lige ved at foreslå, at vi i stedet sang en god salme af Grundtvig. Jeg holdt en pause og sagde ’ja’, og så talte jeg videre.”

Han husker endnu samtalen med ægtefællen den søndag ved frokostbordet. Hun spurgte ham, om han vidste, hvornår han havde prædiket.

”Hun sagde, at de kunne se på mig, at jeg ikke havde det ret godt. Men da jeg sagde ’ja’ og gik videre i min prædiken, var det tydeligt, at jeg ikke prædikede af mig selv, men jeg prædikede noget, jeg var underlagt og afhængig af. Det er ikke nødvendigvis, når det går som smurt, at vi formidler Kristus bedst.”

Når man spørger Holger Lissner, hvordan han begyndte at arbejde med salmer, handler det også om underskud og frustration. Som ansat på Mariaforbundet på Frederiksberg, der hvor Kastanievej Efterskole i dag har til huse, skulle han spille til morgensang. Men det var svært at få eleverne til at tage del i morgensangen i de sene 1960’ere. Hans søstre havde været i England, og de var kommet hjem med guitar-sange skrevet af Sydney Carter. Enkle sange, som formidlede aspekter fra den kristne tro. Han gav sig til at oversætte teksterne og oplevede, at det var lettere at få eleverne til at synge med. Da Kristeligt Dagblad i 1970 udskrev en salmekonkurrence, vandt han, og siden har han skrevet mere end 300 salmer. Hans salmer synges også i Norge, Sverige og Finland, hvor de er med i salmebogstillæg.

Vi sidder i den såkaldte musikstue, ægteparret har indrettet med loft til kip og et stort glasparti mod haven. Sang og musik har altid været vigtig for ham. Han er blevet fortalt, at han kunne synge rent, før han kunne tale rent, og han var ikke særlig gammel, da han begyndte som violinelev hos fotografen i Rynkeby på Fyn, hvor familien boede en årrække. Da familien flyttede til København, blev Holger Lissner optaget i sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium. Interessen for musik blev siden styrket af ægteskabet med Karin Liss- ner, som er en dygtig pianist og korsanger. Ikke sjældent kan man se ham stå med sin violin, mens hun spiller klaver. Sonater er et samlingspunkt for parret.

Han peger på nodestativet, hvor en violinsats af Bach er sat frem, mens han nynner de første takter. Er der en kobling mellem ånd og musik?

”Ja. Bach er ikke bare toner. Det er et eller andet, som åbner mod et større rum. Også det er ånd. Og da Bach skrev musik til Guds ære, var det også Helligånden, som drev ham.”

For et par år siden udkom en samling af Holger Lissners tekster. ”Sangene synger i os” hedder bogen. Titlen henviser til erfaringen af, at strofer fra sange og salmer kan leve videre, når de er sunget ind.

”Gud kan nå ud i en samtale via salmerne. Folkekirken burde hedde den ’evangeliske, grundtvigske folkekirke’, for det er Grundtvigs kristendoms syn, som synges ind i os gennem salmerne, og det er Guds måde at tale til os på. Ved Helligånden bliver det levende.”

Han glæder sig over den grøde, som er i salmedigtning i disse år, men han er bekymret for, hvordan sangen i folkekirkens menigheder udvikler sig. Han går i kirke de fleste søndage, og ofte sidder de færre end 10 personer i landsbykirken.

”Det er svært at få sangen til at leve, når man sidder så få mennesker spredt i en kirke. Og vi må også erkende, at der er mange, for hvem det at synge ikke er naturligt. En del dåbsgæster end ikke åbner salmebogen. Det er dybt bekymrende for den salmesangsgudstjeneste, som jeg holder af.”

Vi har siddet ved bordet i musikstuen i mere end en time og talt. På bordet står et fad med rugkiks, et glas orangemarmelade og så en vase med forglemmigej.

”Det er først nu, jeg ser dem,” siger Holger Lissner med henvisning til buketten, som ægtefællen har sat på bordet.

Den oversete buket er på linje med alt det andet, han ikke ser, mens Karin Lissner ser alt fra naturens pinsefest til farvespillet i havens bed.

”Når vi går tur, og hun opfordrer mig til at se på blomsterne, konstaterer hun gerne, at jeg ’lever i mine tanker’. Og ja; jeg er et tankemenneske. Jeg er skruet sådan sammen, at det koger oppe i havregrøden hele tiden. Jeg kan ikke stoppe mine tanker.”

Her kommer stilheden ind i billedet. Længe før stilhed kom på mode, blev Holger Lissner introduceret til stilhed i kirkelige sammenhæng af en svoger, som er kvæker. Lissner oplevede, at efter en tid med stilhed, var det, som om havregrøden holdt op med at koge.

”Stilheden er ikke bare tom. Gud kan måske bedre tale ved sin ånd, når vi tier stille. Når jeg skal skrive en salme, så må jeg sætte mig i stilhed og vente på, at ordene kommer.”

I morgen er det pinse. Selvom Holger Lissner har gået i kirke hele sit liv, erindrer han ikke, at han som barn hæftede sig ved højtiden. Sådan tror han mange har det med pinse. Med alderen er pinsen blevet vigtigere. På det seneste har han tænkt over, om man gennem livet lever sig gennem de tre led i trosartikler: Fader, Søn og Helligånd.

”Som børn lever vi i første trosartikel: Når vi er børn, lever vi i skabelsens verden. Når vi bliver unge og voksne er det Kristus, Sønnen, som udfordrer os til at ’vende den anden kind til’ og ’elske vores fjender’ i magtspillet på arbejdspladsen. Når vi når op i alderdommen, hvor jeg er nu, bevæger vi os ind i tredje trosartikel med Helligånden: De helliges samfund og syndernes forladelse. Vi bevæger os frem mod døden, kødets opstandelse og det evige liv, som vi håber på.”

”Der er noget meget naturligt i, at vi gamle sidder i kirken. Vi er meget afhængige af vores relationer til hinanden og til Gud. Vi har ikke så mange albuer længere og så meget, vi skal opnå. Vi skal tiere til begravelse, men relationerne til ægtefælle, børn, børnebørn, søskende og vennerne, som stadig er her, bliver vigtigere. Vi er på vej gennem trosbekendelsen frem mod det evige liv.”