Prøv avisen
Mit faglige fællesskab

Nogle gange tænker jeg, at fællesskab burde være et skolefag

72-årige René Meyrowitsch fandt et ganske særligt fagligt fællesskab blandt mennesker, der brændte for det samme som ham selv. De blev med tiden en udvidet familie. – Foto: Emil Kastrup Andersen

René Meyrowitsch mødte en række inspirerende mennesker gennem sin interesse for børns trivsel og endte med at samle dem i det, han kaldte Danmarks bedste børnegruppe. Nu har de mødtes i snart 25 år og er blevet hinandens livsforlængende medicin

Jeg er uddannet pædagog og arbejdede i 1980’erne som leder af en integreret daginstitution i Brøndby. På et tidspunkt begyndte jeg at lægge mærke til et besynderligt sammentræf: Utrolig mange af børnene døjede med hovedpine eller mave-pine. Dengang var der meget arbejdsløshed, ikke mindst i det område, så jeg tænkte, at de to ting måske var forbundet. Altså at børnene fik det fysisk og psykisk dårligt af, at deres familie var presset.

Jeg tog kontakt til en forsker og fik igangsat den første pilotundersøgelse i Danmark omkring arbejdsløshed og sygdom. Samtidig tog jeg en uddannelse som familieterapeut hos Jesper Juul – ham der senere skrev ”Dit kompetente barn”. Jeg begyndte også at deltage i konferencer om børns trivsel, og ad de forskellige veje mødte jeg en række interessante mennesker, blandt andre børne- og familieforskeren Per Schultz Jørgensen, sundhedsplejerske Else Guldager, der vidste en masse om småbørn, socialoverlægen Niels Michelsen, sociologen Mogens Nygaard Christoffersen, som allerede dengang var en af dem, der havde forsket allermest i børn, og Dorrit Hermann fra Red Barnet.

Jeg var vildt imponeret over, hvad de vidste, og hvad de kunne, så fik jeg den idé at samle dem alle sammen i det, jeg siden har kaldt Danmarks bedste børnegruppe. For det var det. De ville alle sammen gerne være med – også Jesper Juul – så vi begyndte at mødes hvert halve år for at diskutere børn og samfund. Så tog vi en runde og fortalte, hvad vi nu hver især arbejdede med, og så gav de andre deres input på det. Det var vældig inspirerende, og det fik os som regel længere, end vi var kommet på egen hånd. Vi skrev også artikler sammen og arrangerede konferencer. For mig, der jo var den eneste ikke-akademiker, var det et kæmpe fagligt løft. Samtidig var jeg også interessant for de andre som én af dem, der var i tættest kontakt med virkeligheden.

Næsten helt fra begyndelsen talte vi lige så meget privat som fagligt. Og med tiden kom de personlige snakke til at fylde mest, for vi interesserede os ikke bare for det samme, vi holdt også af hinanden og fulgte tæt med i hinandens liv. Vi brugte hinanden til at dele de største øjeblikke, til trøst og til livssparring, og på den måde blev vi på en måde hinandens udvidede familie – men med det sær- lige islæt, at vi alle brændte for det samme, og det knyttede os selvfølgelig endnu tættere.

Vi har efterhånden mødtes i 25 år og gør det stadig. Det fællesskab betyder enormt meget for mig, og jeg er sikker på, at de andre også vil sige, at det er med til at holde os så aktive, som vi alle stadig er, selvom nogle af os officielt er gået på pension.

Jeg tror på, at det ikke alene er livsforlængende at have et netværk af venskaber som vores, det gør også livet værd at leve. Nogle gange tænker jeg faktisk, at fællesskaber burde være et skolefag. Jo tidligere og jo bedre vi lærer at bygge bro til andre, jo bedre vil det være for alle.