Prøv avisen

Nogle kalder mig landbrugets svar på Lotte Heise

”Vi gider ikke høre om et knækket land. Vi er ikke rådne, vi er ikke udkant. Vi er tværtimod alt det, I andre går og drømmer om!”. Marianne Jørgensen er kendt for at sige tingene ligeud i sit ”Brev fra Salling”, som hun har skrevet i Landbrugsavisen siden 1993. – Foto: Jens Bach

Marianne Jørgensen var en rigtig bypige med stor selvstændighedstrang, da hun mødte Bondemanden. Sådan kalder hun ham, den charmerede landbrugselev, der ændrede hendes livsbane og gjorde hende til bondekone i Salling. Nu er hun blevet en markant stemme i landbruget, for i 25 år har hun skrevet klummer i Landbrugsavisen med ris og ros til både landbruget, kvinderne, politikerne – og sig selv

Bondemanden har sat sig for den ene bordende. Ved siden af, på fyrretræsbænken, sidder hans kone, Marianne Jørgensen. Hun har dækket morgenbordet med den rød-hvide dug, et par levende lys og de lune hjemmebagte boller, der hører sig til, når Kjeldgårds ansatte kommer ind til morgenkaffe. Fem af dem sidder nu og luner sig i køkkenet, hvor der også er fint pyntet op til jul med røde filthjerter på snor i de sprossede vinduer og svenske træheste stillet frem.

Der er travlt som sædvanligt på den trefløjede gamle herregård i Salling. Med svineproduktion, markafgrøder og salg af hytter til frilandsgrise, som udgør de tre dele af gårdens aktiviteter.

Men heldigvis er det også den tid på året, hvor Marianne Jørgensen og hendes mand, som hun konsekvent kalder Bondemanden, tager på sommerferie. For selvom vi denne dag næsten skriver december, er det først nu, Bondemanden kan finde tid til en uges frihed fra arbejdet på gården. Så om to dage går turen til Gran Canaria.

Marianne Jørgensen kalder sig ”tæt på lykkelig”. Hun har endda skrevet det i en bog, som lige er udkommet. Den hedder ”Børn, bøvl og bigballer” og skildrer hendes nu 30 år som bondekone og kaster samtidig lys over landbrugets udvikling de seneste 25 år.

For så længe har Marianne Jørgensen været en stemme i det landbrug, som hun ellers var så fyldt med fordomme om, da hun flyttede sammen med sin bondemand, eller Henry Jørgensen, som han kaldes på sin dåbsattest.

Hun begyndte med at skrive klummer i Landsbladet i 1993, og siden er det blevet til flere end 400 i det, der i dag hedder Landbrugsavisen. Det var hér, hun fandt på at kalde sin udkårne for Bondemanden. I sin første klumme skriver hun blandt andet, hvordan hun mødte ham tilfældigt på Kalø, hvor hun var på højskole og han elev på Landbrugsskolen, ”og det varede cirka syv dage, før vi var bedste uadskillelige venner og ikke mindst kærester. Og ham er jeg blevet gift med i marts i år, og vi venter vores første barn til februar”.

Marianne Jørgensen beskriver selv sin rolle som talerør for ”de kvinder inde fra byerne, som er blevet gift ind i landbruget lige som mig. Og som tør sige det, som andre tænker”.

Om at hade høsten, hvor han kun er optaget af vejrudsigten, aldrig er hjemme og mentalt uden for rækkevidde. Om forargelsen over sprøjtegifte, tremmekalve og burhøns. Men efterhånden også som en stemme, der taler indefra og ud. Imod de fordomme og holdninger til landbruget, som hun tidligere selv havde som outsider. Med flere opsange til de forbrugere, der taler højt om dyrevelfærd og økologi og så alligevel køber den billigste kylling i frysedisken. Og til politikerne, som hun flere gange hvæsser pennen imod:

”Problemet er for mig at se, at der ingen stemmer er i landbruget, og at ingen i den politiske verden aner noget om, hvad der foregår, eller interesserer sig for det. Reelt er det embedsmændene og interesseorganisationerne, der styrer spillet – spindoktorerne har nok frarådet deres arbejdsgivere (læs: de folkevalgte politikere) overhovedet at nævne Dansk Landbrug.”

Rollen som ”landbrugets svar på Lotte Hei- se”, som nogle har kaldt hende, var bestemt ikke en, hun havde forestillet sig at få. Faktisk var Marianne Jørgensen selv fyldt med tanker om ”dumme bonderøve” og ”kedeligt landboliv”.

Hun voksede op som rigtig bypige i et parcelhuskvarter i Horsens og havde bestemt ingen drømme om at blive gift med en landmand. Hun ville være en fri og selvstændig kvinde og selvfølgelig helt økonomisk uafhængig af en mand. Indtil hun mødte Bondemanden og efterhånden indså, at forestillinger og virkelighed ikke altid passer sammen.

Marianne Jørgensen rydder op i køkkenet efter morgenkaffen. Hun fortæller, at den ene af gårdens medarbejdere, Per, har haft hele sit arbejdsliv her. Han begyndte at hjælpe til, da hendes svigerforældre ejede Kjeldgård, og var kun 12 år, da han fik sin første lønseddel. I begyndelsen boede hun og Bondemanden på nabogården, men i 1999 var der generationsskifte, og de rykkede med deres tre børn ind på den historiske Kjeldgård, der kan spores tilbage til 1500-tallet, hvor sagnet fortæller, at den blev indtaget af Skipper Clement.

”Der gik kun et år, efter jeg flyttede hertil, før jeg virkelig forstod, hvorfor livet på landet og selve bondeidentiteten i virkeligheden er et adelsmærke. Mens jægere og samlere var nomader, så slog bønderne sig jo ned og så deres opgave som at forfine og forbedre forholdene for de næste generationer. Hvor det handler om, at man selv kun har jorden til låns, men kæmper for slægtens og fremtidens muligheder. Sådan tænker jeg også selv nu.”

Sammen med Bondemanden har hun derfor udset sig en ejendom lidt længere oppe ad vejen, hvor parret har planer om at rykke ind i løbet af de næste fem år. Når sønnen er færdig med sin landbrugsuddannelse. Og købt på grund af fire gange beliggenhed, som hun siger, med udsigt til Limfjorden fra hele grunden. Med skrænterne på Fur og Himmerlands grønne konturer i horisonten.

I begyndelsen af sit nye liv som bondekone på en gård med 1000 kvadratmeter bolig i alt, når man lægger hovedhuset og de to fløje sammen, ville Marianne Jørgensen ikke give slip på idéen om at være økonomisk uafhængig af en mand. Et ord som ”hjemmegående” lød i hendes ører som noget fra en svunden tid, før kvindekamp og ligestilling. Hun tog derfor uddannelse som lærer og arbejdede med andres børn i dagtimerne, mens hendes egne var afhængige af, at svigerfar kunne hente og bringe.

”Det var helt klart en del af mine holdninger, at man som kvinde skal kunne klare sig selv. Men på et tidspunkt måtte jeg sige til mig selv: ’Det dur bare ikke, Marianne Jørgensen. Du ender med at blive skilt. Er det det, du vil?’. For det hang jo ikke sammen. Med tre børn og en mand, der aldrig havde tid til at hente og bringe, gå til forældremøder eller læse lektier med ungerne. Og en svigerfar, der efterhånden var nødt til at komme på vores kalender for at få logistikken til at gå op.”

Hun skrev om sine overvejelser i klummerne, og i 2002 kunne hun derfor berette, at hun er blevet ”hjemmedagsmor”, som den ældste datter på ni år kaldte det. Med lettelse, men også irritation over, at den nye identitet ikke giver prestige ved middagsselskaber, hvor man bliver spurgt til sit arbejde.

I dag kalder Marianne Jørgensen det en af de vigtigste agendaer, hun har sat på dagsordenen med sine klummer.

”For jeg tror, det er et dilemma, mange familier står i. Hvor de også har gjort sig økonomisk afhængige af to lønninger og derfor er nødt til at arbejde begge to. Selvom jeg tror, at børnene er helt ligeglade med, om det er en Audi eller et B&O-fjernsyn, man har råd til. De fleste børn vil bare gerne have, at deres forældre har tid til dem. Jeg er selvfølgelig med på, at jeg også er heldig, fordi vores landbrug er et af dem, det går godt. Men jeg tror altså også, at det har noget med synet på hjemmegående mødre at gøre. Inklusive mit eget, som barn af 1970’ernes feministiske rødstrømpe-verdensanskuelse.”

I det hele taget har det at flytte på landet været et opgør med mange tidligere forestillinger. Hendes egne fordomme om de ”dumme bonderøve” og det ”kedelige landliv” er med årene blevet udskiftet med en dyb respekt for bondelivet og en opfordring til alle stressede og forjagede byboere om at flytte på landet, hvor ”mindfulness jo er det, der sker herude helt automatisk. Med ture til fjorden eller skoven hver dag, og hvor folk er nødt til at komme hinanden ved, fordi vores små lokalsamfund er afhængige af, at vi holder sammen. Om skolen, Brugsen og det lokale foreningsliv”.

Marianne Jørgensen har endda skrevet om egnen og livet på landet andre steder end i klummerne. Da hun stoppede som skolelærer og blev ”family manager”, hendes egen engelsk-smarte betegnelse for ”hjemmegående”, begyndte Marianne Jørgensen at skrive bøger. Først børnebøger, siden noveller og senest en række historiske romaner. Alt sammen med udgangspunkt i den egn, hvor hun kom til som bypige, men slog rødder som bondekone.

”Og det har virkelig frustreret og bekymret mig, at man fra politisk side skubber på en udvikling, hvor man bare udbygger skellet mellem by og land. Med kommunalreformen i 2007 som et af de værste eksempler. Herude har centraliseringen blandt andet ført til skolelukninger og truende butiksdød. Selvom det faktisk er her på landet, at det gode liv er muligt. Når folk siger, at de skal ud at mærke naturen for at finde energi og livsglæde, så tænker jeg: Jamen, så fat det dog. Flyt herud. Men det hjælper selvfølgelig ikke på motiva- tionen, hvis politikerne samtidig træffer beslutninger, der gør det svært for børnefamilierne og det lokale liv i det hele taget.”

Bondemanden er kommet tilbage til køkkenet. To af hestene er løbet ud af folden nede ved fjorden, fortæller han og sætter sig ned. For det ser ikke ud til, at de har tænkt sig at løbe langt væk.

Han samler op på samtalen og siger så, at det da godt kan være, at bypigen lærte noget af Bondemanden, men det er også tilfældet den anden vej rundt.

”Hun kom med sit blik udefra og havde jo ret i, at hun ofte havde en åndsfraværende mand, der var landmand syv dage om ugen og 24 timer i døgnet. Så for 16 år siden, da jeg blev 40 år, lavede jeg nogle ændringer. Derfor er både svineproduktion og afgrøder i dag samlet i to aktieselskaber, som jeg så er meddirektør i. Men ikke som den eneste. Så nu har vi bedre tid og mulighed for at være bondekone og bondemand – sammen. Og så giver det næste generation en frihed til at tænke landbrug på sin egen måde og lette deres indtræden i landbruget.”

Marianne Jørgensen kigger kærligt på sin mand, og det lyder troværdigt, da hun siger, at alle hendes tidligere fordomme ”er blevet jordet. Mødet med landbruget og bønderne har udvidet min horisont”, og som hun skriver som afslutning i sin bog: ”Hvis jeg ikke havde kysset Bondemanden ude på heden dengang i 1986, så havde jeg ikke lært ret meget. Og jeg havde ikke haft noget at skrive om. Eller nogen at skrive om...”

Læs uddrag af ”Børn, bøvl og bigballer” her.

Marianne Jørgensen var udpræget bypige, da hun flyttede til gården i Salling som 20-årig. Med Bondemanden, som hun var blevet forelsket i. I dag ville hun ikke bytte livet på landet med nogen anden tilværelse. Kun i høsten… Foto: Jens Bach
Siden 1993 har Marianne Jørgensen skrevet klummer til Landbrugsavisen under titlen ”Brev fra Salling”. Skriverierne er en slags samtidshistorisk vidensbyrd om livet som Bondekone på Nordsalling, og alt hvad det indebærer af børneopdragelse, landsbyliv, og kriser. Foto: Jens Bach