Prøv avisen

Nostalgi er et forsøg på at holde fast i en verden, der er ved at forsvinde

"Man har til næsten alle tider haft en tendens til at beskæftige sig med fortiden og leve sig ind i den. Så vælger man en epoke og tager den op til genovervejelse. Det så man for eksempel med tv-serien ’Matador’, og man ser det nu med ’Badehotellet’," siger medieforsker Gunhild Agger om nostalgi. Foto: Mike Kollöffel/TV 2/

Engang var nostalgi betegnelsen for en sygdom. I dag dyrker man fortiden ved at indrette sig med retromøbler, gå til 90’er-koncerter eller drømme sig tilbage til en enklere tid. Nostalgien kan være forløsende, men den er også en illusion, mener eksperter

Da det tidligere på måneden kom frem, at Nokias mest sælgende mobiltelefon, Nokia 3310, bliver relanceret, gik historien sin sejrsgang i alverdens medier, heriblandt denne avis. Mange husker måske den firkantede telefon med udskiftelige covers og trykknapper, som kom på markedet i 2000.

Nokia 3310 er ren nostalgi

Det var den, der levede dagevis mellem opladninger, hvor man kunne spille Snake, og som i øvrigt blev designet i Danmark. Men hvorfor var det en stor nyhed, at telefonen – som hverken har internetforbindelse, farve på displayet eller touchscreen – ville komme tilbage?

Måske kan det have noget med nostalgi at gøre. For i en verden, hvor teknologien er så indgroet en del af hverdagen, kan en telefon, der på ingen måde kan hamle op med den digitale udvikling, minde os om en verden, der er ved at forsvinde. Sådan siger Kristian Handberg, der er postdoc ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet, og som har beskæftiget sig særligt med nostalgi og kulturel erindring.

”Verden forandrer sig så meget i disse år, og det foranlediger en retrodyrkelse. Det skaber en klar følelses af nostalgi over for ting, der repræsenterer en kultur eller en tid, der er ved at forsvinde,” siger han.

Det nostalgiske og det retroficerede

Han forklarer, at nostalgien i form af retro særlig vandt indpas netop omkring årtusindskiftet, hvor man tog de første skridt ind i en ny tidsalder, hvor computere blev allemandseje, og hvor verden syntes at gå lidt hurtigere. Man begyndte at genopdage de kitschede elementer fra sin fortid og dyrke dem i stedet for at gøre grin med dem. Hvor nostalgien tidligere var forbundet med en latterliggørelse, bevægede den sig nu over til at blive mere anerkendt.

”Dyrkelsen af det nostalgiske eller det retroficerede, som det nostalgiske er en del af, rykkede ind på midten af den kulturelle scene. Der kom en interesse for den nære fortid, eksempelvis med serier som ’Krøniken’ og ’Mad Men’, der dyrkede detaljerne og perfektionerede miljøerne i det århundrede, vi lige havde forladt,” siger han.

I dag ses nostalgien overalt. Gamle møbler, brugsgenstande, tøj og plakater går som varmt brød på loppemarkeder, musikere fra 1980’erne og 1990’erne spiller til store temakoncerter, selv politikerne taler om at ønske sig tilbage til de gode gamle dage.

Hvor stammer nostalgi fra?

Men nostalgien og længslen efter fordums tider er ikke ny. Ordet kommer af det græske ord ”nostos”, der betyder hjemkomst, og ”algos”, der betyder smerte. I 1688 satte den schweiziske læge J. Hofer ordene sammen til at beskrive den hjemve, han så hos schweizere, der boede i udlandet og længtes hjem. Med tiden er nostalgien gået fra at være rettet mod et sted til at være rettet mod en tid. Og at vi dyrker den nære fortid, er relativt nyt, forklarer Kristian Handberg.

”Den retro- og nostalgibaserede måde at forholde sig til fortiden på er ganske ny, den kom omkring 1980 med vores nutidige samfund. Der har altid været en fortidsdyrkelse, det kan man se i kunst- og stilhistorien, der har haft antikken som eviggyldigt ideal. Men det er en fjern idealtid, den nære fortidsdyrkelse er altså mere ny,” siger han og forklarer, at der findes to former for nostalgi.

”Den russisk-amerikanske litteraturforsker Svetlana Boym skrev i 2001 i bogen ’The Future of Nostalgia’ (nostalgiens fremtid, red.), at der på den ene side er den restaurative nostalgi. Det er den, der gerne vil geninstallere den perfekte fortid, som ser en sammenhæng, der er gået tabt i den moderne verden, som man gerne vil vende tilbage til. Nationens guldalder. På den modsatte side står den refleksive nostalgi. Den dvæler ved længslen og er mere uformel uden en evig løsning. Det er en smertelig længsel, som aldrig kan tilfredsstilles, men som reflekterer over fortiden ved at sætte den ind i en nutidig kontekst,” forklarer han.

”Man kan sige, at retrodyrkelsen af genstande ligger i den refleksive nostalgi. Det er her, man får en fortidsbevidsthed ind i forbrugssamfundet ved for eksempel at indrette sig med nogle nostalgiske genstande, som man oplever som autentiske og langtidsholdbare. Det er en aktiv modsætning til brug og smid væk-kulturen og dyrkelsen af det nye,” siger han.

En illusorisk længsel tilbage

Gunhild Agger, der er medieforsker ved Aalborg Universitet, mener dog, at man skal skelne mellem nostalgi i populærkulturen og i politik.

”Selve ordet nostalgi betyder en længsel tilbage, men den der længsel er samtidig illusorisk, for man kan jo ikke gå tilbage. Så fænomenet er imaginært. Når præsident Trump søger tilbage mod eksempelvis koldkrigstiden, hvor man måske nok vidste, hvem de gode og de onde var, skal man huske, at den tid jo også havde nogle forfærdelige ting i sig som apartheid og et jerntæppe,” siger hun.

Hun mener ikke, at tiden nødvendigvis er mere nostalgisk i dag end tidligere.

”Man har til næsten alle tider haft en tendens til at beskæftige sig med fortiden og leve sig ind i den. Så vælger man en epoke og tager den op til genovervejelse. Det så man for eksempel med tv-serien ’Matador’, og man ser det nu med ’Badehotellet’. Der er ikke en ren Morten Korch-agtig nostalgi, der er lutter romantik. I stedet kigger man netop kritisk på tiden. I ’Badehotellet’ er der eksempelvis store sociale skel, og det er svært for kvinderne at komme op ad samfundsstigen. Det er en måde at sætte samfundsudviklingen i historisk perspektiv på,” siger hun.

Nostalgi: En protest mod samfundet

For erindringshistoriker Ove Dahl, leder af Dansk Center for Reminiscens, er det positivt at være nostalgisk. Også selvom nostalgien måske er mere idyllisk og harmoniserende end erindringen, der også husker på de dårlige ting ved fortiden. Han peger på den nostalgiske tidsånd som en slags protest mod et samfund, hvor fortiden groft sagt ikke længere tillægges nogen værdi.

”Vi lever i et meget omskifteligt samfund, hvor der er et ekstremt fokus på fremtiden og udvikling og præstation. Vi skal hele tiden kigge fremad, blive bedre og skarpere, og det er nogle glade for, mens andre ikke kan eller vil følge med. Der er nostalgien en måde at holde fast i en livshistorie og en identitet, når verden buldrer om ørerne på en,” siger han og uddyber:

”Samfundet fokuserer i ekstrem grad på de omstillingsparate i befolkningen. Dem, der er med på beatet og hele tiden skal være parate til nye opgaver, til at bo et nyt sted, skifte job. Det er dem, der dominerer, mens de, der ikke har lyst til at hoppe med på den vogn, ofte længes efter tider, hvor samfundet fokuserede og byggede på nogle andre værdier.”

”Der ligger noget helbredende og forløsende i at få lov at kigge tilbage til det såkaldte tabte land. Noget, der er forbi. Det kan være ved at kigge på genstande, der har mistet deres funktion i den moderne tidsalder, eller det kan være ved at dvæle ved de drømme, man havde, da man gik ud i livet. De er en del af en selv, af ens kerne, og det synes jeg ikke, at der er noget galt i at dvæle ved. Det er en måde at holde fast i en selv på i et samfund, der går for hurtigt, og på den måde er det vigtigt at give sig selv lov til at være nostalgisk en gang imellem. Og hvem ved, måske bliver værdierne fra en svunden tid på et tidspunkt igen populære.”