Prøv avisen

Kjeld Holm blev ramt af både sygdom og tomhed: Nu er livets opgave at bevare livsgnisten

Som ung student fra Sønder­jylland flyttede Kjeld Holm til Aarhus for at læse idéhistorie på universitetet. Siden har byen været den faste base i hans liv, og han bor med kort afstand til både ­stadion og domkirke, hvor fodboldkampe og gudstjenester hører til de faste søndagsritualer. – Foto: Bo Amstrup

For godt tre år siden stoppede Kjeld Holm som biskop i den danske folkekirke. På flere måder er tilværelsen som emeritus en lettelse. Men pensionistlivet og alvorlig sygdom har også udfordret hans engagement og ført til perioder med oplevelse af tomhed. Heldigvis byder tilfældet dog stadig på de åndfulde møder, der kan gøre ham helt høj

Søndag den 6. september 2015 gik Kjeld Holm for sidste gang ind i Aarhus Domkirke – som biskop. Iført den grøn-gyldne bispekåbe, han som stiftets overhoved havde båret i årevis, og som dronning Margrethe havde designet til ham. Efterårets himmel var mindst lige så blå som i den danske sang, da han to timer senere gik ud af kirken igen. Men nu var det som emeritus. Kåben og indflydelsen var nemlig givet videre, efter 21 år, til stiftets nye mand i front, Henrik Wigh-Poulsen. Kjeld Holm var derfor ikke længere den, der nu gik forrest i processionen. Og heller ikke den, som fotografer og journalister kredsede om.

I denne måned er det præcis tre år siden, og Kjeld Holm har på mange måder nydt at være uden for offentlighedens søgelys. Men ikke kun. For kontrasten har været påfaldende, fortæller han. Og der har været perioder, hvor hans tidligere så velkendte engagement i kristendom, samfund og politik har været helt forsvundet – og svært at genfinde.

”Jeg vil ikke kalde det en sorg, men indimellem har jeg været ramt af en slags tomhed og har nogle gange tænkt: Mon jeg helt er glemt. Både da jeg var formand for Præsteforeningen og senere som biskop blev jeg jo konstant kontaktet af folk, der ville høre, hvad jeg mente om dette og hint. Nu har jeg en gang imellem følt, at ingen længere er interesseret i mine holdninger.”

Kjeld Holm byder på kaffe i sin lejlighed i Aarhus, hvor han bor sammen med hustruen Birthe. Med udsigt til de velplejede fodboldbaner, som den lokale midtby-klub, ASA, træner på, og med kort afstand til havnen, skoven og stranden.

Her har ægteparret boet, siden de rykkede ud af bispeboligen. Og selvom de måtte skille sig af med flere tusinde bøger for at kunne være i de færre kvadratmeter, så nyder de også, at hjemmet er blevet mere overskueligt, ”og alt det lys, der kommer ind ad vinduerne”, som Birthe Holm siger.

Der var da også masser af lys forbundet med at lægge bispejobbet bag sig.

”For pludselig skulle jeg udelukkende beskæftige mig med det, der virkelig interesserer mig,” fortæller Kjeld Holm, der blandt andet peger på mange af de administrative opgaver ved bispegerningen som noget af det, han var knap så optaget af.

”Selvom jeg egentlig ikke havde mere tid end før, så havde jeg nu tid til noget andet. Derfor har jeg heller ikke haft ’abstinenser’ i forhold til min afsked med jobbet, for i stedet har jeg jo været rundt i landet og holdt masser af foredrag om emner, der optager mig. Derudover var jeg så heldig at blive hjælpepræst i Bering Valgmenighed, da jeg stoppede som biskop. Det betyder, at jeg stadig holder gudstjenester en gang imellem, noget, som ellers ville være et stort savn.”

Gudstjenesten, som Kjeld Holm engang har beskrevet som ”den store vejrtrækning” og det, ”der bevæger os i ethvert livsfragment”, som ”en livsrytme, knyttet til en evighed”. Og som han altså fortsat forestår en gang hver anden måned for en trofast valgmenighed på 200 medlemmer, lidt syd for Aarhus.

Kjeld Holm blev 73 år i sommer. Han har som præst og biskop været yderst velbeskrevet i medierne og selv føjet flere ord til i den lange række af bøger, han har skrevet. Især om de mennesker, der gennem livet har inspireret ham, samt om de filosoffer og teologer, der med deres tænkning og begreber er blevet hans pejlemærker.

Et af de vigtigste begreber er ”Engagementet”. Med de tyske teologer Rudolf Bultmann og Paul Tillich samt danske K.E. Løgstrup, Johannes Sløk og Peter Kemp som de åndelige fyrtårne, der alle fremhævede engagementet som et afgørende livstema.

Som ældre oplever han imidlertid, at begrebet har skiftet karakter:

”Engagementet i tilværelsen, og mulighederne for det, ændrer sig, når man bliver ældre. Det begrænses. Men det må vi bare helst ikke sige højt. Det er, som om der slet ikke må være nogen form for resignation forbundet med at blive ældre. Men det er der jo. Vi kan ikke gøre de samme ting nu som før. Desværre er også alderdommen ramt af den præstationskultur, der findes overalt i samfundet. Så ældre skal helst vise en fyldt kalender frem, med golf om mandagen, foredrag om tirsdagen og så lige en halvmaraton sidst på ugen. Man må med andre ord kun være gammel ved at være præcis, som man var, da man ikke var gammel. Og det bliver altså for nogle ældre næsten til en parodi, når de skal demonstrere, at de stadigvæk er unge.”

Kjeld Holm drager igen en af sine filosofiske helte ind i samtalen. Danske Søren Kierkegaard.

”Jeg har altid været meget optaget af hans bog ”Frygt og bæven” om Abrahams ofring og resignationens uendelige bevægelse. I bogen er pointen, at når man resignerer uendeligt, så får man via troens spring det hele igen. Men det er noget vrøvl. Man får ikke tingene igen. Søren Kierkegaard fik jo heller ikke sin Regine tilbage. Troen kan selvfølgelig være en hjælp, men den giver ikke det mistede tilbage. I sine dagbøger skriver Kierkegaard da også, at kristendommen ikke er til for at løse livsgåden. Den er til, for at man kan få kræfter til at bære livsgåden. Så man må forholde sig til resignationen isoleret og erkende, at der er noget, man ikke kan længere. Dels på grund af alder, dels fordi man ikke længere er knyttet til arbejdsmarkedet. Der ér en resignation eller trækken sig tilbage fra verden, når man bliver ældre. Livsopgaven på dette sene stadie handler derfor om, hvordan man så møder resignationen, uden at det bliver til tristhed. Så man ikke mister livsgnisten.”

Den har været udfordret en del gange på det sidste, livsgnisten. Tidligere syntes Kjeld Holm, at han hele tiden måtte forholde sig – og ikke kunne andet. At engagementet opstod konstant, enten af begejstring over en nyopdaget dybde i tilværelsen, eller fordi han var anfægtet. Som oftest over en oplevelse af manglende sammenhæng mellem kristendommen, hverdagen og samfundslivet. Og med en insisteren på kristendommen som et budskab til de udstødte.

Indtil for nylig oplevede han dette engagement som livets salt, dets lidenskab

eller pulsslag. Men netop alderen – og alvorlig sygdom – har nedtonet anfægtelsen og dermed antændingen.

I de senere år har hans kone, Birthe, været ramt af brystkræft ad flere omgange, og i vinter fik Kjeld Holm selv konstateret kræft med efterfølgende operation.

”Jeg kan huske, at min bekendte, musikanmelderen Hansgeorg Lenz, engang sagde, at man ikke kan kan lytte til musik og få noget ud af det, hvis man har tandpine. Det var sådan, jeg havde det med de ting, der før havde optaget mig. Uvisheden om, hvad der ville ske, stillede sig ganske enkelt imellem mig og engagementet. Jeg var egentlig ikke bange for at dø, men jeg syntes bare, omstændighederne omkring det kan være så besværlige. Jeg kunne ikke noget, sad bare og så en masse gamle ’Matador’-afsnit, og det var en kæmpe kraftanstrengelse at tage mig sammen til for eksempel at skrive de klummer, jeg laver til Kristeligt Dagblad. Jeg kunne simpelthen ikke finde et emne, jeg var engageret i – for jeg var egentlig bare ligeglad med verden.”

Kjeld Holm er i dag raskmeldt, men tænkte i sygdomsperioden ofte på sin ven og ”læremester” Johannes Sløk. I de sidste syv år af sit liv sad den kendte Aarhus-teolog i kørestol og kunne ikke meget andet end at opholde sig i villaen i Risskov.

”Men det ændrede faktisk ikke på hans engagement, for han kunne sagtens udfolde det i ’tomrum’. Sløk var ikke afhængig af dialogen eller det sociale samvær for at være engageret. Det fortsatte ufortrødent, og han sagde endda, med sin særlige sans for humor, at han kunne anbefale at blive invalid. Det kan jeg bestemt ikke skrive under på. Mit engagement forsvandt under mit sygdomsførløb, og jeg har stadig en følelse af sorg og vemod over, at der er ting, jeg ikke kan længere. Som for eksempel at tage på rejser, allerhelst til Rom, hvor Birthe og jeg har tilbragt en orlovsperiode og så mange ferier.”

Der var engang, som kun findes i erindringen, og der er et nu. Som Kjeld Holm ser det, er der en belastning forbundet med at kunne huske så godt, som han kan. Og ved de minder, som blandt andet hænger som fotocollager i lejligheden, lavet af datteren, med billeder af børnebørnene, der i dag er blevet store, men som i det fastfrosne øjeblik stadig er to år gamle eller på cykel for første gang.

”Erindringen kan ikke bære det hele som en stadig glæde. Den er også ledsaget af et: Ja, det var en god tid. Men nu er den forbi. Heldigvis er jeg epikuræisk nok til at nyde de gode oplevelser, men det kræver i højere grad, at jeg tager mig sammen.”

Kjeld Holm bliver afbrudt af et telefonopkald. En fremmed mand vil høre, om den tidligere biskop kan anbefale lejlighederne på Marselis Boulevard. ”Ja, det kan jeg. Her er fredeligt og godt. Vi er glade for at bo her,” svarer han og siger så pænt farvel.

”Jeg kendte ham ikke. Men han kendte åbenbart mig og vidste, at vi bor her.”

Kjeld Holm oplever tit, at han langtfra er forsvundet fra byens bevidsthed. Forleden kom et par damer på hans egen alder hen til ham på banegårdspladsen og prikkede ham på skulderen: ”Hvor er det dejligt at se dig. Vi savner dig.”

Det gør ham glad, ”forfængeligheden bliver jo stadig pirret,” som han siger og tilføjer, at han er utrolig privilegeret, fordi han gennem livet har mødt så mange spændende mennesker.

At blive forstyrret, vækket og vakt. Det sker heldigvis stadig, bare ikke så ofte mere. Men netop det umiddelbare møde med et menneske, hvor hverken ideologi eller fastlåste fordomme stiller sig i vejen, kan gøre ham ”helt høj”, som han formulerer det. Koblet med en taknemmelighed over, at det sker, og at nye venskaber stadig opstår, selv når man er ældre.

”En gang imellem tænker jeg, at jeg er blevet mere åndeligt doven med alderen. Derfor er det så skønt, når jeg indimellem oplever at blive tændt. Det sker for eksempel, når jeg læser eller hører en sætning, der sætter nyt lys og perspektiv i tænkningen, og når jeg tilfældigt møder et andet menneske, og en ny relation opstår. Det gode møde, der får afgørende betydning, beror jo næsten altid på en tilfældighed,” siger Kjeld Holm, der ud over ”engagementet” også har ”tilfældet” med i sin livstydning. Præcis som sin teologiske ledestjerne, K.E. Løgstrup, der pegede på, ”at skæbnen er det, som vi gør tilfældet til, ikke det, som påfører os tilfældet”.

Da Kjeld Holm var biskop, blev han af mange anset som en provokatør og ofte beskyldt for at være mere politiker end præst, når han luftede sine holdninger. Dem er han stadig fyldt med, siger han. Men lysten til at blande sig i debatten er derimod aftaget.

”Når jeg for eksempel hører al den snak om vores kristne værdier, og hvordan politikerne har travlt med at bruge dem til at slå andre i hovedet med, så bliver jeg stadig oprørt. For talen om kristen identitet er ikke andet end proklamationer og tomme ord. I stedet for at skabe skel, bør man tænke over, at kristendom først og fremmest handler om at turde holde dom over sig selv. Men hvor jeg før ville have tændt computeren og skrevet et langt og harskt debatindlæg, så tænker jeg nu, at det jo alligevel ikke ændrer noget. At tiden er for kort til den slags.”

Selv ser han det som udtryk for, at han ”har lagt bånd på mine polemiske tilbøjeligheder, og at jeg måske også er blevet bedre til at sætte tingene ind i de rette proportionsforhold”.

Derfor synes han i dag, at der er større ræson i at skrive et efterskrift til et af Løgstrups værker end i at skrive et de- batindlæg. ”Fordi det kan skabe større eftertænksomhed i det lange perspektiv. Men mine børn siger, at det mere handler om, at jeg er blevet mildere med årene. Eller som det hedder i sangen om septembers, eller efterårets, himmel – at livet nu har givet mig ’modenhedens milde magt’. Måske er der noget om det.”

Efter 21 år stoppede Kjeld Holm som biskop over Aarhus Stift for tre år siden. En september-søndag i 2015 gik han ind i byens domkirke som biskop og trådte ud igen som emeritus. Og en ny livsepoke begyndte. – Foto: Jens Thaysen/Ritzau Scanpix