Prøv avisen

”Nu føler jeg, at jeg hører til”

I mange år var Dorthe Rozalia Horup glad for ikke at være medlem af folkekirken, men da hun mistede sin ­svigermor, begyndte tanken om at blive døbt at tage form. – Foto: Leif Tuxen.

Der kom fokus på den personlige overbevisning i forhold til tro i 10’erne. Sådan var det også for Dorthe Rozalia Horup – hendes forhold til kirken kom til at fylde på en måde, det ellers ikke havde gjort tidligere

Roskilde Domkirkes karakteristiske spir strækker sig mod himlen, og den monumentale bygning står som et vartegn for Roskilde. De seneste år har stedet også fået en særlig betydning for Dorthe Rozalia Horup. I mange år var hun ellers glad for, at hun ikke var medlem af folkekirken.

Hun fyldte 50 år tidligere på året, arbejder som studie- og karrierekonsulent og er fagligt optaget af at hjælpe mennesker med at finde ud af, hvad de skal prioritere. Til sin egen overraskelse blev 10’erne årtiet, hvor hendes forhold til kirken kom til at fylde på en måde, det ellers ikke havde gjort.

Og de fagfolk, som følger danskernes forhold til tro og tvivl, er ikke i tvivl om, at tendensen er årtiets mest udtalte:

I 10’erne kom der fokus på at følge en personlig overbevisning og handle på den.

Ateistisk Selskab har sat fokus på det personlige valg med kampagner og oprettelsen af en hjemmeside. Ikke mindst i 2016, hvor knap 16.000 personer meldte sig ud af folkekirken via udmeldelse.dk. I samme årti har folkekirker stået bag store busreklamer med spørgsmålet: ”Har du tænkt på at blive døbt?”. Og det var vel at mærke ikke en blødkindet baby, som var afbilledet på busreklamerne, men en mand med gråt skæg. Alene i 2018 blev 521 personer døbt ved drop in-dåb.

Kirkeanalytiker Hans Raun Iversen, der siden 1970’erne har beskæftiget sig med praktisk teologi, henviser til den canadiske filosof Charles Taylor, når han skal forklare, hvorfor valget kom til at fylde så meget i forhold til troen det seneste årti. Ifølge Taylor er forpligtelsen på det personlige og ægte blevet vor tids etiske fordring.

”I Danmark er vi, fordi vi tænker. Og behovet for at gå ud fra vores egen fornemmelse for, hvad der er ægte, er tiltaget de senere år, hvor folk er blevet radikalt fritstillet og individualiseret. Engang var vi forankret i det fælles, og at sige nej til noget kollektivt som barnedåb var at sige nej til næsten alt. Sådan er det langtfra i dag.”

Dorthe Rozalia Horups mor er medlem af folkekirken, mens hendes far er katolik og den af forældrene, som er mest optaget af spørgsmål om tro. Forældrene valgte, at deres børn selv skulle tage stilling til spørgsmål om tro og eventuel dåb.

På skolen i Fløng ved Roskilde blev mange af kammeraterne konfirmeret, men der var også en god del, som ikke skulle konfirmeres dengang i 1983. Og en af dem var Dorthe Rozalia Horup.

For syv år siden ringede hun til sin lokale kirke, Jakobskirken i Roskilde. Hun havde stiftet familie, og den ældste af parrets børn sang i et kor i den lokale kirke. Dorthe Rozalia Horup var imponeret over kirkens tilbud, som blandt andet involverede, at korbørnene blev hentet i bus og fragtet fra sfo’en til kirken.

”Jeg ringede for at spørge, om jeg havde mulighed for at betale kirkeskat, for jeg kunne helt konkret se, hvilken forskel korarbejdet gjorde, og samtidig ville jeg også gerne bidrage til at understøtte kirken for dens kulturhistoriske betydning.”

Efter at have afsluttet samtalen sad hun tilbage med en let følelse af opgivenhed, for den venlige medarbejder på kirkekontoret havde forklaret hende, at hun ikke kunne betale kirkeskat, da hun ikke var døbt og dermed ikke var medlem af folkekirken. Skulle hun betale, skulle hun først døbes.

”Det kunne jeg slet ikke overskue, og samtidig syntes jeg, at det var underligt, at jeg ikke kunne få lov til at bidrage med økonomisk støtte uden at skulle døbes.”

Det var mødet med døden i den nærmeste familie, som fik Dorthe Rozalia Horup til at beslutte sig for at blive døbt. I 2013 døde hendes svigermor. Hun blev 57 år. Dødsfaldet satte gang i en række tanker om livsværdier og prioriteringer, og de følgende år var der noget, som langsomt modnedes i hende. Da den ældste datter, som var 12 år, sagde, at hun gerne ville døbes, og lillesøster på 10 år havde samme ønske, ringede Dorthe Rozalia Horup atter til Jakobskirken.

”Nu ville jeg have gjort noget ved det. Det var en mærkelig konstatering af, at jeg, som ikke-døbt, ikke kunne være nogens gudmor, og at jeg heller ikke kunne blive kirkeligt begravet. Jeg ville gerne være en del af alt det.”

Når Hans Raun Iversen lytter til Dorthe Rozalia Horups overvejelser inden dåben, siger han, at det viser, hvad den praktiske teologi længe har sagt:

”Præster taler gerne om troen alene, men troen står aldrig alene. Gud i Jesu stod jo heller ikke alene som Gud, men han måtte være fuldt menneske for at være til stede. Troen er på samme måde helt menneskelig og væver sig i andre relationer, ting og sager.”

”Men den bevægelse, vi ser i øjeblikket med voksne, som bliver døbt, er som i oldkirkens tid, hvor mennesker besluttede sig for at blive kristne, blev døbt og tog deres liv og kultur med sig ind i det, som blev kirken.”

Sognepræst Mogens Ohm Jensen kom på besøg i villaen i Roskilde og talte med Dorthe Rozalia Horup og de to døtre. Siden blev det til to samtaler i kirken. De ville gerne holde dåben som en højtid for familien, og på deres dåbsdag var den nærmeste familie samlet i kirken og sang med på ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, inden der var fest hjemme på Snerlevej med gaver til mor og døtre.

”Jeg husker, at jeg følte mig tilpas bagefter. Det var en følelse af, at nu er der orden i det. Når vi skal herfra engang, så er jeg inde i fællesskabet omkring kirken og kan benytte mig af den som alle andre.”

Når teologen Birgitte Graakjær Hjort, der er leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hører om Dorthe Rozalia Horups vej til døbefonten, hører hun det som et af mange udtryk for, hvordan danskere i dag udtrykker deres tro langt mere forskelligartet end for blot en generation siden.

”Det handler om selv at vælge og om at blive mødt. Og hun møder en præst, som får åbnet for en samtale. Vores forskning viser, at befolkningens tillid til præster er høj, og at de er særdeles værdsatte som samtalepartnere, skønt man måske ikke vil tale om tro. Vi har lavet undersøgelser, som viser, at det begreb finder folk fremmedgørende, fordi det har en klang af inderlighed. Det går bedre, når man taler om eksistentielle begreber.”

Dorthe Rozalia Horup siger om tilværelsen som døbt:

”Man kommer ind i et fællesskab og et tilhørsforhold. Nu hører jeg til.”

Nogle måneder efter at hun var blevet døbt, kom præsten cyklende. De satte sig i haven, hvor han fortalte hende, at man ville forsøge sig med en såkaldt drop in-dåb i Roskilde Domkirke, og han ville høre, om hun ville være frivillig vært? Hun syntes, idéen lød oplagt, og siden er det en tradition, at hun er vært, når der er drop in-dåb i domkirken. For hun ved, hvordan det er som voksen at tage mod dåbens gave.