Når man er i 50'erne handler det om andre – og om at give så meget som muligt videre

Der er ikke noget særligt ved 50’erne. Men der er altid noget særligt ved livet. Og lige nu fylder oplevelsen af at have fået meget og være dybt taknemmelig for alt, skriver den 52-årige museumsdirektør Peter C. Kjærgaard

Tegning: Rasmus Juul.
Tegning: Rasmus Juul.

Jeg var 50, da min far døde. Han var med til min fødselsdag. Men kræften havde allerede godt tag i ham. Det vidste han godt.

Sygdommen tappede hans kræfter, og en aften kunne han ikke selv komme ned på badeværelset. Han var faldet, da han prøvede, og kunne ikke komme op. Min mor kunne ikke hjælpe ham. Heldigvis var jeg ankommet dagen forinden.

Det lykkedes mig at få løftet ham op, og så begyndte en lang og kompliceret nedstigning ad trappen fra første sal i mine forældres hus. Det tog sin tid.

Da vi endelig nåede ned og stod foran badeværelset, far og mig, efter hvad der var et maratonløb for ham, kiggede han på mig, smilede et stille smil og sagde: ”Det var da ikke så indviklet.”

Der gik 10 minutter, før han havde luft til at tale igen. Men den luft, han havde, skulle bruges til at sige noget sjovt, til at løfte stemningen. Alvoren var vi begge klar over. Det var der ingen grund til at tale om. Det vigtige var at finde fodfæste. At finde det rigtige sted at stå fast i stormen. Og det gør man altid bedst med et smil, særligt hvis det deles.

Jeg holdt hans hånd, da han døde.

En aften for nylig sad min datter og jeg og talte om, hvordan verden og livet er uforudsigeligt. Hun var hjemme fra sine studier i Skotland. For et år siden syntes alle, at immunologi var noget mærkeligt noget at studere. Men coronaen ændrede alt. Nu ved enhver, at vi har brug for sådan nogle som hende. Eksperter, der ved, hvad de taler om, og er klar over, at viden og videnskab er forudsætningen for at håndtere kriser på global skala. Det er vigtigt i en ny virkelighed, hvor falske nyheder spredes hurtigere end sandhed.

Hun har allerede udgivet sin første videnskabelige artikel. Om sammenhængen mellem kræft og kroniske mavelidelser hos børn og unge. Hun er i begyndelsen af 20’erne og har det hele foran sig.

Men hun var også sød at spørge, hvad jeg sad og lavede. Jeg fortalte, at jeg var blevet bedt om at skrive om, hvordan det var at være i 50’erne.

Jeg ledte lidt efter det rigtige ord og sagde endelig, at jeg prøvede at sige noget...betydningsfuldt. Hun var tydeligvis ikke imponeret. Heldigvis. Først sagde hun, at det vidste jeg jo ikke noget om. Jeg var jo kun lige begyndt. Det var lidt som at høre en førsteårsstuderende tale om sin ph.d.-afhandling.

”Skriver du så en sjov artikel, far? Nå nej, det er jo ikke sjovt at blive 50!”

Og så slog hun en perlende latter op. Det smittede. Og snart grinede vi begge to og talte hurtigt om noget andet.

Hun minder mig sådan om min egen farmor, datter af en af landets statsministre og et sprudlende livsstykke, der altid sagde, at alder er en mental tilstand. Den er, hvad man gør den til. Hun døde selv som en ung pige i en alder af 97.

Men hun fik mig også til at tænke over, hvad der er vigtigst for mig i dag.

Jeg har været meget privilegeret. Allerede som studerende kom jeg ud i verden, og horisonten blev udvidet i Paris, Oxford, Bergen og Oklahoma. Jeg har arbejdet på nogle af verdens topuniversiteter: Cambridge, Harvard og UCLA. Jeg har ledet et forskningscenter og været med til at lave det nye Moesgaard Museum.

Nu står jeg i spidsen for vores nationale museum for naturen med det erklærede mål at skabe positiv forandring for livet på jorden.

Det har været en lang rejse. Jeg har mødt fantastiske, vidende og gavmilde mennesker; set de utroligste ting i videnskabelige samlinger verden over, oplevet regnskove, bjerge, ørkener, islandskaber, jordskælv, øer, hav og huler; set spækhuggere og finhvaler jage i Arktis; studeret chimpanser dybt i Ugandas skove; været på dinosaurudgravning i USA og meget, meget mere.

I dag samler det hele sig i mit direktørjob på Statens Naturhistoriske Museum. Hårdt arbejde og dygtige medarbejdere har vendt et indadvendt universitetsmuseum til et moderne, engageret museum, hvor alle tager ansvaret på sig: Vi går på arbejde hver dag for andre. For at gøre en forskel. På den største nationale skala.

Jeg har fået så meget og er dybt taknemmelig for alt. Nu handler det om andre. Om at give det videre. Så meget som overhovedet muligt. I resten af mit liv.

Statens Naturhistoriske Museum er folkets museum. Vi har lige åbnet den vildeste dinosaurudstilling, og for første gang nogensinde er der nu en Tyrannosaurus rex på dansk jord. Den var der ikke engang for 66 millioner år siden. Det har krævet års forberedelse, men har været det hele værd. Alle vil se dinosaurerne. Jeg og mine medarbejdere har siden åbningen haft mange, rørende oplevelser.

Besøgende fortæller, at de har drømt om dette, siden de var børn. Og flere gange har folk sagt til mig, at det har været en af de største oplevelser i deres liv.

Det bekræfter igen og igen, at det bedste på museer ikke er de ting, vi udstiller, men de oplevelser, vi giver. Der er intet som det øjeblik, et barns verden bliver forandret for altid.

Lige nu sker det dagligt sammen med vores T. rex. Jeg elsker at se det helt særlige lys, vores besøgende får i øjnene, at høre begejstringen, samtalerne, fællesskabet og fordybelsens stilhed. Og hver gang kommer smilene frem. Uvægerligt.

Dermed er vi tilbage hos min far. Når vi deler et smil, får vi de nødvendige kræfter til at stå igennem livets storm. Men det er også utrolig effektivt til at holde hverdagen sammen. Det er nemt at give videre. Det samler os lynhurtigt på tværs af alle vores forskelligheder. Det skal ikke oversættes. Det er der bare.

Vil du være med til at skabe positiv forandring, så start med et smil til en, du ikke kender.