Nu har også middelklassens unge det svært

Danske unge har det tiltagende svært, men man skal passe på ikke at fremme sårbarheden, mener forsker. Det er et øget pres fra uddannelsesområdet, iscenesættelsen på sociale medier og fokus på diagnoser, der er med til at skabe problemer

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt

Da 18-årige My Laub i foråret 2016 åbnede døren på sin mors bil og lod sig dumpe ud på Frederikssundsmotorvejen i høj fart, var det et mirakel, at hun overlevede selvmordsforsøget. Forud var gået måneders indlæggelse på psykiatriske afdelinger med selvskade og bæltefiksering. Og inden alt det havde angsten og usikkerheden over at skulle leve op til 12-taller og et populært socialt liv på gymnasiet fået hende til at blive mere og mere sårbar.

Onsdag i denne uge udkom My Laubs bog ”Lad mig være, forskruet” om sine svære teenageår, og hun er måske et ekstremt eksempel på sin generation. Og så alligevel ikke. For danske børn og unge har mere ondt i sjælen end generationerne før dem. I hvert fald hvis man skal tro statistikkerne, som beretter om en markant stigning af stressede unge, flere psykiske lidelser, angst, depressioner og selvskade.

Men hvorfor forholder det sig sådan? Ifølge Noemi Katznelson, der er professor og leder af center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet, er der ikke et helt klart svar. Hun har i årevis forsket i de unges sårbarhed og forklarer, at mange faktorer spiller ind.

”Det er ikke et dansk fænomen alene, så at pege på eksempelvis fremdriftsreformen som et pres, de unge bokser med, kan ikke være hele forklaringen, for den har de ikke i England og Norge, som også ser tendensen med sårbare unge. Men når det er sagt, spiller præstationspres på uddannelserne og pres i forhold til, at du i en ung alder skal vide, hvad du vil med dit liv, da en rolle. Det gør sociale medier og øget digitalisering også. Ligesom et større fokus på diagnoser og psykiske lidelser også har en betydning. Når du blander alle de ting sammen, gør det, at en del af de unge får det svært,” siger hun.

Men hvor det for nogle generationer siden oftest var unge, der i forvejen var udsatte, der havde det svært, er det i dag helt almindelige børn og unge fra ressourcestærke familier, der fylder mere og mere i statistikkerne.

”Vi begynder at skulle snakke om udsathed i to akser. Den ene handler om en polarisering mellem gruppen af unge, der har det svært, og gruppen af unge, der klarer sig rigtig godt. Og så er der aksen om udsathed i en demokratiseringsforstand, som handler om, at det er alle typer af sociale grupper, der oplever det her. Der er unge, som boner ud på psykisk sårbarhed, som snakker meget med deres forældre, og som kommer fra stærke og kærlige hjem. Det er ikke den gruppe, man som samfund forventer at skulle hjælpe,” forklarer hun.

Det billede genkender man hos center for digital pædagogik. Her sidder Niels Christian Bilenberg i rådgivningsenheden og tager imod chatbeskeder og brevkassehenvendelser fra unge, særligt dem mellem 13 og 20 år.

”Et slag på tasken er, at i hvert fald 80-85 procent af de unge, jeg snakker med – også dem med tunge problematikker som selvskade og selvmordstanker – er helt almindelige unge i helt almindelige folkeskoleklasser. Da jeg begyndte i rådgivningsenheden for 12-13 år siden, kunne vi i højere grad tale om et klart billede af en social klasse, der henvendte sig. Sådan er det ikke længere,” siger han.

Og der er også sket noget med de unges henvendelser. Der er både kommet flere tunge problematikker som selvskade, angst og depression og flere såkaldt almindelige problemer, fortæller han.

”De skriver om kærestesorger, familieproblemer eller udfordringer med venner. Emner, som er meget naturlige for et ungdomsliv og et almindeligt vilkår, når hormonerne raser, og det hele er forvirrende. Fælles for de fleste, der henvender sig, er, at de føler sig isolerede omkring deres problem. Sætningen ’der er ingen, der forstår mig’ går ofte igen. I stedet for at tale med deres omgivelser om problemerne går de på nettet, og der kan man hurtigt diagnosticere sig selv med angst eller depression. Hvis man talte med sine omgivelser, ville man måske i højere grad finde ud af, at det er svært at være ung, og det er helt naturligt at føle en masse ting,” siger Niels Christian Bilenberg.

”Samtidig fylder det enormt meget i medierne, at de unge har det svært, og der er mange tilbud som skilsmissegrupper, kærestesorgsgrupper og andet. Der er en sjov dynamik eller et vakuum imellem, at det er noget, vi taler mere og mere om, og at de unge oplever, at det bliver mindre og mindre okay at tale om det. Og så bruger man et tilbud som vores,” siger han.

”Og det er jo rigtig godt, at man som ung finder steder at finde hjælp, men det er ærgerligt, hvis det er udtryk for, at man har svært ved at tale med sin familie eller venner om tingene,” siger han.

Ifølge Noemi Katznelson kan man også tale om et fænomen. At det øgede fokus på sårbare unge kan skabe en bølge af flere sårbare unge. Hun fortæller, at da hun var ung, løj hun sit syn værre, så hun kunne få briller ligesom de seje piger i hendes klasse, og det samme kan gøre sig gældende i dag, hvis alle taler om, at de har angst eller har det svært.

”Det er en rigtig positiv ting, at vi har fokus på noget reelt, men det bliver også noget kulturelt, som kan næres i fællesskaber og klubber. Og så kan man være nok så velmenende, når man som voksen forsøger at snakke om det og sætte fokus på det, men vi skal også passe på med, hvordan vi som samfund griber det an, så vi ikke risikerer at nære og facilitere udsatheden,” siger hun og kommer med et eksempel:

”Jeg interviewede en pige til en undersøgelse, og hun fortalte, at hun kunne mærke, at hun havde det skidt. Hun talte med sin veninde, og veninden sagde, at det var angst. Så pigen gik hjem og googlede symptomerne på angst, og det passede lige på hende. Hun gik så til lægen, og lægen bekræftede symptomerne. Men pigen havde også objektivt gode grunde til at have det svært. Hun havde mistet en, der var tæt på hende, og hun havde i en periode været nødt til at flytte langt væk fra sine forældre, så hun følte sig mere ensom.

Så det var jo gode grunde til, at hun kunne have det svært. Så vi skal også passe på at skelne mellem det, man kan kalde reelle kemiske dispositioner som for eksempel psykiske lidelser, og så ting, der kommer udefra, som sætter dig under pres i en periode,” siger hun.

Det betyder dog ikke, at man ikke skal tage statistikkerne og de unges henvendelser alvorligt, siger Niels Christian Bilenberg.

”Det er altid alvorligt, når unge henvender sig om, at de har det svært. Og der er ingen tvivl om, at der er et større pres på de unge i dag end tidligere. Der er en mentalitet om, at hvis du ikke lykkes, er det, fordi du har fejlet. Det er ikke længere godt nok bare at være til. I dag handler det mere om, hvad du gør, eller hvad du bliver til. Det er succes, der er kriteriet, og vi burde måske blive bedre til ikke altid at hænge følelsen af at være okay op på en handling,” siger han.

”Det er tydeligt, at der er sket et eller andet, at der er noget, vi mangler, men jeg er ikke sikker på, at svaret altid er behandling og hjælp. Måske er det vigtigt, at vi bliver bedre til at tale om, hvad følelser er, hvorfor de kommer, og at det er okay, at de er der. At der bare er nogle perioder af ens liv, hvor man er ked af det, og at det er en del af det at være menneske.”