Vi flytter fra villa i provinsen til lejlighed i København. Hvorfor? For at leve drømmen

Efter en årrække på Køgeegnen flytter familien Segalt på fire til en lejelejlighed i København for bedre at kunne udleve eventyret som frie fugle

Familien Segalt bestående af Michael og Dina og børnene Silas og Chloe er egentlig glad for huset i Køge, men alle går nu enten i skole eller arbejder i København, så det giver ikke mening at blive boende. – Foto: Leif Tuxen.
Familien Segalt bestående af Michael og Dina og børnene Silas og Chloe er egentlig glad for huset i Køge, men alle går nu enten i skole eller arbejder i København, så det giver ikke mening at blive boende. – Foto: Leif Tuxen.

Vi står midt i en opbrudstid i vores familie, og det er blevet tid til at vende komforten i Køge ryggen. Hele familiens liv er nu i København. Jeg er 55 år og arbejder normalt i lufthavnen. Lige nu står jeg dog standby på grund af coronaen. Min kone Dina på 48 år er afdelingsinspektør på Niels Steensens Gymnasium på Østerbro, hvor vores datter Chloe på 15 år og vores søn Silas på 16 år også går. Så det vil spare os alle for en masse transporttid at flytte ind i en lejelejlighed i København.

Det er vores plan, når huset er blevet solgt. Murermestervillaen i Køge er ellers vores drømmehus på mange måder, og vi elsker at bo her, men det harmonerer ikke med den livsstil, vi gerne vil have. Vi er eventyrere og har tidligere boet mange forskellige steder. Vi føler os ikke særligt knyttet til en bestemt egn. Jeg plejer at sige, at hvor jeg hænger min hat, har jeg hjemme.

Vi bryder os ikke meget om at være i trædemøllen. Vi er bange for at blive lullet ind i komforten og sidde fast. Nu kæmper vi os ud af ligusterhækken. Og så snart børnene er færdige med gymnasiet, kaster vi alting op i luften.

Da min kone Dina og jeg mødte hinanden, havde vi drømmen om eventyret tilfælles. Jeg havde sejlet i mange år, og hun havde også rejst meget og havde ben i næsen i forhold til at besøge mindre idylliske egne. Vi besluttede os for at bygge vores egen båd, så vi kunne sejle jorden rundt. Hun valgte at uddanne sig til lærer, så hun ville kunne hjemmeskole vores børn, når vi sejlede. Men undervejs blev vi lidt overrumplet af livet. Det er en krævende opgave at bygge en båd, og pludselig var børnene blevet så store, at vi ikke uden videre kunne tage af sted på langfart. I stedet er de blevet slæbt til alverdens lande, når vi er rejst af sted med rygsæk.

De seneste 12 år har vi boet i Køge Kommune og på Stevns. På et tidspunkt boede vi også i en campingvogn. Vi elsker Køge, og jeg kommer til at savne størrelsen på byen og nærværet. Der er et godt drive hernede, og folk er generelt super hyggelige. Køge er stor uden at være for stor, men vores liv er bare ikke her længere. Hjertet er et andet sted.

Hvis vi kunne tage huset med, ville vi gøre det. Jeg har tidligere boet i København og synes egentlig, at byen er lidt for stor og er heller ikke så vild med at bo i lejlighed, men det giver os nogle andre muligheder, end vi har i dag. Vi gider heller ikke sidde i så stort et hus, når ungerne om nogle år flytter hjemmefra.

Selvom vi er forholdsvis unge og i god form, taler vi om, hvad resten af tiden skal gå med. Vi har mistet mange i vores familie, og på et tidspunkt løber livet ud. Hvis vi skal gøre noget radikalt anderledes, er nu et godt tidspunkt. De penge, vi forhåbentlig får for huset, kan bringe os vidt omkring. Vi lurerpasser lidt og begynder med at leje en lejlighed. Måske bliver den vores base, som vi rejser ud fra. Vi snakker om at tage børnene ud af skolen i en periode for at se verden med dem. Det kan være, vi køber en båd i Middelhavet og sejler ud derfra. Nu har vi i hvert fald muligheden for at give drømmene et ekstra skud.