Prøv avisen

Nu kan jeg sige tak for alt det vidunderlige

”Jeg gør mig ikke så mange overvejelser om, hvad der sker efter døden. Jeg ved, hvad jeg har, jeg ved ikke, hvad jeg får. Derfor gør jeg mig store anstrengelser for at leve livet her og stille så mange gode spørgsmål som muligt. Det er responsen på mine spørgsmål, der gør, at jeg lever. Det er også det, kunsten gør eller gerne skulle gøre,” siger Thomas Kluge - bag ham ses billedet af hesten “Kasir”, som han er i gang med at male. Foto: Leif Tuxen

Kunstmaleren Thomas Kluge har med sine malerier inspireret af renæssancen og barokken gjort oprør mod den moderne kunst, men savnet anerkendelse. Nu er han tilfreds med at være i sit eget selvskabte rum og aktuel med udstillingen ”Gud, konge og fædreland” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde

Thomas Kluge besøgte i slutningen af 1980'erne Louisiana, Museet for moderne kunst i Humlebæk, sammen med sin daværende kæreste, Dorte. På et tidspunkt stod de og kiggede på den franske kunstmaler Yves Kleins billede ”Monoblue”, der ikke har andet motiv end koboltblå farve. Så udbrød kæresten: ”Sikke noget l...!”.

”Jeg tyssede på hende, for nej, nu hørte de andre, at vi var dumme. Det var min holdning. Men efterfølgende begyndte jeg at tænke over, hvad jeg egentlig selv mente. Og det var, at moderne kunst er en genfortælling, papegøjesnak. Det eneste, det handler om, er autoritet. Du kan sætte en snotklat op på væggen, men ingen tør stille spørgsmål til det, for så er vi dumme. Det er derfor, jeg maler billeder, hvor jeg ønsker at få svar fra dem, der kigger på. Jeg spørger efter den ægte oplevelse,” siger Thomas Kluge.

Hans Rembrandt-signatur, den sorte sløjfe, der samler det mørke hår, er på plads i nakken. Resten af outfittet er gennemsnitligt. Mørkeblå sejlerbusseronne, sorte shorts med mange lommer og grå filttøfler. Og en hjertelig byden indenfor i præstegården i Korsør:

Et moderne hus i to etager, teglstensrødt som taget, indrettet med indrammede raderinger og malerier overalt, franske lysestager, friske blomster i vaser, kunstbøger, spisekøkken med plads til hele familien, atelier med ovenlysvindue og nabo til Sankt Povls Kirke, hvor hans kone, Anna Helleberg Kluge, er sognepræst. Deres tilsammen fem børn - tre fælles og to fra tidligere forhold - er i daginstitution og skole, så her er stille.

Og alligevel ikke, for den 46-årige kunstmaler taler engageret og med mange digressioner om sin nye udstilling og den store kunstbog, der er udgivet i samme forbindelse. Om de tekniske udfordringer, når maleri skal affotograferes og på papir, og det særligt vanskelige ved at fotografere udsnit af malerier, om lyssætning, for mørk eller for lys baggrund og om trykkvalitet - alt imens han med stor omhu og kærlighed brygger caffe latte, der viser sig at være en virkelig god kop kaffe.

At være i selskab med Thomas Kluge er en ekspressionistisk oplevelse. Men selv er han mest til renæssance og barok, hvilket han har fået på baretten for af dele af det danske kunstetablissement siden debuten i begyndelsen af 1990'erne som nyrealistisk og Rembrandt- og Caravaggio-inspireret portrætmaler.

Anledningen er hans nye udstilling, ”Thomas Kluge - Gud, konge og fædreland”, der vises på Johannes Larsen Museet i Kerteminde på Fyn frem til den 30. august - i øvrigt i samarbejde med Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Udstillingen tager udgangspunkt i den evige diskussion om Kluges kunst. Denne gang foranlediget af hans maleri af den kongelige familie, der blev afsløret på Amalienborg i 2013 og nu hænger på Fredensborg Slot.

”Billedet af kongehuset skabte ballade, og i en stor artikel i Fyens Stiftstidende blev tre museumsdirektører spurgt om deres holdning til mig. To af dem lagde afstand til mig. Hvorfor gør de det? Jeg får store fine opgaver, men der er konflikt om, at jeg stiller spørgsmål til den moderne kunst,” siger Thomas Kluge.

Den tredje museumsdirektør, Erland Porsmose fra Johannes Larsen Museet, så en særlig pointe i den konflikt, fordi der i 1907 var en fejde mellem symbolisterne fra København og bondemalerne, også kaldet træskomalerne, fra Fyn, og de sidste holdt som Kluge af portrætmaleriet. Derfor ville han gerne lave en udstilling med Thomas Kluges kunst.

”Mit forhold til konflikten er, at det også er en slags fejde,” siger kunstneren selv og tilføjer, at han føler sig både privilegeret og taknemmelig.

Udstillingen ”Gud, konge og fædreland” rummer 60 billeder, der er samlet ind fra hele landet fra private ejere til Børsen og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Den viser, at Kluge sandelig har malet gud og hvermand i kongeriget Danmark.

Her er store værker som gennembrudsbilledet af Det Danske Handelskammers ledende mænd fra 1995 og af den kongelige familie fra 2013. Portrætter af dronning Margrethe og Prinsgemalen, af erhvervsfolk som blandt andre den afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller og bestyrelsesformand i Danske Bank Poul Svanholm samt tidligere rektor for Københavns Universitet Linda Nielsen, afdøde politidirektør Poul Eefsen, advokat Henrik Wedell-Wedellsborg og tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet Sven Ove Gade.

Udstillingen viser også hans portrætter af tidligere biskop i Københavns Stift Erik Norman Svendsen og den katolske biskop Czeslaw Kozon. Og dertil kommer blandt andet hans eget private bryllupsmaleri med højgravid hustru i grøn silke samt portrætter af hans børn fra hans egen samling.

I bogen med samme titel som udstillingen sammenstilles nogle af billederne med hans inspiratoriske ophav - fra 1400- og 1500-tallets Leonardo da Vinci, Hans Holbein og Jan van Eyck og til nyere tids Cindy Sherman og Marcel Duchamp. Således indeholder Kluges billeder ofte referencer til kunsthistorien i komposition og lyssætning, men i det klassiske udtryk kan der pludselig dukke både Playmobil-dukker og Legoklodser op.

Thomas Kluge ”underlægger sig ikke diverse doktriner og manifestationer om, hvad og hvordan man som kunstner må male”, hedder det i Johannes Larsen Museets introduktion til udstillingen. Selv siger han:

”Mit projekt er ikke at opfinde noget nyt, men at være i den tid, jeg er i. Det er indholdet, jeg forsøger at arbejde med, og at stille spørgsmål til min egen tid. Jeg synes, at kunsten skal tilbage til os, og jeg vil gerne have, at den inkluderer, for hvis den ikke gør det, er det et postulat. Der skal være en fælles kode, der kan tolkes, hvor kunst ellers har været meget indforstået og noget, der har skullet forklares med mange ord.”

”Kunsten er blevet fremmedgjort for os alle som en slags social kontrol. Jeg vil gerne male billeder, der giver mening, og folk må gerne blande sig. Jeg har for eksempel engang malet en mand med en flæskesteg, men nogle mente, at det var en rotte, jamen så er det en rotte. Lige nu maler jeg en hest, som hedder Kasir. Men jeg har tilladt mig, at billedet bare skal hedde 'Hest'. For hvor er det, at hesten bliver til? På lærredet, i titlen eller via de heste, man selv har set?”.

”Det er på den måde, at et abstrakt billede, som er noget andet end et nonfigurativt billede, bliver til. Det foregår i dit og mit hoved, når man begynder at afkode symbolerne. En ko er ikke bare en ko, og en hest er ikke bare en hest. Det, jeg ønsker, er at få et større vindue, og at billederne kan afkodes - af jo flere, jo bedre. Kunstværket bliver altid til, når den enkelte ser.”

Ifølge Thomas Kluge er der tegn i tiden på, at en ny renæssance er på vej, hvor de enkelte nationer i Europa samler sig om sig selv og vender tilbage til fælles værdier.

”Ved Murens fald troede vi, at den globale landsby var på vej, alle de gamle fortællinger faldt fra hinanden, og nu var vi i paradis og kunne lege sammen. Men den 11. september 2001 viste, at det kan vi ikke. Det faldt til jorden med et brag sammen med de to tvillingetårne.”

”I dag er verden ved at blive splittet op igen, og nationer leder efter deres egen fortid. Den globale landsby var en utopi, nu vil vi finde ud af, hvem vi selv er som europæere. Men det betyder også, at vi lukker os om os selv. Hvad skal vi for eksempel stille op med flygtningene på vej over Middelhavet? Det er ikke et skønmaleri, det her. Vi bliver også mere kyniske og er voldsomt udfordret af, at verden ikke vil som os,” siger Thomas Kluge.

Udstillingen ”Gud, konge og fædreland” er på den måde i tråd med hans tanker om, at tidligere værdier nu får en renæssance.

”Det er en provokerende titel, som nogle vil have svært ved og mene, at det var noget, vi var sluppet af med. Jeg har det fint med, at vores kultur bygger på grundpillerne kirke, kongehus og fædreland, og at det er det, der skal til for at finde et fælles fodslag.”

Spørgsmålet er, hvad hvert enkelt element i titlen har af betydning for kunstneren selv.

”Gud har for mig været en brobygger - noget jeg kunne benytte mig af, når tingene ikke hang sammen. Min farmor sagde til mig, at tro kan flytte bjerge. Gud er bindeleddet mellem den rationelle og den irrationelle verden. To og to er fire, men Gud er et godt billede på, at to og to også kan blive fem.”

”Jeg tror på, at der er en Gud. Det har været svært for mig, for det er ikke noget, jeg har haft med hjemmefra, hvor jeg er vokset op i en kulturradikal familie. Men jeg blev konfirmeret, fordi jeg troede på det. Min kone er præst, og i vores hjem taler vi ofte om gudsbilleder, og selvom vi ikke altid er enige om billedet, står det kristne fundament fast. Min kone har lært mig ikke kun at henvende mig til Gud i krise og nød. I dag kan jeg godt sige tak for alt det vidunderlige.”

”Jeg tror også, at troen ligger i vores dna. Det er en del af det at være menneske, at vi kan forholde os til noget, der ikke giver mening i en rationel verden. Når vi taler og tænker om Gud, skaber vi billeder, der får verden til at hænge sammen og åbne sig for os. Gud har for mig med undren og spørgsmål til livet at gøre.”

”Jeg gør mig ikke så mange overvejelser om, hvad der sker efter døden. Jeg ved, hvad jeg har, jeg ved ikke, hvad jeg får. Derfor gør jeg mig store anstrengelser for at leve livet her og stille så mange gode spørgsmål som muligt. Det er responsen på mine spørgsmål, der gør, at jeg lever. Det er også det, kunsten gør eller gerne skulle gøre.”

For nogle er det danske monarki og kongehuset en anakronisme, som ikke hører hjemme i et moderne samfund. Thomas Kluge opfatter derimod kongehuset som et samlende fundament på linje med folkekirken.

”Jeg mener, at kongehuset er et symbol, der samler os, og selvom Dronningen er overhoved for folkekirken, er hun alligevel så meget på afstand af korset, at hun også kan være et fyrtårn for de nye, der kommer hertil. Men kongehuset er irrationelt her i den demokratiske verden, hvor alt er på valg.”

”For mig udgør både kongehuset og kirken et fundament for os til at forstå, hvem vi er, og det vil blive mere vigtigt for os i fremtiden, hvor vi vil samle os mere og bekende os til vores egen kultur for at kunne møde verden. Hvis vi ved, hvem vi selv er, vil vi for eksempel bedre kunne møde kineserne og islam. Så vi skal passe på kongehuset, fordi det har en funktion. Men jeg synes, at der er gået lidt for meget reality i det, for kongehuset må gerne bevare lidt distance,” siger han og peger på sit portræt af dronning Margrethe fra 1996.

Som i H.C. Andersens eventyr ”Prinsessen på ærten” ville han teste hendes kongelighed. Hans ært var spørgsmålene: Hvem er hun, når man fjerner regalierne? Er det noget, hun har tilegnet sig, eller er hun født med blåt blod i årerne?

”Ser man på mit portræt, er der et hav af modsætninger, lys, mørke, indadvendthed, udadvendthed, varme, kulde, privat og officiel, men der er også noget distanceret selv i det meget private. Da Dronningen så maleriet, var hendes replik: 'De har sandelig fået det hele med!'.”

Det tredje element i udstillingens titel er fædreland.

”Fædrelandet er det, som rummer kirke og kongehus, og det er vores alle sammens. Det er historien, traditionen, rødderne og den tid, vi er i lige her og nu - fortid, nutid og eftertid,” siger Thomas Kluge.

Han er i løbet af årene blevet kaldt for hofmaler og societykunstner, og der er blevet stillet spørgsmål til hans berettigelse som kunstner, og om han overhovedet var det. Selv mener han, at han har haft det nemt, for der har hele tiden været mæcener, der har støttet ham.

”Det, der har været svært for mig, er, at jeg ikke har kunnet få den anerkendelse, jeg gerne ville have. Jeg har altid haft svært ved at passe ind i forløb som for eksempel at gå i skole. Jeg troede, at det var mere frit i kunstens verden, men dér skal man også passe ind i en form. Derfor valgte jeg en antiform og at klæde mig ud som Rembrandt, som er en anakronisme uden lige.”

”Jeg var vred i mine yngre år og malede forholdsvis vrede billeder. Det, jeg syntes, jeg kunne gøre, var at danne mit eget rum og være i det rum. Der er jeg nu. Jeg behøver ikke længere nogle ydre kunstneriske definitioner. Nu definerer jeg mine egne billeder. Engang var jeg bange for at male det patetiske, grædende barn. Men hvem har defineret det? Den gode smag,” siger Thomas Kluge, der med egne ord nu har malet det tætteste, han kan komme på det grædende barn, inspireret af Rafaels engle, nemlig billedet af hans egen søn Julius fra 2012, som er med på den nye udstilling.

”På billedet af Julius har jeg også malet en korsridder som en ironisk bagdør, jeg kan stikke ud ad, hvis det brænder om ørerne på mig. Men billedet af Cornelia fra 2013 - der er det kærligheden, der styrer, kærligheden til min datter.”

Thomas Kluge. Foto: Leif Tuxen.