I den store magtanalyse er det manden, der har bukserne på. Derfor kan det være svært for den moderne mand at fortælle åbent om sine frustrationer og sin skrøbelighed.
Sådan beskriver den 40-årige journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen sin egen oplevelse af at være en moderne mand.
Han udgav sidste år bogen ”En fandens mand”, som blandt andet fik fem stjerner i denne avis, hvor anmelderen beskrev bogens anliggende som ”en jagt på svaret efter tidens helt store spørgsmål: Hvordan skal man være mand i dag, i en MeToo-tidsalder? Nogle tør dårligt tale til piger længere, men samtidig kan en Donald Trump sige hvad som helst og få masser af kvindelige stemmer.”
Anders Haahr Rasmussen har siden udgivelsen fået megen respons på sin bog, hvori han beskriver en række situationer, hvor han selv har været i tvivl om, hvad der nu blev forventet af ham. Som når han for eksempel sidder sammen med de andre gutter i omklædningsrummet efter en fodboldkamp og helst ikke skal lyde alt for følsom. Og når han omvendt ikke må lyde alt for brovtende og reaktionær, når han er sammen med kvinder.
”Nutidens manderolle er meget udfordret. Der findes ikke længere en fast maskulinitet at læne sig op ad, og derfor er man som mand tvunget til at navigere i et kaos,” siger han.
Både mænd og kvinder har kontaktet ham og skrevet tak. Mange har sagt, at de oplever bogen som et ærligt indblik i den moderne mands lønkammer, og at den på den måde har åbnet for nye samtaler kønnene imellem.
”For ofte går der ’hund og kat’ i den, og samtalerne ender tit som en skyttegravskrig mellem manden på den ene side og kvinden på den anden. Måske er det lykkedes for mig at finde et sprog for, at man som mand godt kan være lydhør over for feministiske pointer uden at skulle kastrere sig selv først,” siger Anders Haahr Rasmussen.
Men han har omvendt også hørt fra mænd, der slet ikke kunne forstå hans frustrationer over manderollen. Som for eksempel den 50-årige mand fra Nordsjælland, ”der syntes, min bog var et udtryk for, at jeg tilhørte en ekstremt lille ghetto af unge mænd på Nørrebro, der måske gik og kedede os lidt og derfor var begyndt ’at ruske op i kønshalløjet’, som han sagde. Han og hans kone havde det nemlig fint med en mere traditionel køns- og arbejdsdeling, hvor han arbejdede mest og tjente flest penge, mens hun kun arbejdede lidt og i stedet var den primære person derhjemme. ’Jeg er glad for, at vi holder det simpelt’, forklarede han.”
Anders Haahr Rasmussen fortæller, at han i sit stille sind tænkte, ”at det måske ikke er helt tilfældigt, at det var ham og ikke konen, der skrev til mig. For mon ikke den gammeldags rollefordeling nok var lidt federe for den ene part end for den anden?”.
Men faktisk kan der sagtens eksistere meget forskellige mande- og maskulinitetsidealer, alt efter om man bor på Nørrebro, i Nordsjælland eller i Vestjylland. Og ikke kun geografien er afgørende. Alder, socialklasse og etnicitet spiller også ind, fortæller Ann-Dorte Christensen og Sune Qvotrup Jensen, der er henholdsvis professor og lektor ved center for maskulinitetsforskning på Aalborg Universitet.
”Tidligere har man i høj grad set på mænd som én samlet gruppe. Hvor idealet var ens for alle, nemlig den traditionelle patriarkalske mand. Men i dag er idealerne for, hvordan man er ’en rigtig mand’, meget forskellige, alt efter hvor i samfundet man kigger hen. Der er ganske enkelt ikke længere konsensus i samfundet omkring mandeidealet,” siger Sune Qvotrup Jensen, der sammen med Ann-Dorte Christensen tager imod til en snak om den moderne mand på et afsprittet kontor i en af de mange lave 70’er-bygninger, som udgør det nordjyske universitet.
De er enige om, at det mere entydige traditionelle og patriarkalske mandeideal i dag ”er blevet afløst af mange forskellige idealer, og på den ene side vil mange mænd opleve dette som en stor frihed med masser af spillerum og øget accept af forskellige måder at være mand på, mens andre i stedet oplever det som en stor usikkerhed. Der er mange modsatrettede krav til nutidens maskulinitet: På den ene side forventes man at tale mere om følelser, og samtidig skal man være den, der kan skifte dæk. Så den moderne mand skal i virkeligheden både inkarnere den nye og den gamle maskulinitet,” uddyber Sune Qvotrup Jensen.
Ann-Dorte Christensen tilføjer, at man dog godt kan pege på middelklassens mandeidealer som de mest fremtrædende i dag. Hvor manden forventes at gå ind for ligestilling i parforhold og familieliv, og at han som far skal prioritere nærvær med børnene højt.
”Men mange mænd kommer i klemme i forhold til de moderne idealer. Og mens man jo også taler om mænd som det ekstreme køn, der dominerer både samfundets top og bund, så ser vi for eksempel i forskningen, at en del mænd i bunden af samfundet har det svært med nutidens mandeidealer. De er måske vokset op med andre forventninger som for eksempel at være forsørgeren og familiens overhoved, men det er et svært ideal at leve op til, hvis man for eksempel er på overførselsindkomst. På samme måde vil de moderne middelklasseidealer heller ikke være lige indlysende i alle egne af landet eller i alle generationer,” siger Ann-Dorte Christensen.
At nogle mænd i dag slår sig på middelklassens mandeidealer, ser Sune Qvotrup Jensen meget tydeligt komme til udtryk i de radikaliserede miljøer, både inden for islam og på den yderste danske højrefløj.
”De radikale politiske eller religiøse ideologier tilbyder nemlig de forvirrede mænd en såkaldt remaskulinisering. Hvor usikkerheden er væk, fordi mænd er mænd, og kvinder er kvinder. De to køn anses her som værende absolut forskellige fra hinanden, og radikaliseret islam spiller meget aktivt på, at ’kønssammenblandingen’ er en af de ting, der især er galt med Vesten. Vi så det blandt andet hos hvervekampagnerne for Islamisk Stat, hvor man tilbød en klar kønsideologi, hvor manden kunne få en heroisk maskulinitet som krigeren, helten, der forsvarer kvinder og børn.”
Remaskuliniseringen bliver af nogle forskere udlagt som en såkaldt toksisk maskulinitet – en giftig maskulinitetsnorm, der er karakteriseret ved blandt andet kvindehad og homofobi.
Et eksempel på denne maskulinitetsforms fremkomst er den internationale bevægelse Incel, der er en engelsk forkortelse for ”ufrivilligt cølibat”. Gruppen huserer på diverse internetfora og består af mænd, der har kastet deres vrede på samfundsudviklingen og særligt på kvinder, som de mener er årsagen til, at de ikke har en partner og altså befinder sig i ufrivilligt cølibat. I grupper opildnes medlemmerne til vold, og senest i februar dræbte en 17-årig canadisk mand én kvinde og sårede yderligere to på en gågade i Toronto i Canada. Anklagemyndigheden har efterfølgende slået fast, at terrorhandlingen var motiveret af Incel-ideologien.
Adspurgt om, hvorfor vi oplever toksisk maskulinitet, understreger direktør i Kvinfo Henriette Laursen, at det ikke er manden, men normen, der er giftig.
”Når denne gruppe har et udpræget had til kvinder, men også mænd, som klarer sig godt, så tror jeg, det skyldes en dyb frustration over ikke at kunne leve op til den traditionelt meget snævre manderolle, hvor manden skal være den handlekraftige og familiens forsørger. Derfor er det også vigtigt at se på, hvilke andre faktorer end køn der kan være medvirkende til denne udvikling, for eksempel socialt klassetilhørsforhold og etnicitet. Hvis vi skal forstå mænds liv og tankegang, tror jeg, vi er nødt til at inddrage andre forhold, der påvirker det,” siger hun.
Netop de sociale forhold er centrale, hvis vi skal forstå, hvorfor manden er et udfordret køn i dag, vurderer Svend Aage Madsen, der er formand for Forum for Mænds Sundhed og forskningsleder ved klinik for psykologi, pædagogik og socialrådgivning på Rigshospitalet. Når han iagttager landets mænd, oplever han i tiltagende grad en opsplitning i to grupper.
På den ene side oplever han, at størstedelen af landets mænd i højere grad vægter familielivet og eksempelvis et nært forhold til sine børn højt sammenlignet med tidligere.
Modsat står knap en fjerdedel af landets mænd uden partner og børn. Dette gælder særligt ufaglærte og mænd fra landkommunerne, forklarer han og refererer til et forskningsstudie fra Rockwool Fondens forskningsenhed, der i 2017 viste, at hver tredje ufaglærte mand på 45 år er barnløs. Det svarer til en fordobling på en enkelt generation.
”Kvinder er blevet uafhængige. De har fået uddannelse og er blevet frigjorte, hvilket har været godt for samfundet. Vi ser samtidig en udvikling, hvor nogle mænd ikke er fulgt med udviklingen. Og det er derfor, vi blandt andet taler om de her angry white men, som føler, at de er blevet snydt, eller at samfundet har taget noget fra dem.”
Forskningslederen siger, at udviklingen medfører et nyt behov for fællesskaber, hvor mænd, der er alene, kan mødes og tale om livet på godt og ondt.
”De næste år bliver afgørende for at se, hvordan denne gruppe af mænd reagerer på udviklingen. Bliver det sådan, at de skaber deres eget frigørelsesprojekt, eller bliver de i højere grad vrede og konkluderer, at kvinder, eliten, globaliseringen og feminismen er det onde?”, spørger han.