Premieren på sjette sæson af tv-serien ”Badehotellet” er blevet set af 1,7 millioner danskere. I år handler serien om den løsslupne sommer i 1939. Historien om hotellet ved Vesterhavet, hvor solen altid skinner, og hvor der er langt til tanker om krig, er blevet en af danskernes helt store favoritter.
Også på det kulturhistoriske museum Tidens Samling i Odense, der har leveret kostumer til ”Badehotellet”, mærker museumsdirektør Cæcilie Ning Hage en stigende interesse for at søge tilbage mod genkendelige glimt fra fortiden. Her kan de besøgende opleve forskelligt indrettede stuer fra hvert årti i det 20. århundrede, sætte sig i møblerne, åbne skufferne, læse i bøgerne og prøve tøjet.
”Når de besøgende kommer ind i en stue, begynder de at fortælle med udgangspunkt i deres egen historie og kommer i tanke om minder og beretninger fra en helt særlig tid. Og ligesom jeg selv kan huske, at der altid var masser af smuk sne om vinteren, da jeg var barn, er det også ofte positive billeder af fortiden, som de kommer i tanke om, når de gæster museet,” siger Cæcilie Ning Hage.
Og der sker netop noget af en vinkling i vores billeder af fortiden, når vi tænker tilbage på den eller bruger den i kunst- og kulturformidling, forklarer kunsthistoriker Kristian Handberg, der er postdoc ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet og har skrevet en ph.d.-afhandling om nostalgi. De senere år har vores nostalgidyrkelse ændret sig markant. For selvom vi altid har idealiseret fortiden – for eksempel med klassicismens forsøg på at genoplive antikkens skønhedsidealer – er den nostalgifikserede, nære fortidsdyrkelse forholdsvis ny.
”Siden årtusindeskiftet har vi haft et retro- og nostalgiboom med relancering af gamle produkter, og fortællinger som ’Badehotellet’ og ’Krøniken’, der svælger i den nære fortid. Den nære fortid er en tid, der er i levende erindring for mange af os, og som vi kan forholde os til, selvom tiden er markant anderledes i dag. For 10 år siden var det særligt 1950’erne og tv-serier som ’Mad Men’, der interesserede os, men nu har vi bevæget os en smule længere tilbage til mellemkrigstiden,” siger Kristian Handberg.
Nostalgidyrkelsen begyndte egentlig som en undergrundsmode, der var for de få. Men de seneste år er det blevet gjort meget mere alment tilgængeligt, i og med at store mainstreammodehuse og tv-branchen i den grad har taget trenden til sig, forklarer han.
Derudover er det ofte hverdagsnære følelser og genkendelige objekter, som vi bliver nostalgiske over, frem for den store dramatiske historie om børskrak og storpolitik. Det skyldes, at vi som mennesker har en personlig og sansemæssig tilgang til historien.
”Vi kan bedre forholde os til fortidens fysiske genstande, fordi de stadig er her. Kagedåser, pladespillere og badehoteller er her endnu. Det er sværere at forholde sig til, hvordan bruttonationalproduktet var i 1930’erne, selvom vi er nostalgifikserede. For det skal begynde med noget, vi har en idé om,” siger Kristian Handberg.
Og det er netop oplevelserne af den nære, idylliserede fortid, der rører nogle følelser i os.
”Vi ved ikke, om æggene smagte bedre i 1920’erne. For de fleste af os har ikke oplevet den tid. Men vinklingen gør fortiden fælles og værd at beskæftige sig med. Det er en mere direkte, konfliktløs nostalgi med kaffe over kakkelbordet, hvilket udtrykker en skepsis over for det internationale og moderne,” siger Kristian Handberg og nævner, at der selvfølgelig også findes modpoler til de idylprægede tv-serier som for eksempel serien ”Babylon Berlin”, hvor kuglerne flyver mere om hovederne på karaktererne.
Men netop længslen efter en enklere tid skyldes nutidens højhastighedssamfund, forklarer erindringshistoriker Ove Dahl, der er leder af Dansk Center for Reminiscens og har udgivet bøgerne ”Tilbage til… Alle de ting, du har glemt, du kan huske”.
”Vi så noget lignende i slutningen af 1800-tallet med skønvirkestilen, der med smykker og skulpturer greb tilbage til ældre tider blandt andet med inspiration fra den engelske Arts and Crafts-bevægelse og dens kamp for det gode håndværk og frygt for standardisering og masseproduktion. Og på lokalt plan kom det til udtryk med husflidsbevægelsen, der ligeledes var en modreaktion til den industrielle udvikling, hvor husfliden aftog kraftigt på gårdene,” siger Ove Dahl.
Nutidens nostalgifiksering er altså en reaktion på den moderne tid, der er præget af forandringer. Minder og nostalgi er nemlig en måde at holde fast i sig selv og finde nogle rødder, som man som menneske i dag kan stå mere solidt fast på.
”I dag bliver vi ellers hele tiden opfordret til det modsatte. Vi må ikke hænge for meget fast i vores holdninger, arbejde eller livssyn. Men nogle gange når vi til et tidspunkt i livet, hvor der er behov for at finde erindringer og livsværdier frem, som vi ellers har gemt væk eller måske endda grint ad. For det kan gøre, at vi finder mening og trøst heri, når vi lader dem vokse sig større,” siger han.