Prøv avisen
Hjernerystelse

Nutidens skærmforbrug gør det sværere at leve med en hjernerystelse

”Det er også blevet sværere at leve med en hjernerystelse nu end tidligere. Nogle af de kognitive funktioner, der bliver påvirket ved en hjernerystelse, bliver netop udfordret yderligere af den måde, som vi lever på i nutidens skærmalder," siger Frank Humle, der er neuropsykolog og direktør på Center for Hjerneskade. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

De kognitive funktioner, der påvirkes ved en hjernerystelse, bliver yderligere belastede, når de ramte bruger skærme i hverdagen. Det medfører en følelse af utilstrækkelighed, når man ikke kan efterkomme kravet om hele tiden at være tilgængelig online

Hovedpine, kvalme, svimmelhed, koncentrations- og hukommelsesbesvær, synsvanskeligheder og hurtig udtrætning. Når du støder baghovedet ind i en køkkenlåge eller snubler med hovedet først ned ad trappen, kan det medføre alvorlige, langvarige gener som disse. Hvert år pådrager omkring 25.000 danskere sig nemlig en hjernerystelse ifølge Hjernerystelsesforeningen. Og for omtrent hver 10. ramte er følgerne langvarige og potentielt livsændrende.

Ifølge Frank Humle, der er neuropsykolog og direktør på Center for Hjerneskade, kan den akutte forandring i livet virke voldsomt indgribende på identiteten. For de roller, som du førhen udfyldte, er måske ikke længere en mulighed. Du kan pludselig have svært at passe et arbejde eller indgå i hverdagsaktiviteter med familie og venner. Og når du med ét er sat ud af spillet på grund af dit ændrede funktionsniveau uden at vide hvor længe, er det helt normalt at blive i tvivl om, hvem du er, og hvad du kan forvente dig af fremtiden, forklarer han.

”Det er også blevet sværere at leve med en hjernerystelse nu end tidligere. Nogle af de kognitive funktioner, der bliver påvirket ved en hjernerystelse, bliver netop udfordret yderligere af den måde, som vi lever på i nutidens skærmalder. I løbet af vores dag er der så mange krav om, at vi følger med på alverdens forskellige skærme, som det for det meste er alt for hårdt for den ramte at fokusere på,” siger Frank Humle.

Det er nemlig en stor udfordring for hjernen at se på de mange skærme, skifte fokus konstant og stadig formå at bevare overblikket, når de kognitive funktioner er blevet påvirket. Og en uændret skærmbrug og adfærd kan gøre, at det tager endnu længere tid at komme sig over følgerne efter slaget.

”Alt for ofte forsøger den ramte at håndtere situationen på en ikke-hensigtsmæssig måde, hvor vedkommende bruger for mange ressourcer på at leve op til tidligere roller. Men i stedet bør den ramte forsøge at skære ned, så der kun er ét fokus ad gangen. For hvis hun eller han først bliver så frustreret over udtrætningen, at vedkommende trækker sig helt fra al social aktivitet, opstår der samtidig en risiko for, at selv små indtryk virker for voldssomme i mødet med verden. Og det vil kun forværre situationen yderligere,” siger Frank Humle.

Blandt medlemmerne i Hjernerystelsesforeningen oplever formanden, at det, der er særligt svært for mennesker med hjernerystelse i vor tids ”skærmalder”, er, at det samtidig har skabt et krav om, at vi alle er online og tilgængelige hele tiden.

”Det giver en følelse af utilstrækkelighed hos den ramte, når det slet ikke er muligt at være ’på’ i det omfang, som det er forventet,” siger Ronni Lykke Bødker, formand i Hjernerystelsesforeningen.

Derudover er det sjældent de svære sider af tilværelsen, der stilles til offentlig skue på de sociale medier, og det karambolerer med de mange vanskelige perioder, som den ramte oplever på grund af følgerne, forklarer han.

”De sociale medier har også gjort det endnu sværere for den ramte at vise menneskerne omkring sig, hvordan vedkommende har det. Hvis du smiler på et billede, kan det for andre se ud, som om du har det fantastisk, selvom det blot er et glimt af det komplicerede og forandrede liv, du lever,” siger Ronni Lykke Bødker.

Det kan generelt være svært for andre at forstå, at der er noget galt, når der er tale om en usynlig skade som hjernerystelse. Det lægger derfor et ekstra pres på den ramte. Og følelsen af utilstrækkelighed kan også udmønte sig på mere alvorlige måder. Et nyt studie viser blandt andet, at risikoen for at begå selvmord er højere for personer, der på et tidspunkt er blevet diagnosticeret med en hjernerystelse.

”Ligeledes er depression en forekommende efterreaktion på hjernerystelse, netop fordi du pludselig ikke kan leve, som du gjorde før,” siger Ronni Lykke Bødker.

Derfor er det ifølge formanden særdeles vigtigt, at både den ramte og de pårørende har øje for, at en hjernerystelse kan være en livsændrende begivenhed, der fordrer et nyt syn på og prioritering i tilværelsen.