Nye ældre skjuler sårbarhed og skavanker: Demens kolliderer med drømmen om et aktivt liv

Billedet af ældre er for unuanceret. Det er enten forfald eller hopla, siger etnolog. Professor efterlyser flere nuancer

Livslængden er forskellig, men endnu større er forskellen på, hvornår skranteårene sætter ind.
Livslængden er forskellig, men endnu større er forskellen på, hvornår skranteårene sætter ind. Foto: Leif Tuxen.

Denne artikel er en del af serien "De nye ældre". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.

Forestil dig et klassefoto. 24 piger og drenge opstillet til det traditionelle gruppefoto for sidste gang i 9. klasse. Samles klassen til 50-års jubilæum og stiller sig op til et tilsvarende foto, vil man kunne se, hvordan alderen har sat sig med stor forskellighed. Her taler vi ikke bare om de overflødige kilo på maven eller den slappe ansigtshud. Nogle vil se væsentligt yngre ud end de 65 år, og andre vil se væsentligt ældre ud. Nogle vil have fuldtidsjob og ingen planer om tilbagetrækning, og andre vil for længst have forladt arbejdsmarkedet.

Livslængden er forskellig, men endnu større er forskellen på, hvornår skranteårene sætter ind. Når man ser på et klassebillede fra et 50-års jubilæum bliver det tydeligt, at den biologiske og kronologiske alder ikke følges. En undersøgelse fra Ældre Sagen viser, at flertallet af de nye ældre føler sig yngre end deres alder, men for nogle afløses de skrantefri år tidligt af alvorlig sygdom. Det er dog ikke noget, man taler meget om. Det er derimod billedet af de raske og rørige seniorer, som er rammet ind.

Lone Grøn er antropolog og seniorforsker ved VIVE Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Hun fortæller om forskningsartikler, hvor gerontologer beskriver to fortællinger om ældre: Hoplafortællingen om den sunde og aktive ældre og forfaldsfortællingen om den syge eller svage ældre. Tidligere har hun lavet studier i ældreplejen i Horsens, og senest har hun lavet studier på et demensafsnit på et plejehjem også i Horsens. Det har overrasket hende i hvilket omfang svaghed anses som et tabu i fortællingen om at være ældre.

”Man forsøger at holde sig selv og hinanden oppe ved at fortælle historier om alt det, man kan og skal for idealet er, at man er sygdomsfri og uafhængig. Det er, som om man hopper i en trampolin. Hvis man ikke holder sig i bevægelse og lever op til idealerne om den stærke og sunde aldring, risikerer man at falde af trampolinen og ende på plejehjem eller på demensafsnit.”

En måned før Danmark lukkede ned i marts 2020 åbnede en udstilling på Moesgaard Museum ved Aarhus med titlen ”Når jeg bliver gammel. Alderdom fem forskellige steder i verden”. Det var antropologer, filosoffer og kunstnere, som var gået sammen om en udstilling med støtte fra Velux Fonden. Her bidrog Lone Grøn med et etnografisk studie fra en demensafdeling på et dansk plejehjem. Studierne fra demensafdelingen viser den ambivalens, som er i forhold til at håndtere svækkelse i alderdommen.

”Demens kolliderer umiddelbart med de tanker, vi har om det gode aktive og sunde liv, og nogle ser på det som en slags fejlslagen alderdom. Man kan høre pårørende sige, at bare deres pårørende havde fået kræft eller var døde i stedet. Med det afsæt kan det være meget svært at tale om, hvordan en alderdom med demens også kan være.”

Beskrivelsen med gruppefotoet fra de gamle elevers gensyn 50 år senere anvender overlæge og professor Bente Klarlund i bogen ”Yngre med årene”, som har været på bestsellerlisterne siden udgivelsen sidste efterår. Hun slår til lyd for et mere nuanceret syn på aldring.

”Vi har en tenens til at komme alle, som er over 65 år i samme kasse. I medierne bliver man omtalt som ’65+’, men når man hele livet har været forskellig, bliver man ikke ens, bare fordi man er fyldt 65 år. Faktisk bliver der større forskel på, hvad vi kan med alderen, og det overses.”

I ”Yngre med årene” er der masser af råd til, hvad man selv kan gøre for at få et længere liv med flere sunde år, men udfordringen ved at formidle den slags råd er i følge Klarlund, at man kan bidrage til en fortælling om, at skrante-årene er selvforskyldte.

”Det meste skranten er ikke selvforskyldt, men forårsages af det, som jeg vil kalde ’sort uheld’. Det afgørende er, at vi får en accept af, at vi er forskellige, og at skranteårene vil komme til os alle.”

I mere end et årti har Margrethe Brodthagen været præst på Hospicegården Filadelfia i Dianalund på Vestsjælland. Hun oplever, at der er to spor i fortællingen om de nye ældre og fortællingen om forfaldet.

Det ene spor oplever hun på sociale medier, hvor der bliver delt hoplafortællinger med opdateringer fra unge gamle, som passer børnebørn i dagevis, nyudklækkede efterlønnere, som kører udfordrende ruter på deres mountainbikes, og så er der dem, som tilsyneladende altid er i gang uden at mærke alderens træthed.

Som hospicepræst møder hun det andet spor med plads til sorg og ærlighed. Det kan være ægtefællen til en terminal cancerpatient, som indleder en samtale med at sige:

”Nu skulle vi lige til at leve livet. Det er alt for tidligt.”

Når Margrethe Brodthagen hører en ægtefælle sige, at det er alt for tidligt, at ægtefællen skal dø, afstår hun fra at forsøge at trøste og svarer:

”Ja; det er alt for tidligt og meget sorgfuldt.”

På hospicet er der mange indlagte, som er i 70’erne og 80’erne, men her er også ganske mange, som mister ægtefæller eller partnere i første del af 60’erne. Det, som står tilbage fra samtalerne, er typisk ærligheden.

”Vi har samtalen om hele livet, også om de fejltrin, vi har begået. De fejl vi begår gennem livet, kan blive en gave til vores medmennesker. Levet liv er aldrig perfekt. Tværtimod. Men alligevel er det værd at leve. På vej mod det jordiske livs afslutning kan fortællingen om fejltrin og svagheder give de efterladte rum at være i uden krav om perfektion.”