Prøv avisen

Nye familiemønstre kan føre til voksenadoptioner

30-årige Rosa Nielsen er som voksen blevet adopteret af sine plejeforældre, Agnethe og Gerner Zimino. Foto: Leif Tuxen

Flere ønsker at blive adopteret som voksne. Psykolog og familieterapeut peger på, at det kan være en vanskelig beslutning, og brud i familien er ofte også den sorg, man ikke sender blomster til

En eller to gang hver uge søger en myndig person over 18 år om at blive adopteret. Det er typisk voksne, der har en nær relation til en stedmor eller stedfar, som de er vokset op med, eller voksne, der ønsker at blive adopteret af deres plejeforældre.

Der er to typiske årsager til, at folk ønsker at lade sig adoptere, når de selv er blevet voksne:

”For nogle er det som at blive gift – man vil gerne have papir på hinanden, mens det for andre handler om, at der er et tæt forhold mellem barn og papfar eller papmor,” forklarer Søren Kastoft, der er kontorchef i adoptionskontoret i Statsforvaltningen, hvor sager om voksenadoption behandles.

Han fortæller om en samtale, hvor en ung mand på 18 år ville adopteres af sin stedfar og derfor skulle beskrive deres forhold.

”Den unge mand sagde: ’Han er min far’. Det er vældig godt sagt og tit det, der gør, at folk gerne vil adopteres,” fortæller Søren Kastoft, der oftere oplever denne type ansøgninger:

”Min fornemmelse er, at vi hen over de senere år har fået flere sager. Det er forbundet med usikkerhed, for vi gør ikke adoptionssagerne op efter, om personen er voksen eller barn, men mit gæt er, at vi nu har en sag eller to om ugen.”

Ifølge ham bevilges der adoption til nogenlunde det samme antal, som søger.

”Når man taler om voksenadoption, er det langt de fleste sager, som ender med adoption, for der er ikke så mange, som kan gøre modstand, som når der er tale om børn. Det er jo myndige personer over 18 år. Der kan dog være nogle tilfælde, hvor de måske ikke inden samtalen hos os er opmærksomme på, at det har konsekvenser at blive adopteret. Både juridisk og følelsesmæssigt. Nogle vælger at tænke over det en ekstra gang og siger så, at de alligevel ikke er interesserede. Men langt de fleste har gjort sig mange overvejelser, og derfor ender det også med en adoption.”

Søren Kastoft fortæller, at når et ansøgningsskema er modtaget, indkaldes der til en samtale. Juridisk gøres der her eksempelvis opmærksom på arveforhold.

”Når man er adopteret, optjener man arveretten efter dem, man er adopteret af. Omvendt mister man arveretten og den juridiske tilknytning til sin biologiske familie. Én ting er måske de biologiske forældre, men nogle gange er der bedsteforældre eller søskende, som man har haft et tæt forhold til. Det er klart, at det kan gøre ondt, at man ikke længere er i familie med sin mormor og morfar.”

Der spørges også til, om der er penge mellem folk, forklarer Søren Kastoft:

”Desuden skal både adoptanten og den, der ønskes adopteret, være habile personer. Det væsentligste er, at der er en form for tilknytning. Man skal have et forhold for at blive adopteret.”

Hans vurdering er, at de fleste, der bliver adopterede som voksne, lige er fyldt 18 år. Netop fordi de er over 18 år, spiller den biologiske familie ikke juridisk set den samme rolle, som hvis der var tale om et barn. De biologiske forældre kan eksempelvis ikke modsætte sig adoptionen af en person over 18 år, fortæller han.

”Men omvendt er det rigtig vigtigt, at man som biologiske forældre bliver orienteret om, at der er et barn, som ikke længere ønsker en tilknytning. For eksempel så de biologiske forældre kan disponere over deres formue,” siger Søren Kastoft og forklarer, at forældrene får et brev, så de ved, at adoptionsprocessen er begyndt.

Han har en fornemmelse for, hvorfor Statsforvaltningen oplever, at flere ønsker at blive adopteret som voksne.

”Mit bud er, at det har at gøre med de nye familiemønstre. Mor og far er skilt, og senere får de en ny partner, og der opstår måske en større tilknytning til den nye forælder end til den ene af de biologiske. Det kan blive afgørende for ønsket om at blive adopteret,” siger han.

Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen, der er stifter af Center for Familieudvikling, peger også på, at det især i et samfund, hvor mange har hele, halve og kvarte familierelationer, har betydning, at man føler, man hører til et sted:

”Mennesker er relationelle, og det betyder meget at høre sammen med nogen. Det gælder, fra vi er små, til vi er gamle. Vi har brug for at have betydning for andre, og at andre har betydning for os. Det er ikke underligt, at spørgsmålet om at blive adopteret som voksen bliver mere aktuelt i en tid, hvor børn oplever rigtig mange deleordninger og skift i barndommen.”

Derfor skal man ifølge Annette Due Madsen ikke underkende, at der kan være mange vanskelige beslutninger og følelser, når et menneske lader sig adoptere.

”Vi lever i en kultur, hvor mange mennesker kan få oplevelsen af at blive valgt fra, fordi der er mange brudte relationer. Vi er relationelt blevet mere sårbare i vores generation. Vi har en stor valgfrihed, men det gør os også sårbare, fordi vi kan blive ramt på vores fælles livsfortælling med andre mennesker,” siger hun. Det gælder både børn og voksne:

”Jeg tror, at der som regel hos den unge ligger meget alvorlige grunde og overvejelser forud for en beslutning om adoption. Og jeg tænker i det hele taget, at der må sidde mange familier med relationelle sorger. Så det er vigtigt, at vi i fællesskabet med andre, også uden for slægten, deler vigtige beslutninger, tab og smerte. Og følelser kan være mange. Bedsteforældre kan for eksempel have andre følelser end deres søn eller datter, når de oplever et barnebarn tage et sådant vigtigt valg,” siger hun og tilføjer:

”Vi har generelt ikke ritualer omkring at blive valgt fra. Der er ikke noget gravsted, men det er et tab af ganske betydelige dimensioner, når man mister en i sin familie. Brud i familien er ofte den sorg, vi ikke sender blomster til.”

Hun understreger, at tabet dog ikke skal ses i modsætning til, hvor vigtigt det er for et ungt menneske at tage konsekvensen af, hvor det som voksen hører til.