Prøv avisen
Spørg om livet

Nye relationer kan afbøde tidligere svigt

Rikke anbefaler Stine at fokusere på sit barn, og ikke at tage fortiden med ind i fremtiden.

Min far var egoist, men i stedet for at synke ned i et hul og påtage mig en offeridentitet har jeg opsøgt andre mennesker. Det har beriget mit liv, skriver Rikke

Kære brevkasse

Jeg har lyst til at skrive til Stine, som skrev i brevkassen for tre uger siden. Jeg skriver for at give hende et berettiget håb, fordi det er lykkedes for mig at komme videre efter et svigt fra min far svarende til det, som Stine fortalte om. Det er jo ikke, fordi min far har misbrugt eller vanrøgtet mig, slået eller drukket i utilbørlige mængder. Men han har givet mig præcis den oplevelse, som Stine beskriver, som værende ikke prioriteret. Og dermed også oplevelsen af ikke at være elsket.

Hvor de ovenfor nævnte svigt er voldsomme og vil springe i øjnene på forhåbentlig de fleste, så er den type svigt, som Stine og jeg kender til, at sammenligne med en slags stille eksplosion - en langsom skadevolder. Fragmenterne materialiserer sig som følelsen af at være fravalgt eller kraftigt nedprioriteret. Ad åre kiler de sig ind i ens selvbillede og slår skår i troen på eget værd.

For min fars vedkommende var det sikkert ikke tilsigtet at såre mig med sin adfærd. Den var bare resultatet af en meget stor egoisme. Han var en forkælet efternøler. Blandt årsagerne var også en vild og lyststyret ungdom i 1960'erne og 1970'erne. Men til trods for sådanne gode undskyldninger, valgte jeg som 22-årig at kappe forbindelsen til ham. Først inviterede jeg ham på pizza og konfronterede ham med hans handlinger og resultatet af dem - for mig. Det sad han og smågrinte lidt ad. Mest for at negligere det over for sig selv, tror jeg. Kort efter skrev jeg så et kortfattet brev, hvori jeg gjorde det klart, at jeg ikke kunne leve med hans egoisme, og at jeg ikke længere ønskede kontakt med ham. Og jeg var så spændt på, om jeg kunne klare at komme videre uden ham. Det kunne jeg.

Og så kommer opskriften til Stine. Du skal finde substitutter. Du skal finde andre vigtige voksne, som kan træde i stedet for den vigtige faderrelation, du så modvilligt er nødt til at give slip på. Jeg tror ikke nødvendigvis, man behøver at bryde kontakten helt for at komme ud på den anden side af sorgen. Det kan godt være, at et par sjældne besøg, som Annette og Jørgen foreslår, kan være fint. Men det kræver, at du er i stand til at forventningsafstemme og dermed ikke bliver såret, når du møder realiteterne. Sådan som jeg er skruet sammen, er det bare alt eller intet for mig, og derfor var et brud i mit tilfælde nødvendigt.

De substitutter, der blev redningen for mig i første omgang, var dels et ældre ægtepar og dels manden i mit liv, som jeg mødte kort før bruddet og stadig er lykkeligt gift med på 14. år. Disse mennesker har jeg haft mange, lange og forløsende samtaler med de første år efter bruddet. Om meningen med livet, om Gud, om straf og ansvar og rigtig meget andet. Det var krisehåndtering på første klasse.

Men senere skulle man jo videre derfra også, så man ikke ender i den der offeridentitet, hvor alt kan undskyldes med, at man har haft en dårlig barndom.

Og det, som virkede for mig, var to ting: Det ene var den ro, der sænker sig over én, når man lærer at trives i sit eget selskab, og hvor man ikke hele tiden synker ned i et hul i mangel på bekræftelse. Vejen dertil er meget forskellig, tror jeg. For mig var løsningen litteratur og ekstremsport og så selvfølgelig kærlighed. Hvilket leder mig videre til den anden ting, som er åbenhed i forhold til din næste. Ung som gammel. Naboen, postbuddet, medpassageren. Langt de fleste mennesker har noget at byde på, en historie at fortælle og noget at give. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville være som min far, så jeg gav mig til at lytte til folk. Ordentligt. Og når folk får fornemmelsen af, at man ikke kun lytter af høflighed, så vil de virkelig gerne tale med én. Så i dag har jeg en stor og meget forskelligartet omgangskreds, som jeg nok ikke havde haft, hvis jeg havde haft min far. Sådan kan man jo også vende den.

Og så er der lige den lille hage ved at blive mor, som du beskriver. Man har let til tårer, for man har brug for at fortælle om alle de små ting, som ingen andre gider eller skal høre på, ja man har bare så meget brug for sine forældre lige der. Men de er ikke altid ved hånden, og så må du finde substitutter, måske andre reservebedster. Det kan da næsten gå hen og blive ganske mainstream med alle de konflikter, som familier er fyldt af i dag. Mennesker, der ikke taler med deres forældre, er så mange, at der nu laves tv-udsendelser om det. Så du er ikke alene.

Jeg mener ligesom Annette og Jørgen, at du ikke skal tænke, at dine egne følelser er magen til din søns. Sæt kun et billede af din far i fotobogen, hvis du selv kan holde ud at se på ham uden at blive ked af det. Din søn kender ikke ham og hans kone og dine halvsøskende særlig godt, og det bliver kun et problem for din søn, hvis du viser ham, at du er ked af det. Lær ham i stedet det samme, som du selv gør. Åbenhed og nærvær. Legeaftaler med forskellige børn, sport- og fritidsaktiviteter, som giver gode relationer uden for skolen. Berig ham med et stort netværk og vis ham, at man ikke skal sætte alle pengene på bedstevennen, men investere bredt. Han gør, hvad du gør. Hvis du er åben og lyttende, bliver han det også. Og i løbet af år - for det tager den slags - vil I begge have et godt velfunderet netværk. Og når du mindst venter det, er din far et menneske, du kan tåle at se uden at blive ked af det.

Jeg mødte min far sidste år for første gang i 17 år. Det var til en fælles god vens fødselsdag. Vi snakkede i halvanden time. Det var fantastisk, fordi jeg gik derfra med en vished om, at jeg var lykkedes med at skabe et rigt liv trods hans manglende medvirken. Vi afsluttede samtalen med et stort kram. Måske ses vi til vennens fest igen om 10 år. Måske ikke. Det betyder ikke så meget, for jeg har ikke brug for ham i mit liv.Venlig hilsen

Rikke

Kære Rikke

Tak for dit brev, som vi har valgt at gengive næsten i sin fulde længde. Tak for din opmuntrende pointe om aktivt at opsøge og finde andre mennesker, der kan træde til og blive vigtige relationer på færden gennem livet.

Det er ikke altid lige let, men tak for inspirationen, og fordi du minder Stine og os andre om, at det kan lykkes at skabe gode menneskelige forhold i fremtiden, også selvom man kan have savn med sig fra sin fortid.Mange hilsener