Forstanderens kontor ligger på første sal i den gamle hovedbygning på Testrup Højskole i Østjylland. Op ad en smal og knirkende trappe og for enden af gangen. Simon Axø står ved computeren, sender et stort smil, peger på termokanden med kaffe på bordet – og så er han ellers i gang. Med at tænke. Højt. Og fortælle om de overvejelser, han er fyldt med efter dagens morgensamling.
Den 38-årige forstander på en af landets højt profilerede og eftertragtede højskoler er nemlig altid i gang med at tænke videre. Over en bemærkning. Et ord, der fanger hans opmærksomhed. Eller måske en tendens, der gemmer sig bag noget, han lige har hørt. Sådan har det været, siden han var barn, fortæller han. Heldigvis var han også o.k. til sport, så helt nørd var han ikke, fortæller han med et glimt i øjet.
I dag er det ordet ”grænseoverskridende”, han er optaget af. For en elev på højskolen har netop brugt dét ord til at beskrive, hvordan hun oplevede at skulle henvende sig til en fremmed på gågaden i Aarhus i forbindelse med en opgave på skolen. Og ordet blander sig på den måde i rækken af de andre betegnelser, han har hørt fra de unge i de senere år, når det handler om at møde nye mennesker. ”Upassende”, ”stramt” og det engelske ”awkward” er de andre. Som idéhistoriker synes han, det er spændende, når noget tilsyneladende forskubber sig. Når ”socialiteten pludselig opleves som ubekvem”, som han siger.
For Simon Axø er optaget af, hvad netop disse ord siger det om de unges ”væren i verden”. Og han er bekymret over den udvikling, han ser. ”For de her ord afslører jo noget om, hvordan de unge ser deres egen rolle i verden,” som han siger.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
"Jeg er opdraget med nogle bærende idéer om, at man skal behandle andre mennesker ordentligt, og at alle folk har en værdighed i sig selv. Så det ligger altid i baghovedet som pejlemærker og koordinater for mit møde med andre. Derudover opfatter jeg nysgerrighed som en kerne i vores dannelsesproces. Nysgerrigheden sikrer et åbent syn på livet og verden, og jeg opfatter den også som en ledetråd i min rolle her på højskolen og i mødet med eleverne. Samtidig rummer nysgerrighed en ydmyghed og en erkendelse af, at man ikke selv véd eller kan vide alt. At man kan rykke sig i mødet, og at man godt kan sætte sit eget livssyn i spil uden at sætte det over styr. I mit livssyn ligger også en forståelse af, at nysgerrigheden er blevet os givet. Den strømmer et sted fra, som vi ikke selv er herre over – et sted, man kan opleve som det guddommelige eller det uudgrundelige."
Hvad har formet dit livssyn?
"Jeg er vokset op i et almindeligt parcelhuskvarter i Fredericia med mine forældre og min lillesøster. Men da jeg var mindre, boede vi i et kollektiv, og om sommeren sejlede vi sammen med en masse andre mennesker på et træskib. Jeg var også spejder og derfor med på en masse spejderlejre. Så det med at få et fællesskab eller et kollektiv til at fungere har jeg med i bagagen, og det er jo i virkeligheden også det, jeg er ansat til her på højskolen. Men andre ting har jeg derimod valgt at gøre anderledes end mine forældre. For jeg er opdraget af nogle forældre, der aldrig ville tvinge mig til noget. Jeg skulle absolut ikke spille klaver eller gå til dans, fordi min far havde oplevet at blive tvunget til det. Jeg skulle derimod kun gøre det, jeg selv ville. Af ren og skær kærlighed, i bedste mening og som en reaktion mod en borgerlig opdragelse. Men jeg går faktisk ind for, at man gerne må sætte grænser, også for sine børn. Og jeg har intet imod gamle dyder, bare fordi de er gamle. Jeg elsker, at vi holder fast i ritualer og traditioner her på højskolen, som for eksempel at synge og holde morgensamling, og jeg oplever, at mange af de unge også sætter stor pris på faste rammer at forholde sig til. Jeg er enig med den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup, der talte om formløshedens tyranni, og mener som han, at de vigtige ting i livet som kærligheden, fødslen og døden netop kræver former."
Hvad gør dit liv rigere?
"Umiddelbart er det selvfølgelig min kone, mine to små børn, min omgangskreds og mit virke. Men jeg vil også pege på tid. Vi lever i det, den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder en accelereret tidsalder, og det betyder, at tid bliver en luksus. Jeg elsker at have en bog liggende foran mig, som jeg har tid til at fordybe mig i eller at trække et par vandrestøvler på og så bare gå af sted uden at tænke på klokken. Jeg har også meldt mig ud af Facebook og Twitter af samme grund. For jeg prioriterer benhårdt, hvad jeg vil bruge min tid på, og det skal kun være noget, der beriger mit liv og sikrer, at jeg er nærværende."
Hvad betragter du som din største ulykke?
"I slutningen af min gymnasietid mistede jeg to af mine nærmeste venner. Ved juletid døde Mads i en bilulykke, hvor han kørte for stærkt og ramte frontalt ind i et trafiklys. Knapt et halvt år senere døde min anden kammerat, Jakob. Han var på vej til en fest, gik langs banelegemerne i højt humør og fik så den fatale idé, at han ville kravle op på en af togvognene. På vejen derop blev han ramt af de strømførende køreledninger."
"Det var frygteligt. Fra at være den der verdensmand, som man jo er i 3.g, så opdagede jeg pludselig, hvor skrøbeligt det hele er. Så definitivt. Så hurtigt. Og så tilfældigt. Det kunne lige så godt have været mig. Mads havde ringet og spurgt, om jeg ville med ud at køre, men jeg kunne ikke. Og Jakob og jeg skulle have været til den samme fest. Det blev en meget underlig studentertid, og endeligheden kom til at fylde helt vildt meget i min bevidsthed. Samtidig havde min mor lige fået konstateret brystkræft, så alt andet i tilværelsen forekom pludselig inderligt ligegyldigt. Derfor kunne jeg heller ikke starte på idéhistorie lige efter gymnasiet, selvom jeg vidste, det var det, jeg ville. Der gik to år, før jeg fandt fodfæste igen og kunne etablere en hverdag. Men jeg tror, at oplevelserne fra dengang stadig ligger i mig som en ubevidst sorteringsmekanisme, der gør, at jeg hele tiden vurderer, om noget er vigtigt eller ej at bruge tid på. For det hele kan være så hurtigt forbi."
Hvad tror du på?
"At det ikke er alt, vi kan erfare, som vi også kan forstå. At livet fundamentalt set er betydningsfuldt, og at der er noget guddommeligt eller uudgrundeligt, som altid undslipper os, når vi forsøger at sætte ord på det. Jeg er med andre ord ”livsbetaget” og bliver aldrig træt af at undersøge det. Jeg er glad for folkekirken, og tror, den er en vigtig identitetsbærer. Om vi vil det eller ej. Og jeg synger med største selvfølgelighed sange om Gud. Men selvom jeg er optaget af den guddommelige storhed, så er jeg aldrig faldet på plads i en tro."
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
"Inden for tænkningen vil jeg nævne K.E. Løgstrup og den tyske filosof Hannah Arendt, og inden for poesien er det navne som Grundtvig, PH og Kim Larsen. Sidstnævnte viste, at man godt kan være socialt indigneret uden at være socialist, og PH viste, at man godt kan være kulturradikal og samtidig borgerlig. På den måde ophæver de begge de tilsyneladende modsætninger, som vi ellers ofte snævrer vores tænkning ind efter."
Hvad skal der stå på din gravsten?
"Kun mit navn. Jeg tænker meget på døden og har utroligt svært ved at forlige mig med den. Jeg begynder at forlige mig med, at mine forældre skal dø på et tidspunkt. Men mine børn. Min kone. Jeg synes, endeligheden er en stor udfordring, og det er jo i bund og grund spørgsmålet, som de to store filosoffer Martin Heidegger og Hannah Arendt stillede: Er vi født til at dø, som Heidegger mente, eller født til at leve, som var Arendts svar. Selv hælder jeg nu mest til det sidste. Vi er født til at leve."