I tre årtier har han haft den samme kjole. Men nu står han i Atelier 2000 i det indre København og forsøger at vænne sig til sit eget spejlbillede. Fløjlsmave og sort silkesatin. Et stykke holdbart skrædderhåndværk, som vidner om, at Peter Birch er på vej mod et nyt kapitel. Skrædderen skal lige rette det sidste til, så alt er klart, når han søndag eftermiddag skal aflægge bispeløftet i Helsingør Domkirke. Det bliver en såkaldt stille bispevielse grundet tidens restriktioner, men skønt han må vente til sommer med festgudstjeneste og fejring og langt længere med indflytning i bispeboligen, er der opbrud i hans liv. Søndag går han ind i et nyt kapitel.
Det her er historien om kandidaten, som nok var storfavorit til at vinde bispevalget i landets mest folkerige stift, men som aldrig har glemt, hvordan det var, dengang alt det med kirken ikke var en levende del af hans liv. Han er ikke let at gøre vred, men noget trodsigt buldrer i ham, når nogen bruger adjektivet kirkefremmed til at beskrive den afstand, der er mellem mange af folkekirkens medlemmer og kirken. Siger man kirkefremmed, udnævner man nogle til at være fremmede i forhold til kirken og en kirkelig kultur, men det er jo kirken, som har gjort sig fremmed, lyder Peter Birchs argumentation. Selv var han teenager, da hans livsbane blev forandret af mødet med to præster, der tog kirken med ind i tiden, så liv og tro ikke længere var modsætninger, men snarere hinandens forudsætninger. Det var i de år, grunden blev lagt til hans kristendomsopfattelse, som han i kortform udtrykker med disse ord:
”Du er noget. Du kan noget. Og du skal noget.”
Den nyvalgte biskop er konfirmanden, som 45 år senere stadig kan gengive sit konfirmationsord nærmest uden at nedsætte sin tales hastighed. Han fik et vers fra Johannes’ Åbenbarings kapitel 2, som lyder: ”Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.” Man fornemmer, at verset nogle gange har været som en sten i skoen. Vi vender tilbage til det. Først skal vi til Ebeltoft.
Beder man Peter Birch fortælle om sit barndomsland, tegner han et billede af herretøjsbutikken i hjørneejendommen på Adelgade i Ebeltoft en juleaftensdag. Når klokken havde passeret 13, og de sidste kunder var gået ud af butiksdøren, skænkede hans far portvin til de ansatte, som også blev budt en cerut. Her i baglokalet i den krydrede lugt af cerutrøg stod ægteparret Lise (1932-2017) og Verner Birch Petersen (1930-2018), mens julens fred sænkede sig, og det var vist aldrig en overvejelse at gå til julegudstjeneste i sognekirken med deres fire sønner, efter at parret havde været på benene i butikken i de travle handelsdage op mod jul.
På Peter Birchs konfirmationsbillede bemærker man det karakteristiske ”Atomkraft? Nej tak”-badge på den cremefarvede rullekravebluse. Vi er tilbage i 1976, og der var 30 konfirmander på holdet i Ebeltoft-Dråby-Handrup det år. Kort forinden havde der været et generationsskifte i præstestanden i sognet. Når de unge skulle synge, greb den ene præst gerne sin guitar, og i stedet for at læse fra den autoriserede bibel brugte præsterne Anna Sophie Seidelins udgave af Det Nye Testamente, som dengang var både en bestseller og noget af en sproglig revolution. De lavede en konfirmandklub med diskussionsaftner, ungdomsgudstjenester og sodavandsdiskotek med studenterbrød og høj musik.
”Erik Ågård og Thorkild Schousboe tog begge nutiden alvorligt og var samtidig traditionsbevidste. Jeg fik en oplevelse af, at den kristne tro hang sammen med nutiden, og det blev en vigtig erfaring for mig.”
Da de var blevet konfirmeret, skete der noget, de to præster ikke siden oplevede. En lille gruppe af konfirmanderne henvendte sig, fordi de gerne ville fortsætte undervisningen. En af dem var Peter Birch, som den følgende vinter deltog i en slags studiekreds for unge. Og da han skulle i erhvervspraktik, spurgte han Erik Ågård, om han måtte komme i praktik hos ham. Han fik blandt andet lov at overvære en begravelsessamtale, var med ved hjemmealtergang på et plejehjem, og en aften var præsten og praktikanten ude i et forsamlingshus, og undervejs blev han inddraget i overvejelser om salmevalg og prædikenskrivning.
”Jeg var helt klart meget grebet af, hvordan der var en sammenhæng mellem som menneske at være en del af den større helhed og historie, som er kirkens, og se troens møde med nutiden.”
Da Peter Birch mange år senere stødte på filosoffen Pascals ”Tanker” fra 1600-tallet fandt han en beskrivelse for den vej ind i troen, som blev hans. Her spørger Pascal: Tror vi, fordi vi knæler, eller knæler vi, fordi vi tror?
”Nogle kan lave et nedslag og sige, hvor de fandt troen. Sådan har jeg det ikke. Jeg mødte en praksis, og troen opstod som en konsekvens, og så blev jeg en del af et stærkt fællesskab i nogle år, som er formative for ens identitet. Er der ikke et fællesskab og en praksis at gå ind i, så overbelaster vi nemt det enkelte menneske. Troen er et fælles anliggende.”
Der findes et gruppebillede af det fællesskab, Peter Birch taler om. Her står han klemt sammen med 10 jævnaldrende, og i baggrunden skimtes et sommerhus af den absolut enkle slags. Sommerhuset lå i Egsmark ved Ebeltoft og tilhørte professor dr.theol. Johannes Aagaard (1928-2007), og han oprettede noget, som hed ”Kirketjenesten for skoleelever”, som Peter Birch sammen med flere jævnaldrende fra Ebeltoft var blevet en del af.
Den navnkundige missionsteolog samlede de unge i sit sommerhus, hvor der knap var plads. Mens professoren lå på sin briks og læste religionsvidenskabelige tekster mange timer dagligt, spillede de unge volleyball, og én gang om dagen klumpede de sig sammen i sommerhusets stue, hvor Johannes Aagaard læste et stykke fra Det Nye Testamente efterfulgt af ofte intense drøftelser. Det var også med Aagaard som rejseleder, at Peter Birch sammen med andre unge fra fællesskabet kom til Amsterdam og blev introduceret for teologiske, diakonale ildsjæle blandt byens prostituerede. En påske blev der lejet en bus, og de tog til det økumeniske kloster Taizé i Frankrig.
De blev indlogeret i gamle militærtelte. Det franske forår var hundekoldt, og flere nætter søgte Peter Birch over i stedets betonbrutalistiske kirke, hvor han fandt sig selv på gulvet omgivet af rigtig mange andre unge fra hele Europa, som ligesom ham tilbragte nattetimerne i stilhed i kirkerummet. Han husker det som stærkt og fremmedartet på samme tid. Efter turen til Taizé kunne man af og til på mørke aftener møde gruppen af unge i gang fra sommerhuset i Egsmark til Draaby Kirke, hvor de var samlet til bøn og meditation, som de havde oplevet det i det økumeniske kloster.
”Det var meget intense påvirkninger, og gennem Erik Ågård og Johannes Aagaard blev vi introduceret til virkelig spændende teologiske diskussioner, og jeg fik en åbenhed for, at troens udtryk kan være mangfoldige. ’Flammerne er mange. Lyset er ét.’”
I gymnasiet lånte Peter Birch bogen ”Hvad kan jeg blive” med hjem fra biblioteket i Ebeltoft. Eneste alternativ til teologistudiet var at blive forstkandidat, for siden barndommen har han været en flittig gæst i Mols’ skove, gerne i selskab med sin far og familiens gravhund. Senere flyttede han til København, hvor han læste teologi på Københavns Universitet, og i 1990 fik han den præstekjole, som søndag bliver skiftet ud med bispekåben.
At hans livsbane blev forandret i Draaby Kirke og de følgende år, tilskriver han forkyndelsen og fællesskabet. Skal man lede efter linjer i hans liv, så har han været drevet af et ønske om at formidle kirkens tro og praksis. Derfor søgte og fik han jobbet som kirkeredaktør på nærværende avis i 1994, og i de følgende seks år var han ofte mere på avisen end i sit hjem. Da han i 2006 fik embede som sognepræst, kom han fra en stilling som forlagschef i Det Danske Bibelselskab, hvor han var med til at sende mange danskere på såkaldt bibelmaraton, hvilket han fortsat er stolt af. For syv år siden blev han præst i Hellerup og provst i det stift, hvor han nu skal være biskop.
”Jeg tror, at mennesket lever med en religiøs længsel og bærer på et håb om mening. Jeg har mødt det som præst, hver gang jeg har haft en sjælesorgssamtale, men også i samtalen med kommende brudepar og ved begravelsessamtaler. Uanset hvor velbjærget du er, så er der et ønske om noget større og et håb om, at nåde må gå for ret, når du står foran Vor Herre.”
Han bliver biskop i et stift, som rummer nogle af landets rigeste borgere og samtidig nogle af de fattigste. De seneste år har han været sognepræst blandt mange velstillede i Hellerup, men han tror, at den eksistentielle smerte er den samme uanset velstand.
”Vi kan google os til viden om hvad som helst, men vi kan ikke google os til nærvær, mening og et fællesskab. Vi ophober viden, rigdom og ’livskvalitet’, men det er intet værd, hvis den ikke kan kaste et livsgrundlag af håb og mening af sig. Når man erfarer det, står man med en eksistentiel smerte. Måske kan smerten opleves større i et velstillet sogn som Hellerup, hvor der er en større tro på, at man kan styre sit liv, og så bliver det så meget mere dramatisk, når man som 45-årig rammes af en dødelig sygdom, selvom man har spist sundt og taget vare på sig selv.”
I valgkampen til bispeembedet gentog han flere gange det credo, han ofte har brugt i taler til konfirmander: ”Du er noget. Du kan noget. Og du skal noget.” Man kan kalde det kristendom i en maggiterning.
”Jeg tror, Gud vil noget med sin menneskehed, og at han med sin søn er trådt frem i verden. Vi er noget, fordi vi er et udtryk for Guds skabervilje, og vi kan noget. Ikke i kraft af os selv, men fordi intetheden er afløst af livsfylde. Og vi skal noget. Det er udtrykt i det dobbelte kærlighedsbud: Elsk Herren og din næste som dig selv.”
Vi er tilbage ved det konfirmationsord, han blev tildelt for 45 år siden om at være tro. Han har i perioder tumlet med det: ”Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.”
”Kan jeg være tro til døden? Den kristne tro handler også om at stå ved sin uformåenhed og skyld. Det er sagt, at den kristne moral handler om at indse, at vi er umoralske og aldrig bliver skyldfri. Kristus er den, som var tro til døden, ham, der har fået livets sejrskrans, og derfor skal vi holde os til ham.”
Peter Birch skal videre. Han skal nå forbi Selskabet for Kirkelig Kunst et andet sted i indre København. En bispekåbe af fed, gylden silke med stave og clipeus broderet på stramaj med hørtråd af Dronningen venter på ham.
