Prøv avisen

Økologisk landmand: Jeg vil gerne have rent drikkevand – også om 30 år til min søn

Thomas Forsingdal Hansen bor som nyetableret landmand på Midtsjælland og bruger den gamle røde Case IH 5140-traktor, som er en foræring fra familien. En ny traktor koster fra en halv million til et par millioner kroner, og derfor låner han ofte traktor og andre maskiner af sine nærmeste. – Foto: Leif Tuxen

I København kendte jeg ingen fra opgangen. Her i Ugerløse kom naboerne straks og bød mig velkommen med vin og øl, da jeg fik min gård, fortæller nystartet økologisk landmand

I bryggerset ligger tasken med fodboldtøjet smidt halvåben. På hylden står bøgerne ”Formel 1” og kogebogen ”Herresulten”.

Man ser, at her bor en mand. Også fordi fjernsynet snurrer inde i stuen med cykelløbet Spanien Rundt. Her bor ovenikøbet en rigtig landmand på gården i gule mursten. Bjørnekær ligger i landsbyen Ugerløse nær Holbæk i det bakkede vestsjællandske landskab.

Det er nu ikke nogen traditionel landmand. For han har også et job med at dirigere S-tog i København fra et tårn på Kalvebod Brygge. Thomas Forsingdal Hansen pendler mellem et hektisk liv i storbyen som trafikleder for Banedanmark og den fred på landet, han elsker.

Ungkarlen er for et halvt år siden blevet ejer af den gård, han har ønsket sig hele livet, fra han som 12-13-årig begyndte at køre traktor og passe jord på naboens landbrug.

Hans mor og stedfar er økobønder. Det samme er fætteren. Morfaderen var også landmand. Besøg hos morfar og mormor på deres gård med dyr og herlige maskiner hører til de bedste barndomsminder.

Knægten tog landlivet med sig videre i tilværelsen. Thomas Forsingdal Hansen har arbejdet 11 år i landbruget på en maskinstation. I en alder af 39 år trodser han nu tyngdeloven og har fået egen gård. Han er at regne for en ung landmand. I et fag, hvor stadig flere gamle bønder sidder tungt på jorden, er det svært at skaffe de mange millioner, der skal til, for at kunne sætte gummistøvler på egen muld.

Gennemsnitsalderen for en landmand er nu helt oppe på 57 år. Og den stiger til stadighed. Med et halvt år om året. Så det er ikke svært at regne ud, at gårdejeren om et par årtier må støtte sig til sin stok, når han skal i marken.

”Når man kan lugte forår, så bliver jeg glad og begynder at fløjte. Jeg kan godt lide freden. Jeg behøver ikke mennesker omkring mig hele tiden,” fortæller Thomas Forsingdal Hansen.

Han har boet flere år i København. Men blev træt af larm og menneskemylder.

”Jeg lærte ikke en eneste i opgangen at kende, mens jeg boede i byen. I byen er det mig, mig, mig. Men her på gården kom der 10 familier, allerede den første uge jeg var her, og sagde hej. De gav mig vin og øl og blomster. Jeg kender efterhånden omkring 20 mennesker her fra omegnen. Jeg er blevet taget virkelig godt imod,” fortæller han, som også er indrulleret på det lokale oldboysfodboldhold.

Thomas Forsingdal Hansen bor alene på gården. Han er fraskilt. Hver anden weekenden kommer sønnen på tre år. Han er lige så vild med den røde Case IH 5140-traktor som faderen. Den er gammel og en foræring fra familien, som bakker ham godt op. Den nyetablerede bonde låner ofte stedfaderens moderne traktor, såmaskine og mejetærsker. En ny traktor koster fra en halv million til et par millioner kroner eller mere, fortæller han.

Det er der ikke råd til foreløbig. Mange tusinde kroner er investeret i såsæd, efterafgrøder og alt muligt andet.

At komme ind i landbruget som ung kræver millioner. Og nærmest overjordisk energi.

Thomas Forsingdal Hansens Bjørnekær er en mindre bedrift og kostede ”kun” en slik – 10 millioner kroner. Selv havde han sparet 200.000 kroner op. Men det var slet ikke nok. Han gik tiggergang fra bank til bank. Hver gang rystede slipsedrengene på hovedet. Bankerne har brændt sig eftertrykkeligt på landbruget og forlanger, at landmanden selv stiller med mindst 20 procent af gårdens værdi. Thomas Forsingdal Hansens landmandsdrøm gik i opfyldelse takket være Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, som opkøbte det meste af ejendommen. Så indtil videre ejer han selv kun en mindre del af de 57 hektar samt stuehus og staldbygninger.

At jorden skal dyrkes økologisk, stemte godt overens med Forsingdals planer.

”Jeg kan ikke lide sprøjtegift og kunstgødning. Jeg vil gerne have rent drikkevand – også om 30 år til min søn. Det er et privilegium, vi har her i landet, og som vi skal passe godt på.”

”Jeg er ikke hippiefrelst. Jeg er ikke fordømmende over for dem, der driver konventionelt landbrug. Mange af bønderne heromkring har hjulpet mig og fortalt mig om jorden her. Den skal jeg jo først lære rigtigt at kende. Men jeg tror, sprøjtegift og kunstgødning bliver udfaset i løbet af nogle år. Og så kan jeg lige så godt lægge om til økologi nu.”

At drive økologisk landbrug er krævende. Og Thomas Forsingdal Hansen har aldrig gået på landbrugsskole. Men han har meget praktisk erfaring fra sit arbejde i landbruget. Og han får hjælp.

”Min stedfar giver mig rigtig mange fiduser. Jeg får også råd fra planteavlskonsulenten. Det drejer sig om at så på det rigtige tidspunkt. Kornet skal nå at komme op og dække for ukrudt. Det er også vigtigt med det rigtige sædskifte, så jeg holder ukrudt og skadedyr nede,” fortæller han.

Thomas Forsingdal Hansen planlægger at plante skov på bakkede områder, der er svære at dyrke. Han vil udgrave en gammel mose for at skaffe liv og biodiversitet.

”Jeg skal bruge insekterne til at holde skadedyrene nede. Jeg tænker også på klimaet. Og vil gerne gøre en indsats for mere natur.”

Ude i laden står store, hvide sække med hvede og rug, som snart skal sås. Alt sammen økologisk. Men først, når det bliver lidt mindre tørt end i dag, hvor det regner skomagerdrenge. På marken står lige nu efterafgrøder, der suger overflødigt kvælstof, så det ikke går i grundvandet.

Det tager tre år at omlægge gården, som tidligere har været drevet konventionelt med svin og køer, til et økologisk jordbrug.

Thomas Forsingdal Hansen satser på planteavl. Dyr interesserer ham ikke så meget. En urtehave med kartofler og ærter til den lille søn og et frodigt drivhus med tomater og vin har han også fået gang i.

Staldbygningerne står tomme for dyr. Nogle af staldene er lejet ud. Der skal penge i kassen. Indtægt fra jagt har han også. I laden holder en gammel såmaskine, traktor og andre redskaber.

”Jeg er bidt af en gal traktor. Jeg elsker at arbejde med jorden og få det hele til at gro,” siger han og stryger sig over armen, der afslører en tatovering med ingen ringere end dronning Margrethe. ”Fra engang jeg var ung og fuld i Bulgarien,” som den tidligere soldat i Livgarden siger. Og smiler med sine lyseblå øjne.

Han trives med livet på landet. Indtil videre på kun deltid. For indtægten fra Banedanmark kan han endnu ikke undvære. Men på længere sigt kunne han godt tænke sig at trappe ned på arbejdet i byen. Og måske engang udelukkende være landmand. Men det vil formentlig kræve mere jord. Og det koster. Nærmest ufatteligt meget. Og den unge landmand er forsigtig med at stifte mere gæld.

”Jeg elsker freden og livet på landet. Jeg trives her i Ugerløse. Men det er forkert, at det er blevet så dyrt at etablere sig i dansk landbrug, at unge ikke har ret mange muligheder. For unge mennesker vil gerne være landmænd. Jeg synes også, det er et problem, at mange landmænd skylder så mange penge, at de bliver tvunget til at behandle dyrene dårligt. For ellers kan de ikke få det til at løbe rundt økonomisk,” siger han.

Her står Thomas ved kostalden, der skal bygges om og lejes ud til liberalt erhverv.