Prøv avisen

Vi kalder det Guldkantsdanmark

Familiens slægt på Avernakø i det sydfynske øhav går tilbage til 1600-tallet. Alle fotos: Julie Meldhede Kristensen.

Ølivet tilbyder en ro året rundt, som man ikke kan finde andre steder. I hvert fald ikke hvis man spørger Helge, Flemming og Anne Christensen, hvis slægt har boet på Avernakø siden 1600-tallet. Snart flytter Anne Christensen tilbage til øen for at føre gården videre

Den hvide dug i Flemming Christensens hjem på Avernakø er dækket op med hjemmelavet æblejuice fra plantagen og oksepølse fra familiens kvæg. Flemming Christensen sætter en ære i selv at forsyne hjemmet med mad, ligesom familien også er selvforsynende med hensyn til at skabe øboere. Familiens slægt på Avernakø i det sydfynske øhav går tilbage til 1600-tallet. Såvel 52-årige Flemming Christensen som hans far, Helge Christensen på 75 år, og hans datter, Anne Christensen på 23, som alle tre sidder rundt om spisebordet, er enige om, at for dem er Avernakø verdens navle.

På væggen ved bordet hænger et billede af Flemming Christensen omgivet af sine får. På den modsatte væg hænger syv portrætter af familiens eneste barn, Anne Christensen, der nu er hjemme på sommerferie. Hun er ved at uddanne sig til landmand, og hvis alt går efter planen, skal hun en dag overtage sin farfars gård og nogle af faderens 100 får.

”Vi håber da, at Anne vil holde gården i slægten,” siger hendes far, Flemming Christensen, der er ø-repræsentant på Avernakø.

I en tid, hvor flere mennesker flytter til storbyerne, går familien Christensen imod normen. De tre generationer har aldrig været i tvivl om, at de ville bo på Avernakø, hvor befolkningstallet de seneste år har ligget omkring 100. Også selvom de alle tre har været rejst væk fra øen for at uddanne sig. I begyndelsen af 1990’erne arbejdede Flemming Christensen på et gartneri i Åstrup på Fyn.

”Jeg ville ikke længere væk, end at jeg kunne se over til Avernakø. Da jeg mødte min kone, sagde jeg til hende, at hvis hun ville have mig, var hun nødt til at flytte med tilbage til øen,” siger han.

Anne Christensen ser allerede frem til sommeren 2023, hvor hun bliver færdiguddannet og kan flytte tilbage til Avernakø.

”Jeg smiler på færgen på vej hjem. Det giver mig en varme og ro i kroppen at være på Avernakø. Vi er omsorgsfulde over for hinanden, fordi vi lever så tæt. Man holder øje uden at udspionere hinanden,” siger hun, og Henning Christensen supplerer:

”Folk dør ikke, uden at man lægger mærke til det, som man gør i København.”

Da Anne Christensen voksede op i begyndelsen af 2000’erne, var de omkring syv børn på årgangen. Nu er de alle rejst. Anne Christensen gætter på, at hun er den eneste af dem, som har planer om at flytte tilbage til Avernakø i nærmeste fremtid. Hun siger:

”Jeg er ikke bange for at komme til at føle mig ensom, selvom her næsten ikke er nogen unge. Når man er født ind i ølivet, oplever man ikke det at være alene på samme måde som andre.”

”Ellers går du bare ud til fårene,” supplerer hendes farfar Helge Christensen.

I 1994 købte Flemming Christensen og hans kone, Ulla, Petersminde Landbrug, som familien stadig bor på. Landbruget er placeret midt i Munke, øens by. Fra Petersminde Landbrug er der udsigt til havet, og for enden af den grussti, gården ligger på, ligger stranden. Blæsten rusker let i havet, og den eneste lyd er en let susen fra vinden. Selvom Avernakø er, hvad der kan betegnes som udkantsdanmark, er det ikke et begreb, Flemming Christensen identificerer øen med.

”Her på øen kalder vi det Guldkantsdanmark,” siger han og fortsætter:

”Øsamfundet er ikke stressende, som mange andre samfund er. Vi kan høre havet, vinden, fuglene, og man møder ikke særlig mange mennesker.”

Flemming Christensen mener, at den største værdi ved øsamfundet er, at folk passer på hinanden. Men når man spørger ham, om han kunne forestille sig at bo på en anden ø, eksempelvis Lyø, der er Avernakøs nabo, kommer svaret prompte.

”Ej for katten, ikke Lyø,” siger han med et glimt i øjet.

Avernakø og Lyø har i mange år konkurreret om både turister, befolkningstilvækst og færgen til Fåborg, som de deler.

”Øerne har meget forskellige samfund. Lyø har altid haft flere beboere end os, men nu har Avernakø overtaget. Vi synes selv, at vi er imødekommende og bedre til at tage imod tilflyttere. Men nu skal vi selvfølgelig ikke fornærme de andre øer, for vi vil ikke have konflikt igen,” siger Flemming Christensen.

På Avernakø er der tradition for, at de fleste af øens cirka 100 beboere kender hinanden. Familien Christensen er en del af Juul-slægten, som flere af Avernakøs familier udspringer af. Det er en slægt, man godt kan være stolt af, mener Flemming og Helge Christensen.

Flemming: ”Vi er ikke dem, der råber højest. Vi har altid været en del af samfundet og fået det til at køre.”

Helge: ”Nogle af de andre slægter har været mere højtråbende.”

Flemming: ”Og er det stadig.”

Helge: ”Vi har ikke haft fjender på øen,” og fortsætter:

”Det kan godt være, at nogle ikke kan lide os, men vi er rimelig velsete. Man kan måske godt sige, at øen er gået i blodet på os.”

Familiens slægt kommer oprindeligt fra Korshavn, som er en lille ø ved siden af Avernakø. I 1937 blev der bygget en dæmning mellem de to øer, og øen blev til Avernakø. Gennem tiden er mange menneskeliv gået tabt, når øboerne skulle krydse havet i robåd, og de to øer var på sin vis adskilte samfund. Der går stadig historier om, hvordan de to befolkningsgrupper dystede om både damer og fodbold.

”Man skal nok ikke sige til de gamle korshavnere, at de er avernakøboere,” mener Flemming Christensen.

Helge Christensens far var født og opvokset på Korshavn. Selv er Helge Christensen født i 1945 på Stendyssegård, der ligger på Avernakø, omkring ti minutters gang fra hans søn Flemming Christensens hjem. Gården har været i slægten siden 1870’erne. Det er den gård, Anne Christensen en dag skal overtage.

Da Helge Christensen voksede op, var der omkring 260 øboere på Avernakø. Han rejste som 18-årig fra øen for først at være soldat i et år og efterfølgende tjene på nogle gårde på Midtfyn. Som 20-årig vendte han tilbage til Stendyssegård sammen med sin kone for at hjælpe sine forældre. I 1980 overtog han forældrenes gård og købte efter nogle år nabogården også.

Helge Christensen er en af de øboere, der på egen krop har mærket den udvikling, Avernakø har været igennem. I hans barndom var øboerne primært fiskere og landmænd med trange kår.

”Da mine søstre og jeg voksede op, havde mine forældre seks køer. Vi fik smør på brødet hver dag, men der var ikke til de store udfoldelser. I dag er folk blevet mere velstående på øen, selvom der nok er nogle, som stadig lever under lidt små kår,” siger han.

Helge Christensen mener, at det bedste ved tilværelsen på Avernakø er fred, ro og frisk luft.

”Samfundet på fastlandet er forjaget. Det kan selvfølgelig tage sin tid at komme frem og tilbage til fastlandet, når færgen er forsinket eller forhindret på grund af vejret. Men om vinteren kan man bare køre over isen på knallert,” siger han.

Det er blevet tid til at besøge fårene. Helge Christensen sætter sig op i sin traktor, som det er skik at køre her på øen. Flemming og Anne Christensen tager turen til fods med hunden Bjørn, som Anne Christensen er ved at træne til fårehyrde.

Flemming Christensens får græsser godt ti minutters gåtur fra hjemmet Peters Minde Landbru.
Valmuerne er fuldt flor i sommermånederne på Avernakø.
75-årige Helge, 52-årige Flemming og 23-årige Anne Christensen er enige om, at Avernakø er det bedste sted at bo. Deres slægt har boet på øen siden 1600-tallet.