Hver sommer kommer jeg til at tænke på en kær kollega fra min tid som ung journalistelev på Berlingske Tidende for flere menneskealdre siden. Malin Lindgren hed hun. Hun tog sig af den unge elev, hjalp mig, lærte fra sig. I dag ville man kalde hende min mentor. Men det ord brugte vi ikke dengang.
Malin var en kendt og højt respekteret journalist. Et år, da hun kom tilbage på arbejde igen efter sommerferien, spurgte jeg hende, om hun havde haft det godt. Jeg vidste, at hun og hendes familie havde tilbragt hele ferien i familiens sommerhus.
”Jeg har haft det strålende og stort set ikke tænkt på arbejdet.”
Jeg spurgte, hvad hun havde lavet.
”Jeg har bagt hindbærtærter – og mange af dem, som familie og venner blev tvunget til at spise. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville bruge sommeren på at lære at lave den perfekte hindbærtærte!”.
Glæden ved at gøre noget helt andet end hverdagsrutinerne er noget af det bedste ved sommeren. Glæden ved at bruge al den tid, det tager, på at vedligeholde gamle færdigheder eller at øve sig i nye, som Malin gjorde den sommer, kan give en dyb tilfredsstillelse. Tankerne bliver sat fri, når man fordyber sig og tager den tid, det kræver at få gennemført en opgave, man har sat sig for. Som forleden, da jeg sad og sludrede med nogle naboer og syede en lidt gammel, forvasket havedug op i hånden. Dugen var blevet slidt i kanten, og vi havde fået et mindre bord. Men den fejlede ellers ikke noget.
”Du behøver da ikke sy den dug i hånden. Jeg har en symaskine. Det tager ingen tid.”
Men jo, jeg behøvede at sy den i hånden, og det var et projekt, der strakte sig over en lille uges tid ind imellem andre gøremål.
”Det er godt at holde færdighederne ved lige,” kom det fra en anden nabo, og hun har så ret.
Et yngre par, jeg kender, havde købt et ældre hus. Vinduerne så ikke for kønne ud. Det letteste, men også dyreste ville være at udskifte alle vinduerne. De var begge nyuddannede, havde ikke for mange penge og valgte at bruge en hel sommerferie på at slibe, rense og male alle vinduerne stykke for stykke. Træet viste sig nemlig at være godt og sundt kernetræ. Det var umagen værd. Han sleb og rensede vinduerne rene. Hun var dygtig til at male, og resultatet blev meget flot. Glade og stolte var de. De havde genoplivet nogle færdigheder, fra de var helt unge.
Men det kan nu også blive for halsbrækkende, når man oplever, at især ældre mænd skal demonstrere, at de stadig er friske og fit for en høj stige, når der skal males vindskeder eller pudses vinduer højt oppe i sommerhuset. Der kan være træer, som manden i huset har holdt i ave gennem mange år. Men nu er træerne bare blevet endnu større, og hans balanceevne og adræthed er blevet dårligere. Sådanne eksempler kender vist mange af os.
Men jeg forstår godt, at det kan være svært at se i øjnene. Sommerferiens gøremål skal selvfølgelig være realistiske. Måske dukker projekterne bare op hen ad vejen, når tankerne får lov at gå deres egne veje. Måske skal der slet ikke være nogen mål for noget som helst. Når jeg ser på de yngre generationer, deres travle, til tider hektiske liv med alle mulige krav fra jobbet, aktiviteter og medleven i børnenes skoler, skoleintra, de hele tiden skal følge med i, egne behov for et fritidsliv og liv sammen med vennerne, så bliver jeg stakåndet. Mon de kan komme ned i tempo, lægge mobilen fra sig, lade op, tænke vildt og nyt. For nogen er en god bog sommerferiens redning, andre vil lære at surfe ved Vesterhavet. Denne sommer skal jeg lære min amerikanske veninde at strikke. Stort og småt. Ligegyldigt hvad projektet går ud på, er det noget andet end hverdagen.
Nye færdigheder eller vedligeholdelse af de gamle giver en dyb tilfredsstillelse, som var så åbenbar, da min gamle kollega Malin Lindgren fortalte om den perfekte hindbærtærte.