Prøv avisen
Interview

Tidligere missionssekretær: Også efter pensionen skal der sættes skibe i søen

Foto: Rasmus Juul

Tidligere missionssekretær Johan Schmidt Larsen argumenterer i ny bog for en bedre planlægning af seniortilværelsen, så man kan få et meningsfyldt liv som pensionist

Da Johan Schmidt Larsen i 2015 gik på pension fra sit job som missionssekretær og seniorkoordinator i Indre Missions Hus i Fredericia, havde han forinden planlagt sin nye tilværelse som senior.

”Det var helt bevidst, at jeg gjorde det, for ellers kan man godt få sig en overraskelse, når man bliver pensionist. Man kan føle, at man står i et tomrum uden arbejde, status og relation til sine tidligere kolleger, og det er svært for mange. Selv er jeg havnet i en situation, hvor jeg nogle gange synes, at jeg har for mange både i søen, men det positive er, at det kan man selv regulere. Men for andre er det et problem, at nu skal de selv til at planlægge deres tid,” siger Johan Schmidt Larsen i telefonen fra Fredericia, hvor han bor sammen med sin hustru.

Han er 68 år, og hun er syv år yngre og stadig i arbejde, men som han siger, sidder han ikke og venter på, at hun skal komme hjem.

”Jeg har stort set en lige så travl og spændende dagligdag som før.”

Johan Schmidt Larsen er efter sin pensionering fortsat som redaktør af hjemmesiden filmogtro.dk, der drives af Indre Mission, og hvor han samarbejder med 25 frivillige om at anmelde film og skrive artikler. Han holder foredrag og arbejder nogle timer om ugen som assistent for bedemand Tommy Dueholm i Fredericia. Og så skriver han bøger. Senest ”Tredje halvleg – et friere liv i et andet tempo”, der netop er udkommet på forlaget Lohse, og som henvender sig til både yngre og ældre seniorer.

Heri skriver han blandt andet, at ikke kun fodbold, men også livet har en tredje halvleg:

”Det er tidspunktet, hvor vi overvejer, hvordan vi kan slutte godt af efter et langt liv med udfordringer, hårde kampe, flotte sejre og mange glæder. Men den tredje alder skal overvejes, forberedes og planlægges, hvis livet skal have en god afslutning.”

Hvordan man kan gøre det, er der gode råd om og viden hentet hos fagfolk og fra egne erfaringer i bogen. Den omhandler også økonomi, vejen til et sundere og længere liv, kærlighedslivet, børn og børnebørn og planlægning af den sidste vilje – samt hvordan man i det daglige prioriterer samvær med Gud i form af bøn og andagt.

”Vi kan ikke forberede os på, hvordan vi vil reagere, når vi går på pension. Også for mig selv var det første år en stor udfordring. Men vi kan rent praktisk forberede os på områder, som gør os mere robuste til overgangen. Mange vælger for eksempel at gå ned i tid i en periode, inden de helt forlader arbejdsmarkedet. Andre satser på en meningsfuld tilværelse som frivillige i forskellige organisationer. Men en blank kalender skal vi for alt i verden undgå,” siger Johan Schmidt Larsen.

Selv er han glad for sit job som bedemandsassistent, der blandt andet indebærer at være rådighedsvagt hver anden weekend og assistere med forskellige praktiske opgaver i forbindelse med dødsfald, bisættelser og begravelser.

”Jeg kan rigtig godt lide det. Jeg er ikke bange for døden og vil gerne være der for mennesker, der står i en sårbar situation og har brug for støtte og hjælp. Jeg synes også, at arbejdet sætter tilværelsen i perspektiv. Vi ved ikke, hvor længe vi skal være her, og derfor må vi tage hver dag som en gave og mulighed fra Gud,” siger Johan Schmidt Larsen.

Han holder også af jobbet som redaktør for hjemmesiden filmogtro.dk, hvor han bruger halvanden dag om ugen.

”Jeg er vild med film, det giver mig indhold i dagligdagen, jeg har kontakt til de frivillige og har en arbejdsplads i Indre Missions Hus, hvor jeg møder gamle kolleger, som jeg spiser frokost og drikker en kop kaffe med. Det skaber relationer, som er så vigtige for seniorer. Det handler om at satse på fællesskabet og på sociale relationer i det almindelige pulserende samfundsliv. For mig er det også at være aktiv som frivillig i vores lokale sognemenighed i Sankt Michaelis Kirke, og der sker mange gode ting i dagligdagen og i weekenden. Jeg deltager i at lave kirkekaffe, dele brød ud under nadveren og arrangere filmaftener i sognegården,” siger Johan Schmidt Larsen.

Det er nærliggende at spørge, hvordan han får tid til alt det?

”Det bestemmer jeg lidt selv. Fordelen ved at være pensionist er, at man selv kan sige til og fra. Men det skaber en meningsfuld tilværelse, der gør, at jeg føler, at der stadig er brug for mig. Og det tror jeg er vigtigt. Jeg mener, at vi som mennesker er skabt til fællesskab og sat i verden for at have en god relation til vores Gud, Skaber og medmennesker. Jeg tror, at hvis vi mister det perspektiv i vores liv, så mister vi hele pointen med, at vi er her.”

I sin bog har Johan Schmidt Larsen et skræmmeeksempel med en overlæge, der havde været fagidiot, og som havnede i et tomrum, da han blev pensionist.

”Han havde intet andet at beskæftige sig med end at læse to aviser, løse krydsogtværs og se TV Avisen. Livet er for værdifuldt til, at vi bare klatter det bort på den måde. Når arbejdslivet, relationerne til kolleger og den status, der for nogle af os følger med i en aktiv karriere, ophører, skal vi prøve at skabe en ny identitet og rammer for et lige så spændende liv, som da vi gik på arbejde fra 7 til 16.”

”Derfor er det vigtigt at satse på venner, familie og frivilligt arbejde. Jeg ved, at nogle af de bedrebemidlede seniorer, der har oparbejdet en velpolstret pension, rejser meget. Det vil jeg ikke sige noget ondt om, for det gør jeg også selv. Men livet er mere værdifuldt end at rejse fra den ene ende af verden til den anden. Det bliver udsigtsløst i længden, for vi mennesker har brug for en højere mening i tilværelsen end den, vi skaber selv,” siger Johan Schmidt Larsen.

Han beskæftiger sig også med alderdommen i bogen, hvor han henviser til aldringsforsker Rudi Westendorps bog ”Kunsten at blive ældre”.

”Vi bliver ældre, gennemsnitsalderen for kvinder er nu 84 år og lidt lavere for mænd," men heldigvis siger Rudi Westendorp, at rigtig mange ældre og gamle er dygtige til at omstille sig til de livsvilkår, de nu har. Men de fleste af os vil de sidste 10 år af tilværelsen have en flosset afslutning, hvor der kommer en række skavanker til, som de fleste af os må lære at leve med. Det kan være en stor udfordring, for nogle af de ting, vi gerne vil, kan vi ikke længere, og for nogle seniorer indebærer det en sorgproces.”

”Men jeg tror godt, at det kan lade sig gøre også at indstille sig på, at ens fysiske radius bliver mindre. Så kan man, som den tidligere svenske biskop Martin Lönnebo skriver i sin bog ’Væven’, øve sig i at møde livet med taknemmelighed. Det handler jo også om, at livet har en opstigning og en nedstigning, og at vi forbereder os på den nedstigning. Ifølge statistikken skal 10 ud af 10 mennesker dø, og derfor bør vi også øve os i at se døden i øjnene, før vi når derhen.”

”Vi skal leve livet for fuld skrue. Men hvis vi ikke som mennesker gør os klart, at livet har en udløbsdato, kommer vi let til at pjatte livet væk. Så bliver vi skødesløse, og så taber vi meningen med, at vi er her. Derfor består kunsten i, at vi også har arbejdet på at få relationer til andre mennesker og keret os om venskaber og familie sådan, at den dag, vi skal herfra, er der forhåbentlig nogle mennesker, der kan stå sammen med os, når vi skal krydse den sidste grænse,” siger Johan Schmidt Larsen og tilføjer:

”For der er ingen i denne verden, der fortjener at dø alene.”

Vi skal leve livet for fuld skrue. Men hvis vi ikke som mennesker gør os klart, at livet har en udløbsdato, kommer vi let til at pjatte livet væk. Så bliver vi skødesløse, og så taber vi meningen med, at vi er her.

Johan Schmidt Larsen