Egentlig havde Nanna Øland Fabricius nok at gøre med at komponere musikken og skrive partituret til det 12 mand store orkester, der akkompagnerer balletdanserne under forestillingen ”Snedronningen”. Men da hun og resten af forestillingens kreative team besluttede, at karakteren Snedronningen skulle være en projektion på scenen i Tivolis koncertsal fremfor en levende person, tog en idé form. Hun præsenterede den lidt henkastet for koreograf Yuri Possokhov og balletchef i Tivoli Peter Bo Bendixen.
”Jeg havde allerede indsunget Snedronningens vokal, og så spurgte jeg egentlig bare, om jeg ikke skulle være Snedronningen på bagtæppet også. De syntes, det var en god idé. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne være herinde hver aften i december, men et par dage med videooptagelser iført Dronningens kostumer skulle jeg nok kunne klare,” siger hun.
Og sådan endte den 34-årige komponist og sangskriver med kunstnernavnet Oh Land indirekte på den balletscene, som en rygskade tvang hende ned fra, da hun var 18 år, og balletten var hele hendes liv.
Som 10-årig dansede hun som elev på Det Kongelige Teaters Balletskole i Dronningens kostumer til ”Et folkesagn”. I ”Snedronningen” er hun igen iført Dronningens kreationer, når hun ligbleg, med en iskrystalkrone på hovedet og en perletung, hvid vinterkjole, flimrer frem på bagtæppet.
”Dronningen har lavet et kostume, der vejer et halvt ton. Jeg kan nærmest ikke løfte en arm uden at få ømme biceps, fordi det er så tungt. Allerede da jeg fik det på første gang, kunne jeg mærke, at det krævede noget af den her karakter. Jeg skulle være en anden. Og der var det fantastisk at arbejde med Yuri, fordi han inspirerede mig til at gøre hende dyster. Jeg skulle finde balancen mellem at være iskold og ond – men også dragende og fængslende. Det var sindssygt sjovt at udleve min indre ondskab. Men det var svært for mig ikke at smile en hel dag,” siger hun – og smiler.
Nanna Øland Fabricius dumper ned på et af de grønne teatersæder i Tivolis koncertsal og får efter eget ønske serveret en bakke med æbleskiver og en kop julegløgg til frokost.
Hun og resten af holdet har arbejdet intenst frem mod premieren på forestillingen, som spiller frem til nytår, og senere i dag har de gennemspilning af en række akter på den isblå scene.
Resultatet er blevet en nyfortolkning af H.C. Andersens kendte eventyr, der omfavner store følelser som kærlighed, ondskab, venskab og uskyld. Det er anden gang, hun komponerer musikken til en ballet i Tivoli med harpe, strygere og hele molevitten. Og Oh Land elsker det.
”Orkestret har skullet lave en virkelighed ud af alt det, jeg har siddet hjemme ved klaveret og fundet på, og så spiller de det ellers hver aften i en måned. Det er helt vildt at tænke på. Jeg elsker scenekunst, ballet og opera og er vokset op med det, fra før jeg kunne tale. Jeg kan slet ikke få nok og føler mig meget oplivet af at være herinde. Jeg håber også, at min søn kan komme med ind og se forestillingen, selvom han ikke er helt gammel nok.”
Hun kunne godt have lyst til at sidde i teatersædet hver aften, men det må i stedet blive til nogle stikprøver i løbet af julemåneden. Hun bor i en lejlighed på Nørrebro i København med sønnen Svend på tre år. I løbet af de seneste to år er hun vendt hjem fra New York, hvor hun boede i en årrække, og er blevet skilt fra billedkunstner Eske Kath, som er far til Svend. Det brud handler hendes seneste album ”Family Tree” fra 2019 om. I tidligere interviews har hun kaldt skilsmissen for en eksistentiel krise. Nu siger hun:
”Mens man er midt i skilsmissen, i krisen, tror man ikke, at man kommer ud af den. Men der er det jo fantastisk at opleve, at det gør man faktisk. Måske ikke som den samme, men man kommer i hvert fald ud.”
Hun holder en pause.
”Alt, hvad jeg oplever af medgang og modgang, smitter af, og en del af det bærer jeg med videre resten af livet. Jeg har helt sikkert en anden ydmyghed nu, end da jeg var i 20’erne, og alting skulle være hurtigt, effektivt, fremad. Jeg har fået en større sårbarhed, både over for mit arbejde og mine relationer.”
I ”Snedronningen” kæmper pigen Gerda for at få vennen Kay tilbage. Hun er standhaftig og har en stædig tro på, at kærligheden vinder til sidst. Men selv er Oh Land ikke meget for at drage direkte paralleller mellem eventyr og sit eget liv.
”Det er jo det, der er så befriende med kunst, musik og eventyr – at man genkender noget uden altid at vide præcist, hvad det er. Eventyr er vigtige, fordi man får fri fra sig selv, men alligevel lærer noget om sig selv. Jeg kan godt lide ved H.C. Andersen, at han er brutal i sin skildring. Man fornemmer, at han selv har noget erfaring med i bagagen.”
Eventyr var også vigtige i hendes egen barndom. Hun er datter af operasangerinden Bodil Øland og komponisten Bendt Fabricius, og i hjemmet i Søborg ved København læste hendes egen far ”Snedronningen” højt for hende, storesøster As og storebror Jeppe.
”’Nu bliver det uhyggeligt,’ sagde min far. Men jeg tror næsten, han var den, der syntes, det var mest uhyggeligt.”
Nanna Øland Fabricius blev født ind i en katolsk familie med god plads til at tvivle.
”Jeg er vokset op i et sjovt sammensurium af tro og skepsis. Der er min far, som er meget troende, og min mor, der er antiautoritær om alting. Og mig, der bare altid helt naturligt har stillet utrolig mange spørgsmål.”
Som barn oplevede hun, at religionen tit affødte flere spørgsmål end svar.
”Jeg gik til min far for at få svar, og der var mange ting, han ikke kunne svare på. ’Kan man så bare få uendelig slik i himlen, og er der kun kærlighed i himlen,’ spurgte jeg. Ja, der er kun kærlighed i himlen, sagde han, men jeg syntes, det lød lidt kedeligt og utroværdigt. Jeg stiller fortsat rigtig mange spørgsmål til min egen tro og religion.”
Hun har ikke nogen fast tradition med at gå i kirke, heller ikke til jul, men hvis hun gør, bliver det i den katolske kirke i København.
”Jeg kan egentlig meget godt lide, at der er så meget drama i katolicismen. Blodige tornekroner, røgelse og myrra, og at den får en på sinkadusen. Det appellerer til mig.”
Efter at hun er blevet mor til Svend, forbereder hun sig på, at det snart er hende, der skal have svar på rede hånd. Da de tidligere på året var på stranden på Langeland, så de en delfin, et marsvin, ligge i strandkanten.
”Jeg kunne godt se, at den var død, men han var helt oppe og køre, fordi han skulle se den her delfin, som han sagde. Der måtte jeg første gang forklare ham om døden. Og han kunne se, at den havde knoglerne stikkende ud, da han kom tættere på. Der var jeg et øjeblik i tvivl om, hvad man siger til en treårig. Skulle jeg sige, at den sov? Men han er jo ikke dum. Der måtte jeg forklare, at den var død, men nok var oppe i delfinhimlen. Jeg fortæller ham nok automatisk om, at det ikke bare er slut i den anden ende.”
Er det også det, du selv tror på?
”Jeg ved det ikke. Jeg håber ikke, der en direkte forbindelse mellem liv og død, for jeg bryder mig ikke særligt meget om idéen om ånder og spøgelser. Der håber jeg, at livet, som vi kender det, slutter her. Men så er jeg helt åben over for, at et liv i en helt anden form, som man slet ikke kan forholde sig til, er der bagefter. Hvad det så end er. Det er et svært spørgsmål.”
En høj, mørkhåret mand stikker hovedet ind. Det er hendes kæreste, den anerkendte musiker Adi Zukanovic, som også er med til at producere musikken til ”Snedronningen”.
”Jeg smutter i studiet og arbejder videre med stemmerne til anden akt. Vi ses,” siger han.
Sidste år spillede Nanna Øland Fabricius koncert for syge børn på Rigshospitalet den 24. december og var ikke i julestemning før den 23. I år bliver det helt anderledes. Hendes forældre skal fejre jul i San Francisco, så juleaften skal hun være sammen med sin søn, sin kæreste og hans forældre. De er muslimer og skal fejre jul for allerførste gang.
”Det bliver spændende. De er meget åbne, og jeg er meget traditionel, når det kommer til jul. Der er kun én måde at gøre det på, og det er min families. Der er jeg helt fascistisk. Der skal være andesteg, ikke noget fjernsyn og heller ikke cola på bordet. Og selvfølgelig pakker man ikke gaverne op, før man har danset om juletræet. Heller ikke hvis man er barn. Det har jeg gennemlevet hele min barndom, så nu må næste generation betale samme pris,” siger hun med et grin.
”I det her tilfælde er jeg heldig med, at de ikke har nogen referencer, så jeg kan også bestemme, at vi skal synge første vers af ’Det kimer nu til julefest’, inden vi går til bords. Det er en tradition fra min mors familie, som kommer fra landet.”
Måske skyldes det arbejdet med ”Snedronningen”, hvor scenografien klinger af is og sne, og danserne på scenen bærer muffer og pelshuer. Måske skyldes det hendes egne musikkompositioner, der emmer af nordisk decembermørke. I hvert fald er hun ”simpelthen så meget i julestemning i år”.
”Jeg har juleabstinenser og hører konstant julecroonermusik for fuld udblæsning derhjemme,” erklærer hun og drikker det sidste af sin gløgg.
En sidedør i koncertsalen i Tivoli bliver åbnet, og ind kommer Dronningen i grå spadseredragt og med to livvagter ved sin side. Hun sætter sig på første parket foran den scene, hun selv har skabt scenografien til. Det er tegn på, at eftermiddagens prøver skal i gang. Nanna Øland Fabricius rejser sig og glatter sin gulvlange sorte kjole med sølvtråde. Både hendes krop og sjæl har fuldstændig forliget sig med, at hun ikke selv skal på scenen som danser, siger hun.
”Der er ikke en celle i min krop, der tænker: ’Gid jeg dansede i den forestilling.’ Balletten er en ungdomsverden, hvor man arbejder benhårdt, og karrieren er uendeligt kort. Jeg er dødsens taknemmelig for, at jeg er endt med at lave det, jeg laver.”