Døden skærer som et sabelhug ned igennem én, og man bliver aldrig den samme igen. Det er sket to gange i mit liv, da jeg mistede min første hustru, Lene, gennem mange år og derefter Katrine. Begge var syge og skrøbelige. Og begge gange kom deres død meget uventet for mig, selvom de havde været syge længe. Man er underligt uforberedt på det forventelige. Pludseligheden er der, uanset omstændighederne. Det, der ikke må ske, sker. Den umistelige er mistet. Nu er der et før og et efter, og det er så endegyldigt. Døden er ulogisk, selvom den er det mest sikre her i verden. Det er kærligheden ikke. Døden hjælper med at understrege kærlighedens væsen. Jeg har fået vemodet ind i mit liv, men også en stor gave.
I den første akutte sorg er man som en zombie. Det er nattetimer i sengen med gråd, hulken, vrælen, hvilket slet ikke er mig. Det må have givet en masse støj. ”Nej, nej, nej,” vrælede jeg. Jeg husker ikke meget fra den tid lige efter. Jeg har svært ved at tage ting ind, man burde huske, og som andre husker tydeligt. Man må ty til poesien for at forklare det. N.F.S. Grundtvig skrev, da han fandt sin Marie død i barselssengen:
”Hun end har smilet om sin mund / Og hun har varme kinder! / Så sagde jeg den aftenstund / Da hun sov hen som i et Blund / Den sødeste blandt Kvinder.”
Hyleturene aftog, vreden og bitterheden mildnedes, og livet blev igen mere ”ja”. Jeg bliver stadig trist, og der vil altid være en vemodighed i mig. Man er som en etbenet resten af livet, når man mister den vigtigste relation for en. Livet skrives pludselig om.
Men jeg er også blevet bedre til at huske taknemmeligheden. Man bliver taknemmelig for det, man har fået. Man er ikke den, man var. Som præsten Lise Trap skriver om at miste et barn, så er sorgen den dybeste ære, glæden kan få. For folk siger, at man skal komme videre. Hun svarer, jeg er videre, men det er dig, der skal videre, fordi du venter, at jeg bliver den samme, som jeg var før. De ord kan jeg gøre til mine.
Filosofien hjælper os også med at give et sprog for det uformulerbare. Livet markerer sig som nyt, livet vil altid sig selv. Som K.E. Løgstrup sagde, så har livet forrang. Livet er et umotiveret gode. Det kan ikke diskuteres.
Som læge oplever man de mærkeligste liv, der leves, selvom de virker håbløse. Livet har en så gennemtrængende berettigelse – eksistensberettigelse kunne man sige – at det gør sig gældende, uanset hvad. Det oplevede jeg også efter at have mistet det allerkæreste. Tilværelsen bliver atter præget af varme, nærhed og lykke, hvilket heldigvis gives til de fleste af os.
Lise Traps mand, Jakob Wolf, skriver sin version i bogen ”Jobs tårer” om teodicéproblemet. Det består i, at Gud ikke både kan være almægtig og god, samtidig med at verden kan være så ond. Han konkluderer, at det ondes problem er et spørgsmål til Gud og ikke til mennesker, og derfor er det Gud og ikke mennesker, der skal svare. Men jeg tænker, at skal man være taknemmelig selv under de værste livsvilkår, kræver det måske en Job.
Kærligheden hos mennesket varer jo ikke evigt. Nogen dør først. Men ville man så sige nej på kirkegulvet, hvis man kendte skæbnen? Nej, de fleste ville nok tage risikoen med. Hvad kan man lære af, at ens kærlighed bliver hjemløs, og at man ikke længere selv er mål for en andens kærlighed?
Det værste for mig var dette ikke længere at have den rigtige adresse for kærligheden. Men kærlighed er også egoisme: at du er der, er godt for mig. Men den egoisme er også gaven til den anden. Ros og beundring kan ikke bruges. Kærlighed er på trods, ikke på grund af. Kærlighed er også uretfærdig, så man skal prøve at holde op med at konkurrere om den. Vi er ude i eventyret, når man elskes for den, man er, og ikke for det, man gør. Og det gælder også, når den ene part er væk. Der er stadig så meget at takke for. Den kærlighed oplever jeg stadig, og den er svær at sige farvel til. Man kan give 1000 grunde til, at man holder af nogen. Men ingen grunde er afgørende; det er meget banalt, for vi elskede hinanden for dem, vi var. Det opleves meget stærkt for mig stadig i dag, selvom der er gået næsten syv år, siden Katrine døde.
At miste mine ægtefæller har gjort mig mindre smålig. Jeg går i større sko. Jeg dømmer og fordømmer mindre. Jeg har også lært at møde andres sorg og problemer. Men man kan aldrig sætte sig i andres sted. Man kan gå ved siden af og hjælpe. Hvis en god bekendt er meget syg, så ringer jeg, også selvom der ikke er nogen speciel grund til det. Jeg er blevet mere opmærksom generelt.
Døden lærte mig, at kærligheden ikke dør. Kærligheden står ikke mindre ren, efter den anden er væk. Det minder mig om en sætning, et forældrepar engang sagde. De havde mistet et meget lille barn, og der var så mange ting, de havde glædet sig til at vise og lære det. Men nu forstod de, at det var ham, der havde lært dem så meget. De havde lært, at man kan komme til at elske et så lille menneske så meget på så kort tid.