Prøv avisen

Pensioneret sygeplejerske: Det var kaldet, som gjorde, at jeg vendte tilbage til Nigeria efter mit første hjemmeophold

"Kvinder i Nigeria, som lever i svære ægteskaber, har jeg vidst, hvad talte om, og jeg kunne sætte mig ind i det. Og når jeg har mødt fattige børn, har jeg fra mit eget liv vidst, hvor glad man kan blive for bare at have en skilling og få lov at bruge den,” siger Rikke Vestergaard. – Foto: Henning Bagger

Rikke Vestergaards opvækst i Thy var præget af fattigdom og forældrenes konflikter. I dag kan hun se, at det blev et godt fundament for mere end 50 års pionerarbejde i Afrika

Rikke Vestergaards have er velholdt. Hun har lige været ude at vande i køkkenhaven og konstaterer, at de første jordbær snart kan plukkes. Her i haven ved det røde hus nær Thisted, kan hun arbejde Dakka ud af hovedet. Dakka er navnet på den afsides liggende bjergby i Nigeria, som hun flyttede til for 30 år siden, og hvor hun stadig har både bil, hus og arbejdsopgaver.

Hun fylder 78 år i næste måned, og hun er dermed formelt gået på pension, men hun er blevet ved med at vende tilbage til Dakka udsendt fra Stagstrup Kirke her i Thy for at for at fortsætte sit arbejde på frivillig basis og for de midler, hun samler ind til missionen i Nigeria.

Det var en oplevelse af et kald, som fik hende til at bryde op fra Thy. Og det er kaldet, som gør, at hun bliver ved med at rejse. Det er det kald, vi skal tale om.

Egentlig skulle Rikke Vestergaard eller Frederikke, som er hendes officielle fornavn, have været gift med en landmand. I hvert fald hvis det stod til hendes far, som gerne ville bestemme. Hun er født i 1940 og voksede op som den yngste af 11 på en gammel ejendom i Stagstrup Sogn.

”Der var altid konflikter mellem mine forældre, og de betroede mig gennem min opvækst, hvor svært det havde været at leve sammen. Min mor sagde, at hun nok burde være gået fra min far, men tilføjede, at hun ikke vidste, hvor hun skulle gå hen. Min far sagde, at han nærmest havde fortrudt, inden de blev gift, men han mente ikke, at man kunne tillade sig at bryde en forlovelse.”

Forældrene kom fra indremissionske hjem, men i en hverdag med konflikter var troen ikke noget, som prægede hjemmet. Rikke Vestergaard bad dog altid Fadervor, inden hun faldt i søvn. En aften i forbindelse med sin konfirmationsforberedelse oplevede hun noget afgørende, mens hun bad.

”Jeg var nået til bønnen ’forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere’, da det bliver sagt til mig uden ord: ’Jeg hører din bøn’. Jeg blev så jublende glad, for så var den Gud, jeg troede på, virkelig.”

Et halvt år efter blev det klart for hende, at hun skulle være missionær i Afrika. Hun beskriver det som en slags tvangstanke, der blev ved med at dukke op.

”Jeg var virkelig bange for, at det var noget, som Gud ønskede, for hvis det var Guds ønske, så vidste jeg, at jeg måtte sige ja, men så skulle jeg tage afsked med mit hjem og mine søskende. Og i øvrigt var jeg utroligt bange for slanger, og jeg vidste, at der var slanger i Afrika, hvilket jeg tænkte en del over dengang.”

En aften var hun til møde i KFUM og KFUK i Stagstrup, hvor sognepræsten talte om behovet for missionærer til Formosa.

”I en lang periode har jeg ikke har talt om det, som jeg siger nu, for det kan misforstås. Men Gud ved, at vi er nogle, som må have meget klar besked. Sådan et menneske er jeg. Da præsten talte, sagde jeg til Gud, at jeg virkelig gerne ville have et svar i forhold til tankerne om Afrika, som rumsterede i mig. Det var min bøn, at præsten ved afslutningen af sin tale skulle sige: ’Hvis der er nogen her, du gerne vil sende ud, så giv dem mod til at få det sagt og få gjort alvor af det.’ Og sådan faldt ordene fra præsten. Fra den aften vidste jeg, hvor jeg skulle hen, men jeg sagde det ikke til nogen.”

To af Rikke Vestergaards søstre havde uddannet sig til sygeplejersker. Rikke Vestergaard ville gerne gå den samme vej, men forældrene besluttede, at hun skulle blive hjemme og arbejde på ejendommen efter 7. klasse. Flere af hendes brødre havde arbejdet på ejendommen og fået en beskeden løn, men hendes far mente, at det var anderledes med piger.

”En pige skulle efter hans målestok finde en mand, helst en landmand, blive gift og få børn. Men det var ikke lige mig, for jeg vidste, at jeg ville til Afrika, og så var det ikke sagen at gå hen og gifte sig, så jeg indstillede mig tidligt på et liv som ugift.”

Da hun blev 18 år, flyttede hun hjemmefra. Mens andre havde en cykel og en kommode, så ejede hun blot et par sko og lysten til at tage fat, hvilket hun fik brug for som stuepige på plejehjemmet nær Stagstrup. En bror lånte hende penge til et ophold på Haslev Højskole, hvor hun forberedte sig på uddannelsen til sygeplejerske på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg i København.

”Far var mod det meste, og han mente, det var helt tosset, at jeg ville være sygeplejerske. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kom for at bede om lov, men at jeg kom for at fortælle, hvad jeg havde besluttet mig, og så var det vigtigt for mig, at han forstod, at det var min idé og ikke noget, han skulle lade gå ud over min mor. Han endte faktisk med at betale mit højskoleophold.”

Inden hun afsluttede sygeplejeuddannelsen, kontaktede hun missionsselskabet Sudanmissionen og spurgte, om de havde brug for en sygeplejerske til Afrika. De svarede, at de altid havde brug for sygeplejersker, og da hun var 24 år, blev hun ansat. Efter et alt for kort sprogkursus i England, ankom hun som 25-årig til Nigeria, hvor hun kom til at arbejde på et hospital drevet af missionærer. Mødet med Afrika var alt andet end romantisk. Hun flyttede 16 gange fra hytte til hytte, inden hun fik et hus, hvor der viste sig at være en slangerede. Sammen med sin kok nåede hun at fange 44 giftslanger.

”Men for hver gang jeg traf en slange og fik den slået ihjel, vænnede jeg mig lidt til slanger, som havde været min store frygt.”

Hendes sprogkundskaber var mangelfulde, og arbejdsopgaverne overvældende for en relativt uerfaren sygeplejerske. Hun skulle lede et apotek og en tuberkuloseklinik, og desuden skulle hun hjælpe til som røntgensygeplejerske hver aften. Både fysisk og psykisk blev hun påvirket af det intense arbejdsliv. Hendes overordnede mente, at hun skulle have professionel hjælp i Danmark, fordi hun var nedslidt og stresset, men Rikke Vestergaard bad i stedet om at få nogle ugers ferie. Det lille afbræk hjalp.

”Det var kaldet, som gjorde, at jeg vendte tilbage til Nigeria efter mit første hjemmeophold. Jeg vidste, at det var i Nigeria, jeg skulle være, også når det så værst ud, og da jeg landede i Nigeria efter ni måneder i Danmark, så vidste jeg, at jeg var kommet hjem.”

Flere har opfordret Rikke Vestergaard til at nedskrive sine erindringer. Hun diskuterer stadig med sig selv, om hendes historie mon ligefrem skulle være en bog værd. Det ville blive en bog om et liv, hvor opvæksten i en både konfliktramt og fattig familie er blevet en fordel. At være opvokset på en noget nedslidt landejendom, hvor hun både lærte at harve, pløje og blev fortrolig med alskens værktøj, er kommet hende til gavn i det pionerarbejde, hun har stået for i Nigeria.

”Min barndom har været et fantastisk fundament for mit arbejde som missionær. Når jeg har talt med kvinder i Nigeria, som lever i svære ægteskaber, har jeg vidst, hvad de talte om, og jeg kunne sætte mig ind i det. Og når jeg har mødt fattige børn, har jeg fra mit eget liv vidst, hvor glad man kan blive for bare at have en skilling og få lov at bruge den.”

Det hospital, hun i første gang blev udsendt til, er for længst overtaget af staten, men i samarbejde med den lutherske kirke i landet har hun slået sig ned i områder, hvor der var brug for en sygeplejerske. Det ene øjeblik taler hun om tagplader og cementblandinger og det næste øjeblik om malaria og undervisning af kvinder. Hun har ledet flere byggerier og drevet sundhedsklinik fra sin veranda.

For 30 år siden slog hun sig så ned i Dakka, som er hovedbyen i et muslimsk område på størrelse med Fyn. Der var nigerianske missionærer i området, og de kunne se, at der var brug for en sygeplejerske. Og sådan gik det til, at Rikke Vestergaard kom til den afsidesliggende by, der hvor hjulsporene ender. 10 nigerianske missionærfamilier flyttede med hende.

I Dakka kalder de stedt for ”Rikkes klinik”. Det er dog forkert. Nok har hun bygget stedet op sammen med lokale håndværkere, men stedet er den lutherske kirke i Nigerias klinik. Gennem årene er den udvidet med en bibelskole, der huser omkring 100 elever, som får en bred uddannelse, ligesom der er et skoletilbud til børnene. Eleverne bor på skolen i Dakka i 50 runde hytter. En del af de voksne bliver uddannet til kateketer, som med uddannelsen i ryggen drager ud for at undervise i afsides egne af landet.

”I dag er det hele noget broget på grund af Boko Harams (islamitisk terrorgruppe, red.) hærgen i området. Skulle vi blive nødt til at lukke, vil jeg vide, at vi har udsendt i hvert fald 300 kateketer, som virker.”

Da hun gik på pension og rejste hjem til Thisted, var der kun én uddannet medarbejder til at drive sundhedsklinikken videre i Dakka. Det er derfor, hun bliver ved med at vende tilbage, også selvom der i dag er to med en sygeplejeuddannelse i Dakka.

I 8 af årets 12 måneder er der så megen regn, at man ikke kan rejse til området, men i den tørre periode fra november frem til april kan man komme både til og fra Dakka ad de jordveje, som forbinder byen med omverdenen. Det er de fire tørre måneder af året, hun tilbringer i Nigeria.

”Når jeg er i Nigeria, eksisterer Danmark ikke,” siger hun, men når hun er i Thisted, eksisterer Nigeria, og hun er jævnligt i telefonisk kontakt med kollegaerne.

”Psykisk er det hårdt at sige farvel, og man følger dem i tankerne, for der er altid nogle mennesker, som man synes er meget i klemme.”

I Dakka er hun ”Mamma Rikke”. Selvom hun ikke har født børn, har hun konkret hjulpet en række spædbørn til at bevare livet. Kort tid efter hun kom til Dakka, døde en mor fra sit spæde barn, og Rikke Vestergaard plejede den lille. ”Jeg forstod ikke, hvorfor det vakte sådan et postyr, når jeg gik med den lille på markedet, men andre kristne fortalte mig, at de lokale på deres stammesprog diskuterede, hvorfor drengen ikke var død. I stammen troede man, at spædbarnet skulle følge med sin afdøde mor, som ellers ville vende tilbage og hævne sig. Så hvis en mor døde, ville de nøjes med at give barnet lidt vand, og den lille ville snart dø.”

I dag er drengen en ung mand, som er ved at tage en sundhedsfaglig uddannelse, og knap 30 andre børn i tilsvarende situationer, har hun fundet adoptivfamilier til.

”I dag er den overtro væk, hvilket er utrolig glædeligt. Når en mor dør fra sit nyfødte barn, kommer pårørende med den spæde til klinikken, hvor vi lærer dem at give modermælkserstatning, så de trygt kan gå hjem med barnet.”

Når hun tænker på årene i Nigeria, tænker hun, at det er forbløffende, hvad det er lykkedes at gøre for få midler. Hun viser fotografier fra sit seneste ophold: Afkræftede småbørn, som med den rette hjælp har fået fyldige kinder. En dreng med tredjegrads forbrændinger på foden, en pige med tilsvarende forbrændinger på ryggen og en ung mand, som kom ind med sprængt blindtarm.

”Han havde ligget hjemme i fire dage, for de havde ikke råd til at betale for behandling, men så kom han til os, for de vidste, at vi ikke vil sende ham væk. Han var meget dårlig. Vi gav ham antibiotika og kontaktede en læge, som opererede ham nogle dage senere. Det var et spørgsmål om liv eller død, og der var to nætter, hvor jeg ikke gjorde meget andet end at bede for den unge mand.”

Da Rikke Vestergaard en dag i slutningen af marts rejste fra Dakka skete det med ordene: ”Om Gud vil, så kommer jeg igen”.

”Med alderen bliver jeg både mere dansk og bedre til at bekymre mig, men her vender jeg tilbage til mit kald. I Hebræerbrevet kapitel 10 opfordres vi til at holde fast ved kaldet, fordi det er der en styrke ved. Det har jeg fået lov til at opleve. Så længe Gud sender mig, så skal jeg gå ud i verden. Når jeg rejser fra Dakka, er Gud stadig hos dem, og så er det ikke mit ansvar længere.”

I Dakka er Rikke kendt som ”Mama Rikke”. Billedet er fra hendes seneste ophold i Nigeria i januar i år, hvor hun er fotograferet i den foredragssal, som er bygget sammen med bibelskolen. Salen fungerer også som kirke. Når musikken fylder rummet, går hun ofte ud, for hun har ikke lært at forlige sig med den intense brug af trommer i gudstjenesten. – Foto: Robin Schmidt