”Det er kun godt, du er træt. Det betyder jo, at der sker noget, og at det måske endda virker efter hensigten. For husk, du får jo et ordentligt skud pulver hver gang.”
Det er så sandt, som det er sagt, af min velmenende ven.
Jeg er så træt, at jeg kunne stå lige op og ned og sove.
Hjernen er træt, fødderne tunge, og jeg har mistet følelsen i fingerspidserne. Jeg sover om dagen og ligger søvnløs om natten.
Jeg hader udtrykket kemoterapi. Bruger det aldrig. Jeg synes, det er et underligt fremmedord i sproget, der ikke siger noget som helst.
Jeg kalder det kemi. Eller når jeg vil være mere specifik: gift.
Vi behandler kræft med gift. Hver kræft sin gift, og der er mange behandlinger på markedet.
Det øjeblik, stofferne bliver ledt ind i vores vener, begynder kroppen at kæmpe imod. Hjertet pumper hurtigere, lever og nyrer forsøger så hurtigt som muligt at blive af med giften.
Det handler om, at giften – inden det lykkes kroppen at skille sig af med den – angriber så mange som muligt af alle de celler i kroppen, der deler sig hurtigt. Først og fremmest kræftcellerne. Men giften angriber også cellerne i huden, hårsækkene, tarmen og nerverne.
Der er tale om et næsten absurd kapløb.
Da vi var unge og havde ambitioner om, at vi engang ville være videnskabsfolk, var vi mange, der lod os lokke af biologien.
De vigtigste kurser i de første studieår var de helt lavpraktiske: Hvilke svampe kan spises og hvilke decideret ikke? Hvilke urter kan sættes på sprit og lave en god bitter, og hvilke er bedst til brændevin?
Bevares. Vi fik også bestemt en masse blomster og klassificeret dem efter antallet af kronblade og støvdragere, ligesom vi på havbiologisk feltkursus kunne konstatere, at stort set alle typer bløddyr, der bliver halet op af havet, efter endt artsbestemmelse kan blive til en delikatesse. Hvis man bare har smør, hvidløg, salt og peber nok.
En af os valgte i stedet at blive farmakolog. Pilletriller, hånede vi ham lidt, når vi tog vores cykler og jagede ud på Vestamager eller tog turen til Falsterbokanalen i Skåne for at tælle trækfugle.
Efterhånden blev vi alle optaget af atomiseringen af de overordnede biologiske processer. Ferskvandsplankton. Bakterier. Mikroorganismer. Biokemiske processer. Proteiner. Dna. Membraner.
Ovre på den farmaceutiske højskole var tingene anderledes målrettede. Det var begyndelsen af 1980’erne, og kræftens gåde skulle knækkes. Der blev arbejdet hårdt.
De nøgne mus var netop kommet frem. Mus, der ikke alene var nøgne, som i uden pels. De havde heller ikke det almindelige museimmunforsvar. Man kunne med andre ord transplantere hvad som helst til en nøgen mus, uden at dens krop afviste det. På laboratoriet var der på et tidspunkt mus, der havde fået transplanteret et stykke kyllingehud på ryggen og faktisk havde fjer. Flyve kunne de ikke.
Vores ven arbejdede med mus med kræft fra mennesker. Hans små nøgne mus vraltede rundt i deres bure med store klumper af brystkræft under huden. De så ikke glade ud. Men måske kan en nøgen mus bare ikke se glad ud.
Musene blev behandlet med forskellige stoffer, der skulle få kræften til at gå væk.
Problemet var, at de stoffer, der var til behandlingen, blandt andet havde den bivirkning, at den fik hjertemuskulaturen til at blive sej og stiv.
Det var med andre ord et spørgsmål om, hvem der gav op først. Kræftcellerne eller musenes hjerter.
Indimellem ser jeg mig selv som en spejling af de nøgne mus. Og da jeg for nylig fortalte det til min læge, nikkede hun og svarede lige så roligt:
”Der er stadig nogen af de stoffer, der bruges til at behandle kræft med, der påvirker hjertemuskulaturen.”
Den dag havde jeg ikke lyst til at vide mere.