Prøv avisen
Dage med diagnose

Næste gang jeg skal til kemoterapi, skal jeg ikke have paryk på – jeg vil være en del af fællesskabet

Jeg ankom til min første kemoterapibehandling på Tel HaShomer-hospitalet uden for Tel Aviv. I sagens natur er en gynækologisk-onkologisk afdeling udelukkende for kvinder. Jeg så mig omkring og studsede ved et par af ansigterne, skriver journalist Hanne Foighel. Foto: Emil Kastrup Andersen

Jeg var 21 år, da jeg første gang klippede mit lændelange brune hår helt kort. Det var en bevidst provokation over for normen, den unge hippiekvinde med det flagrende hår. Nu er jeg 61 år, denne gang har jeg ikke selv valgt at træde udenfor, skriver journalist Hanne Foighel

”Der går to til to en halv uge, før du taber håret,” sagde sygeplejersken ved den forberedende samtale.

”Der går tre uger imellem behandlingerne. Så du når at tabe håret og se det begynde at spire igen, inden det falder af igen efter den næste behandling.”

Jeg var 21 år, da jeg første gang klippede mit lændelange brune hår helt kort. Det var en bevidst provokation over for normen, den unge hippiekvinde med det flagrende hår.

Nu er jeg 61 år, denne gang har jeg ikke selv valgt at træde udenfor.

Det var under en familie-turistrejse til Gambia engang i de tidlige 1970’ere, det første gang gik op for mig, at normen ikke er en konstant.

Jeg var fuldstændig uforberedt på den følelse af at være helt forkert, der slog mig, da jeg paraderede min kridhvide hud på gader og markeder blandt Gambias tusinder af sorte afrikanere.

De var normale, mens jeg, min mor, far og bror med vores lysende hvide hud stak fuldstændig af. Der var ingen, der forulempede os. Men jeg mindes tydeligt chokket ved at få et helt livs normalbegreb vendt på hovedet, blandet med min desperation over ikke at kunne gøre noget ved det og et intenst ønske om at stikke af og blive væk.

Anden gang, det for alvor gik op for mig, hvor stærkt ønsket om at høre til og være en del af normen er, var år senere om bord på storebæltsfærgen. Det var sommerferie, og min datter var tre år. Det var længe inden, iPad- og iPhone-kulturen overtog børnenes verden, og om bord på færgen var der et videorum, hvor børn kunne se Disney-film. Jeg sendte glad min lille pige ind for at se film med alle de andre sommerferiebørn. Men der gik ikke mange minutter, før hun atter stod udenfor og trods mine ihærdige opfordringer hårdnakket nægtede at gå tilbage: Det er ikke for mig, for alle de andre børn har hvidt hår, lød min lille sorthårede, brunøjede yndigheds snusfornuftige forklaring.

Observationsevnen fejlede ikke noget, men for mig, som barnets mor, var konklusionen rystende.

År senere fortalte jeg en veninde, en israelsk psykolog af yemenitisk afstamning om oplevelsen. Hun fortalte mig, at hun selv som femårig forsøgte at skrubbe sin hud med blegende rengøringsmiddel for at blive af med den mørkebrune lød og komme til at ligne flertallet af de andre børn i skolen. Også det var rystende.

Forleden dukkede den fornemmelse af at være uden for normen, uden for fællesskabet, op igen i en helt anden sammenhæng.

Jeg ankom til min første kemoterapibehandling på Tel HaShomer-hospitalet uden for Tel Aviv. I sagens natur er en gynækologisk-onkologisk afdeling udelukkende for kvinder. Jeg så mig omkring og studsede ved et par af ansigterne.

Der gik et splitsekund, før jeg forstod, at jeg ikke havde indstillet mig på, at kvinder i kemoterapi er skaldede. Min hjerne kunne umiddelbart ikke forstå begrebet ”kvinder uden hår”.

Jeg vendte lidt efter lidt mine fordomme imod mig selv.

Det føltes ikke kun provokerende, men også helt forkert at komme anstigende der med mit eget naturlige hår endnu tronende på toppen af mit hoved.

Jeg kunne observere de små bløde dun, sygeplejersken havde nævnt, på nogle af de skaldede isser.

Nu har jeg bestilt mig en paryk. Den kommer til at ligne mit eget hår fuldstændig. Kort, salt og peber-grå. Jeg ved ikke, hvor og hvornår jeg vil gå med den.

En veninde netop på rejse blandt buddhister i Laos skrev til mig, at hun der ser mange smukke kronragede kvinder, og at jeg måske skulle overveje helt at gå uden.

Et er helt sikkert: næste gang jeg skal til kemoterapi, skal jeg ikke have parykken på.

Jeg vil være en del af fællesskabet.