Prøv avisen
Dage med diagnose

Ingen diagnose skal diktere mig, hvordan jeg lever mit liv

Hanne Foighel Foto: Emil Kastrup Andersen

Hver morgen, når jeg vågner, laver jeg en hurtig ”full body scanning” for at mærke og registrere, hvordan min krop har det. Sådan helt fysisk. Siden kemien blev pumpet ind i min højre arm, er to dage er ikke helt ens, skriver journalist Hanne Foighel, der er i behandling for kræft

Tingene forandrer sig. Det er klart for meget at sige, at alting forandrer sig. Men der er ting, der forandrer sig.

Hver morgen, når jeg vågner, laver jeg en hurtig ”full body scanning” for at mærke og registrere, hvordan min krop har det. Sådan helt fysisk.

Siden kemien blev pumpet ind i min højre arm, er to dage er ikke helt ens.

Men der sker også noget mentalt. For eksempel er jeg er blevet overfaldet af en pludselig beslutsomhed og en ganske ukendt gavmildhed: Jeg køber gaver til mig selv.

Først var der klaveret, der dukkede op som en viljestærk beslutning klokken fem en søvnløs morgen. Det var et brag af en beslutning. Skalaerne løber op og ned over tangenterne, og de lyder mærkeligt nok allerede næsten som musik.

Så var der den her Ninja-blender.

”Du skal have noget sund mad,” tænkte jeg. Shakes med grønt og vitaminholdigt, godt med nødder, sunde naturlige antioxidanter, havregryn og det hele.

Fra jeg tænkte tanken, til jeg havde bestilt blenderen over nettet, gik der ikke mange minutter.

Jeg svælger mig nu hver morgen i skønne sundhedsdrikke. Skade kan det i hvert fald ikke.

Og i dag har jeg så købt mig en lækker fyldepen.

En veninde gav mig forleden en pænt indbundet notesbog:

”Jeg ved ikke, hvad du skriver med, men jeg selv kan godt lide at skrive med fyldepen,” sagde hun.

Det er mere end 35 år siden, jeg sidst jeg ejede en fyldepen, men pludselig var jeg opfyldt af en uopsættelig trang til atter at eje en. Så jeg nu har jeg købt den. Sådan. Keine hexerei.

Det ville ikke være så interessant, hvis det ikke var så stik modsat min natur at tage hurtige beslutninger om at købe mere eller mindre unødvendige ting. For mig har det at købe nyt altid været forbundet med lange, trange og møjsommelige overvejelser om, hvorvidt det køb er nødvendigt.

Jeg er vokset op med en meget nøjsom mor, der i sine unge år var blevet sendt på husholdningsskole af den gammeldags slags. Hun lærte at stoppe strømper, at spare på stof og sy gammelt tøj om og at bruge alle madresterne i køleskabet.

Sådan blev vi opdraget. Sparsommeligt og snusfornuftigt. Alt hvad der ikke var bydende nødvendigt, var unødvendigt.

Der var selvfølgelig undtagelser. Men min mor var, selv da hun var vel voksen, svær at få til at overgive sig til ting, hun opfattede som luksus. Selv hvis hun forelskede sig i en smuk italiensk striktrøje – og hun havde et blødt punkt for italienske striktrøjer – skulle hun næsten trues til at købe den. For hun havde jo rigeligt med varme trøjer, der stadig var pæne.

Min mors nøjsomhed var sikkert et men fra krigens tid, men den kom også fra hendes barndomshjem.

Hos mine morforældre købte man heller ikke unødigt nyt. Min ingeniøruddannede morfar havde på sine gamle dage en stående opgave med at reparere diverse husholdningsapparater, som min mormor nær havde brændt sammen.

Jeg husker med gysen den frygtelige sætning, min morfar sagde, hver gang det lykkedes ham atter at få mixeren til at virke og sejsstolt gav mormor apparatet igen.

”Nu holder den vores tid ud,” sagde han.

Som barn syntes jeg, at min morfar burde tage mere hensyn til mine følelser. Jeg hadede tanken om, at jeg en dag ikke ville have min elskede morfar og mormor mere. Og for min skyld burde han undlade at udbasunere, at han og mormor levede i fred med tanken om, at ingen lever evigt.

Der går en rød tråd fra den sætning og min mors manglende evne til at unde sig selv nyt til mit klaver, min nye blender og den blankpolerede fyldepen.

Ingen diagnose skal diktere mig, hvordan jeg lever mit liv.

Foreløbig er det mig, der bestemmer.