En morgen for et par år siden gik den svenske læge Johan Niklasson stuegang på det hospital, hvor han arbejdede. Her mødte han en ældre kvinde, der betroede ham, at hun ikke følte, at hun havde noget at leve for. Det var mere en tør konstatering end et råb om hjælp, husker Johan Niklasson.
Senere samme morgen mødte han en anden ældre dame.
Hun var lige så syg som den første kvinde og havde også andre bekymringer, men hun fortalte Johan Niklasson, at hun ikke havde tid til at blive på hospitalet. Hun var nødt til at tage hjem samme dag, for hun havde så meget, hun skulle nå.
Oplevelsen satte tankerne i gang hos den svenske læge, og den morgen blev kimen lagt til et skandinavisk studie, der netop er blevet bragt i det britiske tidsskrift om alderdom ”Age and Ageing”.
I undersøgelsen har Johan Niklasson og en række kolleger fra Umeå Universitet i Sverige fulgt 646 svenskere og finner på 85 år og opefter over syv år for at afdække, om de enkelte personers grad af optimisme omkring livet har en indflydelse på, hvor længe de lever.
Efter fem år levede 56 procent af de personer, der var kategoriseret som optimister, mens kun 32 procent af de ældre, som var grupperet som pessimistiske, var i live. Den tredje og sidste gruppe befandt sig et sted midt imellem disse yderpunkter, og her var 39 procent stadig i live. Holdet bag regnede også alder, køn, syn, hørelse og andre sundhedsmæssige faktorer med i ligningen.
Ikke alene var flere af optimisterne i live - færre af dem boede på plejehjem, de brugte mindre medicin, var mere funktionelle, havde færre sygdomme og et bedre syn end deres mere pessimistiske jævnaldrende.
Resultaterne viser ifølge Johan Niklasson og hans kolleger, at øget optimisme omkring livet kan forbedre ældres velvære og forlænge levetiden. For opfyldelse af ens basale behov er ikke nok til at leve et langt liv, konkluderer Johan Niklasson.
”For at styrke sin tilfredshed med livet er der også andre vigtige faktorer: at have nogle at tale med, at have en partner, at få god mad og drikke og at gøre de ting, man har lyst til. Min teori er, at hvis du fører et liv, du har lyst til at føre, så har du også lyst til at fortsætte livet,” forklarer Johan Niklasson.
Danske ældre ser generelt meget realistisk på tilværelsen. Tingene bliver taget stille og roligt og med oprejst pande, forklarer jurist og ældrepolitisk konsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler, der tager udgangspunkt i ”Fremtidsstudiet” fra 2010, hvor Ældre Sagen spurgte over 4000 ældre om, hvordan de så på livet.
Og det er faktisk sådan, at jo ældre man bliver, desto mindre bliver frygten for fremtiden, siger Margrethe Kähler.
”Det er typisk i 60-årsalderen, at danskerne begynder at blive bekymret for helbredet. Det er her, man først mærker de forskellige skavanker, så her tager folk løbeskoene på og motionerer som gale. I 70'erne begynder bekymringen om fremtiden at dale, og i 80'erne er den stort set ikke-eksisterende.”
Bekymringen bliver i stedet erstattet af en stoisk ro hos de ældre.
”Man kunne ellers tro, at det modsatte var tilfældet, for det er i 80-årsalderen, at kroppen begynder at forfalde, men mange begynder også her at indstille sig på, at den ene part dør før den anden, hvis man altså er så heldig at være i et parforhold. Men selvom vi bliver ældre og mere syge, forholder vi os generelt realistisk til, at vi skal miste vores elskede, og at der er et tæppefald på et tidspunkt,” siger Margrethe Kähler, der mener, at den udbredte ro blandt andet kan forklares med, at de fleste ældre har gode leveforhold og en god økonomi.
Men hvad gør man så, hvis man går og føler sig ensom og pessimistisk i forhold til tilværelsen? Bekymringerne bliver næppe mindre, hvis man tager denne undersøgelse for pålydende.
Kan man tvinge sig selv til at se optimistisk på livet - og måske leve længere?
Ja, hvis man skal tro de mange udbydere af selvhjælpskurser, der tilbyder kursister et mere bekymringsfrit og lykkeligt liv.
Nej, siger psykologiprofessor Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet.
”Der er godt nok forskellige terapeuter og andre, der arbejder med selvudvikling, som mener, at vi kan programmere os selv med optimistiske tanker, men vi ved også, at personligheden, temperamentet og vores livssyn er arveligt og fastlagt for langt de fleste af os,” siger Svend Brinkmann, der finder det naturstridigt, hvis man skal lave om på sig selv blot for at vinde nogle år.
”Der er noget ubehageligt ved tanken om, at man skal lære at tænke lettere fejlagtigt om sig selv for at få succes i livet og leve længere. Hvad hvis det pessimistiske og realistiske også har værdi i livet? Skal det ikke betones som vigtigt? Der er masser af forhold, vi skal være pessimistiske og kritiske omkring. Eksempelvis globale miljø- og klimakriser og de mange bådflygtninge, der dør. Jeg vil ikke argumentere for et pessimistisk livssyn, men et realistisk billede af livet. Man kan også forestille sig, at man bliver mere pessimistisk, hvis man får at vide, at man skal være optimistisk for at leve længere. For så har man kun sig selv at bebrejde, hvis det ikke lykkes,” siger Svend Brinkmann.
Heller ikke Margrethe Kähler ser nogen vinding i, at man forsøger at tvinge sig selv til at være optimistisk omkring tilværelsen. Nogle er optimister, andre er realister, og så er der grublerne. Vi skal kunne rumme det hele, og så skal vi tage ansvar for os selv, siger hun.
”Jo mere man trækker sit eget ansvar frem, desto bedre kan man holde sig selv kørende. Der ligger et valg i det. Man skal ikke være misundelig på dem, der har masser af penge og et godt helbred. Man må se på sin skæbne og så få det bedste ud af det. Hvis man søger at blive mere accepterende omkring sine dårlige og gode egenskaber, sine familieforhold og livsomstændigheder, får man et nemmere liv. Jeg oplever da også, at mange i dag er gladere for, hvordan de ser ud i dag. Også selvom der kommer lidt flere deller med årene.”