Prøv avisen

90-årige Sigrid: ”Ordet” i Kristeligt Dagblad minder mig om, at Gud er med mig

Sigrid Meier Andersen erkender, at der sommetider har været ”tørkeperioder”, hvor ”Ordet”-skribenten ikke har kunnet fange hendes interesse. Men hver dag har hun bladret forbi formatet for at se, hvad dagens bibelord lød. For tiden er tidligere biskop Steen Skovsgaard skribent, og Sigrid Meier Andersen læser interesseret med. – Foto: Kristeligt Dagblads arkiv

Sigrid Meier Andersen fik som barn læst ”Ordet” højt inden sengetid i landbohjemmet på Vestfyn. I dag læser hun stadig Kristeligt Dagblads bibelrefleksion. Det har givet hende et gudsforhold og dermed en tryghed, som nutidens børn mangler, mener hun

Den 28. april 1928 kunne man på forsiden af Kristeligt Dagblad læse i det daglige format ”Ordet”, at dommedag nok ikke var særlig langt borte. For dybt ”i hvert Menneskes Indre lever Dyret” udtrykte skribenten sig i sin refleksion over et bibelord fra et Paulus-brev, hvor Satan karakteriseres.

På en gård i Ebberup tæt på Assens på Vestfyn fik Satan ikke det sidste ord den dag, for netop da kom en velskabt pige til verden. Dagens ”Ordet” er dog med stor sandsynlighed alligevel blevet læst højt for hele husstanden den aften. For det gjorde man dagligt i familien Andersen, og barnet – Sigrid Meier Andersen – har først hørt og siden læst Kristeligt Dagblads bibelske refleksion stort set hver dag lige siden. I dag er hun knap 91 år og holder stadig liv i familiens tradition. Kristeligt Dagblad har talt med hende for at tegne et portræt af en trofast ”Ordet”-læser.

Sigrid Meier Andersen voksede op i en vestfynsk bondefamilie som det syvende barn i en søskendeflok, der i alt skulle komme til at tælle 10 børn. Det var et kristent hjem med arbejde nok til alle, med bordbøn og andagt og et langbord i folkestuen, som alle i huset hver aften samledes om efter en dag fyldt med arbejde på gården. Der var ikke mange penge, men rundt om bordet spiste alle sig hver dag mætte. Det var både bedstemoderen, forældrene, de mange søskende, karle og piger, men også de farende svende, som af og til indfandt sig på bænkene.

Efter maden faldt roen over gemytterne. Børnene lavede deres lektier, mens moderen med strikketøjet i skødet læste i avisen. Og når sengetid så nærmede sig, bladrede hun til avisens forside og læste ”Ordet” højt for hele flokken. Sigrid Meier Andersen husker, hvordan den højtlæsning var ”god at gå i seng på”.

”Jeg ved ikke, hvor meget af det, der blev læst højt, vi forstod som børn. Men ’Ordet’ var et bogstaveligt udtryk for den grundtone, der prægede hele vores hjem – nemlig den kristne ånd.”

De daglige rutiner med bøn, andagt og højtlæsning fra avisen har været tryghedsskabende i en tid, der, særligt i de fattige 1930’ere og under Anden Verdenskrig, ofte også har været utryg for et barn.

”Det er frugten af den trofasthed, som mor og far gav os med hjemmefra, at vi alle har fået en personlig kristen tro, som har båret os igennem livet. Når jeg tænker på børneopdragelse i dag, er den kristendom, vi fik med hjemmefra, jo en mangelvare. De børn og unge løber ind i så mange problemer, fordi de ikke har haft den tryghed med sig fra starten,” siger hun og uddyber:

”De får ikke lov at stifte bekendtskab med Bibelens beretninger. Når man ser ’Hvem vil være millionær’, er det jo rystende, hvor lidt folk ved om helt elementære kristne ting. I vores moderne samfund er der så meget snak om materielle ting, men kristendom, tro og den åndelige påvirkning er nok det største tabu i vores tid.”

I barndomshjemmet på Vestfyn var ånd ikke et tabu. Især moderen var en tænksom kvinde, der, selvom hun havde nok at se til, også ”tog sig af det åndelige”, husker Sigrid Meier Andersen:

”Det var som regel nogle fremtrædende kristne personligheder, der skrev ’Ordet’, for eksempel Christian Bartholdy, som var formand for Indre Mission. Og jeg kan huske, at mor skrev til ham, når der var noget, hun gerne ville have uddybet. Hvordan skulle kødets opstandelse for eksempel foregå?”.

Sigrid Meier Andersen kom modsat sine ældre søskende, der kom ud at tjene, på realskolen i Assens. Og da hendes far mente, at hun skulle bruge sit engelske til noget, kom hun senere til England som ung pige. Dermed var grunden lagt for et liv fuld af rejser. Som studerende blev Sigrid Meier Andersen engageret i den kristne bevægelse Moralsk Oprustning, som hun rejste til blandt andet Australien, Indien og Schweiz med. Senere arbejdede hun forskellige steder på Sjælland som børnehaveleder og -lærerinde, og hun endte i Aarhus, hvor hun i en lille lejlighed også bor i dag.

”Ordet” har fulgt hende gennem alle årene, og selvom hun erkender, at der sommetider har været ”tørkeperioder”, hvor skribenten ikke har kunnet fange hendes interesse, har Sigrid Meier Andersen hver dag bladret forbi formatet i avisen for at se, hvem der skrev, og hvordan dagens bibelord lød.

Sigrid Meier Andersen er som den eneste af de 10 søskende aldrig blevet gift og har heller ikke fået børn.

”Jeg har været alene rent menneskeligt i mit liv, og så har det været fantastisk gennem ’Ordet’ og Bibelen at have Gud med i alting og Jesus som min bedste ven. Jeg er aldrig alene, men har altid vidst, hvor jeg kunne henvende mig for råd og vejledning. Det er mit faste holdepunkt.”

Det er nu heller ikke helt rigtigt, at Sigrid Meier Andersen er alene, erkender hun. Hendes kalender kan imponere de fleste, og med fire besøgsvenner, gymnastik, svømning, cykling, tirsdagsklub og frivilligt arbejde i den lokale sognekirke har hun et omfattende netværk.

”’Ordet’ er jo som sædemandens sæd, der skal udbredes til verden, og jeg er også optaget af selv at få det kristne budskab ud. Jeg besøger for eksempel en gammel dame, som aldrig kommer ud. Tre ugentlige kulørte blade er den eneste åndelige føde, hun får. Så nu har jeg overtalt hende til, at jeg, når jeg besøger hende, siger hende et skriftsted fra Bibelen, som hun skal huske til næste gang. Hun er heldigvis meget gemytlig og synes, det er en god idé,” siger Sigrid Meier Andersen.

Hun kalder ”Ordet” for Kristeligt Dagblads flagskib og varemærke og understreger dets betydning gennem sit lange liv.

”’Jesus min glæde’ skal der stå på min gravsten. Den glæde har ’Ordet’ i Kristeligt Dagblad været med til at forme fra min tidligste barndom, og den kan jeg leve og dø på.”