Prøv avisen
Signatur

På campingpladsen ser man virkelig, hvor forskellige og alligevel ens vi er

Som de fleste andre bevæger jeg mig mest i kredse af mennesker, der minder om mig selv. Jeg møder ikke mange sosu-assistenter og lastbilchauffører, men de var pludselig mine naboer, da vi slog teltet op for et par uger siden ned til fjorden ved Holbæk. De lånte os solstole, der var betragteligt bedre end vores egne, og tippede os om de gode grillkyllinger, man kunne få lige i nærheden. Og vi snakkede om ferier og familie og livet på en campingplads. Foto: Simon Bohr/Ritzau Scanpix og Leif Tuxen

Efter at jeg har fået børn, er jeg vendt tilbage til campingverdenen. Og det er på mange måder et pudsigt gensyn. Meget er, som jeg husker det, men der er også mange nye ting, skriver Kristeligt Dagblads journalist Lars Henriksen

Jeg er vokset op med camping. Den gode, klassiske 80’er en af slagsen med camplet, ludospil og spaghetti med Jaka Bov. Mange af mine bedste barndomsminder er forbundet til vores ture. Der var for eksempel dengang, vi nærmest regnede væk på en campingplads nær Tønder. Eller da vi tabte campletten på Sallingsundbroen på vej til Jesperhus Feriepark – hvor der i øvrigt også var dårligt vejr, så vi endte med at køre til Italien. Og cykelturene, besøg på historiske museer og strandudflugter, der alle endte tilbage i teltet på campingpladsen, hvor der altid var nogen at lege med – og ingen, der meldte sig frivilligt til at tage opvasken.

Efter at jeg har fået børn, er jeg vendt tilbage til campingverdenen. Og det er på mange måder et pudsigt gensyn. Meget er, som jeg husker det. Den der helt særlige stemning, hvor alle er på hej, og intet er helt privat. Glæden ved hele tiden at være udenfor. Børnene, der bare løber frit rundt og bruger hele pladsen som legeplads. Den joviale stemning i opvaskerummet. Duften af grill og lyden af klipklapper mod grusstien i mørket op mod fællestoilettet før sengetid. Det er stadig indbegrebet af hygge og fællesskab for mig.

Men der er også nye ting. Jeg mindes ikke, at vi i min barndom havde så helt utrolig meget udstyr med. Jeg lagde heller ikke mærke til, at andre nemt overgår os i selvsamme udstyr, især fastliggerne, der har installeret sig med trægulv i forteltet, stort køleskab, sofagruppe og fladskærm. Det virker også nyt, at man nogle steder kan bestille wellnessbehandlinger, og at en teltplads koster næsten det samme som et hotelværelse i byen.

Og så er der alt det, jeg ikke lagde mærke til som barn, og som sikkert også er blevet endnu mere tydeligt nu: På campingpladsen ser man virkelig, hvor forskellige og alligevel ens vi er.

Som de fleste andre bevæger jeg mig mest i kredse af mennesker, der minder om mig selv. Jeg møder ikke mange sosu-assistenter og lastbilchauffører, men de var pludselig mine naboer, da vi slog teltet op for et par uger siden ned til fjorden ved Holbæk. De lånte os solstole, der var betragteligt bedre end vores egne, og tippede os om de gode grillkyllinger, man kunne få lige i nærheden. Og vi snakkede om ferier og familie og livet på en campingplads.

Det er for voldsomt at tale om et virkelighedstjek, for jeg lever jo også i min egen virkelighed, og ingen virkelighed er vel mere rigtig end andres. Men jeg blev alligevel mindet om, hvor mange mennesker der lever helt andre liv end mit eget. Som taler anderledes, klæder sig anderledes, spiser anderledes og laver andre ting end mig, når de er på ferie. Det er en sund påmindelse. Ikke bare som journalist, men som et menneske, der forsøger ikke at falde alt for dybt ned i de stereotype forestillinger om, hvem der mon lever af at køre lastbil, arbejder ved et samlebånd – eller tager på campingplads.

Nogle gange er det nemt at få opfattelsen af, at Danmark, som ellers fremhæves for at være et særlig homogent land, faktisk er skarpt opdelt mellem københavnere og udkantsdanskere, offentligt og privat ansatte, ulveelskere og ulvehadere. Dæmoniseringen af ”de andre” er udtalt i debatten, ikke mindst på de sociale medier, og jeg er bestemt heller ikke selv fri af fordomme. Men på campingpladsen kan man ikke undgå at følge med i, hvem ”de andre” faktisk er. Der er endda mulighed for at nærme sig dem, når man lige låner lidt opvaskemiddel af Karen fra Roskilde. Eller sidder ved kanten af swimmingpoolen ved siden af de andre forældre.

På en campingplads opdager man hurtigt, at så forskellige er vi ikke.

Måske er det derfor, jeg så godt kan lide at campere: Her kan jeg få bekræftet mine fordomme og sikre mig, at verden, som jeg forestiller mig den, stadig står. Og samtidig kan jeg for hver gang, teltet igen er rejst, lade mødet med nye mennesker æde lidt af de fordomme og blive beroliget i, at fællesskabet og hyggen stadig trives derude i virkeligheden.