Man skal forestille sig, at landskabet var fuldstændig bart, siger de lokale. Der var ingen hegn eller granplantager som i dag, der var ingen grænseskilte og intet gråt vildsvinehegn langs åen. Alt, hvad der var hernede ved grænsen for 100 år siden, var flade marker og spredte gårde.
Her var ingen elektricitet. Ingen asfaltveje og rundkørsler. Sproget? Måske var det også lidt anderledes. Inde i stuerne blev der talt lige så meget tysk som dansk, eller hvis det skal være helt rigtigt sønderjysk. Rigsdansk har alle dage været en sjældenhed her.
”Halt doch die Klappe!”, kunne der blive råbt, hvis et barn talte for højt ved middagsbordet. Men også: ”Hol æ mund!”.
Med sindelaget – hvilket land, man følte, man tilhørte – var det lige så blandet. Lidt vest for midten af grænsen ligger landsbyen Rens, og her var det kun fire stemmer, der ved afstemningen i 1920 tippede byen til dansk side. Med 51 procent danske stemmer vandt ”det danske”. Grænsen mod Tyskland blev trukket syd om byen og adskilte Rens fra nabobyen mod syd, Ladelund.
I dag kalder nogle blandt de lokale det ikke for ”Genforeningen”, det, der skete i 1920, men ”indlemmelsen”, altså indlemmelsen af Sønderjylland i Danmark.
Den sommer i 1920 fandt beboerne i Rens sig selv i en ny virkelighed. Den 5. maj ankom grænsevogterne, gendarmerne, til byen i deres lyseblå uniformer. De havde patruljeret ved den gamle grænse, oppe ved Kongeåen, og nu skulle de sørge for, at den nye grænse hernede blev opretholdt. Det første stykke tid gik de rundt med kort i hænderne for at sikre sig, at de gik rigtigt, indtil der blev opsat grænsesten på markerne langs grænsen.
Et gammelt fotografi fra egnen, taget i 1920, viser fire mænd, slæbende af sted med en 200 kilo tung granitsten på et spinkelt træstativ. Mændene ser ud til at have det varmt.
Grænsen betød en ny sikkerhed for de dansksindede sønderjyder, der igen kunne flage med Dannebrog, sætte deres børn i en dansk skole og frit synge de danske sange i forsamlingshusene. Men grænsen skar også familier over. Man kunne ikke bare vade over grænsen, som man kan i dag. Bevogtningen blev kun styrket med tiden, og helt op til sidst i 1950’erne skulle man have særlig tilladelse i form af en passérseddel for at komme over. Og den eneste grænseovergang, hvor man lovligt kunne komme over, var i Kruså – en dagsrejse væk for beboerne på den vestlige side af grænsen.
Selvfølgelig lærte man at leve med det. En af områdets ældre, der i 1950’erne stod i lære som elektriker, har fortalt, at han på et tidspunkt havde en opgave i et hus nede ved grænsen. Det var en morgen, mens det stadig var mørkt. Da han nærmede sig, blev der blinket voldsomt med lyset, kunne han se. Det viste sig, at konen i huset var i gang med at sende morsesignaler til familien på den anden side.
Én af de sidste grænsegendarmer, der gik i de blå uniformer, døde sidste år. Han kunne fortælle om søndagsfrokoster, hvor familier sad på hver sin side af den gamle grænseå og skålede med hinanden. Om køer, der stak over åen til den anden side og blev taget som ”gidsler”. Og om dengang, grænsevogterne fandt et lig på den danske side. Som de smed over til tyskerne. Som så smed det over på den danske side igen. Ingen gad stå med bøvlet.
For to af de tysktalende familier fra Rens betød den nye grænse, at de pludselig befandt sig på dansk jord. De besluttede at sælge deres hjem og rejse mod syd. For den ene familie lykkedes salget, for den anden gjorde det ikke. Det fik konsekvenser for efterkommerne, langt mere end bare hvad der står i et pas.
”Jeg ved ikke præcist, hvorfor min oldefar flyttede,” fortæller Heini Petersen, 60 år, fra Ladelund i Tyskland, den landsby, hans oldefar flyttede familien til i sommeren 1920.
Heini Petersen taler dansk, selvom han ikke behøver det på denne side af grænsen. Eller, det er nok rettere sønderjysk. Nummeret i adressen på parcelhuset er ”seks”, men da Heini Petersen udtaler det i telefonen, siger han ”sajs”. Nogle gange, når han mangler det rette ord på dansk, finder et tysk ord vej ind i sætningen, og nogle gange er ordstillingen også lidt omvendt.
Carsten Peter Petersen, som oldefaderen hed, var født lidt syd for Ladelund som uægte barn af en lokal kvinde. Han blev siden smed og købte en smedje i Rens, nord for den nuværende grænse, men besluttede sig så for at købe en gård i byen. Han opkaldte den Dorotheagaard efter sin hustru. Med hende fik han 15 børn. Den yngste, Hermann, er Heini Petersens bedstefar.
”Min tante har fortalt, at min oldefar godt kunne lide at få lidt brændevin. Når han så kom hjem, og de kunne høre hestenes hove i gårdspladsen, stak alle børnene ud i stuerne for at gemme sig. For de var klar over, at han ville blive vild, når han kom ind,” fortæller Heini Petersen.
Han har i familiens arkiver fundet boligannoncen for den gård i Tyskland, som oldefaderen havde fået et godt øje til. ”Hof =Verkauf” står der øverst, ”Gård til salg”. Gården var nybygget i 1916, skønt beliggende ved Ladelund, og der hørte 100 hektar jord til.
Den danske krone var stærkere end den tyske mark på det tidspunkt. Økonomien var dårlig i Tyskland efter Første Verdenskrig og inflationen høj. I en krønike i lokal-arkivet har Heini Petersen fundet formuleringen: ”Han ville ikke bo i Danmark” om oldefaderens flytning, men han tror selv på, at oldefaderen drømte om et bedre liv.
”Jeg tror, han har tænkt, at han kunne få meget mere for pengene syd for grænsen. At han kunne købe sig en meget større gård for de penge, han fik for gården i Danmark. Men når det er sagt, så var han nationalt meget tysk. Og min bedstefar var det endnu mere.”
På den danske side i Rens, to kilometer fra Petersens gamle gård, ligger Rens Mølle. Her boede den anden familie, der besluttede sig for at flytte ved Genforeningen. Møllen er ikke længere i brug, men gps’en viser stadig hen til rødstenshuset med den brusende strøm fra Sønderåen i baghaven, når man søger på ”Rens Mølle”.
Ved Genforeningen tilhørte stedet en tysktalende mand, mejeristen Adolf Muus. Han var kommet rejsende til Rens fra Lübeck i 1900 for at overtage møllen, der på det tidspunkt var gået konkurs. Kort efter havde han ansat en tysk mejerske, Ida, som han fik først ét barn med uden for ægteskab. Hun måtte rejse tilbage til Lübeck og føde barnet, men året efter var den gal igen. Adolf og Ida giftede sig, hun fødte ham siden fem børn mere, herunder to sæt tvillinger. Barnet fra Lübeck, lille Adolf, blev hentet op til Rens.
Adolf Muus havde forstand på forretning. Der var vand i åen. Med vandkraft blev der kærnet læssevis af gult smør, og snart blev der udvidet med et lille bageri. Og så kom den nye grænse.
”Ejendomssalg” lyder overskriften på boligannoncen bragt i Flensborg Avis i august 1919.
”Et i Nordslesvig med vandkraft drevet mejeri på 800 køer samt mølleri og bageri med maskindrift og de tilhørende bygninger samt plads til 150 svin (…) til salgs for 75.000 kr.”
Møllerens barnebarn hedder, præcis som sin bedstefar og sin far, Adolf Muus. Han er 77 år og bor stadig i dag på vandmøllen i Rens. Han har selv drevet den frem til 1970’erne. Det lykkedes nemlig aldrig bedstefaderen at få den solgt.
Det er ikke noget, nogen i familien nogensinde har snakket om. Og Adolf Muus fandt først ud af, at hans barndomshjem skulle have været solgt, for et par år siden, da lederen af det lokale arkiv i Rens fortalte, at hun var faldet over annoncen.
”’Hvad?’, tænkte jeg bare,” siger Adolf Muus.
Heini Petersen træder ud af sin mørkegrå bil og ud midt i det, der er hans oldefars nybyggerdrøm. Han peger henover den flade mark toppet af store, knaldsorte muldvarpeskud. Jorden er god her.
”Dér er jeg vokset op,” siger han og peger over på en gård, der ligger gemt bag høje graner.
På grunden bag ham stod hans oldefars gård engang, nu ligger bunker af fodermajs gemt under grøn plastic og sorte bildæk. Gården brændte i 1980’erne.
Heini Petersens bedstefar, Hermann, var 11 år, da familien flyttede fra Danmark i 1920. De tre ældste børn i familien var store og blev tilbage på den anden side på de gårde, hvor de var kommet ud at tjene. Én af døtrene giftede sig med en meget dansksindet mand fra Vejle og brød med familien.
”Ham, hun giftede sig med, kunne ikke for godt med sin svigerfar,” siger Heini Petersen.
Heini Petersens oldefar, Carsten Peter Petersen, var måske heller ikke altid lige sjov at være sammen med. Han var af den mening, at landmand var det eneste rigtige, en rigtig tysk ”bauern”. Og så sad det måske i ham, at han blev født som et uægte barn, tænker Heini Petersen. Da én af oldefaderens døtre blev gravid uden for ægteskab i 1920 og spurgte ham til råds, svarede han hende:
”Du har én mulighed. Og det at gå i æ grænsstrøm.”
Altså, hun kunne drukne sig i den å, der løber langs grænsen.
”Det er jo noget at sige til sin egen datter,” siger Heini Petersen og løfter øjenbrynene.
Oldefaderen døde den 21. oktober 1930 ”omtrent 70 år gammel”, som der stod i den notits, der blev bragt om Carsten Peter Petersen i Flensborg Avis:
”Afdøde var med sin stovte skikkelse og det lange skæg til det sidste en meget statelig mand. Af venner og naboer på egnen vil han blive savnet, ikke mindst for sit særlige væsen.”
Yngstesønnen, Heini Petersens bedstefar Hermann, blev ikke nogen rigtig tysk bonde, som hans far havde ønsket det. Dertil var han al for glad for at gå i uniform.
”Min bedstefar var meget nationalsocialistisk. Han var stærk i den mening, at det var rigtigt at bære uniform for sit land. Jeg husker, at han gik på jagt. På cykel med geværet over skulderen på vej mod skoven. Lige i ryggen!,” siger Heini Petersen og retter sig højtideligt op.
”Men jeg har ingen dårlige minder om ham. Og det er ham og min bedstemor, der har lært mig at tale dansk. Hverken min mor eller far har nogensinde talt dansk.”
Vandet i Sønderå hvirvler afsted under træbroen ved vandmøllen i brune spiraler. Så meget vand har der aldrig været i åen før, ikke hvad Adolf Muus kan huske, og engang havde det helt sikkert været godt for ”business”. Men det er alt sammen ligemeget nu, hvor vandmøllens træhjul står helt stille.
Adolf Muus åbner en afskallet, grøn dør ind til selve møllen. Trappetrinene op til loftet er hulet ud af slid og brædderne knager faretruende under fødderne. Ovenpå står en rund, udtjent møllesten lænet op ad væggen. Det var her, Adolf Muus lærte at betjene møllen og allerede som dreng var det hans opgave at skærpe stenen med en spids hammer.
Han går ned efter en hammer og kommer op igen. Slår lidt af hjulet, så der falder småsten ned i støvet på gulvet.
”Sådan dér,” siger han.
Han er født i Rens i Danmark i 1943, midt under Besættelsen, og hedder Adolf.
”Der har da været nogle jokes. Men ikke nogle, der har betydet noget. Dem, der kender mig, ved, at jeg hedder Adolf, og det er ikke på grund af Hitler. Jeg hedder Adolf, fordi det gjorde min far også. Og min bedstefar før ham. Det er et familienavn,” siger han.
Hans storesøster hed i øvrigt Ida efter bedstemoderen, tilføjer han.
Han viser ind på det gamle bogholderkontor ved møllen, hvor han engang selv sad og holdt styr på regnskaberne, indtil møllen måtte lukke i 1976. Han låser et brunt arkivskab op med den nøgle, der sidder i, trækker en skuffe ud og fisker en bunke åbnede kuverter op.
”Man må sige, det har været et held for min bedstefar, at han kom til at bo nord for grænsen. Da krigen kom i 1939, havde han fem sønner i den krigsduelige alder. Hvem ved, hvor mange af dem, der havde overlevet? Jeg er født i 1943. Hvem ved, om jeg havde været der?”
Brevene i hans hånd er maskinskrevne og sendt mellem Adolf Muus’ bedstefar og bedstefaderens bror, der boede i Lübeck i 1930’erne.
”Geöffnet,” står der på et hvidt bånd, klistret på en blå kuvert. På stemplet flyver en ørn med et hagekors i kløerne.
”Hverken min far eller bedstefar interesserede sig rigtigt for politik, meget mere for forretning. Og ingen af dem har været medlemmer af det tyske mindretal. Men tre af mine onkler meldte sig til Heimwehr (paramilitær nazistisk gruppe, red.), og de sad også i Fårhus,” fortæller Adolf Muus.
Fårhuslejren er den straffelejr, der blev oprettet efter Besættelsen for danske medlemmer af nazistpartiet, herunder en stor del af de mandlige medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland.
”Det var jo det, man gjorde, når man var tysk.”
Adolf Muus bladrer i bunken med maskinskrevne breve og finder ét, skrevet i 1936. Her fortæller bedstefaderens bror om udviklingen i Tyskland, om Hitlers besættelse af den demilitariserede zone ved Rhinen og Frankrigs svar på det. Broderen finder Frankrigs svar uklogt. Det trækker op til krig.
Brevet slutter:
”Men du ved jo i øvrigt, at jeg ikke beskæftiger mig med politik på skrift! Endnu en gang hjertelige påskehilsner til jer alle, din bror, Hans.”
Adolf Muus lægger brevet tilbage i bunken.
”For mig er det en slags bevis for, at de i hvert fald ikke var på Hitlers side. Så havde der ikke stået sådan,” siger han.
Få år efter blev broderen i Lübeck kørt ned af en lastbil og døde. Brevene fra den anden side stoppede.
Heini Petersen skubber den lave dør op til et gammelt hus inde i Ladelunds midte. Her ligger det lille bymuseum i Ladelund, som han selv står for driften af. Det er kun det ene af byens to museer, det andet ligger på den anden side af vejen og markerer, hvor der i vinteren 1944 døde 298 mennesker, flest hollændere og italienere, i en arbejdslejr oprettet af det nazistiske styre.
”De fleste var mænd fra en hollandsk by, hvor man havde modsat sig nazisterne. Så samlede de alle byens mænd og bragte dem hertil,” siger Heini Petersen.
Her, på Dorfmuseum Ladelund, har de lokale samlet forskellige ting og sager ind, der fortæller om byens historie:
Flinteøkser. En udstoppet stork. En legetøjsdampmaskine. Skiltemagerens skabelon til ”Reichsgrenze”-skiltet. En ringriderjakke. Metervis af spindelvævstynde, hvide kniplinger.
I en glasmontre på førstesalen ligger 20-30 små emblemer med hagekors og glimter i solen fra vinduerne. Der er også et dokument med ”der Führers” underskrift. Det er det brev, der er fulgt med tildelingen af et tysk æreskors til en Ladelund-borger i 1939.
Heini Petersen står lidt på afstand af montren, da han forklarer, hvad der er i den.
”Det er jo alt sammen her fra byen. Det er en del af historien, men det er også meget følsomt for folk hernede,” siger han.
”Mange tyskere vil ikke så gerne fortælle noget, så det, de ved om deres historie bliver overfladisk. Når jeg går i arkiverne, så mobber mine sønner mig. ’Nå far, har du nu været ude og suche knochen igen’ (lede efter knogler, red.) Jeg interesserer mig for slægtsforskning, og det er bare meget nemmere at gøre på den anden side af grænsen,” siger han og bevæger sig ned ad trappen fra museets loft.
Hans egen bedstefar, Hermann, var overbevist nazist. Han ville være soldat, kæmpe for sin overbevisning og for fædrelandet.
Men han var også en rar mand, fastholder Heini Petersen. Efter krigen gik der nogle år, så åbnedes grænsen mere og mere, og fra 1957 skulle man ikke længere have særtilladelse til at passere. Heini Petersen husker, at han fik lov at komme med bedsteforældrene på ture til Danmark for at købe det gode danske smør. Nogle gange fik han også en is på mejeriet.
Bedstefaderen døde, da Heini Petersen var 14 år, i 1974.
”Ved mig var han rigtig god.”
Efter krigen og i de første par år af 1950’erne har levestandarden givetvis været dårligere på den tyske side af grænsen, mener Adolf Muus. Men op mod 1960’erne blev det bedre. Den tyske industri kom på fode, folk fik arbejde og penge. ”Der Deutsche Wirtschaftswunder,” som man siger i Tyskland om det økonomiske opsving, som var så tiltrængt. I de år kom der for første gang igen siden Genforeningen i 1920 kunder tilrejsende fra syd og købte mejeriprodukter på mejeriet og korn på møllen. Især smørret var tyskerne glade for.
Bedstefaderen, mølleren, døde i 1954, og selvom han til sidst var nærmest døv og gik rundt med et stort hørehorn, vedblev han til sin død at være en meget respekteret herre.
”Hvis han kom ind på mejeriet, og han så nogle tjenestefolk stå og grine ad et eller andet, så råbte han: ’Was gibts hier zu lachen?’ (hvad er der at grine ad?) Og så blev der stille,” siger han og gør store øjne.
”En anden gang var der lige én af de lokale bønder, der skulle være vittig og sagde ’Gutentag Herr Maus’ til ham. Altså goddag hr. Mus. Det syntes han ikke var spor sjovt.”
Siden han fik at vide, at bedstefaderen satte hans barndomshjem til salg i 1920, har Adolf Muus forsøgt at forstå hvorfor. Han tror ikke på, at hans bedstefar søgte et bedre liv på den tyske side. Han tror heller ikke på, det skyldtes, at bedstefaderen havde et stærkt tysk sindelag. Eller hvad?
”Jo mere, jeg tænker over det, jo mere tror jeg, det har handlet om sproget for ham. Han kunne skrive dansk, men ikke tale det. Og jeg tror, det var derfor. Jeg tror, han inderst inde gerne ville være et sted, hvor der blev talt tysk.”
Da bedstefaderen døde, overtog hans søn, Adolf Muus’ far, møllen. Og i 1966 gik møllen videre i arv til Adolf Muus, der drev forretningen ind til 1976. Lukningen skyldtes, at møllen ikke kunne følge med udviklingen i landbruget, siger han.
På møllens loft står de gamle, grå mælkejunger stadig, dækket af spindelvæv og støv. De kan rumme 25-30 liter hver, og blev kørt til mejeriet af bønderne på et vognlad. Indtil det ikke var nok længere.
”Da vi kom med i EU blev landbrugene meget større. Så begyndte man jo at tappe mælken over i tankbiler. Men vi kunne ikke have tankbil hos os,” siger han og trækker på skuldrene.
”Det var der jo ikke noget at gøre ved.”
Den gamle mølle kunne sikkert godt trække lidt turister i sommermånederne, hvis den blev sat i stand. Men så længe Adolf Muus bor her, vil han helst have den for sig selv. Og hustruen, som han har en søn med. Hustruen traf han i øvrigt i sin tid lige her, i Rens.
I 1960’erne og 1970’erne dansede den tyske og danske ungdom på grænsekroen i Pebersmark, der lå lige på grænsen mellem Rens og Ladelund, det har Heini Petersens forældre fortalt. Men da Heini Petersen var ung i 1980’erne i Ladelund var der ikke længere så meget kontakt mellem den tyske og danske ungdom. Han rødmer let, da han bliver spurgt til, hvor han traf sin hustru.
”Hos naboen,” svarer han.
”Hun boede lige et par huse væk, og vi har kendt hinanden, siden vi var børn. Jeg havde nok ikke haft den kone, jeg har, hvis jeg havde boet i Danmark.”
Heini Petersen har brugt meget tid i Danmark de senere år, eller det vil sige, rent digitalt, på danske hjemmesider. I Danmark er kirkebøgerne digitaliseret systematisk og på den måde har han fundet frem til de af hans oldefars børn, der blev nord for grænsen dengang. Og til deres børn og børnebørn. Som han så har besøgt på deres hjemadresser i Danmark. Hver og én.
”Det er ikke alle, jeg har kontakt med, men jeg har besøgt dem alle. Jeg ville gerne se dem. Og jeg var overrasket over, at det slet ikke var noget problem for dem at snakke om familien. Sådan er det ikke her i Tyskland.”
Heini Petersen låser døren af til det lille museum, hvor tingene taler for byens beboere. Spørgsmålet om, hvor han føler, han hører mest til, nationalt, er ét, der stadig i hans 60. leveår rumsterer i ham.
”Det har jeg tænkt mange gange over. I mit pas står der tysk. Men fordi, jeg har slægtsforsket, har jeg fundet ud af, at den første Petersen, der hører til min slægt her omkring Ladelund, faktisk kom fra Jylland. Så jeg er ikke så sikker mere. Og så har jeg det sådan, når alle de andre snakker om at komme til Italien på ferie, så har jeg bare ikke den længsel efter at komme sydpå. Jeg vil bare gerne mod nord.”
I Danmark sidder Adolf Muus og tygger lidt på det samme spørgsmål. Er han dansk eller tysk? Han er født i 1943 og hedder Adolf. Da han nåede skolealderen, valgte hans forældre at sætte ham i en dansk skole, på trods af, at Rens på det tidspunkt havde fået en tysk skole. Og han er ikke medlem af det tyske mindretal.
Han har netop fået kontakt til en efterkommer af bedstefaderens bror i Lübeck og skal besøge ham til sommer. Det glæder han sig meget til. Når man spørger ham, om han føler sig tysk, svarer han:
”Vi er vel alle lidt af det hele hernede.”