Fra 0. til 9. klasse har jeg ventet på at skulle væk fra skolen. Jeg var skoletræt allerede i 1. klasse. I 9. klasse glædede jeg mig til at få overstået min eksamen og komme ud i verden. Men til hvad? Havde jeg så travlt, at jeg havde glemt eller overset, hvad jeg glædede mig til? Nu havde jeg brugt mange år af mit liv på at bestige et bjerg – kun for at opdage, at fra toppen er der en masse andre bjerge foran mig. Med dale og bakker imellem og en masse små sten på vejen, jeg selv skal i gang med at fjerne.
Da jeg skulle på efterskole sidste år, fik jeg at vide, at ”Dette år vil blive det bedste år i dit liv – nyd det!”. Jeg tænkte for mig selv: Hvordan kan jeg nyde det, hvis jeg hele tiden skal fokusere på at nyde det? I løbet af året indså jeg, at det er umuligt hele tiden at nyde, for man skal nogle gange være i mørket, for at kunne se lyset. Det fik vi at mærke i coronakarantænen, hvor vi skulle være væk fra hinanden.
Efterskolen er forbi, og når sommerferien er ovre, skal jeg til at starte et nyt kapitel i mit liv. Jeg er kommet ind på HF med film som linje – et studium, som jeg var så superheldig at blive optaget på. Fra den lille beskyttede forstad, jeg er opvokset i, skal jeg nu ind til Aarhus, hvor der er tusindvis af mennesker, som vil bevise over for verden, at de er noget værd. Jeg ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg håber, at jeg kan holde fast i mine drømme, og at jeg bliver til noget.
Jeg har alt for mange spørgsmål. Lærere og voksne siger til mig, at jeg bare skal spørge, hvis jeg er i tvivl om noget, men jeg ved ikke engang, hvad jeg burde vide. Hvad med arbejde? Skal jeg så både gå i skole og arbejde – og får jeg overhovedet noget fritid, hvor jeg kan bage makroner, der ligner enhjørninger eller øve mig i at lave cocktails fordelt i lag med tre forskellige farver?
Og hvad nu hvis jeg ændrer mening om et år? Jeg kan umuligt vide, om mine drømme ændrer sig, og jeg finder ud af, at jeg ikke vil arbejde med film, men i stedet være kok i mit eget Noma-køkken. Og på den anden side kan det også være, at det er fint nok, at jeg ikke er sikker. Tænk hvis jeg lige siden børnehaven havde været indstillet på, at jeg skulle være fodboldspiller, og det var det eneste, jeg havde fokuseret på hele mit liv, og så en dag fandt ud af, at jeg overhovedet ikke havde lyst til det alligevel. Jeg hørte engang et citat i en film, som jeg frit har oversat til: ”Hvis du ved præcis, hvor du er, er du fuldkommen faret vild.” Det synes jeg beskriver denne tid meget godt.
I folkeskolen handlede det ikke om at lære matematik, men om popularitet og udseende. Man ville gerne skille sig ud, men på den anden side gerne passe ind og være ligesom alle andre. På efterskolen fandt jeg ud af, hvor heldig jeg egentlig er. Med alle de fantastiske mennesker, jeg har mødt, og deres unikke historier har jeg indset noget om mig selv. I folkeskolen forsøgte mange at lyve sig til at være bedre, end de er, og nogle skabte drama for at få opmærksomhed. Alle var så usikre, inklusive mig selv, og man ville så gerne være vellidt. Men på efterskolen behøvede man ikke andet end at være sig selv for at passe ind i et fællesskab.
Det er også gennem denne tid, jeg har indset, hvor forskellige vi alle er. Der er nogle, som har vildt mange penge og får deres forældre til at gøre alt for sig. Der er nogle, der må arbejde hele deres fritid for at få råd til nyt tøj. Så er der dem, som tager til alle festerne, og dem, der altid får 12 i skolen. Der er nogle, som fik deres første kæreste som 13-årig og dem, som ikke har fået deres første kys endnu. Jeg har venner, der har diagnoser, som gør det svært at håndtere hver-dagen. Der er nogle, som er meget udadvendte og sociale – og så er der andre, der ikke kan holde ud at være sammen med mennesker i særlig lang tid. Dette har hjulpet mig med, hvordan jeg skal håndtere fremtidige problemer eller udfordringer. Det har været spændende at følge med i, hvordan vi alle har udviklet os og tilpasset os til hinanden.
Jeg står som 17-årig midt i en akavet tid, hvor jeg både er barn og voksen på samme tid. Det er ikke acceptabelt at ligge på mit værelse hele dagen og slappe af, fordi jeg er ved ”at blive voksen” – men jeg må heller ikke holde fest eller være alene hjemme hele ugen, for jeg er jo ”stadig kun et barn”. Jeg skal selv huske at tilbyde at tømme opvaskeren, gøre rent, når der er brug for det, og spare penge op, fordi de egenskaber får jeg brug for, når jeg flytter hjemmefra.
Det er ikke sikkert, at voksne lægger mærke til det, men de stiller ret ofte de samme ”Hvordan går det så?”-spørgsmål. Det kan være svært at åbne op til det første spørgsmål om, hvordan jeg har det. Og det er endnu sværere at snakke, hvis jeg samtidig er i gang med noget – for eksempel at tegne. Så ender det ofte bare med, at jeg svarer ”fint – det går fint.” Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at være social, men måske er jeg bare træt, når mine forældre nogle gange gerne vil hyggesnakke. Og så ønsker jeg, at voksne vil snakke med mig i stedet for til eller om mig.
Jeg skal snart stå på egne voksne ben og nyder den sidste tid, inden jeg siger farvel til min barndom.