Der er ikke ret mange fuglefjelde, grindehvaler eller søpapegøjer i den første færøske film, som nogensinde er blevet vist ved Cannes Festivalen. Og som tilmed blev belønnet med prisen som bedste kortfilm.
Som filmens instruktør Andrias Høgenni siger, så er det jo ”heller ikke alle tyske film, der handler om nazister”.
Faktisk foregår det meste af filmen i danske Føtex. Her møder Elinborg sin færøske landsmand Marita. Et temmelig akavet møde, for her blandt dåsetomater og frysegrønt afsløres det, at Elinborg har blokeret Marita på Facebook. I det lille færøske indvandrersamfund i København – hvor det fjernt fra hjemlige fjelde er særlig vigtigt at holde sammen – gør afvisningen ondt.
Elinborg forklarer forfjamsket, at den veganske aktivists evindelige posts af peberfrugter og anti-hvalfangstpropaganda er blevet for meget. Samtidig forsøger Elinborg at opretholde en facade af høflighed.
”Det er fascinerende at se folks høflighedsdans i pinlige situationer. For at hverdagen kan hænge sammen, er vi nødt til at være høflige. Men sandheden kan nogle gange være brutal. Jeg skildrer et menneske, som forsøger at sige sandheden på en høflig måde – uden at det lykkes. Der er noget, der ligger og ulmer. Det bliver til en høflighedsdans i Føtex,” siger Andrias Høgenni.
Akavede situationer og den vanskelige kunst at omgås andre med både empati og ærlighed er et tilbagevendende tema hos den 30-årige filminstruktør, der indtil videre har stået bag 45 kortfilm. Men kun 12-15 af filmene regner han for rigtige værker, som han er stolt af.
”Ikki illa meint” – ”Ikke for at være personlig” – er titlen på hans vinderfilm i Cannes. Netop kunsten at være både ærlig og menneskelig har ringe vilkår på Facebook. Det sociale medie er nok et hyggeligt gadekær, men også en galje. I filmen får Facebook-blokeringen fatale følger. Marita kan ikke klare afvisningen fra en kvinde, hun troede var en veninde.
”Når konflikter i det digitale rum kommer over i det menneskelige rum, kan det blive farligt. Min mening med filmen er at vise, hvor svært det kan være at vise empati i dagligdagen. Men også hvor livsnødvendigt det er. Det er især svært, når man er dybt uenig med et menneske. Så er det nemt at afvise, især på nettet. På Facebook er relationer ret kontante: Enten er man inde, eller også er man ude. Min film handler om et menneske, som spørger sig selv, ’hvorfor er jeg ikke god nok’? Hvorfor er jeg blevet fravalgt? Det kan være ekstra hårdt, når man tilhører en minoritet som den færøske,” siger Andrias Høgenni og uddyber:
”Facebook bliver en maske, man kan trække ned over hovedet og gemme sig i. Det bliver en skreven tekst på en skærm – uden et menneskeligt ansigt. Der er mange symbolske handlinger på Facebook og internettet. Man kan like og blokere. Tingene bliver i den grad sat på spidsen. Uden nuancer. Folk i dag lever tit adskilte. Så det er nemt at opfatte modparten som bare træls. Det er vigtigt at se, at der står et menneske bag den, man er uenig med – ikke et monster,” mener instruktøren.
Den psykisk ustabile Marita ender faktisk med at tage livet af sig efter at være blevet afvist af hende, hun troede var en god veninde. At Elinborg under det fatale sammenstød i Føtex hælder salt i såret ved at fortælle, at flere andre også har blokeret den veganske aktivist på Facebook gør måske udfaldet. Det bliver sidste gang, de ses.
”Jeg vil skildre et sidste møde. Hver gang, man siger farvel til et menneske, er det principielt sidste gang. Hver gang, du holder dit barn i din favn, er det også principielt sidste gang,” siger filminstruktøren. Og minder om, at det skal man huske i sin omgang med andre mennesker. Samtidig med at man skal forsøge at være ærlig og give kærlig kritik.
Den balancegang er ikke let. Især på Facebook går det galt. Mennesker kan ikke tåle at blive afvist, liket og ikke- liket.
Han synes, at sorg, depression og angst tit skildres ”glamourøst” på film. En grædende kvinde i en alt for smuk rød kjole.
”Man glemmer det grimme. Sorgen er ikke smuk, og psykisk ustabile mennesker er ikke lette at være sammen med.”
At tale sammen med nogle man ikke er enig med ansigt til ansigt er vigtigt, men kan være vanskeligt. Så er det lettere at plapre løs på Facebook med sine uforbeholdne meninger. Og her oplever Andrias Høgenni, at færinger lever i en tavshedskultur, hvilket til dels også gælder danskerne.
”Vi er kun 51.000 mennesker på Færøerne og bare 19.000 i Tórshavn, hvor jeg er vokset op. Alle er meget tætte på hinanden. I Danmark er der en bredere offentlighed. På Færøerne lever vi i en tavshedskultur, hvor man ikke taler om tingene. Når alle ved alt om hinanden, bliver det pludselig meget vigtigt, hvad folk ikke ved.”
Tendensen gælder også det færøske miljø i Danmark, hvor de 10.000 færinger holder tæt sammen. Og alle kender den grillbar nær Øresundskollegiet, hvor man kan få de helt rigtige pommes fritter, færøsk style med soja, eddike og salt.
”Det skal helst gøre lidt ondt i halsen.”
Andrias Høgenni boede de første seks år af sit liv i Danmark og flyttede derefter til Færøerne. Sin filmuddannelse tog han på Super16 i København. I Odense, hvor han stadig bor, blev han bachelor i medievidenskab.
”Mine forældre studerede i København. Jeg voksede op på Solbakken, et færøsk indvandrerkollegium. Der var en ren færøsk ghetto, hvor der kun blev talt færøsk, lidt som Øresundskollegiet i dag. Så jeg måtte lære dansk i børnehaven,” fortæller han.
”Jeg synes, det er interessant at være en skjult indvandrer,” fortæller Andrias Høgenni med et smil og på et dansk helt uden accent.
Men tilknytningen til Færøerne er stærk, trods mange år i Danmark.
”Jeg elsker færøsk. Hele klangen! Det er et fantastisk sprog at skændes på. Det lyder som noget i retning af, når folk fra Sydfyn skændes.”
Andrias Høgenni er vokset op i et hjem med klaver, hvor der blev ”sunget og diskuteret højlydt”.
Som teenager skrev han digte og spillede i hornorkester. Den første film lavede han som 16-årig på Klipfisk, det færøske filmværksted. Han deltog i en konkurrence på ungdomsprogrammet Agurk. Selvom der var meget bøvl – hovedpersonen klippede sig pludselig korthåret midt i optagelserne, og det primitive kamera drillede – så var det en ”åbenbaring” at lave film.
”Det var filmen, der fandt mig. Det var dét, jeg gerne ville – at lave noget sammen med andre. Og jeg er blevet ved lige siden.”
”Åbenbaringen” kom allerede, da han som 8-årig fulgte moderens arbejde som præproduktionskoordinator for Nils Malmros, da filminstruktøren skød filmen om Barbara på Færøerne. Med i bagagen fik Andrias Høgenni en stolthed over sit land.
”I Danmark er man mest imod alt muligt. Vi færinger elsker Færøerne. På Færøerne er der skaberånd og kreativitet. Vi definerer hele tiden vores egen kultur. Vi opfinder nye færøske ord, som Telda for computer. Her kan man få lov til at være den første til alt muligt. Vi fik den første færøske spillefilm, ’Atlantic Rhapsody’ i 1989, hvor vores senere statsminister, Kaj Leo Johannesen i øvrigt var stunt-chauffør i en vild biljagt. Jeg er den første filminstruktør, som er blevet vist i Cannes. Jeg fik en af de to vinderpriser i konkurrence med 1600 andre kortfilm. Det var meget uventet! Da vi fik vores første rundkørsel i Tórshavn, var det flot og dejligt. Så skulle næste by også have sådan en. Da vi fik vores første opera – det var stort! Det første stripshow på Færøerne var i 2006. Det var også fantastisk. Hun strippede i nationaldragt.”