Kommentarer med sprogets værste gloser er hverdagskost for snart sagt alle politikere, meningsdannere, debattører og andre, der formaster sig til at give udtryk for deres holdninger på de sociale medier.
Man kan næppe fortænke dem, der udsættes for den slags, i at ønske, at det ikke skete, og derfor er statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) opfodring i sin nytårstale til en bedre tone i debatten også blevet rost af mange. Men er det i virkeligheden et naivt håb? Er det ikke en indgroet del af debatkulturen på navnlig internettet, at man råber højt og grimt til hinanden?
Jo, langt hen ad vejen, mener forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Jakob Linaa Jensen, der i 15 år har forsket i brugen af internettet.
Siden internettet tog fart, har debatkulturen været hård. Det hænger blandt andet sammen med, at det fra starten var dem med de polariserede holdninger, der ikke fik taletid andre steder, som med internettet fik en platform, hvor de kunne råbe deres meninger højt,” siger han.
Og sådan er det, mener Jakob Linaa Jensen, i vid udstrækning desværre stadig i dag:
”Vi ved, at omkring halvdelen af dem, der er på for eksempel Facebook, ønsker en saglig debat, mens den anden halvdel bare ønsker at råbe højt. Men i og med, at den sidste gruppe tegner sig for 90 procent af indlæggene, betyder det, at de fuldstændigt dominerer.”
Konsekvensen er, at stadigt flere af de midtsøgende brugere og dem, der faktisk godt kunne tænke sig en saglig og velargumenteret debat, mister lysten til at debattere.
”Mange flygter fra at være aktive i debatterne på de sociale medier, fordi de føler, de alligevel ikke kan flytte noget, når det ender i mudderkastning,” siger Jakob Linaa Jensen.
Han understreger dog også, at det ikke er givet, at enhver debat på internettet nødvendigvis må køre af sporet. Handler den om tekniske emner som dataprogrammering eller kernekraftværker, er risikoen forholdsvis lille, fordi de, der diskuterer, ofte er godt inde i sagerne, og diskussionerne kan tage udgangspunkt i fakta i stedet for følelser. Omvendt forholder det sig, hvis emnet er mere værdipolitisk.
”Hvis man prøver at sige noget om udlændinge, kriminalitet eller børneopdragelse, kan man godt regne med omgående at blive stemplet som enten racist eller pladderhumanist, eller at nogen spiller Hitler-kortet eller foreslår, at man skal i psykiatrisk behandling,” siger Jakob Linaa Jensen.
Også internetsociolog Anders Skov, Center for Digital Dannelse, mener, det er vigtigt at holde sig for øje, at internettet faktisk er fuldt af debatsider og fora, hvor diskussionerne er saglige og konstruktive. Samtidig er han ikke helt enig i præmissen om, at Facebook nødvendigvis er et væksthus for negativ og hadeful opførsel.
”Bølgerne går lidt højere et sted som Facebook end i den fysiske virkelighed, men det svinger altså både den ene og den anden vej. Det kan godt være, der er nogle meget negative kommentarer, men der er lige så mange, der er meget positive. Vi ser det ikke kun i debatterne, men for eksempel, når nogen lægger et nyt profilbillede op. Så kommer der jo hurtigt de første 100 likes og kommentarer, hvor folk skriver 'hold op, hvor er du lækker'. Så det er ikke rigtigt, at Facebook er et sted, hvor tonen generelt er meget negativ,” siger Anders Skov.
En af dem, der i årenes løb har oplevet både de gode og dårlige sider af Facebook, er den tidligere folketingspolitiker for SF og nuværende debattør og foredragsholder Özlem Cekic. Selvom hun dagligt bliver kaldt ”perkerso” eller det, der er værre, på Facebook, er hun overvejende positiv over for det sociale medie.
I stedet for at flygte fra diskussionerne og ignorere dem, der kun har til formål at genere hende og hendes tilhængere, har hun valgt at konfrontere dem og søge dialogen.
”Jeg har nogle regler, som jeg følger, når det kommer til Facebook. Det handler blandt andet om, at når jeg laver en statusopdatering, så skal jeg være til stede i den debat, der kommer. Hvis ikke du er til stede, eksploderer debatten og bliver til det rene kaos. Men hvis de, der skriver nedladende eller ondskabsfulde kommentarer, får et svar med det samme og får at vide, at det ikke er i orden, at de skriver sådan, går det op for dem, at der faktisk sidder en person i den anden ende, der bliver ked af det, de skriver. Det betyder, at de ofte modererer deres kommentarer eller skriver 'jamen, det var jo ikke sådan ment', og så kan man måske alligevel få en saglig dialog med dem og flytte på nogle ting,” siger Özlem Cekic.
Hun erkender dog, at det af og til er op ad bakke at tage kampene med modstanderne, og hun bekræfter, at det er hendes erfaring, at mange holder sig fra at diskutere af frygt for at blive svinet til.
”Jeg får mange private beskeder fra folk, der gerne vil tale med mig, men som ikke orker at deltage i diskussionerne på min væg. Men Facebook er kommet for at blive, så jeg synes, det er vigtigt, vi finder ud af, hvordan vi kan opdrage hinanden til at gå efter bolden i stedet for manden og have en ordentlig debat. Og når man selv rækker hånden ud og søger dialogen med sine modstandere, så har det faktisk ofte en virkning,” siger Özlem Cekic.
Professor og leder af Center for Information og Boblestudier Vincent F. Hendricks, Københavns Universitet, har i flere år beskæftiget sig med internettet og de sociale mediers betydning for den demokratiske debat.
”Vi ser ofte på de sociale medier, at debatten er grov og unuanceret, og det er helt klart et problem,” siger han og peger på tre primære årsager til, at det forholder sig sådan.
For det første er hele det fysiske aspekt væk, når vi kommunikerer via nettet. Vi kan ikke læse kropssproget, høre tonefaldet eller se et eventuelt glimt i øjet, og vi har ikke mulighed for at moderere og nuancere vores udtalelser, når vi ser, at modparten misforstår os eller bliver ked af det, vi siger.
For det andet foregår samtaler på sociale medier ikke én-til-én. Når man skriver i kommentarfeltet på Lars Løkke Rasmussens eller Özlem Cekics statusopdatering, at de er idioter, gør man det i den forvisning, at der potentielt er flere hundrede eller tusinde andre, der læser det.
Konsekvensen er ofte - formentlig helt i tråd med den første kommentators intention - at andre brugere kommenterer på kommentaren. Inden længe ruller lavinen. Brugerne råber idiot på kryds og tværs af hinanden, og hvad den oprindelige statusopdatering faktisk handlede om, har alle snart glemt.
Endelig kan den rå debattone ifølge Vincent Hen-dricks forklares med, at det virker uforpligtende og omkostningsfrit at hælde sin galde ud over ansigtet på andre på Facebook. Mange er af den opfattelse, at det ikke er specielt alvorligt at svine nogen til eller ligefrem true nogen på sociale medier, mener Vincent F. Hendricks.
For forskningsleder i sociale medier Jakob Linaa Jensen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at se, hænger den hårde tone også samme med, at det mellemled, hvor man tidligere skulle sætte sig ned og formulere et læserbrev og kunne nå at køle af, er forsvundet.
”På sociale medier erstattes refleksion af reflekser. Det går så hurtigt, og folk når ikke nødvendigvis at tænke over det, de skriver,” siger han.
Han synes, det er fint, statsministeren sætter fokus på den grimme tone i debatten, for han er enig i, at den netop er grim.
”Men det er ikke Facebook og de andre sociale medier, der i sig selv er ansvarlige for den udvikling, for de afspejler bare samfundet og den generelle forråelse, vi ser i måden, vi omgås og debatterer på. Derfor, tror jeg, det bliver meget, meget svært at vende udviklingen,” siger Jakob Linaa Jensen.
Knap så pessimistisk er Vincent F. Hendricks på vegne af fremtidens digitale debatkultur.
”Vi skal finde ud af, hvordan vi undgår den polarisering i debatterne, vi ser i dag. Det ønsker Facebook også selv at finde en løsning på. Det er blandt andet derfor, de vil introducere flere empati-knapper, der giver mulighed for at udtrykke sig mere nuanceret, end man i dag kan med et 'like'. Sociale medier vil blive ved med at udvikle sig og blive mere og mere forfinede. I takt med at det sker, vil der opstå muligheder for at kommunikere mere nuanceret og undgå, at debatterne kører af sporet, og der går fuldstændig rundhyl i den,” siger Vincent F. Hendricks.