En kvinde sidder på hug og ælter dej i et lerkar. Lidt derfra har en af mændene tændt op i ovnen og gør klar til at bage brødet til aftensmåltidet. Over et bål er en lammekølle ved at blive stegt, over et andet ildsted ristes en friskfanget fisk, mens nogle af børnene skærer æbler med deres flinteknive. Solen skinner med en forsinkelse på 5000 år, for vi befinder os i en tidslomme. En af bådene lægger til land efter at have været en tur ude på Flyndersø, der grænser op til bopladsen.
Fra et stråtækt halvtag høres hammerslag. Det er Harm, der hugger flint med en hammer lavet af en kraftig hjortetak. Små flintefliser drysser ned på jorden. Ud af ”flintekuglen”, som Harm kalder flintestykket, han har under bearbejdelse, skal der hugges en dolk og en eller flere spydspidser, forklarer flintesmeden med det grå skæg og halvlange hår, mens han hugger til. Det er i hvert fald planen, men den kuldsejler få slag senere, da en skjult revne i stenen får den til at flække på langs.
Harm tager uheldet med ophøjet ro. Forklarer, at han altid hugger godt til med mange kræfter, når han begynder på et nyt stykke.
”For er der en skjult revne, opdager jeg den så med det samme i stedet for først at opdage den, når jeg er langt henne i arbejdet og så alligevel må kassere det hele,” forklarer han og fortæller om fund fra stenalderen, som viser, hvordan også fortidens flintesmede er rendt på problemer, når en sten er knækket.
”Et sted fandt man den ene del af en dolk, og flere meter derfra den anden del. Flere tusinde år senere kunne man se, hvor irriteret han havde været, da han havde kylet sin mislykkede dolk væk,” ler Harm og griber fat i et nyt stykke flint for at begynde forfra.
Harm Paulsen er tysker og internationalt kendt for sit arbejde med eksperimenterende arkæologi. Som han sidder under halvtaget i sit skindtøj, med store ravperler om halsen og den fint forarbejdede, hjemmelavede stridsøkse i bæltet, passer han lige præcis til en stenalderboplads for 5000 år siden, og gennem de sidste 37 år har han da også været fast medvirkende i sommerens levendegørelse på Frilandsmuseet Hjerl Hede, der ligger mellem Skive og Vinderup i Nordvestjylland.
I mere end et halvt århundrede har man her haft levendegørelse i sommerhalvåret og i adventstiden. Faktisk var Hjerl Hede forrest i udviklingen med den første levendegørelse allerede i 1932, da museet kun omfattede en enkelt bondegård, der til gengæld var Jyllands ældste.
Fra 1950'erne blev levendegørelsen en fast tradition og involverer i løbet af sommeren - på stenalderbopladsen og ved de øvrige aktiviteter - i alt omkring 400 frivillige, som deltager nogle dage, en uge eller mere, fortæller museumssekretær Annette Kirkegaard.
Hjerl Hedes bygninger og udstillinger er koncentreret om bondesamfundet i Danmark for fra 100 til 200 år siden, men ude i et hjørne af området, bag den gamle vandmølle og på kanten af Flyndersø, ligger stenalderen.
Bopladsen her kom til i 1952, og den var først og fremmest P.V. Globs fortjeneste. Peter Vilhelm Glob (1911-1985), rigsantikvar og fagligt specialiseret inden for oldtiden og arkæologien, var på dette tidspunkt medlem af Hjerl Hedes bestyrelse, og han mente, at der var brug for steder, hvor man kunne afprøve fund og teorier fra forhistorisk tid. Det var idéen bag stenalderbopladsen på Hjerl Hede, og det er stadig en del af konceptet.
”Det her går naturligvis meget ud på formidling, men vi eksperimenterer hele tiden,” forklarer Harm Paulsen og fortæller om en rapport, der netop er blevet udarbejdet over det ene af bopladsens to stenalderhuse, som han var med til at bygge for 25 år siden.
”Vi får mange gode samtaler med vores besøgende. Mange møder jo med nogle helt urealistiske forestillinger om, hvordan livet har formet sig for stenaldermenneskene. De tror nærmest, at mændene gik rundt med store køller og trak kvinderne efter sig i håret, sådan som vi ser det på vittighedstegninger. Men det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre,” ler han og fortæller om, hvor avanceret stenalderteknologien i virkeligheden har været, efterhånden som den blev forfinet gennem årtusinder.
”Det gælder ikke mindst i forarbejdningen af flint, hvor især flinteøksen blev et helt afgørende redskab for stenaldermanden både til daglig brug til træfældning og som krigsvåben. Tilhugning af flinteredskaber har ikke været for alle og enhver. Allerede dengang var det et specialiseret fagområde, så man i et lokalsamfund havde måske fem-seks flintehuggere, og flinteøkser og -dolke blev eksporteret og solgt langs hele Østersøområdet.”
Stenalderhusene, han har været med til at bygge på pladsen, er lerklinede og stråtækte og har langtfra været så primitive at bo i, som vi måske vil tro, mener Harm Paulsen.
”Centrum for huset er ildstedet, og man skal tænke på, at der har været ild i ildstedet hele dagen, så huset har været gennemopvarmet, og derfor hyggeligere end vi måske kan forestille os, når vi besøger et tomt udstillingshus på et museum.”
Den nu pensionerede Harm Paulsen var i mange år ansat på Slesvig-Holstens landsmuseum for arkæologi på Gottorp Slot og hører til blandt pionererne inden for den eksperimentelle arkæologi.
”Det der med registreringer og opmålinger af fund har aldrig rigtig interesseret mig. For mig er det mere interessant at prøve at finde ud af, hvordan stenaldermennesket har lavet og brugt de redskaber, vi finder. Det er det, den eksperimentelle arkæologi forsøger. Mange af de gamle professorer har været meget kritiske over for os, fordi de mente, vi bare legede med tingene, men i dag er der tale om en anerkendt videnskab.”
Da Harm Paulsen første gang kom til Hjerl Hede, havde man haft gode intentioner med en stenalderboplads, hvor man på faglig grund skulle efterprøve fortidens teknikker, men hvor det havde udviklet sig til lidt af en katastrofe, husker han.
”Man anede ingenting om, hvordan tingene var foregået i stenalderen, og vidste ikke noget om stenaldermenneskenes teknikker, så man havde brug for faglig ekspertise. Her kom jeg så ind fra højre med noget stenalderteknologi og viden i kufferten og skulle forsøge at få det hele ind på et ordentligt spor.”
Som mentor for Hjerl Hedes stenalderboplads er det stadig Harm Paulsen, der står som garant for fagligheden, når og underviser nye og gamle frivillige - og alle øvrige interesserede - i stenalderens arbejdsteknikker.
”For mig er Hjerl Hede som en stor og spændende legeplads, og gennem årene er det blevet til mange gode venskaber. Ligesom jeg selv har mange jo været med som frivillige i mange år,” siger Harm Paulsen, som gennem de 37 år også har lært sig selv dansk.
Som frivillig på Hjerl Hede nøjes man enten med en enkelt sæson eller bliver i 20-30 år, fastslår Annette Kirke-gaard:
”Enten finder man ud af, at det absolut ikke er noget for en, eller også bliver man vild med det.”
Harm Paulsen har en del af sommeren sin søn og sine børnebørn med på Hjerl Hede, og det gælder i det hele taget for mange af de frivillige, som bruger en uges tid eller mere af deres ferie som statister på museet, at familien er med.
Det gælder også for to af de nye, Hasse Geismar og Jes Møller. De er arbejdskammerater og deltager i år for første gang sammen med deres i alt fire børn - i alderen 10-12 år - som stenalderbefolkning. Og det har været en positiv oplevelse, som lægger op til en gentagelse. Spørger man børnene, er der i hvert fald ingen tvivl om, at de kommer igen næste sommer.
Hasse Geismar:
”Vi har før været på ø-lejr sammen, og det her kan jo sammenlignes lidt med det. Der foregår hele tiden noget; der er hele tiden noget at tage sig til her på bopladsen, så det er en rigtig god måde at holde sommerferie sammen med sine børn på. De får nye kammerater og samtidig et godt historisk indblik i, hvordan fortidens mennesker har levet.”
Og efter lukketid for dagens levendegørelse, kan børn og voksne trække sig tilbage til hygge og socialt samvær i spejderhytten, hvor de overnatter til næste stenalderdag. Men de nye har stadig noget at se til, for en rigtig levendegjort stenaldermand kræver sit udstyr, skindtøj og redskaber, og det skal de selv lave under Harm Paulsens kyndige vejledning.
