Esther lukker sin frisørsalon efter 50 år i samme gade: Jeg har levet et helt liv her

Et stykke københavnsk lokalhistorie forsvinder, når frisør Esther Gotfredsen ved udgangen af 2019 lukker sin salon efter 50 år i samme gade. Hun kender hele kvarteret og har set Korsgade gå fra livlig handelsgade til lukkede forretninger

Der er noget med farven lilla. Den går igen i hele salonen: der er lilla håndklæder, lilla tulipaner i vand på det smalle bord ved spejlet, og klemmerne, der holder kundernes hår tilbage, så frisøren kan komme til, er også lilla.

”Det har skam været meget værre!”, udbryder Esther Gotfredsen og ler.

Den 77-årige frisør, ofte bare kaldet Gotfred, har lige haft 50-årsjubilæum i salonen på Korsgade på Indre Nørrebro i København. Det var her, den sorte firkant lå, inden byfornyelsen i 1980’erne og 1990’erne kom og udraderede de gamle, faldefærdige bygninger, hvor fugten løb ned ad væggene, og hvor børnene alt for ofte var syge, fordi man aldrig så en solstråle i de små lejligheder. Sådan var det, siger Esther Gotfredsen.

Når 2019 lukker og slukker, gælder det samme for Esther Gotfredsens frisørsalon. Og det er ikke bare den sidste forretning, der dermed lukker i Korsgade. En del af kvarterets lokalhistorie gør også. For Esther Gotfredsen er en del af gaden; hun er vokset sammen med den. Hos hende klippes mange på klods, og hun kender stort set alle, der færdes i gaden. Hun er gadens socialrådgiver, som en stamkunde siger. Og det er ikke de smarte unge, der har gjort Nørrebro nærmest mondæn, der klippes i Gotfredsens salon; det er de gamle nørrebroere – eller dem, der er tilbage. Det er dem på kontanthjælp, dem fra værtshuset, dem fra institutionerne. Hvert år forsvinder en god portion af Gotfredsens faste kunder, og nu forsvinder også snart salonen.

Men det er ikke, fordi der er meget sentimentalitet over Gotfredsen. Beslutningen om at lukke forretningen har været undervejs i flere år, og nu er det en dårlig ryg og en øm skulder, der gør, at det er på tide at gå på pension.

”Jeg sagde allerede til mig selv, da jeg blev 75, at nu er det nu, men så tog jeg et år mere og et år mere. Og så i foråret så jeg, at nu havde jeg 50-årsjubilæum til november, og så er det tid,” siger hun.

Frisøren har selv kortklippet, lyst hår, og der er sjældent langt mellem de rappe bemærkninger, ofte iblandet en del bandeord, og så det brede smil og en hæs latter. Hun taler i anekdoter, og de fleste er indforståede, så journalisten er på overarbejde i at prøve at finde ud af, hvem der er hvem i historierne. Hun taler om 56 års levet liv i en gade, der engang husede fem frisører, manufakturforretning, kiosk, barber og ismejeri på 60 meters strækning. Og det var bare i den ende, hun bor i. I den anden gravede bz’erne sig ud under Allotria-huset i 1982, og et spytkast væk lå Byggeren, der i 1980 satte kvarteret på den anden ende, fordi de gamle, faldefærdige bygninger skulle rives ned på grund af byfornyelsen – også den selvbyggede legeplads, der var et frirum for områdets børn i de små lejligheder.

Der var Børge Barber, der ikke havde en pløk i munden, og som lod kunder sidde i barberstolen med skum i hele hovedet, mens han gik på værtshus og fik et par øl. Der var kioskdamen henne på hjørnet, som fungerede som gadens oplysningscentral. Ville man vide noget om nogen, kunne man gå til hende, for hun kendte al sladder.

Esther Gotfredsens historier er om en verden, der snart ikke findes mere. Om en måde at omgås hinanden på, som har måttet vige pladsen for politisk korrekthed, blufærdighed og reserverethed. Om dengang, man selvfølgelig var Des med kunder og chefer, men ellers kunne rumme de fleste og folks skævheder. Om dengang, man gik til frisøren og fik vasket hår for fem kroner og fik sat kunstfærdige frisurer på ugentlig basis. I dag kommer kunder kun for at blive klippet, og det koster 250 kroner.

Esther Gotfredsen har været frisør i mere end 50 år og klipper for sidste gang d. 31. december 2019. Igennem de mange år har byen ændret sig rundt om frisøren - fra den sorte firkant til urbant hipsterområde. Men kunderne er kommet i salonen i årevis, nogle i flere generationer. Historien skal handle om Esther, der siger farvel til et fag og til mange gode historier. I dag er Korsgade ikke længere en livlig handelsgade med værtshuse og små butikker, i dag er det kun frisørsalonen, der er tilbage.
Esther Gotfredsen har været frisør i mere end 50 år og klipper for sidste gang d. 31. december 2019. Igennem de mange år har byen ændret sig rundt om frisøren - fra den sorte firkant til urbant hipsterområde. Men kunderne er kommet i salonen i årevis, nogle i flere generationer. Historien skal handle om Esther, der siger farvel til et fag og til mange gode historier. I dag er Korsgade ikke længere en livlig handelsgade med værtshuse og små butikker, i dag er det kun frisørsalonen, der er tilbage.

Egentlig er det lidt et tilfælde, at Esther Gotfredsen endte i Korsgade. For selvom det er en umiskendelig københavnerdialekt, der fosser så hurtigt ud af Gotfredsens mund, at den ene sætning bider den næste i haserne, er hun slet ikke københavner, men fra Frederikssund i Nordsjælland. Hendes far havde en gård, og det lå ikke ligefor, at Esther Gotfredsen skulle være damefrisør, for hun havde aldrig drømt om at rode folk i håret, som hun siger.

Men hun havde heller ikke drømt om at være landmandskone, så da en frisør fra Holbæk var på besøg i Frederikssund og havde forstuvet foden og manglede en pige, der kunne ordne hår til et selskab, sprang Esther Gotfredsen til. Og da frisøren så tilbød hende en læreplads, sagde hun ja og fik smag for faget. Men et halvt år inden Gotfredsen skulle til svendeprøve, blev chefen gravid og flyttede til Holte, og lærepladser var der ikke mange af i Frederikssund, så hun endte i København. Som svend fik hun plads i Inger Larsens salon på Korsgade, og det var i 1963. Hun har været her lige siden. I 1969 overtog hun salonen, men ændrede aldrig navnet, hvorfor hendes salon stadig i dag hedder ILA-Salonen efter den daværende chefs initialer. De nuværende lokaler har hun haft siden midten af 1980’erne, hvor de forrige fik svamp i kælderen.

”Det bliver da mærkeligt at skulle gå forbi her hver dag og se nogle andre bo her,” siger hun om salonen, der er tapetseret med billeder af stamkunder og tegninger af Esther Gotfredsen, som er tegnet af nogle af dem, der er kommet her i generationer.

”Der er jo så mange minder her, og det er et helt liv, jeg har levet her. Jeg har klippet flere familiemedlemmer, og det er sket, at kvinder, der nærmer sig pensionsalderen, kigger ind og fortæller om, hvordan jeg ordnede hår til deres konfirmation,” siger hun.

77-årige Esther Gotfredsen har flere gange overvejet at lukke salonen. Men nu er der sat en dato på, og til nytår er det slut med faste åbningstider. På væggen i salonen hænger en del krølle- og crepejern, som ikke længere er i brug, men som hun har samlet gennem årene.
77-årige Esther Gotfredsen har flere gange overvejet at lukke salonen. Men nu er der sat en dato på, og til nytår er det slut med faste åbningstider. På væggen i salonen hænger en del krølle- og crepejern, som ikke længere er i brug, men som hun har samlet gennem årene.

En nyere stamkunde, en pensioneret musiker, kommer ind i salonen,. Han har først opdaget Esther Gotfredsen for nylig, og nu skal han nå at klippes før lukketid. Mens han får vasket hår, snakker han og Esther Gotfredsen om løst og fast, mest om Rasmus Paludan, der huserer i området. Og som følge deraf blev en affaldscontainer sat i brand aftenen før og brændte en baggårds sirligt anlagte grøntsagshave og blomster ned til grunden.

”Han prædiker ytringsfrihed, men det er egentlig ytringsfri-had,” siger 69-årige John Teglgaard, mens Esther Gotfredsen masserer hans hovedbund.

”Ja, sikke noget svineri, at han skal komme her og sprede alt det vrøvl,” siger hun og binder et lilla håndklæde om hans hoved, så han begynder at grine.

”Se lige en turban!”, udbryder han. ”Du tog godt nok godt fat,” tilføjer han.

”Ja, fingrene er der skam ikke gået slidgigt i,” siger hun og ler, mens hun genner ham ind til stolen.

Snakken fortsætter, mens hun arbejder sig rundt om hans hoved med den lille saks, som ved nærmere eftersyn er en kniv. Hun har haft den i mange år og sværger til den. Så skifter hun barberbladene ud, når de trænger.

”Den er bedre til spidser end en saks, der skærer håret lige over. Men det er altså dyrt, at man skal give 55 kroner for fem barberblade,” siger hun og arbejder hjemmevant med værktøjet og håret. Hun må have gjort de samme bevægelser tusindvis af gange.

Hun sidder sjældent ned, men bevæger sig hele tiden rundt i sin salon, der nok er nærmere et hjem end den lejlighed, hun bor i i samme bygning. I hvert fald tilbringer hun størstedelen af sin tid i salonen, for selvom der er faste åbningstider, bliver det tit lidt senere, inden hun kan holde fyraften, fordi stamkunderne snakker. Så tager hun videre til de gamle stamkunder, der er rykket på plejehjem, eller hun klipper beboerne på den nærliggende Thorupgården – ”tosseanstalten”, som hun kalder den. Og selvom hun glæder sig til at ”fløjte til Jylland” hele tiden og se sin datter og sit barnebarn, indrømmer hun også, at saksen nok ikke bliver lagt på hylden, når salonen lukker til nytår.

”Der kommer nok nogen og banker på. Jeg har stamkunder, der ringer på døren til min lejlighed og vil snakke og have mine brugte ugeblade, og det holder nok ikke op,” siger hun.

”Det er lidt svært bare at holde op fra den ene dag til den anden,” tilføjer hun.

”Det er trist, at du stopper. Men jeg forstår dig godt,” siger John Teglgaard, mens Esther Gotfredsen børster ham fri for afklippede hår.

”Ja, på et eller andet tidspunkt skal man jo stoppe. Man kan ikke blive ved altid!”, siger hun og smiler. Og begynder på endnu en anekdote om to søstre, der aldrig giftede sig, og som gik i ens tøj.

Udenfor falder efterårsmørket på, og når Esther Gotfredsen om lidt lukker butikken for i dag, er der helt stille i Korsgade. Børge Barber og sladderdamen i kiosken er for længst forsvundet, og om nogle få uger slukkes også tørrehjelmene i ILA-Salonen.