På fugletur med Martin Brygmann: ”Man skal gå ind på fuglenes præmisser og så bare være”

De fleste kender Martin Brygmann fra scenen, men han har det egentlig bedst, når han går alene i skoven og kigger på fugle. Kristeligt Dagblad tog med på fugletur

”Fordelen er, at jeg kan være i fred. Det er virkelig et behov, jeg har,” siger Martin Brygmann, der lader op, når han kigger på fugle. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

”Prøv lige engang at se.”

Martin Brygmann fører en matsort kikkert op foran journalistens øjne. Årer i birketræer på lang afstand kommer til syne.

Når man kigger efter fugle, skal udstyret være i orden. Hurtigt fortaber han sig i detaljer om, hvorfor hans nye 20.000 kroner dyre kikkert af mærket Zeiss slår hovedkonkurrenten Swarovski.

”Zeiss har lagt tyngden helt ind på næseryggen, så en kikkert, der er lige så tung som en Swarovski, pludselig virker lettere,” fortæller han.

Kulissen er en brostensbelagt gård ved skuespillerens hvide, stråtækt hus ikke langt fra Farum i Nordsjælland. På brystet har han monteret sin nye kikkertsele. Med en hurtig bevægelse kan han forstørre sit synsfelt på et splitsekund.

”Så har jeg den i en rede… ligesom fuglene,” siger han efterfulgt af et karakteristisk fnis.

”Det er sådan en lille joke, jeg godt kan finde på at fortælle til folk, så skriger de af grin.”

Martin Brygmann bruger appen ”Collins Bird Guide”, hvis han er i tvivl om en stemme. Her driller han en rødhals, som forveksler telefonens lyd med en rigtig fugl.
Martin Brygmann bruger appen ”Collins Bird Guide”, hvis han er i tvivl om en stemme. Her driller han en rødhals, som forveksler telefonens lyd med en rigtig fugl. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Som komiker, skuespiller og musiker lever Martin Brygmann af at stille sig forrest og – hvis alt går vel – få folk til at skrige af grin.

Måske er det også medvirkende årsag til, at han har kigget på fugle i mere end 40 år.

I virkeligheden, fortæller han, er han nemlig ret genert anlagt, og i skoven kan han være i fred. Fuglekiggeri kræver, at man er stille.

”Så I må faktisk rigtigt gerne smutte,” siger han spøgende til dagens publikum: Kristeligt Dagblads udsendte journalist og fotograf, mens han har retning mod sin foretrukne fuglekiggerskov, få hundrede meter fra hjemmet.

”Ej, men det kan jeg faktisk bedst. Jeg kan bedst lide at gå helt alene. Man tænker godt, når man ikke siger noget. Så skræmmer man heller ikke fuglene væk.”

Skovens bøgeblade skærmer af for omverdenen. Med et sænker Martin Brygmann hastigheden og bevæger sig lydløst frem.

”Der kan være en ekstrem sjælden fugl, lige derovre. Man skal bare finde den. Det er det, der er spændende. Man skal gå ind på fuglenes præmisser og så bare… være.”

Martin Brygmann lytter. Det har altid lidt været hans ting at lære fuglene at kende på stemmerne.

”Det dér,” afbryder han sig selv.

”Det er rødhalsen. Den er let at kende, den siger, ligesom hvis man tager en fugtig korkprop og gnider den på en rude. Skal vi prøve at lokke den til?”

Ud af bukselommen fisker han sin telefon og finder en app, som er i stand til at imitere fugle, så selv fugle bliver snydt. Han afspiller rødhalsens kald.

”Den svarer nu! Nu bliver den hidsig! Nu kommer den tættere på!”

Den rigtige og den digitale rødhals synger om kap.

Martin Brygmann har samme ansigtsudtryk som en 5. klasseselev, der lige har gemt en pruttepude. Han kalder sig selv ”drillepindsornitolog”.

Er det autoriseret ornitologadfærd?

”Jeg tror ikke, det er i orden,” svarer han, stadigt storsmilende.

”Man er jo ude for at observere dem, det er ikke zoologisk have.”

Det skyldes nok mest tilfældigheder, at det lige blev fugle, der fangede Martin Brygmanns interesse.

Da han gik i 8. klasse, valgte Bernadotteskolen i Hellerup at blande årgangen og danne helt nye klasser. I sin nye klasse fik den unge Brygmann en ny ven, Peter, hvis familie var meget ornitologisk interesseret. Peter tog ham med på den allerførste fugletur.

Med tiden blev det til et hav af afstikkere til skoven med kolde Faxe Fad og en pose grøn Strato-lakrids i rygsækken.

Selvom Martin Brygmann har lyttet efter fugle i mere end 40 år, er der stadig masser af stemmer, han ikke kan genkende. For tiden øver han sig på munken.
Selvom Martin Brygmann har lyttet efter fugle i mere end 40 år, er der stadig masser af stemmer, han ikke kan genkende. For tiden øver han sig på munken. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

”Så fandt vi et godt sted, så på fugle og snakkede. Det var sådan et terapirum, som var virkelig hyggeligt for to venner.”

Nu om dage tager Brygmann altså helst af sted alene, men det er stadig et frikvarter, han tager, så snart han får chancen:

”Man har jo altid en masse forpligtelser over for sin familie og sit arbejde, så det er lidt forbudt. Man sniger sig lidt til en lillebitte ferie oppe i hovedet, hvor man kan få lov at tænke sine egne tanker og bare være sig selv.”

”Den dér, det er en sanglærke.”

Martin Brygmann peger tværs gennem en afblomstret rapsmark.

”De kan godt lide at gå på åbent land. Lige om lidt begynder den at synge. Den kender du, når du hører den, det er lyden af dansk sommer.”

Sanglærken begynder ganske rigtigt at slå sin trille.

”Det lyder, som om den trækker vejret ind og ud gennem en dommerfløjte, ikke? En dommer, der er blevet sindssyg og uddeler røde kort konstant.”

Efter 40 år som hobbyornitolog kan Martin Brygmann stadig finde glæde ved en bogfinke eller en gråspurv, selvom han har set begge tusindvis af gange.

”Hvis man ikke har det sådan, skal man nok finde noget andet,” siger han.

Dagens fugletur er ovre, og Martin Brygmann er forsvundet ind i huset. Han har en sidste ting, han vil vise.

”Det var min bibel,” siger han, da han vender tilbage med 1980’ernes svar på en fuglebog. Han peger på de små grønne prikker, han har sat ved de fugle, han har set gennem tiden. Han bladrer.

”Så er der jo viben… den er bare spændende. Elsker den. Klyden. Kender du klyden? Er den ikke sjov? Så er der skægmejsen. Det er rigtigt skæg, den har hængende,” fortæller han.

Faktisk var det skægmejsens skyld, da Martin Brygmann for nyligt inviterede sin gamle ven Peter med på fugletur igen.

”Den havde han aldrig set, men jeg kendte et sted,” siger han på vanlig skælmsk facon.

”Det var helt fantastisk, så kunne jeg give ham en ny art, så mange år efter. Som tak.”