Prøv avisen
Boguddrag

Forfatter: På gåturen kan man lade tankerne flyve

Når man går tur sammen, er man ... ja, sammen. Formålet med gåturene i min familie var, at vi kunne være nært samme, skriver Anna Skyggebjerg i sin nye bog "Gå tur". Modelfoto Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix

Gåture handler ikke kun om at motionere og holde sig i form. Det handler ligeså meget om at få en pause i en travl hverdag og lade tankerne flyve. Det skriver Anna Skyggebjerg om i bogen "Gå tur", som du kan læse et uddrag af her

Jeg lærte at gå tur engang i 1963 og har stort set gået ture lige siden. De hverdagsplagede år op til Skotlandsferien var en ufrivillig undtagelse. Jeg har gået ture siden 1963, fordi sådan var det i den familie, jeg voksede op i: Vi gik daglige aftenture i kvarteret, vi gik søndagsture i skoven, vi gik ture, når vi var på ferie.

Tilsyneladende gik vi bare for at gå. Men sandheden var mere kompliceret. En gåtur var ikke formålsløs, men tværtimod ladet med betydning og formål, hvilket vi alle sammen vidste, men ikke satte ord på. Ligesom vi i det hele taget ikke satte ord på følelser eller udstillede dem på anden vis. Jeg hørte aldrig mine forældre sige til hinanden, at de elskede hinanden. Eller at de elskede mig, for den sags skyld. Og knus var bare ikke noget, vi brugte.

De blev først forsøgt introduceret i familien, da min søster giftede sig med en københavner. En stor, venlig mand, der som det mest naturlige gav bamseknus til begge mine forældre, både når han og min søster kom på besøg, og når de tog afsted igen. Københavneren selv var meget velkommen, men knusene var bestemt ikke.

Mine forældre stod som lammede i hans kæmpemæssige favn, mens de blev krammet så kraftigt, at der ved flere lejligheder røg briller i gulvet. Min far blev inderligt tavs bagefter; min mor trak mig til side i køkkenet og fnisede som en genert teenager. Hun fik dog efterhånden en fornemmelse af, at der måske var noget at lære af Københavneren, så de sidste år af sit liv begyndte hun at give knus til mig. Det blev aldrig rigtig godt.

Mine forældre var ikke ukærlige mennesker. Men visse følelser gjorde dem forlegne. Så de fandt alternative og mere diskrete måder at udtrykke sig på. Og her kommer gåturene ind. For når man går tur sammen, er man ... ja, sammen. Formålet med gåturene i min familie var, at vi kunne være nært sammen, uden at vi nødvendigvis behøvede at sige noget eller være overvældende fysiske. En gåtur var en håndholdt, ordløs kærlighedserklæring.

De bedste ture, jeg har gået i mit liv, var dem, jeg gik med min far hver lørdag formiddag gennem det meste af min barndom. Jeg husker ikke præcist, hvornår de begyndte, men jeg har nok været omkring seks år gammel, måske lidt yngre. Om lørdagen var det min fars job at købe ind, og jeg hjalp ham. Vi kørte ned i byen og parkerede bilen bagved P.O. Supermarked; vi trissede rundt i butikken og fandt de varer, min mor havde skrevet på listen, og satte poserne i bilen. Derefter gik vi vores tur, hånd i hånd. Først til fiskemanden langt ude ad Østergade, hvor vi købte marineret sild, stegte fiskefileter, 100 gram rejesalat og to sild til hunden, fordi min mor sagde, at sild gjorde hans pels blank. Rejesalaten stod ikke på indkøbslisten, men vi købte den altid, og det var et fast ritual, at min mor blev overrasket og sagde, »Det havde du da ikke behøvet!« Lørdag aften fik mine forældre franskbrød med rejesalat. Efter fiskemanden gik vi tilbage ad Østergade for at gå til slagteren, derefter gennem tunnellen under jernbanen.

Nede i tunnellen stod der en mand, som solgte blomster fra en flettet kurv. Jeg husker ham som sød, men forhutlet. Min far sagde, han havde været i krig. Vi købte de blomster, som jeg mente, min mor ville blive gladest for, som regel lilla fresia. Så gik vi videre til turens sidste stop: Kurt Laursens tobaksbutik, hvor jeg sad på en halv vintønde, mens min far købte 60 Craven A og drak portvin med Kurt Laursen. De kendte hinanden fra Fiskeriforeningen og Sct. Georgs Gildet og talte længe, nogle gange så længe, at Kurt Laursens hustru tilbød mig chokolade. Jeg er klar over, hvor parodisk det hele lyder: som en konservativ enklave af uskyld og civilitet, mens der udenfor var Vietnamkrig og provoer, som røg hash på Kulturministeriets trappe. Men det var den verden, jeg kendte. Jeg var seks år og gik tur med min far i hånden, og det var de lykkeligste øjeblikke i min barndom. Vi fortsatte vores lørdagsture til et godt stykke tid længere, end det måske er almindeligt, at en far og hans datter går tur og holder i hånd. Jesper og Peter Dalsgaard fra klassen sad og hang ved fontænen en lørdag, da vi kom op af tunnellen på vej mod Kurt Laursen. Jeg så dem godt, jeg vidste, at de ville grine, og at jeg nok ville blive drillet om mandagen, men jeg holdt fast i min fars hånd. Jeg var 14 år, genert og konform, og det var første gang nogensinde, jeg udviste mod og holdt fast i noget, der var vigtigere end at passe ind.

På sin vis er det absurd at trække en enkelt oplevelse ud af sin barndom, at give den en privilegeret position og ophøje den til ikke blot én blandt mange oplevelser, men netop den oplevelse, der var den formative. Netop den, det hele kan spores tilbage til. For selvfølgelig er vi resultatet af myriader af oplevelser, af genetik og af medfødt temperament. Men vores personlige fortællinger om os selv er ofte langt mindre facetterede. Vi har fikspunkter, som er identitetskonstituerende og meningsbærende. Og det er præcis sådan, jeg har det med lørdagsturene med min far: I min optik bliver alt lys samlet i det ene punkt, og ild bliver til. Så meget af,hvad jeg elsker, lærte jeg at elske på de ture. Min far, først og fremmest og helt specifikt. Overhovedet at holde en mand i hånden, det lærte de ture mig at elske. Min kærlighed til ritualer og min grundfæstede tillid til ritualet som det, der skaber ro og nærhed ... naturligvis opstod det gennem de ture, hvornår ellers? Min kærlighed til at gå ikke bare en tilfældig tur, men at gå den samme udvalgte tur igen og igen, den kærlighed stammer fra lørdagsturene med min far. Og knyttet til det: Min kærlighed til det nære og det enkle: en gåtur, rejesalat, duften af fresia, for eksempel. Kunne det ikke være rigtigt, at min kærlighed til det store i det små, min kilde til endeløs glæde, at den udspringer af netop de ture?

Glæden ved gentagelsen

På en måde er hver eneste af mine gåture i dag en gentagelse af min barndoms lørdagsture – og aftenture og søndagsture. Jeg er slet ikke i tvivl om, at min mor var med på Isle of Skye, og at min far er med i Grøndalsparken på Frederiksberg, som er mit aktuelle hood. Sig ikke til mig, »Jamen, Anna, de er jo døde. De er fortid.« Så vil jeg svare med William Faulkner, den amerikanske forfatter, at fortiden er aldrig død, den er ikke engang fortid. For mig – men ikke nødvendigvis for enhver anden, ved jeg – er det en vidunderlig erkendelse.

Så går jeg altid den samme symbolske tur: ad Østergade til fiskemanden, tilbage igen og så en krølle via tunnellen? Ja, det gør jeg; hver tur er en nøje udvalgt gentagelse. Alle de steder, jeg har boet eller været på ferie, har jeg lært at kende til fods. Jeg har boet et par måneder i Paris og stort set aldrig taget Metroen. Jeg har boet et år i Oslo og kun sjældent taget T-banen (og under alle omstændigheder kun den ene vej). Jeg har boet et år i en lille amerikansk by, hvor der slet ikke Ffandtes offentlige transportmidler, og jeg ikke havde bil eller cykel, så jeg gik. Indimellem, fandt jeg senere ud af, var jeg flankeret af en politibil, som holdt øje med mig. Enten fordi der er noget mistænkeligt over en kvinde, som går og går uden tilsyneladende at skulle noget, eller fordi politiet ville sikre sig, at der ikke skete mig noget; jeg hælder mest til det sidste. Når jeg kommer til et nyt sted, begynder jeg at kortlægge stedet til fods. Jeg har ikke noget fysisk eller elektronisk kort med på turene, for jeg ved, hvad det koster: at jeg har min opmærksomhed på kortet, fremfor på vejen, husene, landskabet, menneskene. At jeg afbryder mit flow ved at stoppe på gadehjørner, kigge op på skilte med vejnavne og så ned i kortet og så op igen, hvorefter jeg drejer kortet og mig selv og overvejer mine skridt.

Afbrydelserne forstyrrer min gåtur. Det er den primære årsag til, at jeg ikke har kort med mig. Den sekundære årsag er, at min stolthed forbyder mig det. Jeg er generelt ikke et hovmodigt menneske, tror jeg, men lige præcis at stå på et gadehjørne med et kort og udstille, at jeg er turist eller tilflytter, det kan min stolthed ikke bære. Så vil jeg hellere risikere at fare lidt vild. Også på det punkt har jeg min far med på tur. Men jeg farer sjældent vild, for jeg blomstrer: Jeg tegner en morgenfrue med mine fødder, et enkelt kronblad ad gangen, med min hoveddør som midten af blomsten. Jeg går ud fra midten, så ligeud som det er muligt, og når jeg synes, det er tid, vender jeg om og går næsten den samme tur tilbage, lidt forskudt, men parallelt med min udgående tur. En morgenfrue har smalle kronblade. Sådan kortlægger jeg mit område. Får jeg lyst til at kortlægge andre områder af byen, vælger jeg en fiktiv hoveddør og går mine ture derfra. På den måde kan jeg tegne blomster over hele Paris, Oslo og København. Når jeg har kortlagt byen – eller oftere blot min lille del af den – udvælger jeg en enkelt eller nogle ganske få ture, som jeg så gentager og gentager. For jeg holder af gentagelsen. Jeg holder af at opleve, at jeg kender et område og dets mennesker godt, at jeg kan registrere de rutiner, der udgør livet det sted – og at jeg efterhånden selv bliver en del af dem. Jeg holder af det, at jeg både mærker og afmærker stedet med mine fødder og dermed kommer til at høre til. Jeg ved, at de fleste foretrækker at køre hen til der, hvor der er pænt eller interessant, og begynde gåturen der: i parken, ved søerne, i skoven, ved Triumfbuen. Jeg ved, at en gentagelse af den samme tur, der begynder ved hoveddøren, for de fleste vil opleves som uendeligt monotont og derfor kedeligt, men sådan er det ikke for mig. Gentagelsen og monotonien er tværtimod en stor del af glæden.

Søren Kierkegaard har skrevet om gentagelsen som begreb i sin bog Gjentagelsen. For ham er gentagelsen en strategi til at modarbejde tilværelsens meningsløshed: Den daglige gentagelse giver meningsfuldhed og mulighed for at være nærværende i nuet. Kierkegaard gik ture i København hver eneste dag. Han gik ikke bare og tænkte i ensomhed, men stoppede andre københavnere og indledte samtaler. Han betragtede sine gåture som »at tage menneskebad«. På den måde blev han så meget en del af gadebilledet, at man kan sige, han med sine skridt var med til at skabe både sig selv og det København, der lå for hans fødder. Dermed var hver eneste tur ny, selvom den tidligere var gået: forandret af de forudgåede tures aftryk. Måske er det sådan, man kan forstå ham, når han i Gjentagelsen skriver, »Det, der gjentages, har været, ellers kunde det ikke gjentages, men netop det, at det har været, gjør Gjentagelsen til det Nye«?

Så enhver gåtur er vitterligt ny, selvom den er en gentagelse af en gentagelse af en gentagelse. Det er det, jeg synes er dejligt: Min foretrukne tur går fra min hoveddør og ned til Grøndalsparkens indgang, hvorefter går jeg igennem parken (ud langs den ene side af S-togsbanen, tilbage langs den anden side) og så hjem via det villakvarter, jeg bor i udkanten af. I min særlige gangart tager den tur 55 minutter. Den tegner ikke et perfekt morgenfruekronblad, men næsten. Jeg kender turen ud og ind, og det er præcis derfor, jeg ikke overraskes af store ting, men af det store i det små. Netop at jeg kender turen til bevidstløshed, frigør min bevidsthed. Så jeg er nærværende og får øje på alt det, der for mig er magisk og gør hver tur ny. Alt det, som giver mig sindsro og gør mig gennemgribende taknemmelig for at være i live. Der er billeder fra mine ture, som jeg til enhver tid kan trække frem af erindringen, og som jeg ikke vil bytte for synet af de største triumfbuer og de vildeste landskaber: at se en mand på plænen, som øver sig i at kaste med fluestang; linens bevægelser i luften. At se en perfekt, fuld regnbue over piger til fødselsdagsfest, som sjipper midt i krydset mellem Solsortvej og Mariendalsvej. At se en ny bog i genbrugsbutikkens vindue: Sy folkedragter selv. At se to voksne mænd, som cykler side om side ned ad Fuglebakkevej på vej til fodboldkamp i Parken; de har tophuer på og FCK-trøjer udenover vinterjakkerne, nummer 8 og nummer 1.