Jeg er helt i forundringens hav. Jeg tvivler, jeg er bange, jeg har foruroligende tanker, som jeg ikke tør bekende til min egen sjæl.

(Bram Stoker: Dracula, 2011, s. 25, min oversættelse)

Det, som en person begærer, er en gud for ham, såfremt han tilbeder det. En last i hjertet er som en afgud på alteret.

(Hieronymus citeret i Alphonsus Liguori, 1820, s. 28, min oversættelse)

Når vi begynder at kigge dybt ind i os selv, vil vi opdage, at vi rummer nogle destruktive tilbøjeligheder, som er kilden til, at vi skader os selv og andre. Disse laster er indre brister, der får os til at overdrive vores naturlige begær og instinkter. Eftersom lasterne er almenmenneskelige, kan vi ikke undgå at have dem. De kan i stedet forstås som uundgåelige eksistentielle udfordringer, vi kan møde på vores vej fra at være halvt dyr til at blive helt menneske. Det kan være ubehageligt for os at se vores egne mest destruktive tilbøjeligheder i øjnene, men selvransagelsen kan give os et mere frit og afbalanceret liv. Her kan vi tale om en universel livsindsigt, der findes i forskellige versioner i alle de oprindelige livsfilosofier. Vi skal se på den stærkeste og mest nuancerede beskrivelse af vores laster, der optræder i den tidlige kristne livsfilosofi.

I det fjerde århundrede efter vor tidsregning rejser den kristne tænker Evagrius Ponticus (345-399) ud i den egyptiske ørken, hvor tusindvis af kristne enten havde slået sig ned i små munkesamfund eller levede for sig selv i ørkenens ensomhed. Sådan lever Ponticus i fjorten år som eneboermunk og får god mulighed for at se dybt ind i sig selv. Han når frem til, at vores selviskhed giver anledning til otte destruktive tanke- og handlemønstre, der forhindrer os i at få et fuldt og menneskeligt liv. Pave Gregor den 1. redigerer i år 590 listen til syv dødssynder, der i virkeligheden er laster og ikke synder.

Selv om nogle forbinder de syv dødssynder med religiøse skræmmebilleder og forbud, er de oprindeligt baseret på en dyb livsvisdom, der stadig er lige aktuel. Vi finder den bedste skildring af dødssynderne i Den guddommelige komedie, skrevet af den italienske forfatter og politiker Dante Alighieri (1265-1321). Det episke digt, der foregår i påskeugen år 1300, består af et hundrede sange. Hovedpersonen er Dante selv, der langfredag farer vild i en mørk og dyb skov. Heldigvis møder Dante antikkens store romerske digter Vergil, der tager ham med på en lang rejse gennem helvede og skærsilden. Til sidst viser kvinden Beatrice ham igennem paradis.

Vi skal se nærmere på Dantes rejse til skærsilden. Ifølge den romersk-katolske lære skal skærsilden forstås som et stadie efter døden, hvor de afdøde kan gennemgå en åndelig renselse og derefter komme i paradis. Dante skildrer denne skærsild som et stort bjerg med syv cirkelrunde afsatser, der hver især repræsenterer en af de syv dødssynder.

1. Stolthed (superbia)

Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald.

(Bibelen, ”Ordsprogenes Bog”, kapitel 16, vers 18)

Den første afsats er stedet for afsoning af stoltheden, der kan få os til at bilde os ind, at vi er hævet over andre. De stolte mennesker bliver straffet ved at skulle bære på tunge byrder, der tynger dem ned mod jorden.

Vi kan ganske vist alle sammen opleve en meget livsbekræftende stolthed, når noget, som vi har sat os selv for, lykkes for os. Stoltheden kan derimod være en destruktiv tilbøjelighed, når den bliver til hovmodighed eller arrogance. Så får vores overdrevne begær efter anerkendelse os til at overdrive vores eget værd – ligesom vores selvtilfredshed kan få os til at stille os selv i et bedre lys end vores medmennesker. Det handler tit om, at vi i virkeligheden føler os mindreværdige og derfor har brug for at kompensere ved at hævde os selv.

Problemet er ganske enkelt, at vi enten kommer galt af sted, fordi vi simpelthen overvurderer os selv, eller fordi vi bliver straffet for vores trang til at føre os frem og se ned på andre. Vi finder denne livsindsigt i den oldgræske myte om Narcissus, der bliver genfortalt i romeren Ovids (43 f.v.t.-18 e.v.t.) episke digt Metamorfoser. Her bliver Narcissus fremstillet som en smuk ung mand, der er meget arrogant og hovmodig. Selv om kvinderne sværmer om ham, forbliver hans hjerte koldt og lukket. Derfor straffer guderne den unge mand ved at gøre ham forelsket i en, som han ikke kan få. En dag kaster han således sin kærlighed på sit eget spejlbillede, hvilket ender med, at Narcissus bliver vanvittig og går til grunde. Sådan kan vores selvoptagethed føre til, at vi bliver ukærlige over for andre og lukket inde i os selv i en ulykkelig længsel efter at være noget enestående og fantastisk.

2. Misundelse (invidia)

Besindighed er liv for legemet, misundelse er edder i knoglerne.

(Bibelen, ”Ordsprogenes Bog”, kapitel 14, vers 30)

På bjergets anden afsats foregår soningen af misundelsen. Den gør vores hjerte blindt over for kærligheden til andre mennesker. Derfor bliver de misundelige straffet ved at få deres øjne syet sammen. Misundelse gør os netop blinde for medmenneskelige relationer, fordi vi enten begærer det, som andre har, eller fryder os over, at de mister det.

Uanset om vi begærer andres ting og relationer eller er skadefro, bliver vores selviske misundelse en mental gift både for os selv og vores omgivelser. Misundelse kan nemlig blive en dyb smerte, hvor vi ønsker mere, end vi har behov for, og derfor fokuserer på, hvad andre har, som vi ikke selv har. Som et resultat kan vi komme til at føle os mindreværdige, fordi vi ikke er lige så smukke, succesfulde, veluddannede eller velhavende som de andre. Vi kan også forårsage ulykke omkring os, hvis vi aktivt gør noget for, at andre mister det, som vi misunder dem.

3. Vrede (ira)

Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen.

(Bibelen, ”Efeserbrevet”, kapitel 4, vers 26)

På den tredje afsats møder Dante og Vergil de mennesker, der må bøde for deres vrede. De vredesfyldte bliver straffet ved at skulle vandre omkring i en tæt sort røg. For vores vrede kan blive altoverskyggende og sløre vores blik. Vi kan ganske vist betragte vrede som en naturlig følelse, der er nedarvet fra dyrenes instinkt efter at forsvare sig, når de oplever en fare. Derfor kan vreden forstås som en sund reaktion, der kan gøre os i stand til at mærke vores værdier.

Vi kan imidlertid overdrive vores instinktive vrede, så den udarter til en destruktiv tilbøjelighed i form af aggressivitet eller nag. Så har vi ikke længere bare vrede, for vreden tager kontrollen over os og får os til at skade os selv og vores omgivelser. Årsagen er som regel, at vi fortolker andres opførsel som krænkende. Vi kan imidlertid ikke se, at det er vores egen usikkerhed eller stolthed, der får os til at føle os krænkede i stedet for bare at blive vrede eller være ligeglade. Derfor kan vi få en forestilling om, at vi er blevet udsat for en uretfærdighed, der må hævnes – ligesom man udligner en gæld. Hvis vi bliver aggressive, mister vi besindelsen og går til modangreb. Så afreagerer vi udadtil ved at skælde ud, begå vold eller på anden måde forsøge at skade de andre verbalt eller fysisk. Vreden kan imidlertid også blive indestængt, sådan at vi begynder at bære nag. Så udvikler vi en gnavende følelse af had eller bitterhed over for de personer, som vi mener er skyldige i vores indre frustrationer. Vi kan have fantasier om hævn eller bare håb om, at det vil gå de andre dårligt. Måske går vi ligefrem rundt og planlægger det endelige opgør.

Hævngerrigheden og naget bliver skildret i den franske forfatter Alexander Dumas’ (1802-1872) berømte roman Greven af Monte Cristo. Her følger vi sømanden Edmond Dantes, der bliver genstand for sine kammeraters misundelse. Derfor stikker kammeraterne ham til myndighederne på en falsk anklage. Edmond ender med at sidde fængslet i fjorten år på en fjern fængselsø. Det lykkes ham imidlertid at flygte fra øen, og under flugten finder han en kæmpe skat. Tilbagevendt til fastlandet begynder han at føre sig frem under navnet greven af Monte Cristo. Under den identitet lykkes det Edmond at finde ud af, hvordan hans kammerater stak ham og sendte ham uretfærdigt i fængsel. Derefter vier han sit liv til at begå en sindrig hævn. I romanen ender Edmond da også langt hen ad vejen med at få sin hævn. Men han må også indse, at han først for alvor får sin indre ro ved at tilgive og åbne sig for kærligheden.

Romanen fra 1844 kan forstås som et billede på vores fantasier om, at vi får det bedre ved at gå til modangreb og hævne uretfærdigheder. Hævnen giver os dog sjældent den forløsning, som vi så brændende ønsker os. Vi giver nemlig efter for mørket i vores hjerter og får svært ved at finde lyset i tilværelsen. Ikke mindst skal vi leve med selv at have gjort skade på andre, og det kan ende med at tynge vores sind. Samtidig kan vores indestængte nag føre til, at vores hverdagsliv bliver præget af en dyb smerte. Bitterheden kan give os et forpint og formørket liv, hvor vi grubler over de krænkelser, vi har været udsat for i fortiden. Derfor kan naget virke som en gift, vi selv sluger i håbet om, at det skader andre.

4. Dovenskab (acedia)

Flittig hånd kommer til at herske, dovenskab fører til hoveri.

(Bibelen, ”Ordsprogenes Bog”, kapitel 12, vers 24)

Dante og Vergil når så til den fjerde afsats, hvor soningen af dovenskab foregår. Her bliver de dovne straffet ved at skulle løbe konstant rundt. Vi kan alle sammen have et naturligt behov for at slappe af og hvile os. Derfor kan vi også have dage, hvor vi er uoplagte. Dovenskab er imidlertid udtryk for, at vi mere generelt ikke vil anstrenge os og bliver sløve og ugidelige. Så orker vi bare ikke vores uddannelse, arbejde eller hjemlige ansvar og må slæbe os igennem tilværelsen.

Dovenskab er nært beslægtet med kedsomhed. Søren Kierkegaard taler netop om det kedsomhedsramte menneske, der hverken gider det ene eller det andet.

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum jeg gider slet ikke.

(Søren Kierkegaard 1997-2012, bind 2: Enten-Eller, s. 28)

Denne kedsomhed kan forstås som en form for livstræthed, hvor livet forekommer absurd og meningsløst. Hvis vi ikke kan finde retning og sammenhæng i vores tilværelse, kan alt blive tomt og intetsigende. Vi kan helt miste lysten til at gå på arbejde eller være sammen med vores venner og familie. Måske vil vi allerhelst bare trække dynen op over hovedet og sove tiden væk.

Dovenskab kan forstås som en last, fordi den er udtryk for, at vi ikke bidrager til vores medmenneskers bedste. Hvis vi er dovne, kan vi ikke være kærlige og hensynsfulde over for andre mennesker, og vi er ikke til gavn for nogen eller noget. Selv om vi for en kort stund selv kan opleve dovenskaben som afslappende, bliver den også skadelig. Hvis vi er dovne, får vi svært ved at finde mening med livet, og vores tilværelse bliver nemt præget af kedsomhed og melankoli.

5. Grådighed (avaritia)

Se jer for og vær på vagt over for griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.

(Bibelen, ”Lukasevangeliet”, kapitel 12, vers 15)

På den femte afsats sones grådigheden. Her bliver de grådige straffet ved at ligge med ansigtet ned mod jorden, bundet på hænder og fødder. Det er et billede på, at deres grådighed har lænket dem til det materielle og lukket deres øjne for den kærlighed, der kommer fra himlens lys.

Vi kan alle sammen have brug for nogle basale, materielle fornødenheder for at kunne klare os i hverdagen. Grådighed skal derimod forstås som et overdrevent begær efter magt, anerkendelse, titler, indflydelse og ting. Vi kan blive styret af en forestilling om, at vores liv bliver bedre, hvis vi får mere eller bare meget. Derfor kan grådighed vise sig som en brændende trang til at opnå mere og mere eller bare som en udpræget materialistisk tilgang til livet med en særlig glæde ved at forbruge og eje meget. Desuden kan grådighed være snævert forbundet med stolthed og komme til udtryk i et ønske om, at der står ’mig’ på alting, så vi opnår social status, anerkendelse og indflydelse. Men grådighed kan også vise sig som nærighed, hvis den bliver en overdreven trang til at ville beholde alt for os selv og ikke dele noget med nogen. Så bliver vi meget nøjeregnende og påholdende med vores penge, ting, mad, tid eller følelser.

Historien er fuld af historier og myter om grådighedens farer. I den oldgræske mytologi finder vi for eksempel fortællingen om kong Midas. Ifølge Ovids Metamorfoser giver guden Bacchus kongen lov til at få opfyldt det højeste ønske, han har. Midas ønsker, at alt, hvad han rører ved, bliver til guld. Til at begynde med bliver kongen henrykt over, at alt, hvad han berører, så faktisk også bliver til guld. Han bliver ligefrem svimmel af lykke, da først en kvist, så en sten og derefter mange andre ting forvandler sig til det ædle metal. Men da han vil sætte sig ved bordet for at spise, bliver maden også til guld ved hans berøring. Hans guldtørst ender altså med at blive en forbandelse, men heldigvis forbarmer Bacchus sig over ham og fjerner kongens gyldne fingre.

Fra middelalderens Mellemøsten har vi historien om Ali Baba og de fyrretyve røvere, der indgår i 1001 nats eventyr. Ali Baba bliver skildret som et menneske, der kun har nogle beskedne tilbøjeligheder og er helt blottet for ærgerrighed. Den fattige mand opdager en dag en klippehule, hvor en røverbande gemmer en stor skat. Ali Baba fylder nogle sække med guld og tager dem med hjem til sin kone. Hans grådige bror Kassim opdager imidlertid guldet og truer Ali Baba til at fortælle ham, hvor klippehulen er. Kassim bliver dog opdaget af røverbanden, der slår ham ihjel og parterer hans lig. Røverne forsøger også at få fat på Ali Baba, men det lykkes hans slavinde, Morgiane, at slå røverne ihjel. Som tak får Morgiane lov til at gifte sig med Ali Babas søn, og hele familien lever videre af resten af røverskatten. Historiens afslutning fortæller, at det ikke er rigdommen, men derimod grådigheden, der er et onde. Ali Baba er netop ikke et grådigt, men et nøjsomt menneske, og han deler gerne ud af sine goder til sine nærmeste. Kassim får derimod en helt anden skæbne, der fortæller os, at grådighed kan gøre os blinde og endda få os til at behandle vores nærmeste ukærligt og hensynsløst.

6. Fråseri (gula)

Vær ikke blandt dem, der fylder sig med vin og frådser i kød, for drankere og frådsere forarmes, og søvnen klæder dem i pjalter.

(Bibelen, ”Ordsprogenes Bog”, kapitel 23, vers 20-21)

Hermed når vi naturligt frem til den sjette afsats, hvor fråseri bliver sonet. Her straffes synderne ved at blive nægtet mad og drikke, selvom de er omgivet af begge dele. Mennesker har ganske vist et naturligt behov for at få mad og drikke for at kunne overleve. Vi kan også alle sammen have en tilbøjelighed til at gå lidt ud over vores naturlige behov og søge nydelse i slik, god mad og vin. Vores begær kan imidlertid blive umætteligt og vokse til umådeholdenhed. Så kan vi ikke styre os selv, men bliver styret af vores trang til at få tilfredsstillet vores egne behov. Umådeholdenhed er derfor en last, som indebærer, at vi bliver slave af vores begær. Eftersom vi ikke er herrer over os selv, kommer vi i indre splid og ubalance og skader dermed os selv. Men vi bliver også til skade for vores omgivelser. Ikke mindst fordi vores stærke besættelse af mad og drikke medfører, at vi negligerer andre mennesker omkring os. Vi tager kun hensyn til vores egen selviske behovstilfredsstillelse og glemmer at være kærlige og omsorgsfulde over for vores medmennesker.

7. Nydelsessyge (luxuria)

Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.

(Bibelen, ”Galaterbrevet”, kapitel 5, vers 15-18)

Til sidst kommer Dante og Vergil til den afsats, hvor nydelsessyge bliver afsonet. Her bliver de nydelsessyge straffet ved at skulle vandre igennem ild. Mennesker har ganske vist nogle naturlige behov for sex, intimitet og nærhed. Vores seksuelle begær kan imidlertid blive overdrevent, således at det fratager os vores frie vilje og gør os til slave af vores lyster. Dermed kan nydelsessygen blive som en indre ild, der ikke kan slukkes og kan ende med at brænde os op indefra.

Vi finder et eksempel på denne nydelsessyge i Forførerens dagbog, der udgør en del af Kierkegaards berømte bog Enten-Eller fra 1843. I fortællingen møder vi Johannes Forføreren, der søger den erotiske nydelse for nydelsens egen skyld. En dag ser Johannes en smuk ung pige stige ud ad en karet, og han udser sig hende som sit bytte. Derefter begynder hans sindrige forførelse af Cordelia. Johannes opfører sig helt igennem selvisk og besnakker og manipulerer den unge kvinde for sin egen fornøjelses skyld.

Kierkegaards pointe er ikke, at Johannes’ trang til beundring er udtryk for en stor selvkærlighed. Johannes forfører de unge damer, fordi han i virkeligheden føler sig tom indeni. Det handler ikke om en dybtfølt kærlighed til disse kvinder, men om jagten efter at se livet og lyset i deres øjne, når de kigger på ham. Denne ild i deres øjne er ligesom den ild i hans eget hjerte, der får ham til at søge nydelsen i den erotiske erobring.

Vi kan forstå Dantes rejse som hans egen religiøse vej til frelsen, hvor han må se helvedes pinsler og sine egne laster i øjnene. Vi kan også læse bogen som et livsfilosofisk værk, der angiver en rejse, som vi hver især selv må tage på, hvis vi vil have et fuldt og menneskeligt liv. Helvede, skærsilden og paradis behøver ikke at forstås som en hinsides verden efter døden, men som indre tilstande i dette liv. I så fald begynder vi alle sammen med at være faret vild i mørket, hvor vi ikke kan se os selv og livet klart. Denne vildfarelse kan føre os igennem lidelser og bekymringer, indtil vi ser dybt ind i os selv. Så kan vi komme til at se alle de destruktive tilbøjeligheder i øjnene, som hæmmer vores egen livsudfoldelse og skader folk omkring os. Denne selvindsigt kan give os mulighed for at forholde os til vores egen selviskhed og vores egne laster, så vi holder op med at lade os styre af dem. På den måde kan vi få et langt mere selvstændigt liv, hvor vi er i balance med os selv og vores omgivelser.

Når der ikke er nogen indre fjende, kan de ydre fjender ikke skade dig.

(Afrikansk ordsprog)