Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

På jagt efter stilheden, der forsvandt

Naturelskere, hundeejere og vinterbadere formår at få skabt åndehuller til sig selv i en tid, som mange oplever som stressende og fyldt med afbrydelser. Andre opsøger aktivt stilhedsretræter, mindfulness­kurser og pilgrimsvandringer for at opnå ro og fordybelse. – Arkivfoto: Julie Meldhede Kristensen.

Stilhed og pauser til eftertænksomhed er en mangelvare i vores samfund. Men stress og en gryende erkendelse af behovet for ro får flere og flere til bevidst at søge stilheden

Cirka en gang om året river Marie Holm nogle dage ud af kalenderen og tager på stilhedsretræte. Det har hun gjort, siden hun for 12 år siden som teologistuderende kom med i en arbejdsgruppe, der lavede retræter. Dengang kendte hun intet til konceptet, men hun opdagede hurtigt, at det gjorde noget godt for hende.

”Det tiltalte mig utroligt meget, det her med en pause fra den almindelige hverdag. Som en tænkepause, men også som en pause fra alle de gøremål, der fylder i dagligdagen,” siger hun.

Der findes forskellige former for stilhedsretræter. Dem, Marie Holm tager på, har deres udgangspunkt i kristendommen.

”Når jeg er på retræte, handler det meget om andagt og læsning i Bibelen. Men det er ikke for at finde aspekter i teksterne, der kan tale til andre, som det tit er i hverdagen. Det er lidt som at være på ferie med Gud, hvor der er mere stilhed og ro til at høre, hvad han siger,” fortæller hun.

Oftest er de retræter, Marie Holm tager på, af tre til fem dages varighed, men sidst hun var af sted, var hun væk i 10 dage. Da hun kom hjem, mærkede hun for alvor, hvad stilheden havde forandret i hende.

”Jeg følte, at alt gik virkelig langsomt, alle lyde var larm – høj musik kunne jeg slet ikke holde ud. Det var meget vildt at opleve. Normalt, når jeg er af sted, tænker jeg: ’Gid, jeg kunne fortsætte med det herhjemme. Finde nogle flere åndehuller og tid til ro.’ Men det mislykkes bare altid, fordi man bliver indhentet af hverdagen. Men nu er jeg kommet frem til, at det er o.k. Retræten er en oase og et åndehul, som giver mig fornyet energi til det liv, jeg lever til hverdag,” siger hun.

Stilhedsretræter er blot et af flere tegn på, at mange mennesker i disse år oplever at være fyldt op af støj i både konkret og overført betydning og derfor søger nye måder at få indlagt pauser på. Rejsebureauer slår sig op på at arrangere rejser med tid til ro, mindfulnesskurser skyder op mange steder, og på flere spisesteder må man ikke have sin mobiltelefon tændt for blot at nævne nogle få eksempler.

Og så er der dem, der har dyrket stilheden i tusindvis af år. Som jøderne, der har deres fastlagte ugentlige ”åndehul” i form af sabbatten, som holdes fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Men også de er tilsyneladende blevet indfanget af tidsånden. Således har en international jødisk græsrodsbevægelse ved navn Project Sabbath de sidste par år blandt andet via sociale medier opfordret jøder over hele verden til mindst en gang om året at holde en ”hel sabbat”, hvilket vil sige 25 timer. Den seneste fandt sted fra den 15. til den 16. november sidste år.

For tidligere overrabbiner Bent Lexner har det altid været naturligt at holde 25 timers sabbat, men sådan er det formentlig langtfra for alle jøder i dag, og han gætter på, at det er i det lys, Project Sabbath skal ses.

”Jeg tror bestemt, at det mere og mere er gået op for folk, at det er nødvendigt med nogle flere pauser fra alt det, de skal hele tiden. Det gælder også de små pauser på arbejdspladser og i skolen. Vi har i generationer fokuseret på kroppen. Nu er det ved at gå op for os, at vi også skal passe på hovedet og lade være at fylde så meget på hele tiden,” siger han.

Selv undlader han for eksempel helt at gå ind på sit arbejdskontor under sabbatten, og han føler heller ingen trang til det – eller til at tænde for computer, tv eller telefon. I stedet læser han bøger og aviser og går lange ture. Men han har blik for, at det kan kræve tillæring, og at pausen må søges aktivt.

”For mange år siden var jeg ude at holde foredrag for nogle unge mennesker, som var fuldstændig måbende over for, at jeg ikke kendte det tv-program, der hed ’Husk lige tandbørsten’, som blev sendt hver fredag aften, når jeg havde begyndt min sabbat. Der ville jo også opstå noget nær en revolution, hvis vi pludselig ikke kunne se tv for eksempel tre dage om ugen. Men på et tidspunkt ville vi vænne os til det og måske efterhånden få øje på, at det gjorde noget godt,” siger Bent Lexner.

At det gør noget godt at slukke for alle elektroniske apparater og give sig selv en pause til stilhed, er Tina Bakke, der er krops- og psykoterapeut samt mindfulness-instruktør, ikke i tvivl om. I flere år har hun afholdt stilhedsretræter på Samsø, og interessen for dem er blevet gradvist større.

”Der er mange forskellige bevæggrunde for at tage på retræte, men fælles er, at folk kommer med et oprigtigt ønske om at være i stilheden og få ro og tid til at tænke. Vores hverdag er så fyldt med stimuli, der kommer snigende ind alle steder fra: ørebøffer, telefoner, lydbøger og samtaler med andre mennesker. Det bliver sværere og sværere at finde de stille steder, hvor der ikke er nogen støj. Bare det, at man herovre ikke skal forholde sig til noget, andre folk siger, er utroligt befriende for mange,” siger Tina Bakke.

Hun påpeger, at det i dag særligt er hundeejere, vinterbadere, naturelskere og tilsvarende grupper, der formår at få skabt åndehuller til sig selv, når de er i kontakt med naturen og fjerner sig selv fra andre støjende stimuli. Alle andre styrter af sted fra det ene til det andet – og ofte uden at reflektere særligt meget over, hvor travlt vi har, og hvor meget larm der er omkring os konstant.

”Jeg tror ikke på, at vi kan blive ved med at klare det. Vi er nødt til at gøre noget aktivt for at finde nogle pauser til stilhed. Under stilhedsretræter, hvor folk har tid til at tænke, opdager de pludselig, hvad det er, de går glip af, mens de lever et liv i overhalingsbanen,” siger hun.

For nogle kan det være nærmest angstprovokerende at mærke stilheden så intenst, som man gør, når man i tre dage ikke taler med et andet menneske og bruger al sin tid på at meditere, lave yoga, gå ture og spiser hjemmelavet antiinflammatorisk mad, som er med til at fjerne betændelsestilstandene i kroppen. Især hvis det er første gang, man giver sig selv så meget plads til at mærke efter indeni.

”Vi er vant til så meget larm, at det kan være skræmmende i sig selv, at der er så stille herovre. Og nogle har meget svært ved slet ikke at foretage sig noget aktivt, fordi man er vant til så mange stimuli. Men det er okay, at det er svært, og at man kan bliver ked af det. Så har man altid muligheden for at snakke med mig, så det på den måde ikke bliver utrygt. Og det er ofte kun til en start, de mærker det sådan,” siger Tina Bakke.

Hvis man skal overføre noget af det, man får på et retræte, mener hun, at det skal være et helt igennem aktivt valg, man tager. Ellers bliver det umuligt, for stilheden kommer ikke af sig selv.

”Selvfølgelig tager livet hurtigt over, når man kommer hjem. Så det kræver en praksis at få det ført ind i livet. Og der findes ingen quickfix. Men hvis man begynder at gøre nogle af de ting, man lærer på et retræte – at meditere eller vandre for eksempel – så kan det gøre forskellen. Men det er supersvært, når man er i ræset, og det skal virkelig være et oprigtigt ønske.”

Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl har naturligvis bemærket alle de gryende tendenser, der viser en stigende higen efter rolige åndehuller i en presset hverdag. Det gælder, hvad enten vi taler om mindfulness-kurser, en stigende interesse for at strikke eller hele idéen om, at man engang imellem vælger de sociale medier fra i en periode. Og hun forstår godt behovet for en pause.

”Vi har fået et samfund, hvor vi er på, konstant. Vi bliver rigere og rigere, mere og mere individualiserede og mere og mere digitale. Samtidig skal vi være agile på arbejdsmarkedet, og i vores fritid skal vi sørge for at iklæde os lycratøj og løbe rundt på villavejene. Midt i alt det er det, at vi tænker, at nu vil vi ikke mere, eller nu kan vi ikke holde til mere. Der skal være noget, som ikke handler om performance,” siger hun.

Anne-Marie Dahl er ikke i tvivl om, at Verdenssundhedsorganisationen WHO har ret, når den forudser, at stressrelaterede sygdomme som angst og depression bliver nogle af fremtidens største udfordringer for menneskets helbred. For i dag har mange svært ved at klare det pres, de er under dagligt. Og det er ikke længere sådan, at man kan give skæbnen skylden, når livet går skævt, eller man ikke kan klare mosten.

”I dag er det din egen skyld. For du kunne jo bare være gået til coach. Vi er blevet vores egen lykkes smed i syvende potens. Men der er en mathed og træthed i vores samfund – og måske kunne nænsomhed blive den nye effektivitet. Hvis vi alle brænder sammen af stress, så kan ingen gå på arbejde. Tænk, hvis det blev ’virksomhedscool’ at finde måder, hvorpå man kunne skabe den ro, der skal til, for at vi kan have det godt,” siger hun.

Anne-Marie Dahl er dog stadig ikke overbevist om, at vi for alvor har sparket præstationskulturen ud til højre. Hun ser derimod tegn på, at den har bidt sig fast i nogle af de nye tendenser.

”Det er svært at sige, hvor meget der helt reelt handler om, at vi gerne vil være bedre til at få tanket op og holde pauser, og hvor meget der bare er et udtryk for en ny performancekultur. Folk har meget travlt med at detoxe sig på forskellige måder, men også travlt med at udbrede sig om det på de sociale medier. Det er fint at flytte ud i en skov og leve fra hånden til munden i en periode, men når det er for, at man bagefter kan tage hjem og tjene penge på at blogge om det, så ved jeg ikke helt, hvor meget vi i virkeligheden har rykket os,” siger Anne-Marie Dahl.