”Vi skal have mindst en halv dag,” siger Thomas Kristensen i telefonen. Det tager tid at finde rav.
Det er ved at være enden på ravsamlernes højsæson, men det seneste blæsevejr har rodet godt rundt på fjordbunden, så man kan være heldig, forsikrer han.
Støvet står op bag den postkasserøde Volkswagen Caddy, efterhånden som Thomas Kristensen tilbagelægger den sidste kilometer grussti til sit foretrukne sted: den østlige bred af Ringkøbing Fjord nær Skjern Enge.
”Har du solcreme på?”, spørger Thomas Kristensen, som lige har læst, at uv-strålerne fra dagens skyfrie himmel kan være stærke.
Om vinteren kan engene ellers være barske.
”Ofte går man i rusk og regn, men det er sådan set underordnet. Dårligt vejr er ofte ravvejr.”
Thomas Kristensen følger vejrudsigten og lægger dagene med størst chancer i kalenderen.
Til næste år er det 25 år siden, at den pensionerede sognepræst fandt sin første klump.
”Man kan måske tænke, at det må blive kedeligt efterhånden, men det er lige spændende hver gang. Rav har det tilfælles med jagt, at man tænker: Mon der er noget i dag?”, siger han med en dialekt, der vidner om et langt liv på den jyske vestkyst.
Han er vokset op ved den sydlige del af fjorden uden anelse om, hvad den gemte på. Da han i 1997 overtog præsteembedet på Hvide Sande-egnen, mente folk fra menigheden, at den nytilkomne måtte indvies i ravets hemmeligheder.
72-årige Thomas Kristensen bevæger sig resolut gennem marken mod fjordens begyndelse. Et rustent anker nyder sit otium i det høje græs. Falmede fiskekuttere skvulper tålmodigt i vandkanten. Fuglestemmer lyder fra alle retninger som et ukoordineret bigband.
Uniformen er enkel: Et sæt mosgrønne skridtstøvler, en rive i venstre hånd og en kese (et slags net på stang) i den anden. Han kunne ikke drømme om at gå med noget i ørene.
”Det synes jeg er at snyde sig selv for naturens lyde. Så kan jeg se nyheder, når jeg kommer hjem om aftenen.”
Med højre hånd fører han nettet langs fjordbunden for at indsamle småpinde og andet skidt, som han vurderer har nogenlunde samme massefylde som rav. Bagefter inspicerer han indholdet med riven på land. Det tager ikke mange øjeblikke, før Thomas Kristensens trænede øje har gjort status.
”Det kræver tålmodighed at gå efter rav,” siger han.
Stimer af småfisk gør plads foran ham.
”Her har vi det, jeg kalder et godt sted,” fortæller han, som med tiden er blevet fortrolig med fjordens mest generøse vige.
Fra det ene øjeblik til det andet er spændingen forløst og turen vellykket.
”Se nu lige, hvad der ligger dér,” lyder det fra en bar plet mellem meterhøje siv.
Et stykke på størrelse med en stor oliven changerer i solen fra gullig til rødbrun.
Det er her, oplevelsen ligger gemt, synes Thomas Kristensen. Når man graver i noget skidt, og pludselig møder et stykke, der glimter. Uanset størrelsen. Selvom de store stykker udmærker sig ved at kunne omdannes til et smykke til ”hans piger” – døtrene og hustruen gennem snart 50 år.
”Der er noget himmelsk i ravets genskær. Det er et vindue ind til skaberværkets skønhed. Man kan ikke tale om uberørt natur, men man kan tale om noget, der er så oprindeligt, at det har ligget der i tusindvis af år,” siger han, som også har for vane at betegne rav som ”Guds små smil”.
”Det er sjældent, man hører nogen bande, når man går efter rav. Nu ved jeg godt, der ikke er mange, der bander, når præsten er til stede, men alligevel. Jeg tror, det skyldes en fælles forundring over, hvor smukt det er.”
Thomas Kristensen spejder mod den modsatte side af fjorden.
”Det lange blik” kalder han det.
Med kesen i strakt arm udpeger han de kirker, hvor han var sognepræst for seks år tilbage: Haurvig, Hvide Sande og Lyngvig.
”Som præst var jeg ofte den aktive part i en samtale. Når jeg går herude, behøver jeg ikke tænke på, hvad der skal snakkes om eller spørges til. Jeg tror, at alenetiden er produktiv for min tankevirksomhed og i det hele taget min mentale tilstand.”
I hjembyen Hvide Sande, fortæller han, er der tre ting, det siges, man godt må lyve om: ålefiskeri, kæresteri og ravsamleri. Hvor ravet gemmer sig. Det til trods har Thomas Kristensen løftet sløret for sine foretrukne steder i bogen ”Det store i det små”.
”Nogen siger: ’Du er da godt dum, du har skrevet en bog om rav, nu ved alle, hvor du finder det.’ Men hvis andre kan opleve den glæde, jeg har gjort, så under jeg dem det. Og efter næste storm er der noget igen,” siger han, som dog har bemærket, der er lidt mindre rav at finde efter bogens udgivelse.
”Det er Danmarks ædelstene, en fælles arv, som ligger lige til at samle op for enhver, der har lyst.”
Den halve dag er snart gået, og Thomas Kristensen fik ret. Man kan være heldig i fjorden. 43 stykker rav er det blevet til eller 13 gram, som køkkenvægten senere viser.
Nu venter termokaffen og en klapsammen på bagsmækken af Caddy’en. Et obligatorisk punktum for en dag ved Skjern Enge.