På sporet af mysteriet om den tabte tid

Kvinder og højtuddannede husker længere tilbage end mænd og asiater. Men hvorfor? Et lille forskerhold på Aarhus Universitet prøver at opklare gåden om de tidligste leveårs tabte hukommelse

”Hukommelsen for begivenheder lagres i hjernens temporallapper, og især hippocampus er vigtig. Hippocampus bliver formentlig virksom fra sidst i det første leveår, hvilket i sig selv begrænser, hvor tidligt vi kan huske begivenheder, men også faktorer som køn og kultur spiller ind.” Tegning: Morten Voigt.
”Hukommelsen for begivenheder lagres i hjernens temporallapper, og især hippocampus er vigtig. Hippocampus bliver formentlig virksom fra sidst i det første leveår, hvilket i sig selv begrænser, hvor tidligt vi kan huske begivenheder, men også faktorer som køn og kultur spiller ind.” Tegning: Morten Voigt.

Den første fødselsdag, de første skridt, den første tand. Det er de færreste mennesker, der kan huske noget fra deres første leveår. Faktisk er det usandsynligt, at man kan huske længere tilbage end til tre-fireårsalderen, siger forskerne, som kalder fænomenet ”barndomsamnesi”. Men hvorfor mangler hukommelsen de første brikker? Det er jo ikke, fordi der ikke er sket noget i de første, vigtige år, nærmest tværtimod. Nogle eksperter mener samtidig, at netop de første år har særlig betydning for, hvem vi bliver som voksne, og derfor prøver et hold danske forskere at finde ud af, om man kan komme nærmere de lukkede minder.

”Det er et interessant paradoks, for når man taler med en toårig, kan drengen eller pigen ofte godt huske tilbage til sin netop overståede fødselsdag eller den tur i Zoologisk Have, der fandt sted i sidste uge eller sidste måned. Men spørger man barnet igen om 20 år, kan det formentlig ingenting huske fra disse begivenheder,” siger Peter Krøjgaard.

Han er uddannet psykolog og har siden 2010 forsket i børns hukommelse ved Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning på Aarhus Universitet. Her prøver han og hans kolleger at finde ud af, hvorfor mennesker typisk kun kan huske tilbage til tre-fireårsalderen. Men hukommelsen er et løjerligt felt, og på den måde er der heller ikke noget entydigt svar på, hvorfor de første år er lukket land for hukommelsen.

Ifølge Peter Krøjgaard er der flere faktorer, der spiller en rolle i forhold til at kunne huske tilbage til de tidlige barndomsår.

”Hukommelsen for begivenheder lagres i hjernens temporallapper, og især hippocampus er vigtig. Hippocampus bliver formentlig virksom fra sidst i det første leveår, hvilket i sig selv begrænser, hvor tidligt vi kan huske begivenheder, men også faktorer som køn og kultur spiller ind.”

”Nogle forskere har opdaget, at kvinder generelt husker længere tilbage end mænd. Det kan have noget at gøre med, at mødre har en tendens til at tale mere med deres pigebørn end med deres drengebørn. På den måde lærer pigerne lige så stille at fortælle om, hvad de har oplevet, hvilket i sig selv øger chancen for, at man senere kan huske det. Det kan også have noget at gøre med, at kvinder måske er mere interesserede i at tale om minder end mænd,” fortæller han.

Netop sproget har vist sig at være en vigtig faktor for forståelsen af barndomsamnesi. Når man deler sine erindringer med andre, er det typisk ved at fortælle om dem, altså ved hjælp af sproget.

Man skulle så måske tro, at den voksne, som jo har et veludviklet sprog, ville have lettere end barnet ved at fortælle om de tidligste begivenheder, men så enkelt er det ikke.

”Når et toårigt barn ikke har et færdigudviklet sprog- og begrebssystem, mangler det så at sige et system til at 'ordne' sine oplevelser,” forklarer Peter Krøjgaard.

”Når man derfor beder et voksent menneske huske tilbage til nogle tidlige begivenheder, ligger de erindringer, hvis altså de er der, formentlig i et format, som kan være svært at oversætte til det mere veludviklede sproglige format, som den voksne bruger. På den måde går noget formentlig tabt i oversættelsen.”

Derudover er der også kulturelle forskelle, der afgør, hvor meget vi kan huske. Undersøgelser viser, at vesterlændinge husker længere tilbage end for eksempel asiater.

”En af årsagerne er formentlig, at vesterlændinge har større fokus på individet. Her handler det om, hvad du har oplevet, ikke hvad din familie har oplevet. Det er omvendt i Asien, hvor familien, kollektivet, er i fokus. Derfor husker vesterlændinge typisk et halvt år længere tilbage i tiden end asiater,” forklarer Peter Krøjgaard.

Hvis man spørger om, hvad resultaterne fra forskningen skal bruges til, griner Peter Krøjgaard.

For ham er det nemlig ikke afgørende at gøre en samfundsomvæltende opdagelse. Det er først og fremmest interessant at afkode nogle af hukommelsens mysterier og blive klogere på, hvordan vores hukommelse fungerer. Når det er sagt, er der ifølge Peter Krøjgaard ingen tvivl om, at viden om, hvad børn kan huske, også har sine klare anvendelsesmuligheder.

”Børn er desværre nogle gange vidner til begivenheder, der kan ende som rets-sager, for eksempel vold i hjemmet eller seksuelle overgreb. I sådanne sager er det selvsagt afgørende, at de professionelle har velfunderet viden om, hvordan man maksimerer sandsynligheden for, at børnenes vidneudsagn bliver pålidelige,” fortæller Peter Krøjgaard.

Men det er udfordrende at forske i den tidlige hukommelse. Forsøgspersonerne kan have svært ved at vide, om det, de husker, er fra tre- eller femårsalderen. Eller om det tidlige minde overhovedet er fra hukommelsen eller fra en fortælling, de har hørt om sig selv.

Når Peter Krøjgaard og hans kolleger undersøger børns hukommelse, bruger de derfor ofte eksperimenter, hvor man har mulighed for at kontrollere de begivenheder, som man senere beder børnene huske. For Peter Krøjgaard er en del af fornøjelsen ved forskningen netop at udtænke eksperimenterne, så de virker efter hensigten. Også selvom det kan være udfordrende.

Egentlig læste 48-årige Peter Krøjgaard til civilingeniør, men blev fanget af psykologien og troede, han skulle fordybe sig i Freud og Jung. Men hvor de fleste af hans medstuderende helst ville ende som psykoterapeuter, blev Krøjgaard grebet af forskningen og fordybelsen. I mange år forskede han i spædbørns opfattelse af den fysiske verden og deres begrebsdannelse.

Men da han i 2010 fik mulighed for at være med i professor Dorthe Berntsens Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning, et grundforskningscenter tilknyttet Aarhus Universitet, sprang han til. For hukommelsens mysterier trækker.

”Det er måske meget nørdet, men jeg synes, det er så interessant at finde ud af, hvordan man konverterer et spørgsmål til noget, der rent faktisk kan undersøges. Det er et kæmpe puslespil, hvor man bygger videre på andres værk. Det er svært, men når det lykkes, er det så fedt!”.