Prøv avisen

Kajakroer: På vandet føler jeg mig fri til bare at være

51-årige Annette Springborg tager ud med sin kajak mindst en gang om ugen, ofte – som her på billederne – fra klubhuset på Bellevue Strand i Klampenborg. Og gerne tidligt om morgenen. Her finder hun en tidslomme, hvor alt andet står stille. Foto: Mette Frandsen

Når Annette Springborg tager en kajak og ror ud mod morgensolen kun med naturen omkring sig, føler hun sig helt fri til at leve i nuet

Hun åbner porten, som hun har gjort det mange gange før, og der ligger de så, række på række af kajakker med snuden stikkende ud af den dybe reol. De står stablet i fire lag oven på hinanden, og hun kan vælge lige den, hun vil have.

51-årige Annette Springborg vender dem ryggen og ser ud over Øresund, der strækker sig hele vejen hen over horisonten. Hun kan se hvidt skum på bølgerne, og det afgør sagen. Hun er nødt til at tage en af de lidt bredere, selvom de også er tungere at ro. Det er ikke hendes yndlingsbølger i dag, konstaterer hun. De er ustabile, og det vil gøre hendes rytme mere ujævn. Slet ingen bølger eller modbølger i let vind er perfekt. Så kan hun få det helt rigtige flow.

”Jeg ror for hyggens skyld,” siger hun, ”og for den ro og velvære, det giver mig, så det afgørende er ikke, hvor hurtigt det går. Det afgørende er, at jeg nyder det.”

Hun har inviteret på besøg i Klampenborg Kajak og Kanoklub for at fortælle om sin passion – og vise den frem.

Det sker på en let blæsende og støvregnende lørdag, men den snart 100 år gamle klub (der er jubilæum senere på året) tager sig alligevel spektakulært godt ud.

Den nuværende bygning blev tegnet af Arne Jacobsen i 1930’erne og ligger med sine rene, hvide linjer elegant placeret direkte på Bellevue Strand. Med fri udsigt til vandet. Der er næsten altid nogen i klubhuset – af samme grund. De færreste kommer kun for at ro; de bliver og hænger ud, slikker sol eller læser en bog i krogen. Her er sommerhusstemning, så selv på en regnvejrsdag kommer der folk dryssende for lige at sige hej og måske tage en tur.

Og det var præcis det, Annette Springborg faldt for, da hun for ni år siden kom her første gang. Hun havde været på højskoleophold på halvøen Helnæs og var en dag tilfældigt kommet forbi en naturskole, der havde kajakker liggende. Sådan en havde hun aldrig prøvet før, og sammen med et par af de andre kursister besluttede hun sig for at tage en tur. En times tid senere, siddende ude på vandet og omgivet af natur, vidste hun bare, at hun havde fundet sit rette element.

”Det var en meget stor oplevelse pludselig at opdage en helt ny verden, som forener mange af de ting, jeg elsker allermest: frihed, natur og tidslommer,” forklarer hun. ”Det er svært at forklare, og det er sikkert heller ikke alle, der har det helt på samme måde som mig, men ude på vandet kan jeg få tømt tankerne på en måde, jeg ikke kan andre steder. Når jeg sidder i kajakken, er det som at være i en tidslomme. Alt andet står stille, og jeg kan være fuldstændigt i nuet – for jeg kan ikke andet. Jeg er fysisk afskåret fra min daglige verden, og det gør det nemmere at nyde følelsen af bare at være. På vandet er der ikke noget, jeg skal nå, jeg skal bare være lige der, hvor jeg er.”

Denne dag tager hun kajak nummer 85, en sort turkajak med klubbens logo på forenden: en rød stjerne. Med et fast tag svinger hun den ud af garagen og over på stolperne, så den ikke rører jorden. Herfra kan hun nemt indstille sædet og fodsparket, der styrer roret bagerst på kajakken. Der er mange i klubben, der vælger netop denne type, så hun er nødt til at sikre sig, at den passer til hende.

Hun har allerede klædt om. Om vinteren har hun våddragt på, og resten af året, afhængigt af vejret, bærer hun almindelige cykelshorts, bikinibukser eller korte bukser af det gummiagtige materiale neopren, som er både elastisk og varmt. Ankelskoene er også af neopren. De fleste har bare tæer i dem, men hun foretrækker uldsokker. Bare fordi det føles mere rart. Overdelen kan være hvad som helst. I dag har hun en vandtæt rojakke på, men det kan også bare være en bikini eller en t-shirt. Intet af det er særligt dyrt, det eneste hun rigtigt har brugt penge på er pagajen. Så er hun sikker på at få én, der passer i længden hver gang, og den er også noget lettere end dem, man kan låne i klubben. Men også dét er en smagssag, for mange er fint tilfredse med de fælles pagajer.

Hun tager den 12-15 kilo tunge kajak op på skulderen i én indøvet bevægelse og går ud mod den aflange betonbro med pagajen liggende i båden. Den er nem at bære, og hun får den også uden problemer sat nænsomt i vandet. Så træder hun forsigtigt ned i den, sætter sig og skubber fra med hånden. Med faste, rytmiske tag er hun væk fra broen og på vej op langs kysten på et øjeblik. Dog kun til ære for fotografen.

”Når man som jeg er udpræget hygge-roer, så skal der altså bedre vejr til, før jeg tager ud,” siger hun og griner.

Hun var ikke vant til at færdes på vandet dengang for ni år siden. Hun var tiltrukket af stranden, men havde aldrig rigtig sejlet og slet ikke følt vandet så tæt på, som man gør i en kajak. På den måde var det kærlighed ved første tur den sommer på højskolen. En stor del af tiltrækningen kom hurtigt til også at handle om fleksibiliteten. Hun har altid dyrket sport og været aktiv, men med kajakken kan hun selv bestemme, hvornår hun vil afsted, hvor langt hun vil ro, og hvor hun vil hen. Hun kunne endda bestemme, om hun ville være alene eller sammen med andre.

Og måske lige så vigtigt: Hun kan bestemme, hvorfor hun overhovedet ror.

”Nogle ror konkurrence og træner for at blive hurtigere, andre ror for at dyrke motion. Jeg ror for min egen skyld, for at føle mig godt tilpas, og det påvirker selvfølgelig, hvornår, hvor og hvor meget jeg ror,” forklarer hun.

Hendes yndlingstidspunkt er lørdag eller søndag klokken syv om morgenen. Det er efterhånden blevet et fast ritual. At gå solopgangen i møde med kajakken på skulderen er et magisk og livgivende øjeblik for hende.

”Den der fornemmelse af at tage hul på en helt frisk dag ved at være i ét med naturen. Det er fantastisk,” forklarer hun.

Nogle gange ror hun bare en lille tur på 10 kilometer. Andre gange når hun op til iskiosken i Skodsborg eller Vedbæk Havn. Enkelte gange ror hun længere op ad kysten, hvis vejret, humøret og armene er til det, eller hun ror den anden vej, til Hellerup- og Tuborg Havn. Hun kan også finde på at ro på Farum Sø, Mølleåen eller Lyngby Sø.

”Engang tog vi ni mand op ad Mølleåen i det værst tænkelige regnvejr. Vi stoppede under alle broerne, og da vi nåede til Raadvad, fandt vi et lille rum, hvor vi kunne spise vores medbragte frokost. At sidde der, gennemblødt, men alligevel lykkelig over at dele min passion – det gjorde mig helt høj. Og de andre havde det på samme måde. Vi kunne mærke os selv, og medbragt mad havde aldrig smagt bedre,” fortæller hun.

Den korte tur er forbi, og Annette Springborg bærer kajakken tilbage til stolperne ved klubhuset. Her vasker hun saltvandet af med en vandslange og skubber kajakken tilbage på sin plads blandt de andre.

Inde i klubhuset står alt, som da huset blev bygget – helt ned til den grønne farve på væggene. Sådan vil kommunen have det, og derfor er æstetikken i top, da hun gør teen klar i det lille køkken og sætter sig ud under halvtaget.

I dag nyder hun roen, andre gange nyder hun selskabet. Tonen er altid familiær, der er altid nogen, der vil snakke, og hun har det ofte, som om hun er til komsammen i sit eget sommerhus, uden hun behøver at være vært.

”Både det at ro i kajakken og det at sidde her føles som et helle,” siger hun. ”Det er derfor, det ikke bare er en sport for mig og for de fleste andre; det er en livsstil og et åndsfællesskab, som jeg kommer til at dyrke, så længe jeg lever.”

”Det var en meget stor oplevelse pludselig at opdage en helt ny verden, som forener mange af de ting, jeg elsker allermest: frihed, natur og tidslommer.” Foto: Mette Frandsen
Nogle gange ror hun bare en lille tur på 10 kilometer. Andre gange når hun op til iskiosken i Skodsborg eller Vedbæk Havn. Enkelte gange ror hun længere op ad kysten, hvis vejret, humøret og armene er til det, eller hun ror den anden vej, til Hellerup- og Tuborg Havn. Hun kan også finde på at ro på Farum Sø, Mølleåen eller Lyngby Sø. Foto: Mette Frandsen