En kvinde møder en gammel veninde på gaden, og de falder hinanden om halsen i et kram. Hov, var det o.k.? En mand tager på værtshus med sine venner og kommer derefter i tvivl om, hvorvidt det efterfølgende er forsvarligt at holde sin nyfødte niece i armene.
I Danmark går det overordnet godt. Antallet af smittede med covid-19 falder, få indlægges på intensivafdelinger, og færre dør. Restauranter, museer og skoler åbner, grænser til nogle af Danmarks nabolande åbner snart, og på plejehjemmene lemper man reglerne for besøg. Samtidig skal danskere holde afstand og begrænse fysisk kontakt så vidt muligt. Midt i åbningen vil mange formentlig opleve at befinde sig i et eksistentielt vadested. Hvor man for et par måneder siden ikke var i tvivl om, hvordan man skulle gebærde sig, er valgene om nærkontakt med andre mennesker nu i højere grad op til den enkelte. Det er godt, og det er bøvlet.
”Lige nu befinder vi os der, hvor vi er på den anden side af sundhedskatastrofen, som aldrig for alvor indtraf i Danmark, men der er stadig lang vej til en normal hverdag.”
Det siger Anne-Marie Søndergaard Christensen. Hun er lektor i etik og leder af center for sundhedsfilosofi på Syddansk Universitet, og hun mener, danskerne i disse uger balancerer mellem to modstridende hensyn.
”På den ene side skal vi have samfundet og ikke mindst de økonomiske hjul op at køre igen, og på den anden side skal vi fortsat holde smittetrykket nede. De hensyn trækker i hver sin retning, og det kan være et konfliktfyldt sted at være. Måske har man handlet i supermarkedet med god afstand, og øjeblikket efter træder man ind i en fyldt bus og sætter sig tæt ved siden af en fremmed. Det er ganske enkelt ret forvirrende at navigere i,” siger hun.
Særligt socialt er denne tid interessant, siger Anne-Marie Søndergaard Christensen. For i hver eneste situation, hvor man konfronteres med andre mennesker, skal man tage stilling til, hvad man selv mener er det fornuftige at gøre, og samtidig kan man risikere at overskride andre menneskers grænser.
”Filosoffen K.E. Løgstrup sagde, at det etisk rigtige at gøre altid er at tage det specifikke og partikulære hensyn til den person, der står over for dig. Men han sagde også, at det er der ingen af os, der kan holde til altid at overholde. For det kræver en konstant opmærksomhed og fantasi, som vi ikke hele tiden kan mønstre. Det er derfor, vi skaber de sociale normer.”
De normer danner ramme for, at vi opfører os ordentligt uden hele tiden at skulle tage stilling til den enkelte situation. Men lige nu er de sociale normer mere flydende end ellers, og så kommer det til at handle om vores relationer, siger Anne-Marie Søndergaard Christensen.
”Det kan gå galt på alle mulige måder. Hvis jeg ikke vil dele mad med dig eller give dig et kram, selvom du gerne ville, så har vi ikke de sociale normer at gemme os bag ved. Og vi ender let i en afvisning eller en urimelig forventning til hinanden.”
At det netop kan være socialt akavet at begive sig ud i en ny virkelighed, hvor alle skal finde ud af at navigere imellem regler, instinkter og høflighed, skrev journalist Kåre Gade om for nylig i Vid&Sans-klummen på bagsiden. Han havde deltaget i sin svogers 60-årsfødselsdag, som svogeren vel at mærke havde ”fået lov” af den centrale telefon-coronalinje til at holde. Et uddrag følger her:
”’Så vi er enige om ikke at give hånd eller krammere?’, siger jeg, da vi parkerer mellem de andre biler i indkørslen.
’Ja, vi laver den med albuen,’ siger min kone.
Min svoger åbner døren og giver mig en bamsekrammer. Det gør hans datter også. Jeg får stukket et glas champagne i hånden, som jeg klamrer mig til. Så kan jeg lettere slippe af sted med nik og ironiske albuehilsner, mens vi kanter os vej mellem de 25 øvrige familiemedlemmer.”
Kåre Gade er en populær klummeskribent, men den nævnte klumme førte til en del mail-klager og også kritiske kommentarer på Facebook. For hvordan kunne han tillade sig at deltage i en begivenhed, hvor så mange mennesker var til stede? Var det ikke uforsigtigt og et udtryk for mangel på samfundssind? Det mente i hvert fald nogle læsere, og man kan ikke med rimelighed bare affeje den kritik som udtryk for overforsigtighed.
For enhver dansker gør sig nok lige nu sine tanker om, hvor megen frygt og disciplin man bør slippe. Filosoffen Anders Fogh Jensen giver som eksempel, at han selv i kraft af coronakrisen har fået hygiejnedisciplinen så langt ind under huden, at han stejler, når han i en film ser mennesker, der uden videre krammer eller glemmer at vaske hænder. Danskerne skal stadig – og formentlig i lang tid fremover – have god håndhygiejne og holde afstand, men hvor meget – og over for hvem? Anders Fogh Jensen bor i Laven ved Ry i Østjylland, og han erfarede selv for nylig en situation, der gjorde ham opmærksom på, at danskerne lige nu er asynkrone i oplevelsen af, hvilken adfærd der er i orden.
”Vores søn havde en legeaftale, hvor forældrene ikke syntes, deres søn skulle indenfor hos os. Så han blev ude, men jeg var egentlig ret forbavset over det. Over at vi blev betragtet som nogle, der udgør en smitterisiko.”
I den konstante sociale forhandling om grænser kommer også den enkeltes identitet i spil, fremhæver Anders Fogh Jensen.
”Nogle betragtes som sippede, andre som nærmest promiskuøse. Vores selvforståelse og forståelse af andre bliver tydelig lige nu, og det kommer også til at handle om, hvordan man gerne vil fremstå. Vil man gerne fremstå som ansvarsbevidst eller afslappet?”.
Hvor frygtsomme og livslammede er danskerne egentlig? Det kommer an på, hvem man spørger, og det er nok ikke så underligt, eftersom de regionale forskelle på smittetal er tydelige, og fordi mennesker er forskellige. I sidste uge skrev sceneinstruktør Katrine Wiedemann i en kommentar i dagbladet Information, at der er en livsfornægtelse i os alle, der i øjeblikket får frit spil.
”Smittetallene falder, men når faren aftager, og dørene til livet igen slås op, foretrækker den indsatte alligevel fangenskabet. Vi ender med at udvikle et Stockholmsyndrom over for os selv.”
Wiedemann oplevede det både hos sin gamle mor, blandt sine egne jævnaldrende og hos sine teenagedøtre. Og noget tilsvarende ser filosof og doktor i eksistentiel terapi fra Middlesex University Anders Dræby. Han mener nemlig ikke ligesom Anne-Marie Søndergaard Christensen, at Danmark er på den anden side af en katastrofe, som ikke indtraf.
”Der var ikke mange, der døde i Danmark, men frygten bredte sig i et voldsomt omfang. Jeg har ikke oplevet en lignende frygtepidemi i min levetid – og frygten mener jeg er en katastrofe.”
Krisen har været forbundet med en stigende oplevelse af, at man som menneske er sårbart og skrøbeligt, og at man kan udsættes for alle mulige farer, man skal beskytte sig imod, siger Anders Dræby.
”Det fører til mange undvigelsesmekanismer. Selvom coronaen efterhånden ebber ud, tror jeg ikke, frygten er væk, og den kan komme til at sætte langvarige spor. Frygt er et hensigtsmæssigt instinkt, men hvis den bliver allestedsnærværende, er den ikke længere hensigtsmæssig og kan føre til en masse ulevet liv.”
Helt så galt står det ikke til i Rødding. Her er højskolen i sidste uge åbnet igen, og forstander Anja Rykind-Eriksen fortæller, at det er dejligt for alle – men at det også kræver konstante overvejelser fra elever og ansatte om, hvordan de skal være sammen uden at være for tæt.
”Eleverne er glade, og nogle af dem er meget initiativrige i den forstand, at der går sport i at undersøge, hvordan man kan gradbøje retningslinjerne. Så må jeg jo forklare, at det handler om at blive inden for rammerne – ikke udvide dem.”
Anja Rykind-Eriksen oplever ikke stor frygtsomhed.
”Vi skal ikke rende med hovedet under armen, men vi kan heller ikke fortsætte med at gå rundt i granatchok, så det handler om at finde en god vej. Men jeg tror stadigvæk, jeg selv og mange andre har smittetallene i øjenkrogen. Selvom vi nærmer os noget mere normalt, er vi stadig ultraopmærksomme på, om antallet af indlagte stikker af.”
Lidt længere sydpå vil Anders Raahauge ikke gå med på præmissen om, at danskerne er frygtsomme, tyngede eller på anden måde eksistentielt udfordrede. Han bor på Als, er sognepræst i Sønderborg og kendes af læsere fra sine kommentarer her i avisen.
”Da coronakrisen kom, sendte provster og biskopper mails ud om, at vi skulle i beredskab. Som om de mentale ofre snart ville stå i kø. Men jeg har ikke talt med nogen, der har været særligt tynget. De fleste tager det i stiv arm og med godt humør.”
Og det har nok at gøre med smittetrykket, vurderer Anders Raahauge.
”Alle, jeg kender i København, kender nogen, der har været syge. Hernede kender man ikke nogen, eller også kommer man i tanker om, at jo, forresten, der var noget med naboens bror. Det er jo klart, at det også gør noget ved graden af ængstelse, så det handler ikke nødvendigvis om, at sønderjyder er mere stovte end andre.”
Anders Raahauge har dog selv været i et dilemma. En enke, hvis mand han skulle begrave, rakte hånden frem mod ham – hun var selv testet negativ og var ikke bange for et håndtryk.
”Man undlader normalt kun at tage imod folks håndtryk, hvis man vil krænke dem. Og det var da også ubehageligt for mig, men jeg lod være med at gribe hendes hånd. For jeg synes ikke, jeg kunne tillade mig risikoen, når jeg som præst kommer i mange hjem på husbesøg.”
I København har sognepræst ved Vor Frue Kirke Stine Munch stået i nøjagtig det samme dilemma med en enke, der ville give hånd. Og det slog hende, at det kan være svært at vide, hvad der er fornuftigt i sådan en sammenhæng.
”Jeg sagde ’øh, gør vi det?’, og det ville hun gerne. Så jeg trykkede hendes hånd, for det føltes for uhøfligt at lade være. Men når jeg står i døren efter højmesse, giver jeg ikke hånd til folk, og jeg har besluttet mig for at skelne mellem mødet i kirkedøren og mødet med mennesker, der for eksempel har mistet.”
Mens Katrine Wiedemann i Information har beskrevet en oplevelse af, at ældre mennesker ikke tør gå udenfor, så oplever Stine Munch noget andet.
”De gamle, der kommer her i kirken, kører på med krum hals. Det er nogle seje, myndige folk, som jo er kristne, og de har en tilgang til situationen, som handler om, at det må gå, som det går. Gud i vold. Og så må vi jo også huske, at vi, på trods af at nogle har lidt store tab, i det store hele har det ret godt her i Danmark sammenlignet med andre steder i verden.”