Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Pia Søltoft: Påsken er åbenbaringen af alt det lys, vi normalt ikke ser

Mange ting kan måles og vejes, men ikke opstandelsen. Lige så snart man begynder at blive for konkret, så smuldrer den lidt, mener sognepræst i Esajas og Christians Kirker Pia Søltoft. Foto: Iben Gad

Sognepræst i Esajas og Christians Kirker, Pia Søltoft, prædiker fire ud af fem dage i påsken. Som mennesker kan vi ikke leve med tanken om en tilværelse uden mening, siger hun

Det var skærtorsdag sidst på eftermiddagen i 1993. På prædikestolen i Stefans Kirke på Nørrebro i København stod en ung Pia Søltoft og prædikede over indstiftelsen af nadveren. Hun havde ikke præstekjole på, for hun var endnu ikke ordineret som præst. Hun havde afsluttet teologistudiet på Københavns Universitet og gik nu på pastoralseminariet i Farvergade. I den forbindelse var hun i 14 dages praktik hos sognepræst Anne Braad i Stefans Kirke. Og hun havde altså tildelt den unge Pia Søltoft en af kirkeårets vigtigste dage, skærtorsdag, hvor Jesus bryder brødet, skænker vinen – og senere bliver forrådt af Judas i Getsemane Have. Mange af Pia Søltofts venner var mødt op for at se hende. Både medstuderende fra teologi og også en del af hendes ”verdslige” venner fra gymnasietiden på Gladsaxe Gymnasium, som intet forhold havde til den kirkelige påske.

”Så derfor tænkte jeg, at jeg måtte holde en rigtig pædagogisk prædiken, hvor jeg forklarede grundigt om nadveren og dens betydning, for så ville de nok alle sammen gå til alters bagefter, men det gjorde de overhovedet ikke. Umiddelbart efter gudstjenesten skulle jeg på ferie til Prag med min daværende kæreste, men jeg glemte, at jeg havde kirkens mikrofon siddende i skjortekraven, og det endte med, at jeg flygtede med den til Prag. Det var de selvfølgelig ikke så glade for.”

55-årige Pia Søltoft smiler ad sin egen ilddåb som prædikant. Vi befinder os på førstesalen af den tidligere præstebolig til Esajas Kirke på Østerbro i København. Nu er den lavet om til sognegård og kontorer. Pia Søltofts arbejdsværelse vender ud mod kirkegården, hvorfra et hammershøisk forårslys strømmer ind ad de småsprossede ruder. Kontoret blev for alvor hendes for 14 dage siden, da hun blev indsat som 50-procents præst i sognet. De andre 50 procent bruger hun i Christians Kirke på Christianshavn.

”For første gang siden jeg læste teologi, er jeg nu fultidspræst med eget kontor, og det synes jeg vældig godt om. Og jeg har nu også snart min egen alba til at tage under messehagelen,” siger hun med henvisning til den ankellange, hvide klædning, hun bærer under sin liturgiske festkåbe, som hun dog egentlig synes er lidt for meget.

Præstekjolen rækker.

Pia Søltoft har med egne ord ”næs-ten fuld plade i påsken i år”. Forstået på den måde, at hun prædiker palmesøndag, langfredag, påskedag og anden påskedag – to tjenester i hver kirke. Skærtorsdag, som egentlig er hendes favoritdag på grund af nærheden med menigheden både under aften-gudstjenesten og til påskemiddagen bagefter, står hun over i år.

”Kirkeåret gentager sig jo. Skærtorsdag kommer igen.”

Efter gudstjenesten palmesøndag fløj hun til Venedig med sine børn Sofus på 15 og Sif på 17 for at holde en kort ferie med dem, indtil kirken igen kalder langfredag. Fordi hun skal på ferie, og fordi hun holder af at være selvtilrettelagt, har hun allerede skrevet sine prædikener til alle gudstjenester. Påsken er kirkens vigtigste højtid, og der er meget at sige om påskedagene. Hvis hun skal lave en fælles overskrift for dem, lyder den:

”Påsken er åbenbaringen af alt det lys, vi ikke ser. Påsken åbenbarer et håb, som vi allerede har.”

Billedet på det er den tomme grav, som kvinderne kommer til påskedag. Kvinderne forventer at finde Kristus, så de kan salve ham, men han er der ikke. I første omgang bliver de skuffede og bange.

”Men så viser det sig jo, at der er et forunderligt håb i tomheden. Kristus er opstanden,” siger Pia Søltoft.

Netop opstandelsen er det svært at tale håndfast om, mener hun.

”I opstandelsen ligger der, at døden ikke er det sidste af alt. Man lever videre på mange måder – i erindringen hos de efterladte, men man lever også videre som det, at man har været her. Intet liv er ligegyldigt og tilfældigt. Så synes jeg faktisk ikke, man behøver at blive så meget mere konkret. Lige så snart man gør det, ender man i noget, man næsten kunne kalde overtro.”

Der er mange ting, der kan måles og vejes, men nogle ting går i stykker, hvis man prøver, er hendes pointe:

”Det gælder både opstandelsen og kærligheden. Hvis man først begynder på sin lange liste over, hvorfor man egentlig elsker Ham, så er kærligheden allerede fornedret. Det samme med opstandelsen. Lige så snart man begynder at blive for konkret, så smuldrer den lidt,” synes Pia Søltoft.

Når påsken er så vigtig, er det netop på grund af håbet og troen på det gode. Og det har vi brug for som mennesker. Derfor forstår hun heller ikke Ateistisk Selskab, som i biografer og på busser reklamerer for, at man kan melde sig ud af folkekirken.

”Men til hvad? Til en følelse af tomhed, hvor vi ikke kan holde ud at være ret længe. Jeg opfatter dem som et trodsigt barn, der siger, at jeg ikke vil have noget med dig at gøre, men jeg har heller ikke noget at sætte i stedet for. Rent instinktivt kan vi ikke holde ud at leve med tanken om, at der ikke er mening med tilværelsen. Vi har grundlæggende en længsel efter Gud, selvom vi måske ikke adresserer eller omtaler det som sådan. Vi har brug for, at der er noget større end vores egen selvfordømmelse, og jeg tror på, at det guddommelige er en erfaring, vi alle bærer med os,” siger hun og uddyber:

”På den måde er det religiøse langt mere indgroet i os, og det har ikke bare med kulturkristendom at gøre. Det er simpelthen en eksistentiel erfaring, at vi kan ikke lade være med at forbinde lidelsen med en form for mening.”

Egentlig regnede hun ikke med, at hun skulle være præst. Det var af ren og skær teologisk interesse, at hun i 1993 gik på Pastoralseminariet.

”Dengang kunne man godt læse teologi uden at vide, hvad man skulle bruge det til. Jeg læste også bifag i dansk, fordi jeg elskede litteratur. Når nogen spurgte, ville jeg være højskolelærer.”

Det blev dog forskervejen, der blev hendes. Hun skrev en ph.d. og blev lektor i etik og religionsfilosofi, indtil hun i 2016 var en del af en stor afskedigelsesrunde på Københavns Universitet. Ligeledes var hun leder af Søren Kierke- gaard Forskningscenteret i en årrække.

Efter afskeden med universitetet åbnede en ny dør, da sognepræst ved Marmorkirken Mikkel Wold ringede og tilbød hende en 25-procents stilling. I 2016 blev hun ordineret som præst.

”Skiftet har faktisk ikke forekommet mig så vanskeligt. Rent indholdsmæssigt kan jeg bruge alt det, jeg har beskæftiget mig med som lektor, i mine prædikener, uden at de af den grund bliver videnskabelige. Og det falder mig overraskende nemt at skrive dem.”

”Men rent liturgisk var jeg meget rusten, der skulle jeg virkelig have hjælp. Så var det fint at kunne være føl hos Mikkel Wold, som advarende kunne sige til mig, at jeg for eksempel helst skulle undlade at klatre helt op på stativet om kisten for at tale ved en begravelse på kirkegården. Et råd jeg altid siden har fulgt!”

De 25 procent gav lyst til mere, og nu er hun altså fuldtidspræst. Da vi mødes, har hun netop afsluttet en bisættelsessamtale og må lige indstille sig mentalt på at blive interviewet.

”Min største fordel må være, at jeg er så gammel, som jeg er. Det må være en stor omvæltning at komme ud som helt ny og ung præst og sidde med barnedåb, bryllup og begravelse. Så selvom jeg ikke har været præst så lang tid, har jeg været mor temmelig længe – og i det hele taget menneske, og det hjælper en del.”

Interessen for tro og teologi har altid været der, men hvor den kom fra, undrer Pia Søltoft. Hun voksede op på Jægersborggade på Nørrebro i København alene med sin mor. Dengang var det et rigtigt arbejderkvarter. Hendes mor var dagplejemor og gjorde rent og var ”bestemt ikke kirkelig”, så fra 11-årsalderen begyndte Pia Søltoft selv at gå i kirke i Stefans Kirke og Anna Kirke, som hun boede lige bagved. Hun har også altid interesseret sig for filosofi og blev senere betaget af Kierkegaard. Det var ingen i hendes omgangskreds. Senere blev hun den første student i Jægerborggade.

”Jeg var ganske tidligt ret sikker på, at det var filosofi og eksistentielle spørgsmål, jeg skulle beskæftige mig med. Jeg har altid interesseret mig for kringlede spørgsmål som ’eksisterer det rum, man forlader stadig’. ’Hvad er et menneske’ eller ’kan erindringer deles’. Sådanne tanker gør jeg mig stadigvæk og er vel grundlæggende en nørd.”

Som teenager ville hun gerne konfirmeres og gik også til konfirmationsforberedelse, indtil præsten sagde, at hun skulle have sin dåbsattest med.

”Jeg gik hjem og bad om den, og først der gik det op for mig, at jeg faktisk ikke var døbt. Det skyldtes, at mine forældre var emigreret til Sydafrika, hvor jeg blev født. Der lå det ikke lige for, at jeg blev døbt. Det endte faktisk med at jeg stoppede til konfirmationsforberedelsen, for dengang var det ikke så almindeligt at blive døbt lige op til.”

Døbt blev hun senere, mens hun læste teologi, i Stefans Kirken af netop Anne Braad.

”Hun havde en evne til at få evangeliet ned på jorden, og det ret vigtigt som præst.”

Selv gik Pia Søltoft for alvor fra mening til tro, da hun læste dansk og teologi på samme tid. På danskstudiet skulle de analysere de to skabelsesberetninger, men det blev simpelthen for tyndt. Så var der mere gods i det teologiske perspektiv.

”I dag siger jeg gerne, at jeg tror på Gud. Men hvad er så Gud, kan man spørge. Den nemme løsning er at sige, at Gud er kærlighed, men det kan godt blive lidt fortærsket. For mig er Gud alt det lys, vi ikke ser, men som alligevel oplyser vores liv og giver os ro.”

Vi er tilbage ved påskebudskabet.

”Påsken er netop en åbenbaring af al det lys, vi ikke ser, men også af det lys den næste morgen, den ny forårsdag og håbet indeholder.”

Uden for vinduet skinner solen ufortrødent.