Han havde onde øjne. Han havde et stort sort skæg og var ret høj i forhold til de andre japanere i lejren. Når kommandant Yamada spankulerede rundt i lejren, havde han ofte sin knortekæp med, ”og så var det bare med at skynde sig væk”.
Palle Kiær var kun 14 måneder, da japanerne hentede ham og hans forældre. Den lille familie boede indtil da i et herskabeligt hus på øen Sangir, der dengang hørte til Hollandsk Ostindien, nu Indonesien. Faderen var ansat ved Aarhus Oliefabrik og udsendt til Sydøstasien for at stå for opkøb og forsendelse af kokosnødder, og på en af sine orlovsrejser mødte han fabrikkens nyansatte tresproglige korrespondent.
I begyndelsen måtte de holde forelskelsen i live per brev. Men da Knud Kiær spurgte, om Ellen Margrethe ville flytte ud til ham på tropeøen, var hun slet ikke i tvivl og bestilte straks en billet til skibsrejsen, der tog knap tre måneder.
I 1937 blev de gift i byen Taruna på Sangir. Dengang foregik et liv i den hollandske kolonistat på første klasse, når man kom fra Europa. Med tjenestefolk, tennis, bridge og kølige drinks efter arbejdstid. Sammen med øens øvrige spidser.
Men så kom krigen. Først var den langt væk og foregik kun i Europa, og sådan så verden stadig ud, da Palle Kiær blev født i februar 1941. Men blot nogle måneder senere, i december 1941, angreb japanerne Pearl Harbor. Og så kom Sydøstasien ellers i alarmberedskab, for snart havde den japanske krigsmaskine også indtaget Singapore, der ellers blev anset for at være uindtagelig. Da hovedbyen Manado på naboøen blev angrebet i februar 1942, var Palle Kiærs forældre klar over, at japanerne snart ville stå ved deres dør også.
I to måneder levede de i frygt for, hvad der ville ske, og pludselig en dag i april var de der.
”Pak en lille håndbagage,” lød ordren.
Den i dag 79-årige Palle Kiær har fundet en læderindbundet scrapbog frem. Den har fulgt ham siden 1947, hvor hans mor lavede den til sin seksårige søn. De første sider er fyldt med sort-hvide fotos, der viser et sorgløst liv i overklassen og en nybagt mor i florlette kjoler, der stolt holder sin nyfødte søn ind til sig. Men så ændrer billederne sig, og på de følgende sider er der i stedet pigtrådsindhegnede lejre og usle barakker, hvor Palle Kiær og hans mor blev holdt fanget i tre og et halvt år. Fra april 1942 og frem til befrielsen i august 1945.
Mor og søn kom i en kvindelejr sammen med 300 andre kvinder og børn, mens Palle Kiærs far blev sendt i en lejr kun for mænd. I alt var omkring halvdelen af dem i live, da amerikanerne kom.
På siderne i scrapbogen har Palle Kiærs mor med blå kuglepen skrevet lange udførlige beretninger om livet i lejren, hvor alt nu bare handlede om at overleve. Om at bevare håbet.
Palle Kiær har derfor kunnet læse om ikke bare hverdagen i de barske omgivelser, men også om den kærlighed til sin lille søn, som om noget gav hans mor viljestyrke og kræfter til at kæmpe.
”Jeg var fra Begyndelsen overbevist om, at kunne vi bare holde ud, ville den Dag komme, da vi igen ville få det godt. Havde jeg mistet dig, tror jeg aldrig, at jeg selv var kommet levende hjem – jeg skulle igennem for din skyld – og vi kom det,” skriver hun blandt andet.
Scrapbogen med dens håndskrevne beretninger og små indsatte fotos udgør en stor del af Palle Kiærs egne minder fra den tid, og sammen med en håndlavet dukke fra lejren og hans små, udtrådte træsko fra opholdet er den blandt hans dyrebareste ejendele i dag.
”Jeg var jo så lille og kan derfor ikke huske så meget. Men når jeg læser mors beskrivelser og ser billederne, så er der noget af det, der vækker minder. Og frygten for kommandant Yamada står stadig tydeligt. Han nød virkelig at mishandle fangerne. Jeg kan huske, at jeg fornemmede en konstant utryghed hos min mor og de andre kvinder. De var altid bange for, hvad det næste øjeblik bragte med sig, og de oplevede både voldtægter og blev korporligt afstraffet, hvis de for eksempel forsøgte at klatre under pigtrådshegnet for at skaffe os nogle nærende kokosnødder eller bananer. I lejren fik vi kun serveret rådden majs. Både morgen og aften. Og det var frygteligt for mødrene at se, hvordan deres børn sultede og blev afkræftede.”
Under en blyantstegning af Palle Kiær står der ”3 år gammel. Tegnet af en Pige i Lejren”, efterfulgt af teksten: ”Du var så lille, gudskelov, at du troede, Verden ikke var anderledes. Sult, Snavs, Pjalter. Derfor led du ikke så meget som de større Børn, der kunne huske Verden før Ragnarok.”
Palle Kiær har boet i Danmark siden 1946, hvor han kom alene med sin mor til Nordjylland. Begge forældrene overlevede, men de kunne ikke genfinde kærligheden efter de mange års adskillelse.
”Krigen tog hårdt på dem, og da de endelig så hinanden igen, var de ikke længere de samme mennesker som før, men forandrede efter flere år i fangenskab. ’Vi lignede hærgede lus, og de varme følelser var væk,’ sagde min mor. Hun ville gerne til Danmark, men han ville blive i Østen, og så endte det med en skilsmisse.”
Palle Kiær har haft et godt liv, siger han. Han blev uddannet ingeniør og har bygget huse i hele Europa, er gift med Lone på 55. år og nyder i dag sin pensionisttilværelse i Sindal lidt syd for Frederikshavn. Familien er stor, med tre voksne børn og fire børnebørn. Alle bor og lever i gode og trygge rammer.
Og Palle Kiær er helt klar over, hvor han skal sende sin tak hen.
”Min mor var en fantastisk kvinde. Det var hendes stærke psyke, der fik os levende igennem kz-tiden. Og så var hun klog. Da japanerne kom og gav hende én time til at pakke sin håndbagage, var hun så forudseende at tage et myggenet og noget salt med. Det første gjorde, at vi ikke fik malaria som så mange andre i lejren, det andet sikrede, at hun altid havde noget at bytte med, for salt var en mangelvare, og på den måde kunne hun for eksempel skaffe bananer til mig.”
Palle Kiær oplever ikke, at de tre et halvt år i fangenskab har givet ham dybe psykiske ar. Men da han var yngre, følte han sig nogle gange meget alene – og savnede især at have kendt sin far noget bedre.
”Da vi først kom til Danmark, talte vi sjældent om det, vi havde oplevet under krigen. Min mor giftede sig igen, og hendes nye mand ville ikke høre om dengang. Jeg tror nærmest, han var jaloux på det tætte bånd, som opholdet i lejren havde skabt mellem mor og mig. Så et eller andet har nok sat sig, for fra jeg var 10 år og mange år frem, var nytårsaften altid helt forfærdelig for mig. Mens andre festede og var glade, følte jeg mig simpelthen så ensom og savnede en at tale med. Jeg savnede min rigtige far, som jeg næsten ingen kontakt havde med. For han boede på den anden side af jorden, i Australien, og havde fået en ny familie.”
I lejren var der ikke mange andre danskere. Men for tre år siden genså Palle Kiær et af de andre børn fra dengang.
Vikke blev født i lejren, kort efter hendes mor, Else, og storebror, Jørgen, var blevet interneret. Hendes far, August, var fange i den samme mandelejr som Palle Kiærs far – som de eneste med dansk pas. De to mænd kendte hinanden gennem arbejdet og var glade for at have en landsmand at tale med under de barske forhold i lejren.
Mens de var der, fik August først den glædelige besked om, at han havde fået en datter. Men da Vikke var ni måneder, døde hendes storebror. En dag var der blod i den lille drengs afføring, og en gruppe medindsatte nonner gav ham noget medicin, som de japanske vagter havde givet dem. Men i scrapbogen skriver Palle Kiærs mor:
”Om Aftenen døde han med alle Tegn på Forgiftning. Det var skrækkeligt. Else var helt apatisk af Sorg.”
I mandelejren hørte Elses mand om sønnens død. Han blev slået helt ud af den frygtelige meddelelse, og da han kort efter selv blev ramt af malaria, havde han hverken modstandskraft eller livsmod nok til at holde sig oppe. Han døde en uge efter sønnen.
”Så Vikke mødte aldrig sin far og kan ikke huske sin bror. Efter befrielsen mødte Else en amerikansk mand, og hun og datteren flyttede til USA, og vi så dem ikke siden. Men for nogle år siden kom der så pludselig en mail fra Vikke, som vi ellers ikke havde haft kontakt med. Hun ville fortælle os, at hendes mor var død.”
På den måde begyndte en ivrig mailkorrespondance mellem Palle Kiær og Vikke.
”Jeg kunne fortælle hende om den opvækst i lejren, som hun ikke selv havde nogen erindring om, og som hendes mor heller aldrig havde fortalt hende om. Efter noget tid spurgte jeg, om hun ikke havde lyst til at komme en tur til Danmark, så jeg kunne vise hende de forskellige ting fra dengang, som for eksempel scrapbogen, og fortælle endnu mere om vores fælles barndomstid.”
Vikke svarede ja, tak. På engelsk.
”Ja, nu bliver jeg altså lige lidt følelsesladet. Men at møde hende var som at få en søster. Pludselig var jeg ikke så alene med min historie længere, og jeg oplevede, at der kom nogle følelser op i mig, som jeg slet ikke vidste, man kan have for et ellers fremmed menneske.”
Selvom han føler, at han selv er kommet nogenlunde helskindet gennem opholdet i kz-lejren, så bliver han stadig mindet om sin tid i fangenskab – på helt uventede måder.
”For nogle år siden blev jeg hjerteopereret og fik en ny hjerteklap. Jeg plejer som sagt at være psykisk stærk, og der skal meget til at slå mig ud. Men i flere måneder efter operationen var jeg blød som smør. Når telefonen ringede, begyndte jeg at ryste, og hvis folk kom med blomster for at se til mig, så tudbrølede jeg. Det endte med, at jeg satte mig ved computeren og skrev et langt brev, der primært handlede om mine følelser både før og efter operationen, og det sendte jeg til familien og vennerne. Og så lettede det. Jeg tænker, at det viser noget om, hvor vigtigt det er at sætte ord på de oplevelser, man har haft, for at bearbejde dem. Men også, at der var noget ved situationen, der ubevidst mindede mig om tiden dengang: frygten for, om jeg ville overleve.”
I forbindelse med hjerteoperationen blev Palle Kiær i øvrigt tildelt 25 procent invalidepension fra Arbejdsskadestyrelsen, der efter Frihedsfondens nedlæggelse overtog opgaven med at sikre erstatninger til folk, der havde lidt under Anden Verdenskrig. Det viste sig nemlig, at det var en skjult gigtfeber tilbage fra årene i japansk fangenskab, der havde skadet Palle Kiærs hjerte.
”Da lægen fortalte mig om dén sammenhæng, brød jeg helt sammen.”
Palle Kiær finder flere af de gamle dokumenter fra dengang frem. En fødselsattest på hollandsk, kopier af de højtidelige aftaler om fred mellem Japan og USA og gulnede damebladsartikler, hvor hans mor fortæller om sine år i japansk kz-lejr.
Nu er det ham, der er fortælleren. Hans mor døde i 2009, og som han selv siger:
”Så er jeg nok en af de sidste overlevende fra dengang. Derfor føler jeg også, at jeg har et særligt ansvar og en pligt til at fortælle om, hvad der skete. Jeg synes, det er utroligt vigtigt, at især de unge i dag får øjnene op for, hvor snydeheldige de er. De skal virkelig sætte pris på, at de vokser op i et samfund som det danske – og de skal forstå, at det ikke kommer af sig selv. Hvis ikke vi hele tiden minder hinanden om, hvad der skete dengang, glemmer vi også lettere, at det kan ske igen.”