Alle film var lavet, alle historier var fortalt. Eller sådan følte Paprika Steen det i hvert fald. Efter at have instrueret filmen ”Til døden os skiller” i 2007, havde hun løbet panden mod en kreativ mur, hun kunne simpelthen ikke finde på mere. Hendes eksmand, filmproduceren Mikael Rieks, skubbede til hende. Spurgte ind til, hvilken slags film hun egentligt gerne ville lave. Til det kunne hun kun svare, ”det jeg gerne selv vil se”. Og hvad var så det? ”Sådan noget møgkedeligt noget med en juleaften og en enkelt familie,” fortæller hun.
Som sagt, så gjort. Og med filmen ”Den tid på året” vender Paprika Steen for første gang i 11 år tilbage til instruktørstolen.
”Nogle gange kan man godt være bange for at tage fat i det banale, fordi man føler, at der skal puttes alle mulige lag og tematikker oveni. Men hvis man holder det rent, og det er altså ikke en kliché, så kan det banale være smukt, kompliceret og ret underholdende,” siger hun og griner.
”Jeg ved ikke, hvad der skete, men sådan næsten i …,” hun leder efter ordet og slår et par gange demonstrativt og stolt med hovedet for at illustrere. ”… i trods,” kommer hun endelig frem til.
”I trods, tænkte jeg, det er det jeg gør. Nu laver jeg altså den her film, og så må vi se, om det går.”
Igennem et langt stykke tid samlede Paprika Steen et kartotek af karakterer og situationer, uden at tænke over sammenhæng og historiefortælling. Det var ting, som var sjove, som fascinerede hende. Den fraværende far og den dominerende mor, de rivaliserende søskende, ham der onklen, menneske og ting, som de fleste kan nikke genkendene til.
”Jeg tog lidt fra mit eget liv, fra manuskriptforfatterens liv og fra mine venner, så det var et sammenkog af alt muligt. Jeg havde en lille boks, som jeg så leverede til min manuskriptforfatter Jakob Weis. Han kom med et første udkast, hvor han havde sat det hele sammen. Og så arbejdede vi ud fra det,” siger hun.
I ”Den tid på året” spiller Paprika Steen hovedrollen som Katrine, der forsøger at få den perfekte juleaften stablet på benene, mens hun kæmper med elementerne og det til tider komplicerede forhold til familien. Med på rollelisten er kendte skuespillere som Lars Brygmann, Sofie Gråbøl, Lars Knutzon og Karen-Lise Mynster, og det er på mange måder en klassisk ensemblefilm. En fortættet fortælling, der udspiller sig på en lokation på under et døgn.
Det er den slags film, som Paprika Steen elsker og savner, både professionelt og privat. Hvorfor der ikke laves flere af den slags film, vil hun ikke komme med noget svar på. Og det mere nærliggende spørgsmål er da også, hvorfor hun ikke selv har gjort det noget før. Svaret er meget simpelthen, siger hun. Hun har ikke været parat til det.
Paprika Steen fortæller om sin stedfar, kunstmaleren Jens Nordsø, der malede noget han kaldte ”forbudte motiver”. Billeder han altid gemte væk, når der var nogen, som skulle købe hans kunst. Det var solnedgange og solopgange. Motiver, han elskede at male, men som var super umoderne på det tidspunkt. Sådan har Paprika Steen måske også haft det. Men nu har hun fundet en kreativ ro, fortæller hun, et sted, hvor det ikke handler om, hvad andre tænker, siger og vil have.
”Måske stod månen og stjernerne bare rigtigt,” siger hun skælmsk og trækker på skuldrene.
”Jeg vil gerne lave en film, hvor folk griner, græder og måske ser lidt indad. Hvor de oplever, at det ikke kun er deres familie, som er skøre, mærkelige, tossede og dysfunktionelle. Jeg vil gerne ramme folk i den ensomhed eller isolation, der ligger i, at man tror, man er den eneste i verden, der har det sådan. Nu kan man så sige: ’Gud, der er lavet en film om det,’” siger hun.
Derfor er det også mere end film om, hvad det vil sige at være en familie, end det er en film om julen. For julen er bare rammen. Juleaften er smækfuld af traditioner, og folk har meget stærke holdninger dertil. Samtidigt presser vi dén ene aften hele familien sammen, og forventningerne til, hvad der skal ske er tårnhøje, fortæller Paprika Steen.
Hvorfor er vores forventninger til juleaften så høje?
”Juleaften skal dødpine mig være, ligesom den plejer. Prøv lige at servere lam eller fisk juleaften, det ville give 80 procent af befolkningen et nervesammenbrud,” siger hun.
”Det er den sidste tradition, vi har. Eller vi har også nytårsaften, men har man ikke små børn, så tilbringer man den med sine venner. Og påsken er ligesom ebbet ud, det er kun de overskudsagtige familier, der stadig holder påskefrokost. Der kan være så mange grunde til, at man har droppet traditionerne. Men julen er stadig udgangspunktet for alt det, som vi gerne vil bilde os ind, at vi er – den traditionelle kernefamilie,” mener hun.
Hvad med hendes eget forhold til julen? Det er meget broget, fortæller hun. Faktisk har hun nærmest prøvet alle slags jul, den traditionelle, den dyre og fine, den med vennerne og den med familien, listen bliver bare længere og længere, mens hun remser op.
”Jeg har altid oplevet julen som værende utroligt stressende, og jeg har aldrig oplevet det som noget, jeg så frem til. Jeg ligger tit på langs tre dage efter juleaften med familien. Ikke fordi det ikke er hyggeligt, men fordi jeg er et meget sensitivt menneske, og der skal meget til, at jeg kan fordøje det. Hele showet omkring det, også omkring børnene, det er enormt stressende. Derfor var det ikke så svært at spille Kathrine, for jeg bliver stresset af ingenting,” siger hun og griner højlydt.
Hvorfor bliver du så ved med at holde fast i den store traditionelle jul?
”Det er jo det, der er hele spørgsmålet,” siger hun.
”Jeg er fuldstændig ligesom alle andre mennesker. Jeg er ikke særlig traditionsbunden, men jeg er heller ikke en traditionsbryder. Jeg har prøvet at ændre på det, men jeg synes, det samme sker. Ens dna er programmeret til at lave julen på en bestemt måde i sin familie,” mener hun.
Der er en grund til, at folk er, som de er, mener Paprika Steen. Og det er noget af det, som hun gerne vil vise med filmen. At vi alle sammen gerne vil gøre det godt, men at der kommer så mange ting i vejen. På den måde bliver det en film, der handler om de små svigt. Om hvor sårende det er, når ens far får sin nye kæreste til at købe den samme julegave til alle, selvom man har knoklet i dagevis for at skabe den perfekte ramme om julen.
”Udefra set kan det godt virke enormt småt. Men måske får jeg med den her film fortalt, hvordan de små svigt gør os til de mennesker, vi er. Til den person, det nummer eller den rolle, som vi alle har i vores familie,” siger Paprika Steen.